LBK nr 27 af 09/01/2018
Indenrigs- og Sundhedsministeriet
Bekendtgørelse af lov om ændringer af landets inddeling i kommuner og regioner og om opløsning og udpegelse af forpligtende kommunale samarbejder § 5
Økonomi- og indenrigsministeren kan i særlige tilfælde, hvor dette er påkrævet, træffe beslutning om opløsning af forpligtende kommunale samarbejder udpeget efter § 2, stk. 1, i lov om forpligtende kommunale samarbejder.
Stk. 2. Ved beslutninger efter stk. 1 skal det påses, at de kommuner, der indgik i det forpligtende kommunale samarbejde, efter opløsningen heraf befolkningsmæssigt og geografisk danner et hensigtsmæssigt grundlag for en selvstændig varetagelse af de kommunale opgaver, jf. dog § 7.
Stk. 3. Økonomi- og indenrigsministeren træffer i forbindelse med beslutning om opløsning efter stk. 1 beslutning om de ændringer af den kommunale inddeling, som er nødvendige for, at kriterierne i stk. 2 bliver opfyldt.
Stk. 4. Ved beslutninger efter stk. 1 og 3 skal der tages hensyn til de berørte kommunalbestyrelsers ønsker om fortsættelse af det forpligtende kommunale samarbejde og om ændringer af den kommunale inddeling. Der skal i den forbindelse tages særligt hensyn til, at kommunalbestyrelsen i en kommune, der udgør en ø, ønsker at fortsætte et samarbejde efter lov om forpligtende kommunale samarbejder.
Stk. 5. § 1, stk. 3, og § 3 finder anvendelse ved beslutninger efter stk. 3.
Forarbejder til Bekendtgørelse af lov om ændringer af landets inddeling i kommuner og regioner og om opløsning og udpegelse af forpligtende kommunale samarbejder § 5
RetsinformationTil stk. 1
Efter bestemmelsen kan indenrigs- og sundhedsministeren i særlige tilfælde, hvor dette er påkrævet, træffe beslutning om opløsning af forpligtende kommunale samarbejder udpeget efter § 2, stk. 1, i lov om forpligtende kommunale samarbejder (lov nr. 541 af 24. juni 2005).
Efter § 2, stk. 1, i den nævnte lov udpeger indenrigs- og sundhedsministeren de grupper af kommuner, hvis kommunalbestyrelser skal samarbejde efter reglerne i loven.
Med hjemmel i den nævnte bestemmelse er der i bekendtgørelse nr. 656 af 29. juni 2005 om revision af den kommunale og regionale inddeling og om forpligtende kommunale samarbejder med virkning fra den 1. januar 2007 fastsat bestemmelser om syv forpligtende kommunale samarbejder, jf. bekendtgørelsens §§ 7-13.
En beslutning om opløsning vil typisk ske efter anmodning herom fra begge eller en af de samarbejdende kommuner, men vil ligeledes kunne ske på ministerens initiativ.
En anmodning om opløsning fra en kommunalbestyrelse i et forpligtende kommunalt samarbejde – eller endog fra begge kommunalbestyrelser i et sådant samarbejde – vil ikke forpligte ministeren til at træffe beslutning herom, jf. herved bemærkningerne til stk. 4.
I bestemmelsen fastsættes, at indenrigs- og sundhedsministeren alene kan træffe beslutning om opløsning af et forpligtende kommunalt samarbejde i særlige tilfælde, hvor en beslutning om opløsning af samarbejdet er påkrævet. En beslutning om opløsning af et forpligtende kommunalt samarbejde vil kun kunne træffes, hvis det på baggrund af udtalelser fra de deltagende kommunalbestyrelser om samarbejdets hidtidige forløb og form må lægges til grund, at en fortsættelse af det eksisterende forpligtende kommunale samarbejde set i forhold til andre muligheder for at sikre den fornødne bæredygtighed ikke synes at være den mest tilfredsstillende løsning. I vurderingen vil skulle indgå, om opgavevaretagelsen i det forpligtende kommunale samarbejde og forholdet mellem den delegerende og den bemyndigede kommunalbestyrelse vil kunne varetages på en tilfredsstillende måde i samarbejdet.
