I medfør af § 109 c, stk. 8, i lov om valg af Folketinget, jf. lovbekendtgørelse nr. 294 af 7. marts 2022, som ændret ved lov nr. 490 af 15. maj 2023, fastsættes:
Nuværende og tidligere medlemmer af Folketinget kan få dækket udgifter til efteruddannelse m.v. efter reglerne i § 109 c i lov om valg til Folketinget.
Stk. 2. Dækning af udgifter til efteruddannelse m.v. ydes efter forhåndsgodkendelse fra Folketingets formand. Ansøgning indgives skriftligt til Folketingets Administration.
Stk. 3. Ansøgning efter stk. 2 skal indeholde oplysninger om udbyderen af den aktivitet, hvortil udgifterne ønskes dækket, om aktivitetens formål og begyndelsestidspunkt og om det beløb, der ønskes dækket.
Det beløb, et nuværende eller tidligere medlem har optjent til dækning af udgifter til efteruddannelse m.v. efter reglerne i § 109 c i lov om valg til Folketinget, kan alene anvendes til vedkommendes egen efteruddannelse m.v.
Stk. 2. Der kan ydes dækning af udgifter til efteruddannelsesaktiviteter såvel i Danmark som i udlandet.
Stk. 3. Inden for det optjente beløb kan der efter det nuværende eller tidligere medlems ønske ydes enten fuldstændig eller delvis dækning af en efteruddannelsesaktivitet.
Stk. 4. Udgifter til transport, ophold og forplejning i forbindelse med en efteruddannelsesaktivitet dækkes kun, i det omfang disse ydelser indgår som faste bestanddele af den pågældende aktivitet (internatkurser m.v.) og ikke betales særskilt. Der ydes ikke diæter el. lign. af det optjente beløb.
Stk. 5. Der ydes dækning af rimelige udgifter til undervisningsmaterialer m.v., som anvendes i forbindelse med efteruddannelsesaktiviteter. Oplysninger om disses art og pris skal i givet fald fremgå af ansøgningen efter § 1, stk. 2. Er den nøjagtige pris ikke kendt på ansøgningstidspunktet, angives foreløbig et overslag, og den faktiske pris meddeles snarest muligt Folketingets Administration.
Stk. 6. Der kan ikke ydes dækning af udgifter til efteruddannelsesaktiviteter, der påregnes påbegyndt mere end 12 måneder efter udløbet af et tidligere medlems eventuelle eftervederlagsperiode.
Stk. 7. Der kan ikke udbetales acontobeløb til dækning af ubestemte udgifter i forbindelse med efteruddannelsesaktiviteter.
Betaling for efteruddannelsesaktiviteter foretages så vidt muligt af Folketingets Administration direkte til aktivitetens udbyder. Afvigelser herfra skal på forhånd aftales mellem det nuværende eller tidligere medlem og Folketingets Administration.
Stk. 2. Folketingets Administration refunderer godkendte udgifter, som foreløbig er afholdt af det nuværende eller tidligere medlem, mod fremsendelse af dokumentation herfor. Folketingets Administration kan sætte en frist for fremsendelse af dokumentation.
Stk. 3. Folketingets Administration kan afslå at refundere udgifter, som ikke dokumenteres.
Stk. 4. Bliver et nuværende eller tidligere medlem forhindret i at deltage i en efteruddannelsesaktivitet, som den pågældende er tilmeldt, men ikke har mulighed for at framelde sig, eller hvortil Folketinget allerede har afholdt udgifter, som ikke kan kræves tilbagebetalt fra udbyderen eller fra andre, fragår udgifterne hertil den pågældendes optjente beløb til efteruddannelsesaktiviteter m.v., selv om forhindringen skyldes omstændigheder, som ikke kan tilregnes den pågældende.
Bekendtgørelsen træder i kraft den 17. maj 2023.
Stk. 2. For dækning af udgifter til efteruddannelse m.v. til tidligere medlemmer af Folketinget optjent på grundlag af medlemskab, som er ophørt ved folketingsvalget den 1. november 2022 eller tidligere, finder de hidtil gældende regler i bekendtgørelse nr. 1081 af 6. oktober 2014 fortsat anvendelse. Indtræder et medlem omfattet af 1. pkt. efter folketingsvalget den 1. november 2022 på ny i Folketinget som midlertidigt medlem, finder reglerne i denne bekendtgørelse dog anvendelse.
/ Torben Jensen