I medfør af § 25, stk. 2, i lov nr. 72 af 14. marts 1934 om udøvelse af lægegerning fastsætter indenrigsministeriet herved følgende:
Det er forbudt personer, der ikke har autorisation som læge eller anden i lovgivningen hjemlet særlig adkomst, at anvende diathermi i form af elektrokoagulation til fjernelse af svulster, vorter, modermærker, tatoveringer og lignende. Ved elektrokoagulation forstås i denne bekendtgørelse behandling med diathermistrømme (højfrekvente, forholdsvis lavspændte, elektriske vekselstrømme) under anvendelse af en aktiv elektrode (behandlingselektroden) i form af en nål, kugle, slynge eller lignende, idet der der ved behandlingen søges opnået en lokal, destruktiv virkning på vævet.
Elektrokoagulation til fjernelse af generende hårvækst (epilation) er dog stadig tilladt.
Det er forbudt de i § 1 nævnte personer at give behandling med mikrobølgediathermiapparater, hvorved i denne bekendtgørelse forstås kortbølgediathermiapparater, der arbejder med en frekvens over 300 Mhz (bølgelængde under 1 meter).
Det er forbudt de i § 1 nævnte personer at give behandling med ultralydapparater.
Overtrædelse af denne bekendtgørelse straffes i henhold til lægelovens § 25 med hæfte eller fængsel i indtil 1 år, under formildende omstændigheder med bøde.
Denne bekendtgørelse træder i kraft den 1. juli 1954. Fra samme tidspunkt ophæves indenrigsministeriets bekendtgørelse nr. 427 af 25. september 1943 om forbud mod anvendelse af visse former for diathermi.
INDENRIGS- OG BOLIGMINISTERIET, DEN 1. JUNI 1954.
Johs. Kjærbøl.
/Lorck.
Officielle noter
Ingen