Vurderingen af, om en fortsættelse af det eksisterende forpligtende kommunale samarbejde vil være den mest tilfredsstillende løsning, vil være meget afhængig af, hvilke andre muligheder der er for at tilvejebringe den fornødne bæredygtighed for hver enkelt af kommunerne i samarbejdet, jf. stk. 2, og hvilke ønsker de berørte kommunalbestyrelser har til fortsættelsen af det forpligtende kommunale samarbejde og til eventuelle andre muligheder for at tilvejebringe den fornødne bæredygtighed, jf. stk. 4.
Til stk. 2
Det følger af bestemmelsen, at ministeren ved en beslutning efter stk. 1 skal påse, at de kommuner, der indgik i et forpligtende kommunalt samarbejde, efter opløsningen heraf befolkningsmæssigt og geografisk danner et hensigtsmæssigt grundlag for en selvstændig varetagelse af de kommunale opgaver.
Det gælder dog ikke, hvis der i stedet træffes beslutning om kommunernes deltagelse i et nyt forpligtende kommunalt samarbejde, jf. lovforslagets § 7.
Ved vurderingen af, hvorvidt en kommune befolkningsmæssigt og geografisk danner et hensigtsmæssigt grundlag for en selvstændig varetagelse af de kommunale opgaver, lægges vægt på de samme kriterier som beskrevet i bemærkningerne til lovforslagets § 1, stk. 2. Dette er de kriterier, som følger af aftalen om en strukturreform, og som efter lov om revision af den kommunale inddeling har været lagt til grund ved fastlæggelsen af den kommunale inddeling som led i kommunalreformen.
Det følger af disse kriterier, at en kommune skal have mindst ca. 20.000 indbyggere for at opfylde kravene til bæredygtighed i opgavevaretagelsen. Kravet gælder hver enkelt af de kommuner, der indgår i et forpligtende kommunalt samarbejde.
Om den situation, hvor en kommune, der indgår i et forpligtende kommunalt samarbejde, der opløses, ikke opfylder dette krav, henvises til stk. 3.
Til stk. 3
Bestemmelsen fastsætter, at indenrigs- og sundhedsministeren i forbindelse med beslutning om opløsning af et forpligtende kommunalt samarbejde efter stk. 1 træffer beslutning om de ændringer af den kommunale inddeling, som er nødvendige for at sikre, at alle de kommuner, der indgik i det forpligtende samarbejde, også efterfølgende opfylder de krav til bæredygtighed, som er lagt til grund for den ændrede kommunale inddeling i forbindelse med kommunalreformen. Dette indebærer, at kommunerne skal have mindst ca. 20.000 indbyggere, jf. bemærkningerne til stk. 2.
De ændringer af den kommunale inddeling, som indenrigs- og sundhedsministeren træffer efter stk. 3, kan i princippet være alle former for ændringer, herunder flere forskellige beslutninger om ændringer. Ændringerne skal dog indebære, at den lille kommune i samarbejdet, der ikke i sig selv opfylder bæredygtighedskravet, skal indgå i en sammenlægning med en eller flere andre kommuner eller dele heraf, således at alle kommunerne kommer til at omfatte mindst ca. 20.000 indbyggere.
Det gælder dog ikke, hvis der i stedet træffes beslutning om kommunernes deltagelse i et nyt forpligtende kommunalt samarbejde, jf. lovforslagets § 7.
Det bemærkes, at beslutning om opløsning af et forpligtende kommunalt samarbejde efter stk. 1 og beslutning om ændring af den kommunale inddeling som følge heraf, jf. stk. 3, har en sådan sammenhæng, at beslutningerne må træffes i sammenhæng.
Til stk. 4.
Bestemmelsens 1. pkt. fastsætter, at der ved beslutninger om opløsning af forpligtende kommunale samarbejder efter stk. 1 og om ændringer af den kommunale inddeling som følge heraf efter stk. 3 skal tages hensyn til ønskerne hos kommunalbestyrelserne i de berørte kommuner.
Ønskerne kan vedrøre såvel en fortsættelse af det forpligtende kommunale samarbejde som ændringer af den kommunale inddeling, herunder sammenlægning af de samarbejdende kommuner eller sammenlægning af den lille kommune i samarbejdet med en eller flere andre kommuner.
Uanset om et forpligtende kommunalt samarbejde er indgået på grundlag af kommunalbestyrelsernes aftale herom og således hviler på frivillighed, vil en anmodning eller et ønske om opløsning fra én kommunalbestyrelse ikke forpligte ministeren til at træffe beslutning herom.
Ved stillingtagen til en sådan anmodning må hensynet til begge kommuner inddrages. Denne vurdering vil således bl.a. omfatte en stillingtagen til, hvorledes den lille kommune i samarbejdet efter dets opløsning vil kunne leve op til kommunalreformens krav om bæredygtighed i opgavevaretagelsen og kommunens ønsker i den anledning.
