I medfør af § 257, stk. 1, i lov om kapitalmarkeder, jf. lovbekendtgørelse nr. 1767 af 27. november 2020, og efter forhandling med justitsministeren fastsættes:
I sager om overtrædelse af lov om kapitalmarkeder omfattet af § 2, der ikke skønnes at medføre højere straf end bøde, kan Finanstilsynet i et bødeforelæg tilkendegive, at sagen kan afgøres uden retssag, hvis den, der har begået overtrædelsen, erklærer sig skyldig i overtrædelsen og erklærer sig rede til inden en nærmere angiven frist at betale en bøde, som angivet i bødeforelægget.
Stk. 2. Retsplejelovens regler om krav til indholdet af et anklageskrift og om, at en sigtet ikke er forpligtet til at udtale sig, finder tilsvarende anvendelse på bødeforelæg.
Følgende overtrædelser af bestemmelser kan søges afgjort ved bødeforelæg, jf. § 1:
Forkert offentliggørelse og udbredelse af oplysninger efter kapitel 5 i lov om kapitalmarkeder og artikel 17, stk. 1 og 7, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 596/2014/EU af 16. april 2014 om markedsmisbrug (forordningen om markedsmisbrug), jf. § 24 i lov om kapitalmarkeder.
Manglende, mangelfuld eller forkert indsendelse af oplysninger til Finanstilsynet, jf. § 25, 1. pkt., i lov om kapitalmarkeder.
Manglende, mangelfuld eller forkert offentliggørelse og manglende tilgængelighed af en årsrapport eller en halvårsrapport, jf. § 26, stk. 1 og 3, og § 27, stk. 1 og 3, i lov om kapitalmarkeder.
Manglende, mangelfuld eller forkert offentliggørelse af meddelelse om flagning i medfør af §§ 38-40, jf. § 30 i lov om kapitalmarkeder.
Manglende, mangelfuld eller forkert meddelelse til selskabet eller Finanstilsynet om erhvervelse eller afhændelse af aktier eller finansielle instrumenter, jf. § 38, stk. 1, § 39, stk. 1, og § 40, stk. 1, i lov om kapitalmarkeder.
Manglende, mangelfuld eller forkert underretning til selskabet eller Finanstilsynet om transaktioner foretaget af personer med ledelsesansvar og personer, der er knyttet til dem, jf. artikel 19, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 596/2014 af 16. april 2014 om markedsmisbrug (forordningen om markedsmisbrug).
Manglende, mangelfuld eller forkert indberetning af oplysninger om transaktioner med finansielle instrumenter, jf. artikel 26, stk. 1, 1. afsnit, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 600/2014 af 15. maj 2014 om markeder for finansielle instrumenter.
Manglende, mangelfuld eller forkert offentliggørelse af erhvervelse eller afhændelse af selskabets egne aktier, jf. § 31 i lov om kapitalmarkeder.
Manglende, mangelfuld eller forkert offentliggørelse af indberettede oplysninger efter artikel 19, stk. 1, jf. artikel 19, stk. 3, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 596/2014 af 16. april 2014 om markedsmisbrug (forordningen om markedsmisbrug).
Vedtages bøden inden den frist, der er angivet i bødeforelægget, bortfalder videre strafforfølgning. Vedtagelsen af et bødeforelæg har samme virkning som en dom. Fristen kan efter anmodning forlænges af Finanstilsynet.
Stk. 2. Vedtagelse sker ved returnering af bødeforelægget til Finanstilsynet i underskrevet stand eller ved betaling af bøden.
Stk. 3. Betaling af bøden kan ske ved at indbetale beløbet på det kontonummer, der oplyses i bødeforelægget.
Stk. 4. Vedtagelse af bøden er ikke betinget af betaling.
Når bøden er vedtaget, er bøden tillagt udpantningsret i medfør af § 11 i lov nr. 29 af 12. januar 2015 om inddrivelse af gæld til det offentlige.
Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. juli 2021.
Stk. 2. § 3 i bekendtgørelse nr. 186 af 8. marts 2011 om anvendelse af administrative bødeforelæg på det finansielle område ophæves.
/ Hans Høj