Bekendtgørelse af lov om virksomhedsansvarlige læger og tand...
Gældende
LBK nr 1838 af 21/09/2021
Indenrigs- og Sundhedsministeriet
Ændringer:
0
Bekendtgørelse af lov om virksomhedsansvarlige læger og tandlæger
Herved bekendtgøres lov nr. 219 af 14. april 1999 om virksomhedsansvarlige læger og tandlæger med de ændringer, der følger af § 15 i lov nr. 69 af 4. februar 2004, § 5 i lov nr. 706 af 25. juni 2010, lov nr. 362 af 9. april 2013 og § 4 i lov nr. 1855 af 9. december 2020.
Loven omfatter behandlingssteder, hvor der foretages lægelig patientbehandling eller tandlægebehandling m.v., og som ikke ejes af offentlige myndigheder, jf. dog stk. 2-4.
Stk. 2. Loven omfatter ikke behandlingssteder, hvor der alene er en enkelt læge eller tandlæge, som udfører den lægelige patientbehandling eller tandlægebehandling m.v. på behandlingsstedet.
Stk. 3. Loven omfatter ikke behandlingssteder, hvor de læger, som foretager lægelig patientbehandling m.v., virker efter overenskomst med Regionernes Lønnings- og Takstnævn.
Stk. 4. Loven omfatter ikke de i § 79, stk. 2, i sundhedsloven nævnte private specialsygehuse m.fl.
Stk. 5. Sundhedsministeren kan fastsætte regler om begrænsning af lovens anvendelsesområde i andre tilfælde end dem, der er nævnt i stk. 2-4.
Behandlingssteder, som er omfattet af loven, skal udpege en virksomhedsansvarlig læge eller tandlæge. Lægen eller tandlægen skal arbejdsmæssigt have en sådan tilknytning til behandlingsstedet, at lægen eller tandlægen som virksomhedsansvarlig kan påse, at den sundhedsfaglige virksomhed, som udøves på behandlingsstedet, udføres som foreskrevet i § 3.
Stk. 2. Den virksomhedsansvarlige læge eller tandlæge skal have tilladelse til selvstændigt virke som læge eller tandlæge.
Stk. 3. Den virksomhedsansvarlige læge eller tandlæge skal have en relevant uddannelse i forhold til virksomhedsområdet for behandlingsstedet og må ikke være underlagt en tilsynssanktion fra Styrelsen for Patientsikkerhed, som efter styrelsens vurdering gør vedkommende uegnet som virksomhedsansvarlig læge eller tandlæge.
Den virksomhedsansvarlige læge eller tandlæge er forpligtet til at påse, at den sundhedsfaglige virksomhed, som udøves på behandlingsstedet, udføres i overensstemmelse med god faglig praksis og med de pligter, der i øvrigt er fastsat i lovgivningen for sundhedsfaglig virksomhed, herunder for lægers eller tandlægers og andet sundhedspersonales virksomhed.
Stk. 2. Den virksomhedsansvarlige læge eller tandlæge kan uden patientens samtykke indhente de oplysninger i patientjournalen, som er nødvendige for, at den pågældende kan overholde det forpligtelser, der følger af stk. 1.
Stk. 3. Den virksomhedsansvarlige læges eller tandlæges forpligtelser efter loven berører ikke andre sundhedspersoners selvstændige ansvar efter lovgivningen.
Behandlingssteder, der er omfattet af loven, skal meddele Styrelsen for Patientsikkerhed behandlingsstedets navn, adresse, CVR-nummer og eventuelt P-nummer samt autorisations-ID på den udpegede virksomhedsansvarlige læge eller tandlæge.
Stk. 2. Styrelsen for Patientsikkerhed kan fastsætte regler om, at behandlingssteder skal meddele Styrelsen for Patientsikkerhed andre oplysninger end dem, der er nævnt i stk. 1.
Stk. 3. Meddelelser i henhold til stk. 1 skal være Styrelsen for Patientsikkerhed i hænde, før der foretages lægelig patientbehandling eller tandlægebehandling m.v. som nævnt i § 1, stk. 1.
Stk. 4. Styrelsen for Patientsikkerhed kan afvise udpegningen af en læge eller tandlæge, hvis den pågældende ikke opfylder betingelserne fastsat i § 2. Det gælder dog kun, såfremt styrelsen finder det begrundet i væsentlige hensyn til patientsikkerheden.
Ændres forhold, som er meddelt i henhold til § 4, skal meddelelse om ændringerne være Styrelsen for Patientsikkerhed i hænde senest 4 uger efter, at ændringerne har fundet sted.
