LBK nr 1034 af 02/09/2024
Beskæftigelsesministeriet
Bekendtgørelse af lov om Udbetaling Danmark § 10
Kommunen og Udbetaling Danmark skal efter anmodning videregive foreliggende oplysninger fra egne sager til hinanden, herunder oplysninger om rent private forhold, om den, der får hjælp eller har fået hjælp, dennes ægtefælle, samlever eller formodede samlever og andre husstandsmedlemmer eller formodede husstandsmedlemmer, hvis oplysningerne er nødvendige for den modtagende myndigheds vurdering af, om der skal påbegyndes en sag om tilbagebetaling af kontante ydelser og økonomiske tilskud, som en borger kan have modtaget med urette og mod bedre vidende. Oplysningerne kan videregives uden samtykke fra borgeren.
Forarbejder til Bekendtgørelse af lov om Udbetaling Danmark § 10
RetsinformationDet er vigtigt, at Udbetaling Danmark og kommunen fremover kan samarbejde om oplysning af sager om tilbagebetaling af kontante ydelser og økonomiske tilskud, der er modtaget med urette og mod bedre vidende. Samarbejdet skal både omfatte situationer, hvor en myndighed oplyser en sag om tilbagebetaling af en ydelse, der er modtaget med urette, men også på et tidligere stadie af sagsbehandlingen, hvor myndigheden har brug for supplerende oplysninger for at kunne få en mere konkret og kvalificeret formodning om, at en borger modtager en ydelse med urette med henblik på at kunne oplyse sagen efter de særlige regler, der gælder i retssikkerhedsloven for oplysning af tilbagebetalingssager.
For en nærmere beskrivelse af de gældende regler for sociale myndigheders muligheder for at videregive oplysninger til brug for tilbagebetalingssager mv. efter gældende regler, henvises til afsnit 2.7.1. og til afsnit 2.8.1.1. i de almindelige bemærkninger.
Forslaget til § 10 regulerer videregivelse af oplysninger fra kommunen til Udbetaling Danmark, hvor Udbetaling Danmark forud for videregivelsen, har truffet afgørelse om hjælp til en borger. Forslaget til § 10 regulerer herudover videregivelse af oplysninger fra Udbetaling Danmark til kommunen, hvor kommunen forud for videregivelsen, har truffet afgørelse om hjælp til en borger.
Forslaget til § 10 regulerer således ikke den situation, hvor henholdsvis kommunen og Udbetaling Danmark skal videregive oplysninger til hinanden i forbindelse med, at borgeren har søgt om en ydelse. I sidstnævnte tilfælde vil kommunen og Udbetaling Danmark kun skulle videregive oplysninger til hinanden, hvis borgeren har givet samtykke til det til Udbetaling Danmark eller kommunen efter betingelserne i § 11 a, stk. 1, i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område eller efter forvaltningslovens § 29, eller hvis oplysningen kan videregives uden samtykke efter andre bestemmelser for eksempel § 11 a, stk. 2, i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område.
Anvendelsesområdet for forslaget til § 10 er tilfælde, hvor kommunen og Udbetaling Danmark kommer i besiddelse af oplysninger, der har betydning for kontrol af, om allerede udbetalte kontante ydelser og økonomiske tilskud bliver udbetalt efter betingelserne i loven, og hvor det skal vurderes, om der skal påbegyndes en sag om tilbagebetaling af kontante ydelser og økonomiske tilskud, som en borger kan have modtaget med urette og med bedre vidende.
For en nærmere beskrivelse af de gældende regler for sociale myndigheders muligheder for at videregive oplysninger henvises til afsnit 2.7.1. og afsnit 2.8.1.1. i de almindelige bemærkninger.
Efter forslaget til § 10 har kommunen og Udbetaling Danmark efter anmodning pligt til at videregive oplysninger, som foreligger i egne sager, hvis oplysningen er nødvendig for den anden myndigheds vurdering af, om der inden for eget sagsområde skal påbegyndes en sag om tilbagebetaling af kontante ydelser og økonomiske tilskud, der er modtaget med urette og mod bedre vidende af borgeren (tilbagebetalingssager). Videregivelse af oplysninger til brug for allerede påbegyndte sager mellem kommunen, skal ske efter anmodning i henhold til § 11 a, jf. § 11 c, stk. 1, nr. 4, i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område.
