I medfør af § 102 i lov om almene boliger samt støttede private andelsboliger m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 102 af 17. februar 1999, som ændret ved § 1 i lov nr. 935 af 20. december 1999, og § 1 i lov nr. 1086 af 29. december 1999 fastsættes:
Bekendtgørelsen gælder for
ungdomsboliger, der i studieåret 1999-2000 har modtaget huslejetilskud efter § 99, stk. 1, i lov om almene boliger samt støttede private andelsboliger m.v.,
ungdomsboliger, der med tilslutning fra Folketingets Finansudvalg i finansårene 1975-1976 og 1976-1977 har modtaget særlige kriselån i henhold til § 99, stk. 3, i lov om almene boliger samt støttede private andelsboliger m.v. og
ungdomsboliger, der med tilslutning fra Folketingets Finansudvalg har fået henstand med betaling af renter og afdrag på statslån i henhold til § 99, stk. 4, i lov om almene boliger samt støttede private andelsboliger m.v.
Huslejetilskud efter § 1, nr. 1, ydes med udgangspunkt i det udbetalte huslejetilskud for studieåret 1999-2000, således at tilskuddet med virkning fra studieåret 2000-2001 aftrappes over maksimalt 8 år. Huslejetilskuddet udbetales i to lige store rater den 1. oktober og den 1. april.
Stk. 2. Aftrapning efter stk. 1 sker med minimum 50 kr. pr. måned og maksimalt 100 kr. pr. måned for en standardbolig, jf. § 3.
Stk. 3. Uanset stk. 2 fastsættes aftrapningen for studieåret 2000-2001 til 100 kr. pr. måned for en standardbolig, forudsat at lejen pr. 1. august 1997 med tillæg af aftrapningen ikke derved overstiger 1500 kr. pr. måned for en standardbolig.
En standardbolig defineres som et værelse med eget bad og toilet, men uden eget køkken med afløb.
Stk. 2. Aftrapningen af huslejetilskud sker for standardboligen med faktor 1,0. I forhold til standardboligen aftrappes værelser uden eget bad og/eller toilet med faktor 0,8, 1-rums lejligheder aftrappes med faktor 1,1 og flerrumslejligheder aftrappes med faktor 1,5.
For de enkeltværelser og lejligheder på indtil 1½ værelse (bl.a. hybler), der med kommunalbestyrelsens godkendelse er forbeholdt unge under uddannelse og andre unge med særligt behov derfor, og hvor der hidtil er sket en løbende regulering af huslejetilskuddet, vil der uanset aftrapningen af huslejetilskud efter § 2 fortsat ske en løbende regulering i overensstemmelse med det faktiske antal støtteberettigede boliger.
Stk. 2. Regulering efter stk. 1 vil ske som et tillæg eller fradrag i forhold til den forudsatte støtte for det pågældende år.
Stk. 3. Det er et vilkår for udbetaling af huslejetilskud, at kommunalbestyrelsen hvert år senest den 1. september og 1. marts foretager indberetning til Finansstyrelsen om antallet af støtteberettigede boliger efter stk. 1 og andre forhold af betydning for den udbetalte støtte.
Kriselån efter § 1, nr. 2, tilbagebetales i henhold til de i pantebrevene oprindeligt fastsatte vilkår med 1/10 halvårligt over 5 år.
Stk. 2. Henstandslån efter § 1, nr. 3, tilbagebetales i henhold til de i pantebrevene oprindeligt fastsatte vilkår, idet løbetiden forlænges svarende til henstandsperioden. Den årlige ydelse fastsættes ud fra en restløbetid ved afviklingens påbegyndelse, der svarer til den opgjorte restløbetid pr. 1. juli 1980, og ud fra en restgæld opgjort inklusive påløbne renter og bidrag i henstandsperioden.
Stk. 3. Er der ikke fastsat vilkår for tilbagebetalingen af lån efter stk. 1 og 2, fastsætter by- og boligministeren vilkårene for tilbagebetalingen.
Stk. 4. Tilbagebetalingen af lån efter stk. 1 og 2 påbegyndes med virkning fra studieåret 2000-2001. Ydes huslejetilskud efter § 2, stk. 1, påbegyndes tilbagebetalingen dog først i det studieår, der ligger umiddelbart efter det studieår, hvor huslejetilskuddet er fuldt aftrappet.
By- og boligministeren kan i studieårene 2000-2001 til 2002-2003 efter indstilling fra den tilsynsførende kommunalbestyrelse forlænge aftrapningsperioden efter § 2, stk. 1, og fravige beløbsgrænsen efter § 2, stk. 3, hvis dette skønnes at være påkrævet for ungdomsboligernes videreførelse.
Stk. 2. By- og boligministeren kan efter indstilling fra kommunalbestyrelsen forlænge tilbagebetalingsperioden efter § 5, stk. 1 og 2, hvis dette skønnes at være påkrævet for ungdomsboligernes videreførelse.
Stk. 3. Ved vurderingen af ungdomsboligernes situation efter stk. 1 og 2 vil by- og boligministeren bl.a. lægge vægt på dokumenterede udlejningsvanskeligheder, en ekstraordinær høj fraflytningsfrekvens sammenlignet med andre ungdomsboliger i regionen, og hvorvidt der er opsamlet store driftsunderskud, f.eks. at underskuddet overstiger 2 pct., og/eller at der er lejetab på over 5 pct.
Udbetaling af huslejetilskud efter § 2, stk. 1, standses i tilfælde af huslejeboykot eller lignende, jf. § 77, stk. 3-7, i lov om boligbyggeri og § 48 i lov om almene boliger samt støttede private andelsboliger m.v.
Huslejetilskud efter § 2, stk. 1, kan nedsættes eller bortfalde, såfremt økonomien for ungdomsboligerne forbedres eller ændrede forhold i øvrigt taler herfor.
Finansstyrelsen forestår administrationen af aftrapningen af huslejetilskud efter § 2, stk.1, og tilbagebetalingen af lån efter § 5, stk. 1 og 2.
Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. august 2000.
Stk. 2. Samtidig ophæves bekendtgørelse nr. 479 af 20. september 1984 om tilskud til nedbringelse af lejen i statsstøttede kollegier m.v.
E.B.
Vibeke Køie
/Birgitte Spühler Hansen