LBK nr 1161 af 04/11/2024
Indenrigs- og Sundhedsministeriet
Bekendtgørelse af lov om tobaksvarer m.v. § 41
Sikkerhedsstyrelsens afgørelser truffet efter denne lov eller efter regler fastsat i medfør af denne lov kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.
Forarbejder til Bekendtgørelse af lov om tobaksvarer m.v. § 41
RetsinformationSundhedsstyrelsens afgørelser, der træffes i forbindelse med styrelsens tilsyn med overholdelse af bestemmelserne i tobaksvareloven og tobaksvarebekendtgørelsen, kan ikke indbringes for sundheds- og ældreministeren, jf. tobaksvarebekendtgørelsens § 9, stk. 2.
Sundheds- og ældreministeren kan dog bestemme, at en afgørelse truffet af Sundhedsstyrelsen kan indbringes for ministeren, hvis afgørelsen er principiel eller i øvrigt anses for at være af væsentlig betydning jf. § 9, stk. 3, i tobaksvarebekendtgørelsen.
Det foreslås i lovforslagets § 41, at Sikkerhedsstyrelsens afgørelser truffet efter denne lov eller efter regler fastsat i medfør af denne lov ikke skal kunne indbringes for anden administrativ myndighed.
Bestemmelsen afskærer den administrative klageadgang fra Sikkerhedsstyrelsen til erhvervs- og vækstministeren. Det gælder også for klager vedrørende retlige mangler.
Baggrunden for den foreslåede bestemmelse er, at de afgørelser, som Sikkerhedsstyrelsen vil træffe efter loven, vil være af teknisk og faglig karakter og forudsætter betydelig teknisk eller faglig indsigt på området, som det ikke kan forventes, at Erhvervs- og Vækstministeriets departement er i besiddelse af. Der kan således f.eks. være tale om afgørelser om forbud mod markedsføring af tobaksvarer. At træffe disse afgørelser vil forudsætte betydelig teknisk eller sundhedsfaglig indsigt på området, som det ikke kan forventes, at ministeriets departement er i besiddelse af. Sikkerhedsstyrelsen har i henhold til lovforslaget ikke mulighed for at træffe afgørelser, der ikke kræver teknisk eller sundhedsfaglig indsigt.
Det er derfor vurderingen, at departementet typisk ikke vil kunne foretage en realitetsbehandling af eventuelle klager over Sikkerhedsstyrelsen afgørelser, der træffes med hjemmel i den foreslåede lov. Bestemmelsen afskærer dog ikke den almindelige adgang til at få afgørelser prøvet ved domstolene.