I medfør af § 17 b, stk. 7, i lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension, jf. lovbekendtgørelse nr. 752 af 20. oktober 1998, som ændret senest ved lov nr. 288 af 12. maj 1999, fastsættes:
På grundlag af førstkommende slutkørsel vedrørende indkomståret 1998 efter den 1. november 1999 opgør de statslige told- og skattemyndigheder summen af beregnet midlertidig pensionsopsparing. I det opgjorte beløb modregnes summen af midlertidig pensionsopsparing, som i medfør af bekendtgørelse nr. 56 af 28. januar 1998, er overført aconto fra de statslige told- og skattemyndigheder til Arbejdsmarkedets Tillægspension. Opgørelsen skal være Arbejdsmarkedets Tillægspension i hænde den 15. december 1999. Såfremt det følger af opgørelsen, at summen af den beregnede midlertidige pensionsopsparing overstiger summen af overførte aconto beløb, overfører de statslige skattemyndigheder det manglende beløb til Arbejdsmarkedets Tillægspension samtidig med den i 3. pkt. nævnte opgørelse. Såfremt det følger af opgørelsen, at summen af den beregnede midlertidige pensionsopsparing er mindre end summen af overførte aconto beløb, overfører Arbejdsmarkedets Tillægspension senest den 23. december 1999 det overskydende beløb til de statslige told- og skattemyndigheder.
På grundlag af slutkørsler vedrørende indkomståret 1998, der afvikles efter den i § 1, 1. pkt., nævnte slutkørsel, opgør de statslige told- og skattemyndigheder summen af beregnet midlertidig pensionsopsparing. I det opgjorte beløb modregnes summen af beregnet midlertidig pensionsopsparing opgjort på grundlag af den umiddelbart forudgående slutkørsel vedrørende indkomståret 1998. Opgørelsen skal være Arbejdsmarkedets Tilægspension i hænde den 15. i den kalendermåned, der følger efter den kalendermåned, hvori slutkørslen er afviklet. Er den 15. en lørdag, søndag eller helligdag, oversendes opgørelsen den følgende hverdag. Såfremt det følger af opgørelsen, at summen af den beregnede midlertidige pensionsopsparing overstiger summen af beregnet pensionsopsparing opgjort på grundlag af den forudgående slutkørsel, overfører de statslige told- og skattemyndigheder det manglende beløb til Arbejdsmarkedets Tillægspension samtidig med den i 3. pkt. nævnte opgørelse. 4. pkt. finder tilsvarende anvendelse. Såfremt det følger af opgørelsen, at summen af det beregnede midlertidige pensionsopsparing er mindre end summen af beregnet pensionsopsparing opgjort på grundlag af den forudgående slutkørsel, overfører Arbejdsmarkedets Tillægspension senest 5 arbejdsdage efter modtagelsen af den i 3. pkt. nævnte opgørelse det overskydende beløb til de statslige told- og skattemyndigheder.
Bekendtgørelsen træder i kraft den 15. september 1999.
/E. Edelberg