Bekendtgørelse af lov om virksomhedsansvarlige læger og tandlæger § 1

Bestemmelsen angiver lovens anvendelsesområde. Efter stk. 1 omfatter lovforslaget sygehuse, klinikker m.v., hvor der foretages lægelig patientbehandling m.v., og som ikke ejes af offentlige myndigheder.

Sygehuse, klinikker m.v. omfatter ikke de bedriftssundhedstjenester, som er oprettede i henhold til arbejdsmiljølovens § 13, jf. lovbekendtgørelse nr. 184 af 22. marts 1995 om arbejdsmiljø med senere ændringer. Regler om bedriftssundhedstjenesternes personale er fastsat i Arbejdsministeriets bekendtgørelse nr. 323 af 19. maj 1993 om bedriftssundhedstjeneste med senere ændringer.

Med lægelig patientbehandling m.v. forstås den virksomhed i form af undersøgelse og behandling, som udøves af læger selv eller på deres ansvar. Således er sygehuse, klinikker m.v., hvor undersøgelse, behandling og pleje foretages af andre end læger, herunder tandlæger, jordemødre og kiropraktorer, ikke omfattede af lovforslaget, heller ikke selv om f.eks. tandlæger og jordemødre i et vist omfang kan udøve virksomhed, der som udgangspunkt er forbeholdt læger.

Baggrunden for, at lovforslagets anvendelsesområde er begrænset til sygehuse, klinikker m.v., som er privat ejede, er, at sygehuse, klinikker m.v., som ejes af offentlige myndigheder efter den politisk ansvarlige ledelses beslutning selv forudsættes at træffe de foranstaltninger af organisatorisk karakter, der er nødvendige for at sikre patienternes sikkerhed og kvaliteten af det sundhedsfaglige arbejde.

Således varetager amtskommunerne og Hovedstadens Sygehusfællesskab deres forpligtelse efter sygehusloven ikke blot ved at sørge for tilstedeværelsen af et sygehusvæsen, men tillige ved at sikre det nødvendige organisatoriske grundlag for sygehusvæsenets funktionsdygtighed, herunder dets muligheder for at varetage patienternes sikkerhed og sikre kvaliteten af det sundhedsfaglige arbejde.

Det er således karakteristisk, at der i det offentlige sygehusvæsen på forskellige niveauer vil være personer, som er ansvarlige for sikkerhed og kvalitet.

Efter stk. 2 omfatter lovforslaget ikke de private sygehuse, klinikker m.v., som ejes af en enkelt læge, der som den eneste læge foretager lægelig patientbehandling m.v. på sygehuset, klinikken m.v.

Baggrunden herfor er, at det i disse tilfælde er unødvendigt at fastlægge et overordnet ansvar, idet det selvstændige ansvar, som påhviler den enkelte læge i henhold til lægeloven, er tilstrækkeligt til, at ansvaret for den sundhedsfaglige virksomhed kan placeres. Ingen, herunder hverken lægen selv, patienter, pårørende, personale eller tilsynsmyndigheder, kan således være i tvivl om lægens ansvar.

Efter stk. 3 omfatter lovforslaget ej heller de sygehuse, klinikker m.v., hvor de læger, som foretager lægelig patientbehandling m.v., virker efter overenskomst med den offentlige sygesikring.

Bestemmelsen skal ses i lyset af, at overenskomst med sygesikringen generelt vil have indflydelse på patienternes sikkerhed og kvaliteten af det sundhedsfaglige arbejde.

Denne indflydelse skyldes bl.a., at læger, der virker efter overenskomst med sygesikringen, er undergivet et overenskomstbestemt kontrol- og klagesystem.

Amtskommunerne foretager således hvert år en opgørelse for den enkelte sygesikringspraksis, som bl.a. afspejler ydelsesmønsteret og medicinordinationerne, hvorefter opgørelsen vurderes bl.a. med henblik på at konstatere væsentlige afvigelser.

Amtskommunerne, kommunerne og de sikrede kan klage over de forhold, som er omhandlet i overenskomsten, og lægen skal rette sig efter den afgørelse, der træffes i klagesagen.

Misligholdelse af overenskomsten med sygesikringen kan i visse tilfælde få som konsekvens, at lægen mister retten til at virke efter denne.

Overenskomst med sygesikringen findes at have indflydelse på patienternes sikkerhed og kvaliteten af det sundhedsfaglige arbejde for så vidt angår hele lægens virksomhed, selv om kun en del af denne er omfattet af overenskomsten. Lovforslaget vil derfor heller ikke omfatte de sygehuse, klinikker m.v., hvor de læger, som foretager lægelig patientbehandling m.v., kun delvis virker efter overenskomst med den offentlige sygesikring.

Efter stk. 4 bemyndiges sundhedsministeren til at fastsætte regler om begrænsning af lovens anvendelsesområde i andre tilfælde end dem, der er nævnt i stk. 2 og 3.

Bestemmelsen, som ikke er til hinder for, at en administrativ begrænsning kan ophæves igen, skal ses på baggrund af, at anvendelsesområdet løbende må kunne justeres og tilpasses forandringer af væsentlige forhold.

Eksempelvis vil en situation, hvor der i en periode ikke måtte eksistere en overenskomst mellem de praktiserende læger og den offentlige sygesikring, kunne begrunde fastsættelsen af nærmere regler, hvorefter de praktiserende læger, der ellers ville skulle udpege og anmelde en virksomhedsansvarlig læge, undtages herfor.