Stk. 2. Såfremt en virksomhedsansvarlig læge eller tandlæge på et behandlingssted, som er omfattet af loven, fraskriver sig hvervet som virksomhedsansvarlig læge eller tandlæge, skal den pågældende læge eller tandlæge skriftligt underrette Styrelsen for Patientsikkerhed om årsagen hertil senest 1 uge efter sin fratræden.
Stk. 3. Styrelsen for Patientsikkerhed kan fratage en virksomhedsansvarlig læge eller tandlæge retten til at virke som virksomhedsansvarlig, hvis den pågældende ikke længere lever op til kravene fastsat i § 2. Det gælder dog kun, såfremt styrelsen finder det begrundet i væsentlige hensyn til patientsikkerheden.
Meddelelser efter §§ 4 og 5 afgives i forbindelse med registrering i Styrelsen for Patientsikkerheds Behandlingsstedsregister, jf. sundhedslovens § 213 c, stk. 1, eller i forbindelse med underretning om virksomheden til Styrelsen for Patientsikkerhed efter sundhedslovens § 213 e, stk. 1.
Stk. 2. Ved modtagelse af registreringen i Behandlingsstedsregisteret eller underretningen til Styrelsen for Patientsikkerhed, anmoder Styrelsen for Patientsikkerhed ved digital post den udpegede virksomhedsansvarlige læge eller tandlæge om at bekræfte udpegningen som virksomhedsansvarlige læge eller tandlæge. Bekræftelse sker ved digital underskrift. Styrelsen for Patientsikkerhed kan i særlige tilfælde beslutte, at anmodninger og bekræftelser sker ved fysisk post.
Klager over virksomhedsansvarlige lægers eller tandlægers varetagelse af deres forpligtelser i henhold til § 3 indbringes for Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn.
Stk. 2. Finder Styrelsen for Patientsikkerhed, at virksomhedsansvarlige lægers eller tandlægers varetagelse af deres forpligtelser i henhold til § 3 vil kunne give grundlag for kritik eller iværksættelse af andre sanktioner, kan Styrelsen for Patientsikkerhed indbringe sagen for Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn.
Stk. 3. Afgørelser efter loven, som er truffet af Styrelsen for Patientsikkerhed i henhold til § 4, stk. 4, og § 5, stk. 3, kan ikke påklages til anden administrativ myndighed.
Den, der gør sig skyldig i overtrædelse af §§ 2, 4 eller 5, straffes med bøde, medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning.
Stk. 2. Den, der gør sig skyldig i grovere eller gentagne tilfælde af overtrædelser af § 3, straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder, medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning.
Stk. 3. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.
Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kongelig anordning sættes i kraft for Færøerne med de afvigelser, som de særlige færøske forhold tilsiger.
Lov nr. 69 af 4. februar 2004 (Afskaffelse af hæftestraf samt ændring af uddannelseskrav i autorisationslove vedrørende sundhedspersoner m.v.)1) indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelse:
§ 21
Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. juli 2004.
Stk. 2. (Udelades)
Lov nr. 706 af 25. juni 2010 (Et nyt patientklagesystem, mulighed for at klage over sundhedsvæsenets sundhedsfaglige virksomhed, forenkling af regler om tilsynsforanstaltninger m.v.)2) indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelse:
§ 8
Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. januar 2011, jf. dog stk. 2 og 3.
Stk. 2-7. (Udelades)
Lov nr. 362 af 9. april 2013 (Krav om udpegning af virksomhedsansvarlige tandlæger, afvisning af virksomhedsansvarlige læger eller tandlæger, fratagelse af retten til at virke som virksomhedsansvarlig læge eller tandlæge m.v.)3) indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelse:
§ 2
Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. juli 2013.
Stk. 2. Lovens § 1, nr. 5 og 8, og § 4, stk. 5, i lov om virksomhedsansvarlige læger som affattet ved denne lovs § 1, nr. 7, finder ikke anvendelse i tilfælde, hvor en læge eller tandlæge er underlagt en tilsynssanktion som følge af forhold, der har fundet sted før lovens ikrafttræden.
Lov nr. 1855 af 9. december 2020 (Oprettelse af Ankenævnet for Tilsynsafgørelser og Det Rådgivende Udvalg for Tilsyn, lovfæstelse af Fagligt Forum for Patientsikkerhed, øget beskyttelse af personer ved rapportering af utilsigtede hændelser, krav om instrukser, sprogkrav til sundhedspersoner, forenkling af reglerne om virksomhedsansvarlige læger og tandlæger, dispensation fra fristen for indgivelse af ansøgning om autorisation som kontaktlinseoptiker m.v.)4) indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelse:
§ 5
Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. januar 2021, jf. dog stk. 2.
