I medfør af § 7, stk. 3, samt § 16, stk. 3, i lov nr. 498 af 12.
juni 1996 om tandplejere, fastsættes:
Tandplejeren skal foretage henvisning til tandlæge forinden behandling af patienter, der på grund af generelle lidelser/tilstande eller på grund af medicinindtag har forøget risiko for komplikationer eller bivirkninger i forbindelse med odontologisk behandling.
_Stk. 2. Tandplejeren skal foretage henvisning til tandlæge forinden behandling af patienter med komplekst behandlingsbehov. _
_Stk. 3. Tandplejeren skal foretage henvisning til tandlæge, når et behandlingsforløb ikke resulterer i det forventede resultat, og når årsagen hertil skønnes at være et behov for behandling, der ligger uden for tandplejerens virksomhedsområde. _
_Stk. 4. For de i stk. 1-3 omhandlede patienter skal henvisning foretages skriftligt. _
_Stk. 5. Hos de i stk. 1-3 omhandlede patienter skal tandplejerens behandling udføres i overensstemmelse med en behandlingsplan, der fastlægges i samarbejde mellem tandplejeren og tandlægen. _
_Stk. 6. Såfremt de i stk. 1-3 omhandlede patienter ikke vil lade sig undersøge og behandle af en tandlæge, skal tandplejeren undlade behandling. _
_Stk. 7. Uanset bestemmelsen i stk. 1 og 2, må tandplejeren uden henvisning til tandlæge foretage fornyet behandling af de i stk. 1 og 2 nævnte patienter, når de pågældende patienter inden for det seneste år har været undersøgt af en tandlæge, og der ikke er sket ændringer i patientens generelle tilstand eller medicinindtag. Den fornyede behandling skal foretages i overensstemmelse med den tidligere fastlagte behandlingsplan. _
Tandplejeren skal foretage henvisning til tandlæge, når der i forbindelse med undersøgelse, herunder røntgenundersøgelse, konstateres sygelige tilstande eller anomalier i tænder, mund og kæber, hvis behandling ligger uden for tandplejerens virksomhedsområde.
_Stk. 2. For de i stk. 1 omhandlede patienter skal henvisning foretages skriftligt. _
Overtrædelse af § 1 og § 2 straffes med bøde.
Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. februar 1997.
Sundhedsministeriet, den 20. december 1996
Yvonne Herløv Andersen
/ Steen Loiborg