LBK nr 71 af 23/01/2024
Indenrigs- og Sundhedsministeriet
Bekendtgørelse af lov om revision af den kommunale inddeling § 17
Der ydes sammenlægningsudvalgets medlemmer vederlag m.v. i overensstemmelse med reglerne i § 16, stk. 1, 3-7 og 9-13, § 16 a og § 34 i lov om kommunernes styrelse, jf. dog stk. 2. Sammenlægningsudvalget kan beslutte at yde vederlag m.v. i overensstemmelse med de i 1. pkt. nævnte bestemmelser.
Stk. 2. Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om vederlaget m.v. og kan i den forbindelse fravige stk. 1. Der kan herunder fastsættes regler om reduktion af de vederlag, der ydes til medlemmer af sammenlægningsudvalget, der samtidig er medlemmer af en kommunalbestyrelse.
Stk. 3. Har et medlem af sammenlægningsudvalget, der samtidig er kommunalbestyrelsesmedlem, ikke valgt at modtage erstatning for dokumenteret tabt arbejdsfortjeneste i forbindelse med hvervet som kommunalbestyrelsesmedlem, jf. § 16, stk. 5, i lov om kommunernes styrelse, kan vedkommende ikke vælge at modtage erstatning for dokumenteret tabt arbejdsfortjeneste i forbindelse med hvervet som medlem af sammenlægningsudvalget.
Forarbejder til Bekendtgørelse af lov om revision af den kommunale inddeling § 17
RetsinformationTil stk. 1
Bestemmelsen i stk. 1 fastsætter, at der som udgangspunkt ydes vederlag m.v. efter reglerne for vederlæggelse af kommunalbestyrelsesmedlemmer i § 16, stk. 1, 3-6, og stk. 8-12, § 16 a og § 34 i lov om kommunernes styrelse, jf. dog stk. 2. Sammenlægningsudvalget kan beslutte at yde vederlag m.v. i overensstemmelse med de nævnte bestemmelser.
Med udtrykket »vederlag m.v.« sigtes til de former for vederlæggelse, der er anført i § 16, stk. 1, 3-6, og stk. 8-12, § 16 a og § 34 i lov om kommunernes styrelse, herunder fast vederlag, tillægsvederlag, formandsvederlag, næstformandsvederlag, erstatning for dokumenteret tabt arbejdsfortjeneste, diæter og godtgørelser m.v. Udtrykket omfatter derimod ikke pension og efterløn m.v. til formanden for sammenlægningsudvalget. Begrundelsen herfor er, at formanden for sammenlægningsudvalget automatisk bliver formand for kommunalbestyrelsen i den nye kommune, jf. herved den foreslåede bestemmelse i § 11, stk. 5 , og i den forbindelse bliver omfattet af reglerne i lov om kommunernes styrelse og forskrifter udstedt i medfør heraf vedrørende pension, efterløn m.v. Der er således ikke behov for at sikre pension, efterløn m.v. til formanden for sammenlægningsudvalget.
Det er således hensigten, at sammenlægningsudvalgets medlemmer og stedfortrædere som udgangspunkt vil blive vederlagt i overensstemmelse med rammerne for vederlæggelse, der er fastlagt i lov om kommunernes styrelse i forbindelse med varetagelsen af kommunale hverv, herunder vederlæggelse, der er knyttet til særlige funktioner som formand og næstformand. Der vil dog kunne forekomme enkelte justeringer i forhold til dette udgangspunkt under henvisning til sammenlægningsudvalgets karakter. Indenrigs- og sundhedsministeren vil således kunne fastsætte regler for vederlæggelse, der fraviger reglerne i lov om kommunernes styrelse, jf. herved den foreslåede bestemmelse i § 17, stk. 2.