Stk. 2. (Udelades)
Sundhedsministeriet, den 21. september 2021
Magnus Heunicke
/ Frederik Rechenback Enelund
Officielle noter
Lovændringen vedrører § 8.
Lovændringen vedrører §§ 1, 2 og 7.
Lovændringen vedrører lovens titel, §§ 1-8 og § 10 og overskriften til kapitel 2.
Bestemmelsen angiver lovens anvendelsesområde. Efter stk. 1 omfatter lovforslaget sygehuse, klinikker m.v., hvor der foretages
lægelig patientbehandling m.v., og som ikke ejes af offentlige myndigheder.
Sygehuse, klinikker m.v. omfatter ikke de bedriftssundhedstjenester, som er oprettede i henhold til arbejdsmiljølovens § 13, jf.
lovbekendtgørelse nr. 184 af 22. marts 1995 om arbejdsmiljø med senere ændringer. Regler om bedriftssundhedstjenesternes personale
er fastsat i Arbejdsministeriets bekendtgørelse nr. 323 af 19. maj 1993 om bedriftssundhedstjeneste med senere ændringer.
Med lægelig patientbehandling m.v. forstås den virksomhed i form af undersøgelse og behandling, som udøves af læger selv eller på
deres ansvar. Således er sygehuse, klinikker m.v., hvor undersøgelse, behandling og pleje foretages af andre end læger, herunder
tandlæger, jordemødre og kiropraktorer, ikke omfattede af lovforslaget, heller ikke selv om f.eks. tandlæger og jordemødre i et
vist omfang kan udøve virksomhed, der som udgangspunkt er forbeholdt læger.
Baggrunden for, at lovforslagets anvendelsesområde er begrænset til sygehuse, klinikker m.v., som er privat ejede, er, at
sygehuse, klinikker m.v., som ejes af offentlige myndigheder efter den politisk ansvarlige ledelses beslutning selv forudsættes at
træffe de foranstaltninger af organisatorisk karakter, der er nødvendige for at sikre patienternes sikkerhed og kvaliteten af det
sundhedsfaglige arbejde.
Således varetager amtskommunerne og Hovedstadens Sygehusfællesskab deres forpligtelse efter sygehusloven ikke blot ved at sørge
for tilstedeværelsen af et sygehusvæsen, men tillige ved at sikre det nødvendige organisatoriske grundlag for sygehusvæsenets
funktionsdygtighed, herunder dets muligheder for at varetage patienternes sikkerhed og sikre kvaliteten af det sundhedsfaglige
arbejde.
Det er således karakteristisk, at der i det offentlige sygehusvæsen på forskellige niveauer vil være personer, som er ansvarlige
for sikkerhed og kvalitet.
Efter stk. 2 omfatter lovforslaget ikke de private sygehuse, klinikker m.v., som ejes af en enkelt læge, der som den eneste læge
foretager lægelig patientbehandling m.v. på sygehuset, klinikken m.v.
Baggrunden herfor er, at det i disse tilfælde er unødvendigt at fastlægge et overordnet ansvar, idet det selvstændige ansvar, som
påhviler den enkelte læge i henhold til lægeloven, er tilstrækkeligt til, at ansvaret for den sundhedsfaglige virksomhed kan
placeres. Ingen, herunder hverken lægen selv, patienter, pårørende, personale eller tilsynsmyndigheder, kan således være i tvivl
om lægens ansvar.
Efter stk. 3 omfatter lovforslaget ej heller de sygehuse, klinikker m.v., hvor de læger, som foretager lægelig patientbehandling
m.v., virker efter overenskomst med den offentlige sygesikring.
Bestemmelsen skal ses i lyset af, at overenskomst med sygesikringen generelt vil have indflydelse på patienternes sikkerhed og
kvaliteten af det sundhedsfaglige arbejde.
Denne indflydelse skyldes bl.a., at læger, der virker efter overenskomst med sygesikringen, er undergivet et overenskomstbestemt
kontrol- og klagesystem.
Amtskommunerne foretager således hvert år en opgørelse for den enkelte sygesikringspraksis, som bl.a. afspejler ydelsesmønsteret
og medicinordinationerne, hvorefter opgørelsen vurderes bl.a. med henblik på at konstatere væsentlige afvigelser.
Amtskommunerne, kommunerne og de sikrede kan klage over de forhold, som er omhandlet i overenskomsten, og lægen skal rette sig
efter den afgørelse, der træffes i klagesagen.
