I medfør af tekstanmærkning nr. 111, stk. 1, ad 15.71.03. til § 15 på finansloven for finansåret 2021 fastsættes efter bemyndigelse i henhold til § 1, nr. 1, i bekendtgørelse nr. 16 af 12. januar 2018 om delegation af børne- og socialministerens beføjelser i lov om udlodning af overskud og udbytte fra lotteri og visse beføjelser i finansloven:
Bekendtgørelsen finder anvendelse på Socialstyrelsens afgørelse om optag på ordningen for grundfinansiering af etablerede frivilligcentre, jf. § 15.71.03.10. på finansloven for finansåret 2021.
Ansøgningspuljens formål er at medfinansiere driften af eksisterende frivilligcentre. Frivilligcentrene har bl.a. til formål at gøre det lettere for den enkelte borger at engagere sig i frivilligt socialt arbejde og styrke samspillet mellem kommuner og frivillige foreninger på det sociale område.
Socialstyrelsen kan træffe afgørelse om optag på ordningen for grundfinansiering af etablerede frivilligcentre i overensstemmelse med reglerne i denne bekendtgørelse.
Frivilligcentre under etablering fra ansøgningspuljen til etablering af nye frivilligcentre, jf. § 15.71.03.20. kan søge om optag på grundfinansiering for etablerede frivilligcentre, jf. § 15.71.03.10., når den 2-årige etableringsperiode er overstået.
Tilskud kan ydes til frivilligcentre, der er etableret som enten selvejende institutioner eller frivillige foreninger.
Målgruppen for ansøgningspuljen er borgere, som har gavn af frivilligt socialt arbejde og borgere og sammenslutninger, som enten selv er engageret i frivilligt socialt arbejde eller har ønsker herom.
For at opnå tilskud fra ansøgningspuljen skal frivilligcentret fremlægge følgende dokumentation:
Vedtægter, der danner grundlag for en bredt sammensat bestyrelse med repræsentanter for forskellige brancher og sektorer og med forskellige kompetencer og erfaringer.
En overordnet strategi eller forandringsteori for frivilligcentret med mål og opfølgning herpå.
Stk. 2. Frivilligcentret skal endvidere opfylde følgende organisatoriske krav for at opnå tilskud fra ansøgningspuljen:
Frivilligcentret skal modtage kommunal medfinansiering på et beløb, der minimum svarer til det statslige støttebeløb.
Frivilligcentret skal være en frivillig forening eller selvejende institution med selvstændigt regnskab.
Frivilligcentret skal arbejde i et afgrænset lokalområde, typisk en kommune.
Frivilligcentret må ikke være kommunalt ejet, og det økonomiske og ledelsesmæssige ansvar må ikke ligge i den kommunale myndighed.
Ansøgningen vurderes på baggrund af, hvordan den beskriver følgende tildelingskriterier:
Ansøgningens formål falder inden for ansøgningspuljens formål.
Ansøger falder inden for ansøgningspuljens ansøgerkreds.
Ansøgningens målgruppe falder inden for ansøgningspuljens målgruppe.
Ansøgningen beskriver sammenhæng mellem formål, målgruppe, aktiviteter, målsætninger på borgerniveau, tidsplan, organisering mv.
Socialstyrelsen fastsætter retningslinjer for indkaldelse af ansøgninger og for kravene til sådanne ansøgninger. Retningslinjerne offentliggøres på Socialstyrelsens hjemmeside.
Offentlige myndigheder og offentlige institutioner m.v. skal indgive ansøgning om støtte fra ansøgningspuljen og indberette oplysninger ved anvendelse af den digitale løsning, som Socialstyrelsen stiller til rådighed (Socialstyrelsens elektroniske ansøgningsportal).
Stk. 2. Private ansøgere kan indgive ansøgning om støtte fra ansøgningspuljen og indberette oplysninger ved anvendelse af den digitale løsning, som Socialstyrelsen stiller til rådighed (Socialstyrelsens elektroniske ansøgningsportal).
Stk. 3. Ansøgning om støtte fra ansøgningspuljen skal indgives på den ansøgningsblanket og i det budgetskema, som Socialstyrelsen har udarbejdet til ansøgningspuljen efter denne bekendtgørelse. Ansøgningen skal vedlægges de bilag, der fremgår af ansøgningsmaterialet.
Stk. 4. Indberetning af oplysninger skal overholde eventuelle formkrav.
Stk. 5. Socialstyrelsen har ret til at afvise ansøgninger og indberettede oplysninger, som ikke overholder formalia.
Såfremt der opnås optagelse på ordningen, reguleres følgende områder i overensstemmelse med reglerne i bekendtgørelse nr. 2282 af 29. december 2020 om økonomiske og administrative forhold for modtagere af driftstilskud fra Social- og Indenrigsministeriet:
Udbetaling af tilskud.
Ændringer i budget, vedtægter m.v.
Rapportering.
Regnskab og revision.
Bortfald og tilbagebetaling af tilskud.
I tilfælde af optag på ordningen skal frivilligcentret senest inden for 3 uger underrette Socialstyrelsen skriftligt, hvis frivilligcentret bliver bekendt med forhold, der kan medføre midlertidigt ophør, bortfald, reduktion eller tilbagebetaling af tilskud, jf. § 11, eller hvis tilskudsmodtager skifter revisor.
Socialstyrelsen kan pålægge frivilligcentret at dokumentere, at betingelserne for optag på ordningen til grundfinansiering fortsat er opfyldt.
Stk. 2. Frivilligcentret kan pålægges at indsende nærmere oplysninger om frivilligcentret, herunder statusrapporter, reviderede regnskaber, budgetter og revisionserklæringer m.v.
Bekendtgørelsen træder i kraft den 5. juli 2021.
/ Anna Jin Rolfgaard