Bestemmelsen i § 17, stk. 1 , indebærer bl.a., at sammenlægningsudvalgets medlemmer ydes et fast vederlag, der omfatter deltagelse i møder og kurser m.v. samt varetagelse af andre kommunale hverv, der udføres efter valg af sammenlægningsudvalget, jf. herved § 16, stk. 1, i lov om kommunernes styrelse. I det omfang, sammenlægningsudvalgets medlemmer har hjemmeboende børn under 10 år, ydes tillige et tillægsvederlag, jf. herved § 16, stk. 4 i lov om kommunernes styrelse. Sammenlægningsudvalgets medlemmer har endvidere efter de nærmere regler i § 16, stk. 5, i lov om kommunernes styrelse ret til at vælge at modtage erstatning for dokumenteret tabt arbejdsfortjeneste ved deltagelse i visse møder og kurser m.v. mod en reduktion af det faste vederlag. Medlemmerne ydes endvidere diæter og erstatning for dokumenteret tabt arbejdsfortjeneste for deltagelse i sammenlægningsudvalgets konstituerende møde efter reglerne i § 16 a i lov om kommunernes styrelse, jf. herved § 16, stk. 3, i samme lov. Tilsvarende gælder for stedfortrædere, der indkaldes til at deltage i enkelte møder i sammenlægningsudvalget, jf. herved § 16, stk. 8, i lov om kommunernes styrelse.
Sammenlægningsudvalgets medlemmer har desuden ved deltagelse i møder og kurser m.v. krav på befordringsgodtgørelse og godtgørelse for fravær fra hjemstedet, godtgørelse af dokumenterede, nødvendige udgifter forbundet med et fysisk handicap og godtgørelse af dokumenterede, nødvendige udgifter til pasning af syge nære pårørende, jf. herved § 16, stk. 10, i lov om kommunernes styrelse. Sammenlægningsudvalget kan endvidere tillægge et medlem godtgørelse af andre afholdte udgifter end de udgifter, medlemmet har krav på at få godtgørelse for ved deltagelse i møder og kurser m.v., ligesom sammenlægningsudvalget kan tillægge et medlem godtgørelse af afholdte udgifter ved varetagelsen af andre kommunale hverv, jf. herved § 16, stk. 11, i lov om kommunernes styrelse.
Sammenlægningsudvalget har endvidere efter bestemmelsen i § 17, stk. 1 , adgang til at beslutte at yde de vederlag m.v., som kommunalbestyrelsen efter §§ 16 og 34 i lov om kommunernes styrelse i øvrigt kan beslutte at yde.
Sammenlægningsudvalget kan efter bestemmelsen i § 17, stk. 1 , beslutte at yde personer, der ikke er medlemmer af sammenlægningsudvalget, diæter og erstatning for dokumenteret tabt arbejdsfortjeneste i overensstemmelse med § 16 a i lov om kommunernes styrelse, ligesom der skal ydes den nævnte personkreds de godtgørelser, der følger af den nævnte bestemmelse.
Såvel sammenlægningsudvalgets medlemmer som ikke-medlemmer af sammenlægningsudvalget har pligt til at modtage den i § 16, stk. 9, og § 16 a, stk. 5, i lov om kommunernes styrelse nævnte vederlæggelse.
Sammenlægningsudvalgets formand ydes et særskilt vederlag, der i overensstemmelse med § 34 i lov om kommunernes styrelse fastsættes af indenrigs- og sundhedsministeren i medfør af bestemmelsen i § 17, stk. 2. Der henvises i den forbindelse til bemærkningerne til den nævnte bestemmelse. Til sammenlægningsudvalgets formand kan der ikke ydes de vederlag, der er nævnt i § 16, stk. 1 og stk. 4-6, i lov om kommunernes styrelse, eller den godtgørelse, der er nævnt i § 16, stk. 10, litra c, jf. herved § 16, stk. 12, i lov om kommunernes styrelse.
Reglerne for vederlæggelse af sammenlægningsudvalgets næstformænd fastsættes i overensstemmelse med § 34 i lov om kommunernes styrelse af indenrigs- og sundhedsministeren i medfør af bestemmelsen i § 17 , stk. 2. Der henvises i den forbindelse til bemærkningerne til den nævnte bestemmelse.
Formanden for og medlemmer af underudvalg af sammenlægningsudvalget vil som følge af disses begrænsede opgaver ikke modtage særskilt vederlag. Dette svarer til, hvad der efter vederlagsbekendtgørelsen (bekendtgørelse nr. 584 af 9. juli 2002 om vederlag, diæter, pension m.v. for varetagelsen af kommunale hverv som ændret ved bekendtgørelse nr. 943 af 21. november 2002) gælder for udvalg nedsat i henhold til § 17, stk. 4, i lov om kommunernes styrelse. Henvisningen i § 17, stk. 1 , til § 16 i lov om kommunernes styrelse omfatter derfor ikke § 16, stk. 2 og 7, i lov om kommunernes styrelse om vederlæggelse af udvalgsmedlemmer og udvalgsformænd.
