Bekendtgørelse om afholdelse af valg den 18. november 2025 til regionsrådet i Region Østdanmark
I medfør af § 56, stk. 7 og 8, i lov nr. 699 af 20. juni 2025 om overgangen til en ny sundhedsstruktur (overgangsloven) fastsættes:
Valget den 18. november 2025 til regionsrådet i Region Østdanmark afholdes i overensstemmelse med reglerne om afholdelse af valg til regionsråd i kapitel 1-9 og 12 i lov om kommunale og regionale valg og de forskrifter, der er udstedt i medfør heraf, medmindre andet følger af de regler, der er fastsat i denne bekendtgørelse.
De opgaver, der i medfør af lov om kommunale og regionale valg og de forskrifter, der er udstedt i medfør heraf, er tillagt det siddende regionsråd og regionsvalgbestyrelsen ved afholdelse af valg til regionsrådet, varetages ved det i § 1 nævnte valg af en sammenlægningsvalgbestyrelse, jf. § 3.
Stk. 2. De opgaver, der i medfør af lov om kommunale og regionale valg og de forskrifter, der er udstedt i medfør heraf, er tillagt formanden for det siddende regionsråd og regionsvalgbestyrelsen ved afholdelse af valg til regionsrådet, varetages ved det i § 1 nævnte valg af formanden for sammenlægningsvalgbestyrelsen, jf. § 4.
For Region Østdanmark vælges en sammenlægningsvalgbestyrelse senest den 1. august 2025.
Stk. 2. Regionsrådene i Region Hovedstaden og Region Sjælland vælger hver 3 medlemmer.
Stk. 3. Medlemmerne af sammenlægningsvalgbestyrelsen vælges af hvert regionsråd ved forholdstalsvalg efter reglerne herom i lov om kommunernes styrelse. Den gruppe, der har valgt et medlem, udpeger tillige en stedfortræder. Regionsrådsformanden i hver region er født medlem af sammenlægningsvalgbestyrelsen. Øvrige medlemmer samt stedfortrædere vælges blandt regionsrådets medlemmer.
Formanden for sammenlægningsvalgbestyrelsen er regionsrådsformanden for Region Sjælland.
Stk. 2. Næstformanden for sammenlægningsvalgbestyrelsen er regionsrådsformanden for Region Hovedstaden.
Stk. 3. Sammenlægningsvalgbestyrelsens afgørelser træffes ved stemmeflertal. I tilfælde af stemmelighed gør formandens stemme udslaget.
Region Sjælland varetager udførelsen af de opgaver ved afholdelsen af valget, der er tillagt sammenlægningsvalgbestyrelsen i medfør af lov om kommunale og regionale valg og de forskrifter, der er udstedt i medfør heraf, samt de regler, der er fastsat i denne bekendtgørelse. Region Hovedstaden yder efter anmodning fra sammenlægningsvalgbestyrelsen bistand til de i 1. pkt. nævnte opgaver.
Udgifter til varetagelsen af sammenlægningsvalgbestyrelsens opgaver, der forskudsvis er afholdt af Region Sjælland og Region Hovedstaden, fordeles af sammenlægningsvalgbestyrelsens formand på Region Sjælland og Region Hovedstaden i forhold til det offentliggjorte folketal pr. 1. januar 2025.
De opgaver, der i medfør af lov om kommunale og regionale valg og de forskrifter, der er udstedt i medfør heraf, ved valg til regionsrådet er tillagt de siddende kommunalbestyrelser i kommunerne i regionen, varetages ved valget den 18. november 2025 til regionsrådet i Region Østdanmark af de siddende kommunalbestyrelser i de kommuner, der er beliggende i den nye region.
De opgaver, der i medfør af lov om kommunale og regionale valg og de forskrifter, der er udstedt i medfør heraf, ved valg til regionsrådet er tillagt valgbestyrelser valgt af de siddende kommunalbestyrelser i kommunerne i regionen, varetages ved valget den 18. november 2025 til regionsrådet i Region Østdanmark af de valgbestyrelser, som de siddende kommunalbestyrelser i de kommuner, der er beliggende i den nye region, vælger efter reglerne i lov om kommunale og regionale valg.
Stk. 2. De opgaver, der i medfør af lov om kommunale og regionale valg og de forskrifter, der er udstedt i medfør heraf, ved valg til regionsrådet er tillagt formanden for valgbestyrelsen valgt af en siddende kommunalbestyrelse i en kommune i Region Østdanmark, varetages ved valget den 18. november 2025 til regionsrådet i Region Østdanmark af formanden for valgbestyrelsen, som en siddende kommunalbestyrelse i en kommune, der er beliggende i regionen, vælger efter reglerne i lov om kommunale og regionale valg.
De opgaver, der efter lov om kommunale og regionale valg og de forskrifter, der er udstedt i medfør heraf, ved valg til regionsrådet er tillagt valgstyrere og tilforordnede vælgere valgt af den siddende kommunalbestyrelse, varetages ved valget den 18. november 2025 til regionsrådet i Region Østdanmark af valgstyrere henholdsvis tilforordnede vælgere, som de siddende kommunalbestyrelser, hvis kommune er beliggende i regionen, vælger efter reglerne i lov om kommunale og regionale valg.