Videregivelse af oplysninger efter forslagets § 10 kan for eksempel være aktuelt i forbindelse med, at kommunen eller Udbetaling Danmark reagerer på en underretning efter forslaget til § 9, har modtaget oplysninger fra andre myndigheder eller selv har fremskaffet oplysninger.
Videregivelse efter forslaget kan kun ske efter »anmodning« og ikke på eget initiativ. Videregivelse af oplysninger på eget initiativ til sager om tilbagebetaling af kontante ydelser og økonomiske tilskud, der kan være modtaget med urette og mod bedre vidende skal ske efter forslaget til § 9.
Efter forslaget til § 10, kan der kun anmodes om nødvendige oplysninger til brug vurderingen af, om der skal påbegyndes en sag om tilbagebetaling af kontante ydelser og økonomiske tilskud hos henholdsvis kommunen eller Udbetaling Danmark. Der henvises til bemærkningerne til forslagets § 8 for en nærmere beskrivelse af, hvilke kommunale kontante ydelser og økonomiske tilskud, der kan være tale om. Kontante ydelser og økonomiske tilskud i Udbetaling Danmarks tilbagebetalingssager er sager, som Udbetaling Danmark har myndighedsansvaret for, jf. forslagets § 1. Den myndighed, der rekvirerer oplysninger, dvs. enten kommunen eller Udbetaling Danmark, skal præcisere, hvilken type sag det drejer sig om, og hvad oplysningerne skal bruges til.
Den myndighed, der indhenter oplysningerne, forudsættes at have terminaladgang til et register med adgang til nødvendige oplysninger om, hvilke kontante ydelser og økonomiske tilskud borgeren har modtaget de seneste 3 måneder, således at forespørgslen kun omfatter borgere, der aktuelt modtager kontante ydelser eller økonomiske tilskud hos den myndighed, som forespørgslen bliver rettet til. Der henvises til de specielle bemærkninger til forslagets § 8.
Der skal alene videregives eksisterende oplysninger, der allerede forligger i myndighedens egne sager, og der skal således ikke fremskaffes nye oplysninger, for eksempel ved at spørge andre myndigheder, egne ansatte mv., som det er tilfældet efter forslaget til § 11, hvor kommunen kan indhente oplysninger til sager på Udbetaling Danmarks sagsområde.
Herudover forslås det, at de to myndigheder »skal« videregive oplysningerne til hinanden, hvis betingelserne for videregivelse i øvrigt er til stede. Pligten til at videregive oplysninger omfatter almindelige ikke-følsomme personoplysninger, der er omfattet af persondatalovens § 6 og følsomme oplysninger, der er omfattet af persondatalovens §§ 7 og 8.
Det foreslås i § 10, at kommunen og Udbetaling Danmark kan indhente oplysninger om rent private forhold om den, der får hjælp eller har fået hjælp, dennes ægtefælle eller samlever og andre husstandsmedlemmer. Fravigelsen af persondatalovens § 8, stk. 3, betyder, at Udbetaling Danmark og en forvaltning i kommunen, der varetager opgaver på det sociale område, kan videregive oplysningerne til hinanden efter forslaget til § 7 uden at vurdere, om betingelserne for videregivelse efter persondatalovens § 8, stk. 3, er opfyldt.
Det vil kun i særlige tilfælde være behov for at videregive oplysninger om ægtefælle, samlever eller andre husstandsmedlemmer. Det vil dog for eksempel være nødvendigt, hvis kommunen eller Udbetaling Danmark, skal videregive oplysninger om, at en af de nævnte personer har uoplyste indtægter, idet disse oplysninger kan påvirke retten til at modtage en social ydelse, for eksempel enkeltydelser efter aktivloven eller social pension.