Ej heller en anmodning fra begge kommunalbestyrelser i et samarbejde vil nødvendigvis skulle følges af en beslutning om opløsning af samarbejdet. Der vil også i dette tilfælde skulle foretages en vurdering af, hvorvidt kommunerne bedst kan leve op til bæredygtighedskravene ved fortsat samarbejde.
Bestemmelsen indebærer således ikke, at kommunalbestyrelsernes ønsker altid skal følges, men kommunalbestyrelserne skal have lejlighed til at udtale sig, og deres tilkendegivelser vil indgå i vurderingen af, om der skal ske opløsning af det forpligtende kommunale samarbejde og i givet fald, hvilke beslutninger om ændringer af den kommunale inddeling dette skal afføde.
Indenrigs- og sundhedsministeren vil skulle indhente udtalelser fra andre kommunalbestyrelser end dem, der indgår i det forpligtende kommunale samarbejde, i det omfang de kan blive berørt af en ændring i den kommunale inddeling eller af udpegelsen af et nyt forpligtende kommunalt samarbejde som følge af en beslutning om opløsning af et eksisterende forpligtende kommunalt samarbejde.
Hvis begge kommunalbestyrelser i samarbejdet ønsker at opløse samarbejdet, og det for den kommune i samarbejdet, der ikke har den fornødne bæredygtighed til at fortsætte som selvstændig kommune, er muligt med de berørte kommunalbestyrelsers tilslutning enten at indgå i et nyt forpligtende samarbejde, jf. § 7, eller at indgå i en sammenlægning med en anden kommune, vil indenrigs- og sundhedsministeren efter de foreslåede regler have adgang til at træffe beslutning om samarbejdets opløsning og om udpegelsen af et nyt samarbejde henholdsvis sammenlægning med en anden kommune. Det er dog stadig en betingelse, at en fortsættelse af det eksisterende samarbejde ikke vil være den mest tilfredsstillende løsning, jf. stk. 1, ligesom ministeren ikke er forpligtet til at træffe de nævnte beslutninger.
Hvis begge kommunalbestyrelser i samarbejdet ønsker at opløse samarbejdet, men det for kommunalbestyrelsen i den kommune i samarbejdet, der ikke selv har den fornødne bæredygtighed, ikke er muligt med de berørte kommunalbestyrelsers tilslutning enten at udpege et nyt forpligtende samarbejde, jf. § 7, eller at indgå i en sammenlægning med en anden kommune, må indenrigs- og sundhedsministeren foretage en nøje undersøgelse og afvejning af, på hvilken måde den fornødne bæredygtighed i opgavevaretagelsen mest hensigtsmæssigt kan sikres. En mulighed vil være uanset ønskerne om at opløse samarbejdet at lade samarbejdet fortsætte, en anden mulighed vil være at undersøge mulighederne for at sikre tilslutning fra de berørte kommunalbestyrelser til udpegning af et nyt forpligtende samarbejde, jf. § 7, og en tredje mulighed vil være efter en fornyet undersøgelse af mulighederne for at skaffe den fornødne tilslutning at træffe beslutning om den fornødne ændring af den kommunale inddeling uden fuld tilslutning fra alle berørte kommunalbestyrelser.
Hvis alene den ene kommunalbestyrelse i samarbejdet ønsker at opløse samarbejdet, vil indenrigs- og sundhedsministeren skulle foretage en nøje vurdering af, om en opløsning af samarbejdet mod den ene kommunes ønske er påkrævet, jf. stk. 2. Vurderingen heraf vil afhænge meget af, hvilke muligheder der er for ellers at tilvejebringe den fornødne bæredygtighed. Hvis den kommunalbestyrelse, der ønsker at fortsætte samarbejdet, men som ikke selv har den fornødne bæredygtighed, har alternative ønsker til, hvorledes bæredygtigheden kan sikres, der kan samle tilslutning fra de berørte kommunalbestyrelser, vil indenrigs- og sundhedsministeren skulle foretage en afvejning af, om bæredygtigheden mest hensigtsmæssigt kan sikres ved en fortsættelse af det forpligtende samarbejde eller ved udpegelse af et nyt samarbejde eller en ændring af den kommunale inddeling, der i øvrigt kan samle den fornødne tilslutning.