Misligholdelse af overenskomsten med sygesikringen kan i visse tilfælde få som konsekvens, at lægen mister retten til at virke
efter denne.
Overenskomst med sygesikringen findes at have indflydelse på patienternes sikkerhed og kvaliteten af det sundhedsfaglige arbejde
for så vidt angår hele lægens virksomhed, selv om kun en del af denne er omfattet af overenskomsten. Lovforslaget vil derfor
heller ikke omfatte de sygehuse, klinikker m.v., hvor de læger, som foretager lægelig patientbehandling m.v., kun delvis virker
efter overenskomst med den offentlige sygesikring.
Efter stk. 4 bemyndiges sundhedsministeren til at fastsætte regler om begrænsning af lovens anvendelsesområde i andre tilfælde end
dem, der er nævnt i stk. 2 og 3.
Bestemmelsen, som ikke er til hinder for, at en administrativ begrænsning kan ophæves igen, skal ses på baggrund af, at
anvendelsesområdet løbende må kunne justeres og tilpasses forandringer af væsentlige forhold.
Eksempelvis vil en situation, hvor der i en periode ikke måtte eksistere en overenskomst mellem de praktiserende læger og den
offentlige sygesikring, kunne begrunde fastsættelsen af nærmere regler, hvorefter de praktiserende læger, der ellers ville skulle
udpege og anmelde en virksomhedsansvarlig læge, undtages herfor.
Bestemmelsen indeholder regler om udpegelse m.v. af den virksomhedsansvarlige læge. Om formålet med og baggrunden for, at der skal
udpeges en virksomhedsansvarlig læge, henvises til punkt 1-3 under de almindelige bemærkninger.
Efter stk. 1 skal ejeren af sygehuset, klinikken m.v. udpege en virksomhedsansvarlig læge, som arbejdsmæssigt skal have en sådan
tilknytning til sygehuset, klinikken m.v., at lægen som virksomhedsansvarlig kan påse, at den sundhedsfaglige virksomhed, som
udøves på sygehuset, klinikken m.v., udføres i overensstemmelse med god faglig praksis og med de pligter, der i øvrigt er fastsat
i lovgivningen for sundhedsfaglig virksomhed, herunder for lægers og andet sundhedspersonales virksomhed.
Begrebet ejeren omfatter såvel fysiske som juridiske personer, hvilket indebærer, at et selskab m.v., som ejer et sygehus, en
klinik m.v., også skal udpege en virksomhedsansvarlig læge.
Kravet om den virksomhedsansvarlige læges arbejdsmæssige tilknytning skal ses i lyset af, at lægen rent faktisk skal have mulighed
for at opfylde sine forpligtelser i henhold til § 3, hvilket bl.a. betyder, at lægen skal være knyttet til sygehuset, klinikken
m.v., på en sådan måde, at det er muligt dels at kontrollere den sundhedsfaglige virksomhed, dels at sørge for at den til
stadighed udføres i overensstemmelse med de gældende normer. Den virksomhedsansvarlige læge skal altså være knyttet således til
virksomheden, at vedkommende har den nødvendige indflydelse på den sundhedsfaglige virksomhed.
Det er i øvrigt i forbindelse med kravet om arbejdsmæssig tilknytning en forudsætning, at den virksomhedsansvarlige læge har sin
faste - om nødvendigt daglige - gang på sygehuset, klinikken m.v.
Med hensyn til den virksomhedsansvarlige læges pligter kan der i øvrigt henvises til bemærkningerne til § 3.
Bestemmelsens stk. 2 medfører, at alene læger, som af Sundhedsstyrelsen er meddelt tilladelse til selvstændigt virke, kan udpeges
som virksomhedsansvarlig læge. Dette krav skal ses i lyset af, at tilladelse til selvstændigt virke som læge er en betingelse for,
at en læge kan virke i andet end en underordnet stilling på et sygehus eller som amanuensis hos eller midlertidig stedfortræder
for en alment praktiserende læge.
Det er ikke hensigtsmæssigt at stille krav om, at den virksomhedsansvarlige læge tillige skal have tilladelse til at betegne sig
som speciallæge, selv om dette ofte i praksis må forventes at blive tilfældet. Det kan således meget vel tænkes, at der på det
enkelte sygehus, klinik m.v. udøves sundhedsfaglig virksomhed inden for flere forskellige specialer, hvorfor anerkendelse inden
for et enkelt af disse ikke i sig selv vil kvalificere lægen til varetagelse af opgaven som virksomhedsansvarlig læge.
