I medfør af § 17, stk. 1, i lov om jernbane, jf. lovbekendtgørelse nr. 969 af 8. oktober 2009, fastsættes efter bemyndigelse i henhold til § 24 a, stk. 1:
Denne bekendtgørelse fastsætter regler om ansvarsforsikring for jernbanevirksomheder og jernbaneinfrastrukturforvaltere.
Krav om erstatning for skader i forbindelse med jernbanevirksomhed eller skader, som er forvoldt af jernbaneinfrastrukturforvaltere, skal være dækket af en ansvarsforsikring, i det omfang skaderne ikke er dækket af statens selvforsikringsordning, jf. lov om jernbane § 17, stk. 1.
Stk. 2. Forsikringen skal angive forsikringsperioden.
Forsikringen skal dække forsikringstagerens ansvar i henhold til gældende ret, herunder jernbanelovgivningen og EU-regler.
Forsikringen skal som minimum omfatte et forsikringsbeløb på 357 mio. kr. for personskade, tab af forsørger og tingskade, jf. dog stk. 2 og 3.
Stk. 2. For jernbanevirksomheder, der udfører ikke-erhvervsmæssig jernbanedrift, som fortrinsvis gennem en begrænset personbefordring drives for at tilgodese jernbanehistoriske og turistmæssige formål og ikke tilsigter at dække noget egentligt trafikalt behov, skal forsikringsbeløbet som minimum udgøre 60 mio. kr., jf. dog stk. 3.
Stk. 3. For jernbanevirksomheder, der udfører drift som nævnt i stk. 2, og hvor trafikken udelukkende udføres på veteransporveje (sporvidde fra 1000 mm til og med 1435 mm) og smalspor (sporvidde fra 500 mm til og med 1000 mm), skal forsikringsbeløbet som minimum udgøre 12 mio. kr.
Stk. 4. Jernbaneinfrastrukturforvaltere, hvis infrastruktur kan befares af de i stk. 1-3 nævnte jernbanevirksomheder, skal tegne ansvarsforsikring, der som minimum svarer til den kørsel, der foretages.
Stk. 5. De i stk. 1-3 nævnte beløb reguleres hvert år pr. 1. januar med 2 pct. tillagt tilpasningsprocenten for det gældende finansår, jf. lov om en satsreguleringsprocent. De herefter fremkomne beløb afrundes til nærmeste med 1 million delelige kronebeløb. Trafikstyrelsen bekendtgør hvert år i en bekendtgørelse, hvilke reguleringer der finder sted.
En jernbanevirksomheds ansvarsforsikring må ikke undtage bestemte typer forsikringsbegivenheder fra dækning af det ansvar, der er angivet i lov om jernbane §§ 13-15.
En jernbanevirksomheds eller en jernbaneinfrastrukturforvalters evne til at udrede en eventuel selvrisiko i forbindelse med en skade må ikke berøre skadelidtes eller efterladtes ret til erstatning efter forsikringen.
Jernbanevirksomheder og jernbaneinfrastrukturforvaltere har pligt til over for Trafikstyrelsen at dokumentere, at deres ansvarsforsikring opfylder kravene i denne bekendtgørelse.
Stk. 2. Som dokumentation kan anvendes Trafikstyrelsens forsikringsattest, der er tilgængelig på styrelsens hjemmeside.
Stk. 3. Trafikstyrelsen kan kræve yderligere dokumentation, herunder forsikringspolicer eller forsikringscertifikater, bl.a. hvis den attest, der er nævnt i stk. 2 ikke anvendes.
Stk. 4. Trafikstyrelsen kan kræve, at forsikringsdokumentationen oversættes til dansk, såfremt den er udfærdiget på et andet sprog end dansk.
Jernbanevirksomheden eller jernbaneinfrastrukturforvalteren skal ved fornyelse af forsikringen dokumentere de nye forsikringsforhold over for Trafikstyrelsen senest 4 uger før den gældende forsikring ophører.
Forsikringsselskabet har pligt til at informere Trafikstyrelsen, hvis forsikringen ophører.
Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. juli 2010.
Stk. 2 . Bekendtgørelse nr. 1194 af 18. december 2003 om ansvarsforsikring for skader i forbindelse med jernbanevirksomhed og jernbaneinfrastrukturforvaltning ophæves.
/ Lise Aaen Kobberholm