De opgaver, der ved valg til regionsrådet efter § 17, stk. 2, i lov om kommunale og regionale valg varetages af tilforordnede vælgere valgt af regionsrådet, varetages ved valget den 18. november 2025 til regionsrådet i Region Østdanmark af tilforordnede vælgere, som sammenlægningsvalgbestyrelsen for Region Østdanmark vælger til varetagelsen af disse opgaver efter reglerne i lov om kommunale og regionale valg.
Stk. 2. En tilforordnet vælger valgt af sammenlægningsvalgbestyrelsen skal have fast bopæl i Region Sjælland eller Region Hovedstaden.
Valgret til regionsrådet i Region Østdanmark har enhver, der på valgdagen har fast bopæl i Region Sjælland eller Region Hovedstaden, og som i øvrigt opfylder valgretsbetingelserne i lov om kommunale og regionale valg.
Valgbar til regionsrådet i Region Østdanmark er enhver, der har valgret til regionsrådet i Region Østdanmark, og som i øvrigt opfylder valgbarhedsbetingelserne i lov om kommunale og regionale valg.
Vælgerne skal optages på valglisten efter reglerne i kapitel 2 i lov om kommunale og regionale valg. Valglisten udarbejdes og berigtiges og valgkort udsendes efter reglerne i kapitel 2 i lov om kommunale og regionale valg.
En kandidatliste til valget til regionsrådet i Region Østdanmark skal være underskrevet af mindst 400 og højst 600 vælgere i regionen som stillere, jf. dog stk. 2.
Stk. 2. Sammenlægningsvalgbestyrelsen fritager efter anmodning de kandidatlister, der ved regionsrådsvalget den 16. november 2021 til Region Sjælland eller Region Hovedstaden opnåede repræsentation i et af regionsrådene, og som tirsdag den 16. september 2025 fortsat er repræsenteret i det pågældende regionsråd, for kravet om indsamling af underskrifter fra et mindsteantal stillere.
En stiller for en kandidatliste til valget til regionsrådet i Region Østdanmark skal efter reglerne i lov om kommunale og regionale valg opfylde betingelserne for valgret til regionsrådet, jf. § 11.
Den bekendtgørelse, sammenlægningsvalgbestyrelsen, jf. § 2, senest tirsdag den 19. august 2025 skal indrykke på regionens hjemmeside og i de stedlige dagblade eller lokalaviser, jf. § 22 i lov om kommunale og regionale valg, skal indeholde en angivelse af stedet eller stederne for indlevering af kandidatlister. Sammenlægningsvalgbestyrelsen kan i den forbindelse beslutte, at indlevering af kandidatlister kun kan ske ét sted inden for Region Østdanmarks område. Bekendtgørelsen skal indrykkes på både Region Sjællands og Region Hovedstadens hjemmesider.
Samtidig med indleveringen af kandidatlisten til sammenlægningsvalgbestyrelsens formand, jf. § 2, stk. 2, kan anmeldes, hvilken forening eller hvilke vælgere i den nye region der er berettiget til på kandidatlistens vegne at ansøge om og modtage tilskud efter partistøtteloven for kalenderårene 2026, 2027, 2028 og 2029, jf. § 44 i lov om kommunale og regionale valg.
Stemmesedlerne til valget til regionsrådet i Region Østdanmark skal være trykt på gult materiale. Foroven på stemmesedlerne til regionsrådsvalg anføres med store typer ordet ”Regionsrådsvalget”. Stemmesedlerne skal i øvrigt være udformet efter reglerne i lov om kommunale og regionale valg og de forskrifter, der er udstedt i medfør heraf.
Region Sjælland og Region Hovedstaden kan efter aftale med kommunerne i Region Østdanmark udlåne medarbejdere til kommunerne til at bistå med fintællingen af stemmer, jf. § 77 i lov om kommunale og regionale valg, til valget til regionsrådet i Region Østdanmark. Udlånet kan ske uden betaling. Medarbejdere, der udlånes i henhold til 1. pkt., er underlagt instruktion fra vedkommende kommunalbestyrelse under varetagelsen af opgaven. Øvrige ansættelsesvilkår berøres ikke af et sådant udlån.
Sammenlægningsvalgbestyrelsen i Region Østdanmark kan beslutte at foretage en fornyet fintælling af stemmesedlerne til regionsrådsvalget, jf. § 80 i lov om kommunale og regionale valg.
Enhver vælger i Region Østdanmark kan klage over valget af regionsrådet. Klager skal indgives til sammenlægningsvalgbestyrelsen efter de nærmere regler i § 93 i lov om kommunale og regionale valg.
Stk. 2. Afgørelser efter stk. 1 kan indbringes for indenrigs- og sundhedsministeren af enhver vælger i regionen efter de nærmere regler i § 94 i lov om kommunale og regionale valg.
Formanden for sammenlægningsvalgbestyrelsen orienterer uden ugrundet ophold og senest 2 uger efter valgdagen skriftligt de nyvalgte medlemmer af regionsrådet for Region Østdanmark om medlemmernes pligter til at underrette formanden om fortabelse af valgbarhed som følge af straf, jf. § 101, stk. 10, jf. stk. 1 og 2, i lov om kommunale og regionale valg.
Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. juli 2025.
/ Christine Boeskov