Lovguiden Logo
Gældende

BEK nr 341 af 25/02/2026

Uddannelses- og Forskningsministeriet

Bekendtgørelse om delegation af uddannelses- og forskningsministerens beføjelser til Uddannelses- og Forskningsstyrelsen og om regulering af klageadgang § 7

Beføjelser, der er tillagt uddannelses- og forskningsministeren i lov om maritime uddannelser, delegeres til Uddannelses- og Forskningsstyrelsen, jf. dog stk. 2.

Stk. 2. Uddannelses- og forskningsministeren udøver følgende beføjelser, sådan at ministeren:

  1. Tilrettelægger et samordnet system af uddannelser med henblik på søfarts- og fiskerierhvervets forskellige beskæftigelsesområder, jf. lovens § 1, stk. 1.

  2. Kan pålægge en uddannelsesinstitution at tilpasse, udskyde eller standse investeringer, såfremt de samlede budgetterede investeringer for de statsfinansierede selvejende institutioner på Uddannelses- og Forskningsministeriets område overstiger den flerårige investeringsramme, der fastsættes på finansloven, jf. lovens § 7, stk. 2.

  3. Kan pålægge bestyrelsen for en uddannelsesinstitution at indgå en strategisk rammekontrakt med ministeren med henblik på at sikre en langsigtet strategisk udvikling til opfyldelse af nærmere fastlagte målsætninger, jf. lovens § 9 f, stk. 1.

  4. Kan meddele en uddannelsesinstitutions bestyrelse et påbud, hvis uddannelsesinstitutionen ikke overholder loven eller regler fastsat i medfør af loven, eller hvis virksomheden i et interessentskab, hvori uddannelsesinstitutionen er interessent, ikke overholder loven eller de regler fastsat i medfør af loven, der gælder for institutionen og interessentskabet, eller hvis uddannelsesinstitutionen ikke overholder en strategisk rammekontrakt, jf. lovens § 9 f, stk. 1, eller en indsatsaftale, jf. lovens § 9 f, stk. 2, jf. lovens § 9 g, stk. 1.

  5. Kan beslutte, at bestyrelsens opgaver i en periode helt eller delvis varetages af personer, der udpeges af ministeren, eller at bestyrelsen eller dele heraf skal træde tilbage, således at en ny bestyrelse eller et eller flere nye bestyrelsesmedlemmer skal udpeges efter reglerne i uddannelsesinstitutionens vedtægt, hvis en uddannelsesinstitutions bestyrelse ikke efterkommer et påbud fra ministeren, jf. lovens § 9 g, stk. 1, eller hvis bestyrelsen ved sine dispositioner bringer uddannelsesinstitutionens videreførelse i fare, jf. lovens § 9 g, stk. 2.

  6. Kan indsætte en midlertidig bestyrelse eller et eller flere nye bestyrelsesmedlemmer, indtil der er udpeget en ny bestyrelse eller et eller flere nye bestyrelsesmedlemmer efter reglerne i institutionens vedtægt, hvis ministeren i medfør af lovens § 9 g, stk. 2, nr. 2, beslutter, at hele eller dele af bestyrelsen skal træde tilbage, jf. lovens § 9 g, stk. 3.

  7. Kan på vegne af uddannelsesinstitutionen anlægge retssag mod bestyrelsesmedlemmer, den daglige leder, revisorer eller andre i anledning af tab påført uddannelsesinstitutionen, jf. lovens § 9 i.

  8. Efter indstilling fra bestyrelserne for de institutioner, der ønsker at blive lagt sammen, kan godkende sammenlægning af uddannelsesinstitutioner, der er omfattet af reglerne i lovens kapitel 3 og 3 a, eller sammenlægning af uddannelsesinstitutioner, der er omfattet af reglerne i lovens kapitel 3 og 3 a, med forskningsinstitutioner eller andre videregående uddannelsesinstitutioner, jf. lovens § 9 k, stk. 1.

  9. Efter indstilling fra bestyrelserne for de institutioner, der ønsker spaltning, kan godkende, at en uddannelsesinstitution, der er omfattet af reglerne i lovens kapitel 3 og 3 a, ved spaltning overdrager en del af sine rettigheder og forpligtelser til en anden uddannelsesinstitution omfattet af reglerne i lovens kapitel 3 og 3 a, forskningsinstitutioner eller andre videregående uddannelsesinstitutioner, jf. lovens § 9 k, stk. 3.

  10. Nedsætter Uddannelsesrådet for De Maritime Uddannelser, jf. lovens § 11, stk. 1, 1. pkt.

  11. Udnævner en formand for rådet, jf. lovens § 11, stk. 1, 2. pkt.

  12. Udnævner medlemmerne af rådet efter indstilling fra de pågældende organisationer, jf. lovens § 11, stk. 1, 3. pkt.

  13. Kan tilforordne repræsentanter for Uddannelses- og Forskningsstyrelsen, Søfartsstyrelsen samt ledere, undervisere og studerende ved de af loven omfattede uddannelsesinstitutioner, kurser m.v., jf. lovens § 11, stk. 1, 4. pkt.

  14. Fastsætter rådets forretningsorden, jf. lovens § 11, stk. 3.

  15. Kan bemyndige en statslig myndighed under ministeriet eller andre statslige myndigheder efter forhandling med vedkommende minister til at udøve de beføjelser, der i loven er tillagt ministeren, jf. lovens § 24 a, stk. 1.

  16. Kan fastsætte regler om adgangen til at påklage afgørelser, der er truffet i henhold til bemyndigelse efter lovens § 24 a, stk. 1, herunder at afgørelserne ikke skal kunne påklages, jf. lovens § 24 a, stk. 2.

  17. Kan fastsætte regler om udøvelsen af de beføjelser, som en anden statslig myndighed efter forhandling med vedkommende minister bliver bemyndiget til at udøve efter lovens § 24 a, stk. 1, jf. lovens § 24 a, stk. 3.

Detaljer

Relateret indhold