Udvekslingen af oplysningerne efter forslaget til § 10, vil kunne ske uden samtykke, og kommunen og Udbetaling Danmarks skal vurdere, om betingelserne i § 8, stk. 3, i persondataloven er opfyldt.
Der er tale om en fravigelse af kravet om samtykke i § 11 a, stk. 1, i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, i det omfang der indhentes oplysninger om rent private forhold efter forslaget til § 10.
Kontrol- og tilbagebetalingssager er ikke ansøgningssager. § 10 udgør således ikke en fravigelse af forvaltningslovens § 29
Forslaget til § 10 giver ikke adgang til at foretage registersamkøring.
Det forudsættes, at der efter § 10 alene videregives enkeltstående oplysninger og ikke for eksempel gives adgang til et fælles register over oplysninger, der skal videregives efter forslaget til bestemmelsen.
Det forudsættes, at forslaget til § 10 administreres af kommunen og Udbetaling Danmark inden for rammerne af Europa-Parlamentet og Rådets direktiv 95/46/EF af 24. oktober 1995 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger (EU´s persondatadirektiv), særligt artikel 7 og 8.
Efter artikel 8, stk. 2, litra e, 2. led, kan der ske databehandling, hvis det er nødvendigt for, at et retskrav kan fastlægges, gøres gældende eller forsvares. Det antages, at denne bestemmelse omfatter myndigheders behandling af oplysninger som led i myndighedsudøvelse. Bestemmelsen svarer til persondatalovens § 7, stk. 2, nr. 4. Det forudsættes i den forbindelse, at § 5 i persondataloven om god sagsbehandlingsskik fortsat skal iagttages, herunder princippet om at databehandling kun kan ske til saglige formål, og at databehandlingen skal opfylde kravet om proportionalitet. Disse betingelser forudsættes således overholdt i hvert enkelt tilfælde, hvor der behandles personoplysninger, når der sker databehandling til brug for fastsættelse af et retskrav som led i myndighedsudøvelse.
Der kan således kun udveksles nødvendige oplysninger. Kommunen og Udbetaling Danmark skal nøje overveje, hvilke informationer der er nødvendige at videregive i forbindelse med samarbejdet. Ved vurderingen af, om oplysningen kan udveksles efter forslagets § 10, vil det være afgørende, om videregivelsen af oplysningen til kommunen er i overensstemmelse med persondatalovens § 5, stk. 2, hvorefter senere behandling af oplysninger ikke må være uforenelig med de formål, hvortil oplysningerne er indsamlet. De oplysninger, der videregives, skal desuden kun omfatte relevante og tilstrækkelige oplysninger, jf. persondatalovens § 5, stk. 3, og må ikke omfatte mere, end hvad der kræves til formålet.
Der henvises i øvrigt til afsnit 2.8.1.2. for en nærmere beskrivelse af forholdet til EU´s persondatadirektiv.
Det er borgerens opholdskommune, som Udbetaling Danmark kan anmode om at videregive oplysninger efter forslaget til § 10. Tilsvarende vil det være borgerens opholdskommune, som anmoder Udbetaling Danmark om at videregive oplysninger efter forslaget til § 10.
Med borgerens opholdskommune henvises der til reglerne i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område om opholdskommuner, idet disse regler fastlægger, hvem der har forpligtelsen til at yde hjælp til borgeren.
I tilfælde af tvivl om, hvor borgeren har opholdskommune, skal dette afgøres efter regler i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område. Indtil dette er afgjort, vil det være den kommune, som borgeren senest har haft folkeregisteradresse i, der er ansvarlig for, at borgeren kan få hjælp, og som er forpligtet til at handle på en anmodning fra Udbetaling Danmark jf. forslaget til § 10. Dette følger af § 9, stk. 7, i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område.
De overordnede principper for samarbejdet om kontrol og tilbagebetalingssager mellem Udbetaling Danmark og kommunerne vil blive drøftet i bestyrelsen for Udbetaling Danmark. Der henvises til bemærkningerne til forslagets § 1, stk. 2.
Herudover henvises til afsnit 2.8.1. samt 2.9. og 2.10. om øvrige betingelser i persondataloven, datasikkerhed mv.