Hvis der ikke kan samles den fornødne tilslutning fra de berørte kommunalbestyrelser til et nyt forpligtende samarbejde eller en ændring af den kommunale inddeling, vil alternativet til en fortsættelse af det eksisterende forpligtende samarbejde være, at en kommune, der indgår i samarbejdet, mod sit ønske tvinges til at indgå i en sammenlægning med en eller flere andre kommuner. En sådan beslutning vil være meget indgribende i forhold til den pågældende kommune og vil kun kunne træffes, dersom en fortsættelse af det eksisterende forpligtende kommunale samarbejde er åbenbart uhensigtsmæssig, og alle muligheder for på anden måde at sikre den fornødne bæredygtighed er udtømte.
Bestemmelsen forudsætter således, at indenrigs- og sundhedsministeren har undersøgt mulighederne for, at der som alternativ til opløsning af det forpligtende kommunale samarbejde og en kommunesammenlægning mod en eller flere af de berørte kommunalbestyrelsers ønske kan udpeges et andet forpligtende kommunalt samarbejde efter reglerne i lovforslagets § 7 eller træffes beslutning om en anden, men frivillig kommunesammenlægning, der også vil indebære, at alle de berørte kommuner opfylder kravene til bæredygtighed i opgavevaretagelsen.
Bestemmelsens 2. pkt. fastsætter, at der skal tages særligt hensyn til ønsker om at fortsætte et forpligtende kommunalt samarbejde hos kommunalbestyrelsen i kommuner, der udgør en ø.
Bestemmelsen svarer til det, der gjaldt i forbindelse med fastlæggelsen af den nye kommunale inddeling som led i kommunalreformen, jf. § 3, stk. 3, i lov om revision af den kommunale inddeling og § 2, stk. 5, i lov om forpligtende kommunale samarbejder.
Bestemmelsen er således en videreførelse af det i aftalen om en strukturreform anførte, hvorefter der skal tages særligt hensyn til en kommune, der udgør en ø, og hvor kommunalbestyrelsen ikke ønsker, at kommunen skal indgå i en kommunesammenlægning.
Disse kommuner blev i overensstemmelse med aftalen anmodet om at fremkomme med bidrag til, hvordan bæredygtigheden kunne sikres ved forpligtende kommunale samarbejder med kommuner på fastlandet.
Det bemærkes i den forbindelse, at fem af de syv forpligtende kommunale samarbejder omfatter sådanne ø-kommuner, der ikke opfylder kravet om bæredygtighed i opgavevaretagelsen, idet de alle har under ca. 20.000 indbyggere. Således indgår Fanø, Langeland, Læsø, Samsø og Ærø Kommuner i forpligtende kommunale samarbejder med kommuner på fastlandet.
Bestemmelsen i 2. pkt. indebærer, at der ved beslutninger efter stk. 1 og 3 vedrørende disse forpligtende kommunale samarbejder må lægges særlig vægt på et ønske fra kommunalbestyrelsen i en af disse ø-kommuner om at fortsætte et eksisterende kommunalt samarbejde. Bestemmelsen indebærer, at kommunalbestyrelsen i en ø-kommune, der indgår i et forpligtende kommunalt samarbejde, ikke efterfølgende kan blive tvunget til at indgå i en kommunesammenlægning.
Til stk. 5
Bestemmelsen fastsætter, at § 1, stk. 3, finder anvendelse ved beslutning om ændringer af den kommunale inddeling efter stk. 3 som følge af opløsning af et forpligtende kommunalt samarbejde.
Såfremt en beslutning efter stk. 3 om ændring af den kommunale inddeling omfatter kommuner i flere regioner, træffer indenrigs- og sundhedsministeren således beslutning om ændring af den regionale inddeling, som er nødvendig for at sikre, at ingen kommune omfatter områder i flere regioner.
Under hensyn til den geografiske placering af de forpligtende kommunale samarbejder, som er udpeget efter lov om forpligtende kommunale samarbejder, må betydningen af denne del af bestemmelsen antages at blive beskeden.
Endvidere finder § 3 anvendelse på beslutninger efter stk. 3. Det betyder, at indenrigs- og sundhedsministeren kan fastsætte vilkår for gennemførelsen af beslutninger efter stk. 3 om ændring af den kommunale og regionale inddeling som følge af en beslutning om opløsning af et forpligtende kommunalt samarbejde.
Om det nærmere indhold af de vilkår, der kan fastsættes i medfør af bestemmelsen, henvises til bemærkningerne til § 3.