Bekendtgørelse af lov om trafikselskaber § 13

Bestemmelsen er en videreførelse af § 6 b i lov om den lokale og regionale kollektive personbefordring uden for hovedstadsområdet. Bestemmelsen fastlægger i stk. 1 rammerne for de oprindelige privatbaneselskaber, dvs. privatbaneselskaber, der drives eller har været drevet i henhold til koncession udstedt i medfør af lov eller anlægslov for den pågældende bane. Der er således ikke mulighed for at bringe bestemmelsen i anvendelse i forhold til andre jernbanevirksomheder, jf dog bestemmelsen i § 17.

Ifølge bestemmelserne kan koncessionshaverne drive den pågældende jernbanevirksomhed videre også efter koncessionens udløb. Det er imidlertid ikke hensigten, at jernbanedriften som sådan skal bringes til ophør, eller at de pågældende jernbanevirksomheder ikke længere skal være omfattet af lovgivningens regler om privatbaner, herunder trafikselskabernes tilsyn efter stk. 2.

Den støtte, som kan ydes til anlæg og drift omfattet af koncessionen, skal tildeles under overholdelse af bestemmelserne i Rådets forordning nr. 1191/69, der er omtalt ovenfor i de almindelige bemærkningers afsnit 7, ”Forholdet til EU-retten”. Da de offentlige serviceforpligtelser i disse tilfælde leveres uden, at opgaverne har været genstand for et forudgående udbud, finder bestemmelsen i forordningens afdeling II, III og IV om myndighedernes ydelse af kompensation (betaling) for de udførte offentlig serviceforpligtelser samt en årlig efterregulering heraf anvendelse.

Trafikselskabernes tilsyn med privatbaneselskaberne i stk. 2 omfatter alle selskabets forhold, bortset fra det jernbanesikkerhedsmæssige tilsyn. Dette gælder også for de ikke-koncessionerede strækninger.

Efter stk. 3 kan ministeren tillade, at privatbaner udfører jernbanevirksomhed uden for de strækninger, hvortil der er givet koncession. Det forudsættes, at sådan tilladelse gives på vilkår af, at det pågældende privatbaneselskab opgiver sin eneret til at drive jernbanevirksomhed på den strækning, hvortil selskabet har koncession. Dette kan ske enten ved at overdrage infrastrukturen til trafikselskabet eller tredjemand, der så som infrastrukturforvalter kan tildele andre operatører infrastrukturkapacitet, eller det kan ske ved, at selskabet selv som infrastrukturforvalter giver andre operatører denne adgang.

Efter stk. 4 får privatbaneselskabernes besluttende organer adgang til at overdrage privatbaneselskabets jernbaneinfrastruktur til trafikselskabet eller til tredjemand. Med bestemmelsen præciseres det, at der skal være en adgang for privatbaneselskaberne til at udskille infrastrukturen fra selve jernbanevirksomheden uanset det forhold, at de i medfør af de oprindelige anlægslove udstedte koncessioner omfatter den samlede drift. Der kan være endog betydelige omkostninger forbundet med vedligeholdelse af jernbaneinfrastruktur, og selv en vederlagsfri overdragelse vil dermed ikke nødvendigvis være udtryk for nogen begunstigelse af modtageren. Det forudsættes, at en eventuel overdragelse til trafikselskabet sker i overensstemmelse med aktieselskabslovens regler om retshandler mellem et selskab og dets aktionærer.

Det skal dog bemærkes, at det ikke er hensigten med bestemmelsen at give mulighed for ved overdragelse af infrastrukturen at begrænse statens ret efter de oprindelige anlægslove til overtagelse af infrastrukturen.