LBK nr 1161 af 04/11/2024
Indenrigs- og Sundhedsministeriet
Bekendtgørelse af lov om tobaksvarer m.v. § 3a
Fabrikanter og importører af tobakssurrogater, der markedsføres her i landet, skal for hvert tobakssurrogat opdelt efter handelsnavn indberette oplysninger om produktet, herunder om ingredienser.
Stk. 2. Erhvervsministeren fastsætter nærmere regler om indberetninger efter stk. 1, herunder om de oplysninger, der skal indberettes, og hvornår og i hvilken form der skal ske indberetning, og om oplysninger ved ændring af tobakssurrogaters sammensætning og indhold.
Forarbejder til Bekendtgørelse af lov om tobaksvarer m.v. § 3a
RetsinformationTobaksfabrikanter og -importører skal ifølge § 15, stk. 1-5, i tobaksvareloven hvert år indsende en række oplysninger til sundheds- og ældreministeren om alle ingredienser, som anvendes ved fremstillingen af deres tobaksvarer. Opgaven med at modtage disse indberetninger er delegeret til Sundhedsstyrelsen, jf. tobaksvarebekendtgørelsen BEK nr. 172 af 28/02/2011 § 9, stk. 4, og der foreligger standardiserede formater på disse indberetninger.
Indberetningerne skal indeholde:
-
En liste over alle tilsætningsstoffer og mængden heraf, der anvendes til fremstillingen af deres tobaksvarer opdelt på varemærke og type.
-
En erklæring om, hvorfor de pågældende tilsætningsstoffer indgår i disse tobaksvarer. Erklæringen skal ligeledes oplyse om tilsætningsstoffernes funktion og kategori.
-
Alle toksikologiske oplysninger, som producenten eller importøren har til rådighed om disse tilsætningsstoffer, før og efter forbrændingen, alt efter hvad der er relevant.
Herudover fremgår det af § 4 i tobaksvarebekendtgørelsen, at tobaksvarefabrikanter og -importører i forbindelse med de årlige indberetninger til Sundhedsstyrelsen efter tobaksvarelovens § 15 skal indberette oplysninger om:
-
Hvilket prøvningslaboratorium, der anvendes til at udføre eller kontrollere målinger af emissionsindhold af nikotin, tjære og kulilte i cigaretter, og
-
hvilket akkrediteringsorgan, der har akkrediteret det prøvningslaboratorium, som virksomheden anvender.
Det forslås i lovforslagets § 3, stk. 1, at fabrikanter og importører af tobaksvarer skal indberette oplysninger om alle ingredienser i tobaksvarer, der markedsføres på det danske marked, til myndighederne. Det foreslås samtidig, at indberetningen fremover skal ske til Sikkerhedsstyrelsen.
Indberetningerne vil ifølge § 3, stk. 1, fremover skulle indeholde:
- Oplysninger om alle de ingredienser, i rækkefølge efter faldende vægt for hver ingrediens, der anvendes ved fremstillingen af tobaksvaren, herunder:
a) Oplysninger om ingrediensens navn og mængden heraf.
b) En erklæring om, hvorfor den pågældende ingrediens indgår i produktet.
c) Oplysninger om ingrediensens status, herunder med angivelse af, hvorvidt ingrediensen er registreret i henhold til Europa-Parlamentets forordning (EF) nr. 1907/2006 og dens klassificering i henhold til Europa-Parlamentets forordning (EF) nr. 1272/2008.
d) Relevante toksikologiske oplysninger om ingrediensen i forbrændt eller uforbrændt form.
e) For cigaretter og rulletobak, et teknisk dokument af indholdsstoffet og dets egenskaber.
-
Tobaksvarens emissionsindhold, og
-
oplysninger om de målemetoder for emissioner, der er anvendt, med undtagelse af dem, der er nævnt i den foreslåede § 9, stk. 1 og 2 om målemetoder til måling af grænseværdier på tjære, nikotin og kulilte.
Det følger af den foreslåede § 3, stk. 1, at opgaven vedrørende modtagelsen af indberetninger om ingredienser m.v. flyttes fra Sundhedsstyrelsen til Sikkerhedsstyrelsen. Varetagelsen af denne opgave ligger således også i tråd med forslag til lov om elektroniske cigaretter m.v. (LSF 144 af 26/2 2016) hvor anmeldelser om elektroniske cigaretter og genopfyldningsbeholdere skal indleveres til Sikkerhedsstyrelsen. Det er således naturligt, at Sikkerhedsstyrelsen også varetager opgaven vedrørende modtagelse af indberetninger om tobaksvarer.
I medfør af lovforslagets § 3, stk. 2, fastsætter erhvervs-og vækstministeren nærmere regler om de ovenfor nævnte indberetninger, herunder regler om hvilke oplysninger, der skal indberettes, hvornår der skal ske indberetning og i hvilken form, samt oplysninger ved ændring af tobaksvarer. Bemyndigelsen skal bl.a. anvendes til at implementere artiklerne om indberetter-ID m.v. i Kommissionens gennemførelsesafgørelse (EU) 2015/2186 af 25. november 2015 om et standardformat til brug ved indberetning og tilgængeliggørelse af oplysninger om tobaksvarer. Herudover skal der kunne fastsættes bestemmelser om, at fabrikanter og importører skal underrette Sikkerhedsstyrelsen, hvis sammensætningen af et produkt ændres på en måde, der påvirker de oplysninger, der fremlægges efter § 3, stk. 1.
Lovforslagets § 3 har til hensigt at gennemføre tobaksvaredirektivets artikel 5, stk. 1-3 og stk.5, i dansk ret. Det er ikke hensigten, at der med bemyndigelsesbestemmelsen i § 3, stk. 2, skal fastsættes andre regler end dem, der er nødvendige for at gennemføre de i tobaksvaredirektivet fastsatte krav til indberetning af oplysninger om ingredienser og emissioner i tobaksvarer.