LBK nr 1161 af 04/11/2024
Indenrigs- og Sundhedsministeriet
Bekendtgørelse af lov om tobaksvarer m.v. § 19
Den, der markedsfører en tobaksvare her i landet, skal sikre, at hver enkeltpakning og en eventuel ydre emballage er forsynet med sundhedsadvarsler på dansk.
Stk. 2. Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter regler om antallet og typen af sundhedsadvarsler, som den enkelte kategori af tobaksvarer skal være forsynet med,
-
sundhedsadvarslernes form, affattelse, layout, placering og størrelse og
-
forbud mod helt eller delvis at skjule eller bryde sundhedsadvarsler, når tobaksvaren markedsføres.
Forarbejder til Bekendtgørelse af lov om tobaksvarer m.v. § 19
RetsinformationAlle tobaksvarer, der bringes i omsætning i Danmark, skal være forsynet med advarsler på dansk i form af henholdsvis en generel advarsel og en specifik/kombineret advarsel.
Efter § 8, stk. 1-2, i tobaksvareloven, skal alle tobaksvarer – med undtagelse af pakker for røgfri tobak - være forsynet med en af følgende generelle advarsler »Rygning kan dræbe« eller »Rygning er yderst skadelig for dig og dine omgivelser«. Tobaksvarepakker for røgfri tobak skal være forsynet med følgende advarsel: »Denne tobaksvare kan være sundhedsskadelig og er afhængighedsskabende«.
De generelle advarsler for andre tobaksvarer end røgfri tobak skal begge anvendes, og det skal sikres, at de udskiftes og påtrykkes regelmæssigt.
De nævnte, generelle advarsler skal trykkes på den ene af de to mest synlige af pakkens sider jf. § 8, stk. 2 og 4, i tobaksvareloven. Desuden skal advarslerne ifølge § 10, stk. 1, i tobaksvareloven, dække mindst 30 pct. af fladen på den mest synlige side af tobaksvarepakkerne. På pakker, der er bestemt til andre produkter end cigaretter, hvor den mest synlige overflade er større end 75 cm2, skal den generelle advarsel dække mindst 22,5 cm2 af overfladen, jf. tobaksvarelovens § 10, stk. 3.
Ifølge § 6, stk. 1-3, i tobaksvarebekendtgørelse, skal alle tobaksvarepakker – med undtagelse af pakker for røgfri tobak - være forsynet med en specifik advarsel, som vist i bilag 1 til bekendtgørelsen kombineret med et tilhørende fotografi eller en anden illustration, som vist i bilag 2 til bekendtgørelsen. De kombinerede advarsler rekvireres på en CD-rom via EU's billedbibliotek af tobaksproducenter og -importører udenom de danske myndigheder.
Det fremgår desuden af § 6, stk. 4 og 5, i tobaksvarebekendtgørelsen, at de specifikke og kombinerede advarsler alle skal anvendes, og det skal sikres, at de udskiftes og påtrykkes regelmæssigt. Det fremgår desuden, at de specifikke og kombinerede advarsler skal trykkes på den anden af de mest synlige af pakkens sider. Hermed menes den modsatte side af siden, hvorpå den generelle advarsel er trykt.
Det fremgår af § 10, stk. 2, i tobaksvareloven, at den specifikke advarsel skal dække mindst 40 pct. af den mest synlige af tobaksvarepakkens sider. På pakker, der er bestemt til andre produkter end cigaretter, hvor den mest synlige overflade er større end 75 cm2, skal den specifikke advarsel dække mindst 22,5 cm2 af overfladen, jf. tobaksvarelovens § 10, stk. 3.
Herudover gælder der efter § 11, stk. 1, nr. 1-5, i tobaksvareloven en række krav til brug af bl.a. skrifttype og - størrelse i forbindelse med trykning af den generelle advarsel og den specifikke/kombinerede advarsel. Disse krav gælder dog ikke i forhold til røgfri tobak. Endelig stiller der i § 11, stk. 1, nr. 6, krav om, at sundhedsadvarslerne affattes på dansk.
Det foreslås i lovforslagets § 19, stk. 1, at den, der markedsfører en tobaksvare her i landet, skal sikre, at hver enkeltpakning og en eventuel ydre emballage er forsynet med sundhedsadvarsler.
Ansvaret for at leve op til krav om sundhedsadvarsler vil ligge hos tobaksvarefabrikanter og -importører, som det også er tilfældet i dag. For fabrikanter betyder dette, at de ved fremstillingen af produktet skal påføre den korrekte sundhedsadvarsel. For importører betyder dette, at de ikke må bringe produkterne videre i omsætningskæden, hvis produkterne ikke er påført en korrekt sundhedsadvarsel. Men alle, der markedsfører tobaksvarer her i landet, herunder også distributører og detailforhandlere, skal sikre, at de ikke sælger tobaksvarer uden de lovpligtige sundhedsadvarsler. Distributører og detailforhandlere må således ikke videresælge produkter, der ikke er påført en korrekt sundhedsadvarsel. Sundhedsadvarslerne skal sikre, at forbruger bliver oplyst omkring tobaksvarernes sundhedsskadelige virkninger.
Det foreslås desuden i lovforslagets § 19, stk. 2, at sundheds- og ældreministeren bemyndiges til at fastsætte regler om
-
antallet og typen af sundhedsadvarsler, som den enkelte kategori af tobaksvarer skal være forsynet med,
-
sundhedsadvarslernes form, affattelse, layout, og placering, størrelse og
-
forbud mod helt eller delvist at skjule eller bryde sundhedsadvarsler, når tobaksvaren markedsføres.
Der vil med baggrund i bemyndigelsesbestemmelsen i § 19, stk. 2, blive fastsat regler, der implementerer bestemmelserne i tobaksvaredirektivets artikel 8-11. Der henvises i den forbindelse til pkt. 3.5.2. i lovforslagets almindelige bemærkninger. Det er ikke hensigten med bemyndigelsesbestemmelsen at gennemføre lovgivning, der går ud over tobaksvaredirektivets rammer.
Der følger en lang række krav med tobaksvaredirektivet og dermed af bestemmelserne i § 19, stk. 1-2, hvoraf en del er en udvidelse af de nuværende krav til sundhedsadvarslerne og tobaksvarernes pakninger.
Det vurderes, at klare og meget specifikke regler vil lette opgaven for kontrolmyndigheden samt for tobaksindustrien, da der vil være færre tvivlsspørgsmål om, hvorvidt der leves op til gældende lovgivning.