I medfør af § 7 a, stk. 6, og § 20, stk. 2, i lov om afgift af stenkul, brunkul og koks m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 1070 af 9. september 2014, som ændret ved lov nr. 1174 af 5. november 2014, fastsættes:
I denne bekendtgørelse fastsættes regler for udarbejdelse af dokumentation for VE-affald, jf. § 7 a, stk. 6, i lov om afgift af stenkul, brunkul og koks m.v., som i henhold til § 7 a, stk. 2, nr. 4, og stk. 3, nr. 5, i lov om afgift af stenkul, brunkul og koks m.v., er fritaget for affaldsvarme- og tillægsafgift.
I denne bekendtgørelse forstås ved VE-affald en samlet betegnelse for affald, der er fremkommet efter sortering af affald i hele selvstændige læs til forbrænding uden indhold af kulbrinter, som defineret i § 7 a, stk. 2, nr. 4, og stk. 3, nr. 5, i lov om afgift af stenkul, brunkul og koks m.v.
Stk. 2. VE-affald inddeles i følgende tre affaldsfraktioner:
Papir og pap.
Træaffald.
Andet VE-affald, som ikke er omfattet af nr. 1-2.
Stk. 3. De i stk. 2. nævnte affaldsfraktioner omfatter ikke biomasseaffald, som i henhold til § 7 a, stk. 2, nr. 1, og stk. 3, nr. 1, i lov om afgift af stenkul, brunkul og koks m.v., er fritaget for affaldsvarme- og tillægsafgift.
Stk. 4. I denne bekendtgørelse forstås ved:
Affaldsleverandør: Enhver, der leverer VE-affald til et forbrændingsanlæg.
Forbrændingsanlæg: Virksomheder, der forbrænder affald, og som er omfattet af registreringspligten i § 2, stk. 2, i lov om afgift af stenkul, brunkul og koks m.v.
Sortering: Enhver sortering, herunder kildesortering, der frembringer VE-affald.
Forbrændingsanlæg, som forbrænder VE-affald, skal på forlangende over for SKAT kunne dokumentere, at det forbrændte VE-affald opfylder betingelserne for afgiftsfritagelsen i medfør af § 7 a, stk. 2, nr. 4, og stk. 3, nr. 5, i lov om afgift af stenkul, brunkul og koks m.v.
Stk. 2. Denne dokumentation skal udfærdiges ved en erklæring fra affaldsleverandøren til forbrændingsanlægget for hvert læs VE-affald. Erklæringen skal indeholde følgende oplysninger om affaldet:
Art, jf. § 2, stk. 2, nr. 1-3.
Sammensætning. Det skal fremgå af erklæringen, hvilke affaldsfraktioner VE-affaldet består af, jf. § 2, stk. 2, nr. 1-3.
Mængde angivet i totalvægt pr. læs VE-affald.
Stk. 3. Erklæringen vedlægges forbrændingsanlæggets regnskab som dokumentation for afgiftsfritagelsen.
Forbrændingsanlægget skal på forlangende over for SKAT fremvise udstedt faktura fra affaldsleverandøren til forbrændingsanlægget som dokumentation for, at der er leveret VE-affald på baggrund af en aftale om levering af VE-affald mellem affaldsleverandøren og forbrændingsanlægget. Aftalen mellem affaldsleverandøren og forbrændingsanlægget skal på forlangende fremvises over for SKAT.
Stk. 2. Den udstedte faktura skal indeholde oplysninger om energiindholdet i VE-affaldet efter faktisk brændværdi. Har forbrændingsanlægget ikke et dokumenteret energiindhold efter § 7, stk. 1, i lov om afgift af stenkul, brunkul og koks m.v., kan forbrændingsanlægget anvende de af skatteministeren fastsatte brændværdier, som fremgår af bilag 1.
Forbrændingsanlægget skal fastsætte egne procedurer for håndtering af VE-affald, og derved sikre, at VE-affaldet opfylder betingelserne for afgiftsfritagelsen. Dokumentation for fastlæggelsen af procedurer for håndtering af VE-affald skal på forlangende fremvises over for SKAT.
Forbrændingsanlægget skal på forlangende over for SKAT fremvise dokumentation for, at der udføres stikprøvekontrol af VE-affald, som modtages hos forbrændingsanlægget. Stikprøvekontrollen skal udføres i et omfang, der anses for fornødent til at bekræfte, at de modtagne læs er VE-affald som angivet i de i medfør af § 3, stk. 2, afgivne erklæringer. Antallet af gennemførte stikprøvekontroller og parametrene for udtagelsen af VE-affald til kontrol fastlægges i forbrændingsanlæggets kontrolprocedure for modtagelse af VE-affald. Dokumentation for fastlæggelse af forbrændingsanlæggets kontrolprocedure for modtagelse af VE-affald skal på forlangende fremvises over for SKAT.
Stk. 2. Forbrændingsanlæggets dokumentation for udførte stikprøvekontroller som beskrevet i stk. 1, kan eksempelvis fremvises i form af billeddokumentation og beskrivelse af en visuel kontrol eller anden tilsvarende dokumentation.
Stk. 3. Ved forbrændingsanlæggets stikprøvekontrol skal indholdet af det kontrollerede VE-affald svare til den art, sammensætning og mængde, som er erklæret i medfør af § 3, stk. 2, nr. 1-3.
Med bøde straffes den, der forsætligt eller groft uagtsomt
afgiver urigtige eller vildledende oplysninger eller fortier oplysninger til brug for afgiftskontrollen, medmindre højere straf er forskyldt efter § 20, stk. 3, i lov om afgift af stenkul, brunkul og koks m.v., eller
overtræder §§ 3 - 6.
Stk. 2. Bestemmelserne i § 20, stk. 4, og § 21 i lov om afgift af stenkul, brunkul og koks m.v. finder tilsvarende anvendelse.
Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. januar 2015.
/ Lene Skov Henningsen
Bilag 1
Brændværdi af VE-affald med et vandindhold på højst 20 pct. | MJ/kg |
---|---|
1) Papir og pap | 14,7 |
2) Træaffald | 14,7 |
Brændværdi af VE-affald med et vandindhold på mere end 20 pct. | MJ/kg |
3) Andet VE-affald, som ikke er omfattet af § 2, stk. 2, nr. 1-2. | 4,0 |