Det grundlæggende krav om, at den virksomhedsansvarlige læge har tilladelse til selvstændigt virke, vil sammen med kravet om, at
den virksomhedsansvarlige læge arbejdsmæssigt skal være knyttet således til virksomheden, at vedkommende har den nødvendige
indflydelse på den sundhedsfaglige virksomhed, udgøre de nødvendige og tilstrækkelige betingelser for varetagelse af opgaven som
virksomhedsansvarlig læge.
Er kravene med hensyn til arbejdsmæssig tilknytning og tilladelse til selvstændigt virke som læge opfyldt, vil virksomhedsejeren
kunne udpege sig selv som virksomhedsansvarlig læge.
Der stilles ikke herudover udtrykkelige krav til den virksomhedsansvarlige læges kompetence. Det forudsættes dog, at
virksomhedsejeren i forbindelse med udpegelsen tager udgangspunkt i de krav, der for den konkrete virksomhed må stilles til lægens
erfaringer og personlige egenskaber, således at der udpeges en læge, som på forsvarlig vis vil kunne varetage en
virksomhedsansvarlig læges forpligtelser.
Udpegelse af en virksomhedsansvarlig læge vil normalt kunne opfyldes ved, at en af de allerede ansatte læger, som opfylder de
ovenfor nævnte krav, udpeges til opgaven, hvilket herefter indføres i ansættelseskontrakten eller stillingsbeskrivelsen, og at
lægen faktisk gives den placering i organisationen, som sætter vedkommende i stand til at varetage opgaven.
For virksomheder, hvor den lægefaglige virksomhed varetages af læger, der er knyttet meget løst til sygehuset, klinikken m.v., kan
det komme på tale enten at udpege en af disse i forbindelse med, at vedkommendes funktion og ansættelsesforhold udvides, eller at
udpege en anden læge som virksomhedsansvarlig læge.
Bestemmelsen indeholder regler om den virksomhedsansvarlige læges forpligtelser. Efter stk. 1 er den virksomhedsansvarlige læge
forpligtet til at påse, at den sundhedsfaglige virksomhed, som udøves på sygehuset, klinikken m.v., udføres i overensstemmelse med
god faglig praksis og med de pligter, der i øvrigt er fastsat i lovgivningen for sundhedsfaglig virksomhed, herunder for lægers og
andet sundhedspersonales virksomhed.
Hvorvidt den virksomhedsansvarlige læge opfylder disse forpligtelser, vil bero på en konkret vurdering af de samlede forhold. Det
vil i denne forbindelse være naturligt bl.a. at lægge vægt på, hvor ofte den virksomhedsansvarlige læge har sin gang på sygehuset,
klinikken m.v., jf. kravet efter § 2, stk. 1, om arbejdsmæssig tilknytning til sygehuset, klinikken m.v.
Med fastlæggelsen af den virksomhedsansvarlige læges forpligtelser gøres entydigt, hvem der har det overordnede ansvar for at
kontrollere den sundhedsfaglige virksomhed og for at sørge for, at den til stadighed udføres i overensstemmelse med de gældende
normer.
Den virksomhedsansvarlige læge skal bl.a. kontrollere og til stadighed sørge for, at organisationen er indrettet og procedurerne
er fastlagt i overensstemmelse med de gældende normer.
Med hensyn til indretningen af organisationen tænkes bl.a. på, at den virksomhedsansvarlige læge skal sikre, dels at det anvendte
personale har de nødvendige kvalifikationer i forhold til det sundhedsfaglige arbejde, som de udfører, dels at der træffes de
fornødne foranstaltninger i forhold til det personale, som begår fejl.
Med hensyn til fastlæggelsen af procedurerne tænkes bl.a. på, at den virksomhedsansvarlige læge skal sikre, at der udarbejdes de
instrukser, der findes nødvendige til fastlæggelse af hensigtsmæssige arbejdsrutiner og samarbejde til sikring af en god og
forsvarlig undersøgelse og behandling. Endvidere skal det påses, at Sundhedsstyrelsens forskellige vejledninger, f.eks. vejledning
om identifikation af patienter og anden sikring mod forvekslinger i sundhedsvæsenet, følges, og at der tages de nødvendige skridt
til at ændre procedurer, som har vist sig at indebære risiko for fejl.
Pligten til at kontrollere den sundhedsfaglige virksomhed og sørge for, at den til stadighed udføres i overensstemmelse med god
faglig praksis, vil være med til at skærpe opmærksomheden på de svagheder i virksomheden, som indebærer en risiko for fejl i
forbindelse med undersøgelse og behandling.
