LBK nr 1389 af 01/11/2010
Indenrigs- og Sundhedsministeriet
Bekendtgørelse af lov om øen Saltholms stilling i kommunal henseende og om ordningen af forholdet mellem øens ejere indbyrdes § 4
Alle Indtægter og Udgifter vedrørende Saltholmens kommunale Forvaltning opføres paa en særlig Konto i Taarnby Kommunes aarlige Budgetter og Regnskaber. Til denne Konto overføres Indtægten af de Øens Beboere og skattepligtige erhvervsdrivende paalignede personlige Kommuneskatter og Afgifter til Taarnby Kommune eller saa stor en Del deraf, som Flertallet af de interesserede Kommuner efter Omstændighederne maatte bestemme. De Udgifter, som ikke kan bestrides ved Hjælp af disse Indtægter, lignes af Taarnby Sogneraad paa Øens samlede Hartkorn og Ejendomsskyld og fordeles i Forhold til hver Kommunes og Sundbyernes Andel af Hartkornet og Ejendomsskylden paa hver af de interesserede Kommuner og paa Saltholmsbestyrelsen som Repræsentant for de græsningsberettigede Grundejere i Sundbyerne under København. Bidragene forfalder til Betaling til de for de paagældende Skatter og Afgifter i Almindelighed gældende Terminer og indbetales paa Taarnby Kommunes Saltholmskonto.
Stk. 2. Skulde noget af Kommunernes Bidrag vise sig at overstige det samlede Beløb af de i Kommunen lignede Skatter og Afgifter paa dens Andel af Saltholmens Hartkorn og Ejendomsskyld, bliver det overskydende Beløb at udrede af vedkommende Kommunes Kasse og afholde af dens øvrige Indtægter.
Stk. 3. For St. Magleby og Dragør Kommuners Vedkommende vil Bidrag til Afholdelse af Udgifter vedrørende Saltholmen saavel som den Del af Skatterne af Saltholmsandelene, der anvendes til disse Udgifters Bestridelse, ligeledes være at opføre paa en særlig Konto i de aarlige Budgetter og Regnskaber.
Stk. 4. Det bidrag, der paalignes Sundbyernes Andel i Saltholmen, maa - beregnet pr. Td. Hartkorn - ikke overstige det Beløb, der skal udredes af Taarnby Kommunes Saltholmsandel.
Stk. 5. Saltholmsbestyrelsen fordeler det den paalignede Bidrag paa de respektive Grundejere i Sundbyerne i Forhold til deres Saltholmshartkorn og opkræver Beløbene, forsåvidt de ikke kan likvideres i de paagældende Ejeres Andel af Øens Indtægter.
Stk. 6. For det Saltholmsbestyrelsen paahvilende Bidrag har Taarnby Kommune sædvanlig Udpantnings- og Fortrinsret i vedkommende Grundejeres samlede Hartkornsandele.