LBK nr 34 af 04/01/2017
Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri
Bekendtgørelse af lov om visse landdistriktsrelaterede tilskudsordninger m.v. § 21
Støttemodtageren, herunder en interessent, hvis et interessentskab har fået bevilget statsgaranti for et lån, skal i hele perioden, hvor betingelserne for støtte efter loven skal opfyldes, miljø- og fødevareministerens forlangende, jf. dog § 18, stk. 3-5, afgive erklæring om, hvorvidt betingelserne for støtte fortsat opfyldes.
Stk. 2. Støttemodtageren skal i hele perioden, hvor betingelserne for støtte efter loven skal opfyldes, underrette ministeren, jf. dog § 18, stk. 3-5, hvis betingelserne for støtte ikke længere opfyldes.
Forarbejder til Bekendtgørelse af lov om visse landdistriktsrelaterede tilskudsordninger m.v. § 21
Retsinformationa) Bestemmelsen om oplysningspligt hos støttemodtager svarer indholdsmæssigt til § 19 i den gældende lov om støtte til jordbrugets strukturudvikling og til økologisk produktion inden for jordbrug og fiskeri m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 192 af 26. marts 1999.
Fødevareministeren har benyttet bemyndigelsen i § 19 i nævnte lov til at fastsætte følgende bestemmelser i bekendtgørelser:
I bekendtgørelse nr. 191 af 26. marts 1999 om tilskud til dyrevelfærdsinvesteringer i forbindelse med gennemførelse af forbedringsplaner for jordbrugsbedrifter er der i § 26 fastsat regler om, at en tilskudsmodtager i hele tilskudsperioden skal afgive erklæring til Strukturdirektoratet om, hvorvidt betingelserne for tilskud fortsat opfyldes, og i § 28, stk. 2, er der fastsat regler om, at en tilskudsmodtager er forpligtet til at give Strukturdirektoratet meddelelse om forhold, der kan medføre tilskuddets bortfald efter § 27, stk. 1, i bekendtgørelsen.
I bekendtgørelse nr. 578 af 6. august 1998 om tilskud til jordbrugere på visse småøer er der i § 9 fastsat regler om, at en tilskudsmodtager skal underrette Strukturdirektoratet, hvis betingelserne i bekendtgørelsens § 4, stk. 2, ikke længere er opfyldt, og at tilskudsmodtageren på Strukturdirektoratets forlangende skal afgive erklæring om, hvorvidt betingelserne i § 4, stk. 2, fortsat opfyldes.
I bekendtgørelse nr. 193 af 26. marts 1999 om tilskud til miljøvenlige jordbrugsforanstaltninger, som ændret ved bekendtgørelse nr. 497 af 21. juni 1999, er der i § 73 fastsat regler om, at udbetaling af tilskud sker efter en af tilskudsmodtager afgivet årligt skriftlig erklæring om, at alle betingelser for tilskud er opfyldt.
I bekendtgørelse nr. 881 af 11. december 1998 om tilskud til økologisk jordbrugsproduktion m.v. er der i § 13, stk. 4, fastsat regler om, at udbetaling af endeligt tilskud sker efter en af tilskudsmodtager afgivet årligt skriftlig erklæring om, at alle betingelser for tilskud er opfyldt.
I bekendtgørelse nr. 852 af 25. september 1996 om tilskud til fremme af udviklingen i særlige landdistrikter er der i § 26, stk. 2, fastsat regler om, at ansøgeren har pligt til at give Strukturdirektoratet meddelelse om forhold, der kan medføre tilskuddets bortfald.
b) Efter § 6, stk. 1, i den gældende lov om tilskud til efteruddannelse inden for jordbrugserhvervene, jf. lovbekendtgørelse nr. 318 af 18. maj 1989, som senest ændret ved lov nr. 1109 af 22. december 1993, kan fødevareministeren fastsætte regler for tilskudsordningens gennemførelse og administration.
I bekendtgørelse nr. 137 af 24. februar 1994 om tilskud til efteruddannelse inden for jordbrugserhvervene er der i § 17, stk. 2, fastsat regler om, at kursusarrangører og projekttilskudsansøgere straks skal underrette Strukturdirektoratet, såfremt de bliver bekendt med forhold, der kan bevirke, at tilsagn om tilskud til kursiststøtte eller projekttilskud bortfalder, eller udbetalt tilskud til kursiststøtte eller projekttilskud kan kræves tilbagebetalt.
c) Den gældende lov om læhegn og tilskud til læplantning, jf. lovbekendtgørelse nr. 17 af 18. januar 1996, som ændret ved lov nr. 15 af 14. januar 1998, indeholder ikke bestemmelser om ansøgers oplysningspligt.
d) Efter § 4, stk. 4, i den gældende lov om tilskud til strukturprojekter inden for jordbruget, jf. nr. 89 af 23. februar 1991, kan fødevareministeren fastsætte regler om kontrol og tilsyn.
I bekendtgørelse nr.793 af 29. august 1994 om tilskud til strukturprojekter inden for jordbruget er der i § 16 fastsat regler om, at tilskudsmodtageren er forpligtiget til at give meddelelse om forhold, der kan medføre tilsagnets bortfald.
e) I § 9, stk. 8, i den gældende lov om statsgaranti og ydelsestilskud ved lån til yngre jordbrugere, jf. lov nr. 397 af 14. juni 1995, er der fastsat en bestemmelse om, at låntager har pligt til at give nærmere oplysning om, hvorvidt de betingelser, der er nævnt i § 9, stk. 5, og § 12, stk. 3, i loven, fortsat opfyldes.
I bekendtgørelse nr. 820 af 20. oktober 1995 om statsgaranti og ydelsestilskud ved lån til yngre jordbrugere er der i § 22, stk. 9, fastsat regler om, at låntager skal give underretning til Dansk Landbrugs Realkreditfond, hvis der indtræder forhold, der medfører, at lånet forfalder helt eller delvist eller kan kræves indfriet. Efter bekendtgørelsens § 22, stk. 10, skal låntageren give underretning til Dansk Landbrugs Realkreditfond, hvis jordbrugsbedriftens autorisation fra Plantedirektoratet til økologisk jordbrugsproduktion bortfalder eller tilbagekaldes.
Til stk. 1
Bestemmelsen præciserer ansøgers oplysningspligt med hensyn til, om betingelserne for støtte stadig opfyldes, f.eks. i forbindelse med udbetaling af støtte.
Til stk. 2
Bestemmelsen præciserer ansøgers underretningspligt i tilfælde, hvor betingelserne for støtte ikke længere er opfyldt. Som eksempel kan nævnes, at underretningspligten aktualiseres for en ansøger, der modtager tilskud til økologisk jordbrugsproduktion, hvis ansøger mister sin autorisation til økologisk jordbrugsproduktion og dermed ikke længere opfylder betingelserne for tilskud.