Den virksomhedsansvarlige læge skal som "garantiperson" herudover bistå tilsynsmyndighederne i deres arbejde, hvilket f.eks. kan
ske ved, at lægen er den naturlige kontaktperson vedrørende oplysninger til brug for tilsynsarbejdet.
Den virksomhedsansvarlige læge kan i forbindelse med udførelsen af sine opgaver anvende medhjælp. Ved anvendelse af medhjælp er
den virksomhedsansvarlige læge ansvarlig for udvælgelse, instruktion og tilsyn m.v.
Den virksomhedsansvarlige læge skal ved anvendelsen af medhjælp udvise omhu og samvittighedsfuldhed. Såfremt den
virksomhedsansvarlige læge ikke i tilstrækkeligt omfang instruerer og fører tilsyn med en medhjælp, som er bemyndiget til på den
virksomhedsansvarlige læges vegne at påse, at den sundhedsfaglige virksomhed udføres i overensstemmelse med de gældende normer,
kan den virksomhedsansvarlige læge drages til ansvar.
Pligten til at kontrollere den sundhedsfaglige virksomhed og til at sørge for, at den til stadighed udføres i overensstemmelse med
de gældende normer, indebærer, at den virksomhedsansvarlige læge, når forholdene tilsiger det, er forpligtet enten til selv at
træffe eventuelle beslutninger om ændring i organisationens indretning og procedurernes fastlæggelse eller til at anmode
virksomhedsejeren om at træffe disse beslutninger.
Hvis virksomhedsejeren ikke efterkommer en virksomhedsansvarlig læges anmodning om at ændre organisationen eller procedurerne, kan
forudsætningen om den virksomhedsansvarlige læges nødvendige indflydelse på den sundhedsfaglige virksomhed være bristet. Det kan
derfor blive resultatet, at den virksomhedsansvarlige læge som konsekvens heraf over for virksomhedsejeren må fraskrive sig
hvervet som virksomhedsansvarlig læge, hvorefter ejeren i henhold til lovforslagets § 5 skal give Sundhedsstyrelsen meddelelse om
de ændrede forhold, herunder om udpegelse af en ny virksomhedsansvarlig læge.
Efter stk. 2 berører den virksomhedsansvarlige læges forpligtelser ikke andre sundhedspersoners selvstændige ansvar efter
lovgivningen.
Bestemmelsen skal ses i lyset af, at den virksomhedsansvarlige læges overordnede ansvar for at sikre kvalitet i alle led i
behandlingen netop skal supplere den enkelte sundhedspersons selvstændige ansvar i henhold til autorisationslovgivningen og ikke
erstatte dette.
Da der er tale om et supplerende ansvar, vil det kunne forekomme, at en virksomhedsansvarlig læge pådrager sig ansvar i henhold
til såvel lægeloven som lov om virksomhedsansvarlige læger. Lægen vil dog kun kunne ifalde ansvar i henhold til lægeloven, såfremt
lægen har deltaget i eller har haft ansvaret for patientbehandling i bred forstand. Sådan deltagelse i eller ansvar for
patientbehandling er derimod ingen betingelse for pådragelse af ansvar i henhold til lov om virksomhedsansvarlige læger, som udgør
et selvstændigt ansvarsgrundlag.
Bestemmelsen indeholder sammen med bestemmelserne i §§ 5 og 6 regler om meddelelsespligt. Sundhedsstyrelsen forudsættes at
kontrollere, dels om oplysninger er meddelt i overensstemmelse med bestemmelserne, dels om de meddelte oplysninger er korrekte,
herunder om den udpegede læge opfylder kravene i § 2, når styrelsen finder konkret anledning hertil.
Sundhedsstyrelsen forudsættes derimod ikke systematisk at foretage kontrol af, hvorvidt alle klinikker m.v. har anmeldt sig. Selve
det forhold, at bestemmelserne om meddelelsespligt er strafbelagte, vil nemlig i høj grad sikre, at Sundhedsstyrelsen gives
meddelelse i overensstemmelse med bestemmelserne.
Efter stk. 1 skal ejeren af et sygehus, en klinik m.v. som er omfattet af loven, meddele Sundhedsstyrelsen en række oplysninger,
som er nødvendige for at kunne identificere såvel sygehuset, klinikken m.v., som ejeren og den virksomhedsansvarlige læge.
Oplysningerne forudsættes overført til et register eller lignende, som skal føres af Sundhedsstyrelsen.
