Indholdsfortegnelse
Search for a command to run...
| Navn | Dato |
|---|---|
I medfør af § 31, stk. 1, 1. og 2. pkt., og stk. 3, 1. og 2. pkt., i byggeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1178 af 23. september 2016, fastsættes efter bemyndigelse i henhold til § 12 i bekendtgørelse nr. 519 af 16. maj 2023 om Social- og Boligstyrelsens opgaver og beføjelser samt klageadgang på bolig- og byggeområdet:
Bekendtgørelsen finder anvendelse på DANAK Den Danske Akkrediteringsfond (herefter benævnt DANAK) for de opgaver, som Social- og Boligstyrelsen delegerer til DANAK i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 305/2011 af 9. marts 2011 om fastlæggelse af harmoniserede betingelser for markedsføring af byggevarer og om ophævelse af Rådets direktiv 89/106/EØF (herefter benævnt 305/2011-forordningen) og i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 2024/3110 af 27. november 2024 om fastlæggelse af harmoniserede regler for markedsføring af byggevarer og om ophævelse af forordning (EU) nr. 305/2011 (herefter benævnt 2024/3110-forordningen). Desuden finder bekendtgørelsen anvendelse på tekniske vurderingsorganer i henhold til 2024/3110-forordningen.
Social- og Boligstyrelsen er bemyndigende myndighed i Danmark, jf. 2024/3110-forordningen artikel 43, stk. 1.
Stk. 2. Opgaverne i 305/2011-forordningen artikel 39, artikel 40, stk. 1, og artikel 48, og opgaverne i 2024/3110-forordningen artikel 42, artikel 43, stk. 1, artikel 51 og artikel 53, stk. 1, om vurdering, notifikation og overvågning af notificerede organer, varetages af DANAK.
Stk. 3. Ansøgning om notifikation sendes til DANAK.
Stk. 4. DANAK notificerer på baggrund af akkreditering. DANAK tilbagekalder notifikationen i tilfælde, hvor forudsætningerne ikke længere er til stede.
DANAK kan opkræve vederlag til dækning af udgifter i forbindelse med de opgaver, som følger af denne bekendtgørelse. Vederlaget skal fastsættes uden fortjeneste for øje og godkendes af Social- og Boligstyrelsen, før det kan effektueres. Vederlaget fastsættes én gang årligt. De aktuelle vederlag offentliggøres på DANAK´s hjemmeside.
Social- og Boligstyrelsen fører tilsyn med, at DANAK overholder kravene i 305/2011-forordningen artikel 40, stk. 3, og kravene i 2024/3110-forordningen artikel 43, stk. 3, og artikel 44.
Spørgsmål om aktindsigt efter offentlighedslovens regler afgøres af Social- og Boligstyrelsen.
Social- og Boligstyrelsen kan udpege tekniske vurderingsorganer i Danmark, jf. 2024/3110-forordningen artikel 39.
Stk. 2. Ansøgning om udpegning som teknisk vurderingsorgan i Danmark indsendes til Social- og Boligstyrelsen. Ansøger skal i ansøgningen angive, inden for hvilke produktområder, der ønskes udpegning, jf. 2024/3110-forordningen artikel 39. Forud for udpegning indhenter styrelsen en vurdering fra DANAK af, om ansøger opfylder kravene i 2024/3110-forordningen artikel 40.
Stk. 3. DANAK overvåger og evaluerer tekniske vurderingsorganer i Danmark efter 2024/3110-forordningen artikel 39. På baggrund af en indstilling fra DANAK afgør Social- og Boligstyrelsen omfanget og hyppigheden af overvågning og evaluering.
Stk. 4. Såfremt kravene i 2024/3110-forordningen artikel 40 ikke længere er opfyldt, afgør Social- og Boligstyrelsen, om det tekniske vurderingsorgan fortsat kan være udpeget, jf. 2024/3110-forordningen artikel 39, stk. 6.
Et teknisk vurderingsorgan skal være medlem af den organisation af tekniske vurderingsorganer, som er beskrevet i 2024/3110-forordningen artikel 41, samt bidrage med såvel finansielle som menneskelige ressourcer til denne organisation.
Stk. 2. Tekniske vurderingsorganer skal årligt fremsende en afrapportering om opfyldelse af 2024/3110-forordningen artikel 41, stk. 3, til Social- og Boligstyrelsen.
Bekendtgørelsen træder i kraft den 8. januar 2026.
/ Berit Ipsen