LBK nr 537 af 19/05/2025
Transportministeriet
Bekendtgørelse af lov om trafikselskaber § 27
Trafikselskaberne, Bornholms Regionskommune, Metroselskabet I/S og DSB skal i et aktieselskab benævnt Rejsekort & Rejseplan A/S drive og udvikle et elektronisk rejseplansystem for oplysning om rejsetider, rejseplanlægning og priser m.v. og et elektronisk rejsekortsystem for billettering og betaling m.v.
Stk. 2. Stiftelsen af Rejsekort & Rejseplan A/S kan i regnskabs- og skattemæssig henseende ske med virkning fra den 1. januar i stiftelsesåret.
Stk. 3. Ejerne af Rejsekort & Rejseplan A/S kan ændre selskabets navn.
Stk. 4. Rejsekort & Rejseplan A/S ledes af en bestyrelse, som udpeges af ejerne. Derudover udpeger transportministeren 1 bestyrelsesmedlem. Endvidere udpeger ejerne og transportministeren i fællesskab 1 eksternt bestyrelsesmedlem, som skal være formand for bestyrelsen.
Stk. 5. Kan ejerne ikke opnå enighed om bestyrelsens størrelse og fordelingen af bestyrelsesposter, fastsætter transportministeren antallet af bestyrelsesmedlemmer, og hvor mange medlemmer hver ejer får ret til at udpege.
Stk. 6. Kan der ikke opnås enighed om udpegning af bestyrelsesformanden, jf. stk. 4, 3. pkt., udpeger transportministeren formanden.
Stk. 7. Rejsekort & Rejseplan A/S skal give udmeldte økommuner, jf. § 1, stk. 3, og jernbanevirksomheder, der udfører offentlig servicetrafik på kontrakt, mulighed for at blive tilsluttet det elektroniske rejseplan- og rejsekortsystem.
Stk. 8. Rejsekort & Rejseplan A/S skal give tredjepart adgang til at få vist sine transportdata i rejseplan- og rejsekortsystemet.
Stk. 9. Rejsekort & Rejseplan A/S skal udarbejde en forretningsplan, som skal indeholde en strategi for
-
at samle det elektroniske rejseplan- og rejsekortsystem i én mobilitetstjeneste,
-
at skabe de bedst mulige rammer for tredjeparts adgang til selskabets tjenester og
-
at skabe bedst mulig adgang for tredjeparts videresalg af billetter.
Stk. 10. Rejsekort & Rejseplan A/S skal en gang årligt indsende en redegørelse til transportministeren, hvor selskabet redegør for implementeringen af de obligatoriske punkter i selskabets forretningsplan, jf. stk. 9, nr. 1-3.
Stk. 11. Transportministeren kan fastsætte nærmere regler om Rejsekort & Rejseplan A/S’ drift og udvikling af rejseplan- og rejsekortsystemet, herunder om finansieringen af driften og udviklingen, prioriteringen af udviklingsindsatserne og objektive betingelser for tilslutning til rejseplan- og rejsekortsystemet.