Bestemmelsen indebærer, at Sundhedsstyrelsen bl.a. gøres bekendt med, hvem der er virksomhedsansvarlig læge på sygehuset,
klinikken m.v., hvilket betyder, at Sundhedsstyrelsen vil vide, hvem den kan rettes henvendelse til i spørgsmål vedrørende den
sundhedsfaglige virksomhed.
Herudover medfører bestemmelsen, at Sundhedsstyrelsen gøres bekendt med, hvor der foretages lægelig patientbehandling m.v. i
privat regi, når der ses bort fra de i § 1, stk. 2 og 3, nævnte sygehuse, klinikker m.v.
Sundhedsstyrelsen har ikke hidtil haft mulighed for at skabe sig et overblik over, hvor sådan virksomhed foretages. Kendskabet til
disse sygehuse, klinikker m.v. vil skabe et bedre grundlag for Sundhedsstyrelsens - og embedslægeinstitutionernes - arbejde og
tilsyn. Således vil det være muligt at sikre, at generelle meddelelser til landets sygehuse m.v. også når de af dem, som er
private. Hertil kommer, at kendskabet til de private sygehuse, klinikker m.v. er en nødvendig forudsætning for at føre det tilsyn
med disse, som indebærer, at tilsynsmyndighederne kan indhente patientjournaler og andre oplysninger om den sundhedsfaglige
virksomhed samt foretage besøg, herunder uanmeldte besøg, hvis der er behov for dette.
Det er i stk. 2 fastsat, hvilke yderligere oplysninger Sundhedsstyrelsen skal meddeles, såfremt sygehuset, klinikken m.v. ejes af
et selskab, herunder interessentskab, m.v. Oplysningerne er nødvendige for, at selskabet m.v. tillige med dets stiftere,
bestyrelsesmedlemmer og direktører kan identificeres.
Stk. 3
bemyndiger Sundhedsstyrelsen til at fastsætte regler om, at ejere af sygehuse, klinikker m.v., skal meddele Sundhedsstyrelsen
andre oplysninger end dem, der er nævnt i stk. 1.
Bestemmelsen skal ses i lyset af, at Sundhedsstyrelsen kan få behov for yderligere oplysninger som led i sit tilsyn med private
sygehuse, klinikker m.v.
Efter stk. 4 kan Sundhedsstyrelsen fra ejere af sygehuse, klinikker m.v. kræve meddelt andre oplysninger end dem, der er nævnt i
stk. 1, § 5 eller i bestemmelser udstedt i medfør af stk. 3, når dette er nødvendigt for Sundhedsstyrelsens registreringer og
tilsyn.
Baggrunden for denne bestemmelse er, at Sundhedsstyrelsen kan få behov for yderligere oplysninger enten i forbindelse med en
speciel undersøgelse af forhold på sygehuset, klinikken m.v., eller i forbindelse med en generel undersøgelse af forhold
vedrørende flere sygehuse, klinikker m.v.
Efter stk. 5 skal meddelelser i henhold til stk. 1 og 2 være Sundhedsstyrelsen i hænde, før der foretages lægelig
patientbehandling m.v. som nævnt i § 1, stk. 1.
Bestemmelsen indebærer, at meddelelse om ændringer af forhold, som er meddelt i henhold til § 4, skal være Sundhedsstyrelsen i
hænde senest 4 uger efter, at ændringerne har fundet sted. Bestemmelsen skal sikre, at Sundhedsstyrelsens register eller lignende
til stadighed kan være ajourført, således at det er i overensstemmelse med de faktiske forhold.
Efter bestemmelsen skal meddelelser i henhold til §§ 4 og 5 foretages på en blanket udfærdiget af Sundhedsstyrelsen. Når
oplysningerne skal meddeles i blanketform, skyldes det ønsket om at rationalisere Sundhedsstyrelsens arbejde med oplysningerne.
Bestemmelsen sikrer, at Sundhedsvæsenets Patientklagenævn får kompetence til at behandle sager vedrørende virksomhedsansvarlige
lægers varetagelse af forpligtelserne i henhold til lovforslagets § 3, uanset om varetagelsen af disse forpligtelser
karakteriseres som lægefaglige eller ej.
Efter bestemmelsens stk. 1 indbringes klager over virksomhedsansvarlige lægers varetagelse af deres forpligtelser i henhold til
§ 3 for Sundhedsvæsenets Patientklagenævn.
Bestemmelsens stk. 2 fastsætter, at såfremt Sundhedsstyrelsen finder, at virksomhedsansvarlige lægers varetagelse af deres
forpligtelser i henhold til § 3 vil kunne give grundlag for kritik eller iværksættelse af andre sanktioner, kan Sundhedsstyrelsen
indbringe sagen for Sundhedsvæsenets Patientklagenævn.
