Bekendtgørelse af lov om udstationering af lønmodtagere m.v. § 7

En person, som er eller har været udstationeret til et EU-land eller et andet land inden for det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde (EØS), og som under arbejdet i dette land har været omfattet af regler, der gennemfører Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 96/71/EF om udstationering af arbejdstagere som led i udveksling af tjenesteydelser, kan ved anlæggelsen af en sag her i landet vedrørende en retstvist opstået i forbindelse med udstationeringen vælge, at sagen skal afgøres efter disse regler, uanset at dansk ret i øvrigt finder anvendelse.

Forarbejder til Bekendtgørelse af lov om udstationering af lønmodtagere m.v. § 7

Retsinformation

Bestemmelsen vedrører de situationer, hvor danske arbejdstagere (eller selvstændige, jf. nedenfor) har været omfattet af andre landes regler, der gennemfører udstationeringsdirektivet. Da det er besluttet, at udstationeringsdirektivet og andre arbejdsretlige direktiver skal være omfattet af EØS-samarbejdet, drejer det sig om EØS-landene, hvilket ud over EU-landene vil sige Island, Norge og Liechtenstein.

Som nævnt i afsnit 2 i de almindelige bemærkninger, er det efter Rom-konventionen udgangspunktet, at lønmodtageren er omfattet af lovgivningen i det land, hvor vedkommende sædvanligvis udfører sit arbejde. Efter direktivet skal det imidlertid på de i direktivet angivne områder være lovgivningen i værtslandet, der finder anvendelse. Umiddelbart påhviler pligten til at gennemføre denne regel kun værtslandet, jf. ordlyden af direktivets artikel 3, stk. 1. Såfremt Danmark kun gennemfører direktivet i egenskab af værtsland, vil det betyde, at danske domstole i forhold til danske personer, der har været udstationeret, alene vil anvende Rom-konventionens regler. Det medfører, at dansk ret som udgangspunkt finder anvendelse. Dog kan domstolene vælge at anvende reglerne i værtslandet. I de almindelige bemærkninger er det således nævnt, at domstolene efter Rom-konventionens artikel 7 kan vælge at anvende ufravigelige regler efter et andet lands lovgivning, som kontraktforholdet har nær tilknytning til, selv om dette lands lovgivning ifølge konventionens udgangspunkt ikke finder anvendelse. Der er således indbygget et skøn i bestemmelsen i modsætning til den bestemmelse i konventions artikel 7, der vedrører internationalt præceptive regler i domstolslandets egen lovgivning.

Efter direktivet skal medlemsstaterne sørge for, at arbejdstagerne og/eller deres repræsentanter råder over egnede procedurer med henblik på gennemførelse af direktivets forpligtelser, jf. de almindelige bemærkninger. Det er ikke nærmere angivet, hvorledes medlemsstaterne kan gennemføre denne pligt. Det foreslås, at danske domstole skal anvende reglerne i værtslandet, hvis lønmodtageren påberåber dem, hvilket går videre end Rom-konventionens artikel 7. Alternativet vil ellers være, at danske lønmodtagere vil være henvist til at lægge sag an i værtslandet, såfremt de vil have sikkerhed for, at reglerne i værtslandet anvendes.

Bestemmelsen omhandler »personer« i stedet for »lønmodtagere«, idet det er lønmodtagerbegrebet i værtslandet, der er afgørende.