Sundhedsvæsenets Patientklagenævn forudsættes at behandle sagerne i overensstemmelse med reglerne i lov om sundhedsvæsenets
centralstyrelse og de i medfør heraf udstedte regler.
Finder Sundhedsvæsenets Patientklagenævn, at der er tale om en overtrædelse af § 3, f.eks. fordi den virksomhedsansvarlige læge
ikke med omhu og samvittighedsfuldhed har udført sine pligter i henhold til bestemmelsen, vil nævnet kunne give udtryk for kritik
af den virksomhedsansvarlige læge i form af en beklagelse, misbilligelse eller lignende.
Finder Sundhedsvæsenets Patientklagenævn, at der er tale om en overtrædelse af § 3, som kan karakteriseres som grovere eller
gentagen, vil nævnet kunne anmode anklagemyndigheden om at rejse tiltale mod den virksomhedsansvarlige læge, jf. bemærkningerne
til § 8.
Med hensyn til den praksis, som er udviklet i tilknytning til lægelovens § 6, stk. 1, og § 18, stk. 1, henvises til bemærkningerne
til § 8.
Bestemmelsens stk. 1 indebærer, at ejeren eller ejerne af den private virksomhed kan straffes med bøde for ikke at opfylde
forpligtelsen til at udpege en virksomhedsansvarlig læge eller for ikke at meddele Sundhedsstyrelsen de fastsatte oplysninger.
Efter stk. 2 straffes med bøde eller hæfte en virksomhedsansvarlig læges grovere eller gentagne overtrædelse af forpligtelsen til
at påse, at den sundhedsfaglige virksomhed, som udøves på sygehuset, klinikken m.v., udføres i overensstemmelse med god faglig
praksis og med de pligter, der i øvrigt er fastsat i lovgivningen for sundhedsfaglig virksomhed, herunder for lægers og andet
sundhedspersonales virksomhed.
Overvejelser om tiltalerejsning efter stk. 2 vil ske såvel i forbindelse med en tilsynssag rejst af Sundhedsstyrelsen som i en
klagesag, hvor anmodningen om tiltalerejsning foretages af Sundhedsvæsenets Patientklagenævn. Afgørelsen af, om tiltale rejses,
træffes endeligt af anklagemyndigheden. Anklagemyndigheden kan endvidere på egen hånd rejse tiltale, uden at der foreligger en
opfordring fra Sundhedsstyrelsen eller Sundhedsvæsenets Patientklagenævn.
Manglende opfyldelse af den virksomhedsansvarlige læges pligter kan altså indebære, enten at Sundhedsvæsenets Patientklagenævn
giver udtryk for kritik i en eller anden form, eller at anklagemyndigheden rejser tiltale med anmodning om straf i form af bøde
eller hæfte, jf. bemærkningerne til § 7, ligesom Sundhedsstyrelsen - i overensstemmelse med de almindelige regler - vil kunne tage
skridt til fratagelse af autorisation, hvis styrelsen finder betingelserne herfor opfyldt.
Den praksis, som er udviklet i tilknytning til lægelovens § 6, stk. 1, bør indgå i vurderingen af, hvorvidt lovforslagets § 3 er
overtrådt, ligesom den i tilknytning til lægelovens § 18, stk. 1, udviklede praksis bør indgå i vurderingen af, hvorvidt der i
givet fald er tale om en grovere eller gentagen overtrædelse.
Bestemmelsens stk. 3 sikrer, at også selskaber, herunder interessentskaber, m.v. (juridiske personer) kan pålægges bødestraf,
såfremt de overtræder lovens bestemmelser om udpegelse af en virksomhedsansvarlig læge og om meddelelse af oplysninger.
Bestemmelsen indebærer, at ejere af sygehuse, klinikker m.v., som ved lovens ikrafttrædelse allerede er omfattet af loven, skal
meddele Sundhedsstyrelsen de i § 4 nævnte oplysninger på den i § 6 nævnte blanket, således at den er Sundhedsstyrelsen i hænde
senest 8 uger efter lovens ikrafttrædelse.
Der er tale om en overgangsbestemmelse, som skal sikre, at allerede eksisterende sygehuse, klinikker m.v., som er omfattet af
loven, meddeler Sundhedsstyrelsen de oplysninger, som skal overføres til styrelsens register eller lignende.
I bestemmelsen er det fastsat, at loven ikke gælder for Færøerne og Grønland, men at den kan sættes i kraft for Færøerne med de
afvigelser, som de særlige færøske forhold tilsiger.