Til stk. 2.
Efter bestemmelsens stk. 2 kan indenrigs- og sundhedsministeren fastsætte nærmere regler om vederlaget m.v. efter bestemmelsens stk. 1.
Det er hensigten, at de nærmere regler for vederlæggelse af sammenlægningsudvalget i henhold til bestemmelsen af indenrigs- og sundhedsministeren vil blive fastsat i overensstemmelse med de gældende regler i vederlagsbekendtgørelsen og under hensyntagen til sammenlægningsudvalgets karakter. Indenrigs- og sundhedsministeren vil kunne fastsætte regler, som adskiller sig fra § 16, stk. 1, 3-6, og stk. 8-12, § 16 a og § 34 i lov om kommunernes styrelse, og vil endvidere kunne fravige regler, der er udstedt i medfør af disse bestemmelser.
De nærmere regler for vederlæggelsen af sammenlægningsudvalget forventes på nuværende tidspunkt af indenrigs- og sundhedsministeren at blive fastsat således, at der ydes et fast vederlag for medlemskab af sammenlægningsudvalget på 58.143 kr. årligt (grundbeløb pr. 1. oktober 2004). Dette svarer til det faste vederlag, der ydes efter den kommunale styrelseslov for medlemskab af en kommunalbestyrelse i dag. I Frederiksberg, Odense, Aalborg og Århus Kommuner udgør vederlaget dog 69.772 kr. årligt (grundbeløb pr. 1. oktober 2004), og i Københavns Kommune udgør vederlaget 81.400 kr. årligt (grundbeløb pr. 1. oktober 2004).
Medlemmer af sammenlægningsudvalget ydes endvidere et tillægsvederlag på 11.629 kr. (grundbeløb pr. 1. oktober 2004), såfremt de har et eller flere børn under 10 år boende i hjemmet, hvilket svarer til det tillægsvederlag, der i dag ydes kommunalbestyrelsesmedlemmer.
Medlemmer af sammenlægningsudvalget vil efter de nærmere regler i § 16, stk. 5, i lov om kommunernes styrelse få mulighed for at vælge at modtage erstatning for dokumenteret tabt arbejdsfortjeneste mod en reduktion af det faste vederlag. Reduktionen vil af indenrigs- og sundhedsministeren som udgangspunkt blive fastsat til 20.000 kr. svarende til den reduktion, der finder sted for kommunalbestyrelsesmedlemmers vedkommende. De nærmere regler for ydelse af erstatning for dokumenteret tabt arbejdsfortjeneste til sammenlægningsudvalgets medlemmer forventes fastsat i overensstemmelse med de nærmere regler herfor til kommunalbestyrelsesmedlemmer. Indenrigs- og sundhedsministeren forventes i den forbindelse at fastsætte bestemmelse om, at sammenlægningsudvalget skal afgøre, om erstatningskravet i forbindelse med krav om erstatning for dokumenteret tabt arbejdsfortjeneste kan anses for dokumenteret.
I overensstemmelse med de gældende regler for kommunalbestyrelsesmedlemmer forventes størrelsen af diæter af indenrigs- og sundhedsministeren at blive fastsat til 365 kr. pr. dag (pr. 1. januar 2007). Diætsatsen forhøjes hvert år den 1. januar med 5 kr., første gang den 1. januar 2008.
Indenrigs- og sundhedsministeren kan i medfør af bestemmelsen i § 17, stk. 2 , fastsætte regler om reduktion af de vederlag, der ydes til medlemmer af sammenlægningsudvalget, jf. nærmere nedenfor.
Reglerne om vederlæggelse af kommunalbestyrelsens formand er fastsat af indenrigs- og sundhedsministeren i henhold til § 34 i lov om kommunernes styrelse. Indenrigs- og sundhedsministeren forventes at fastsætte tilsvarende regler for vederlag til sammenlægningsudvalgets formand. Formanden for kommunalbestyrelsen oppebærer et vederlag, der svarer til størrelsen af den til enhver tid gældende løn i en tjenestemandsstilling i staten i lønramme 37-40. Kommunestørrelsen er bestemmende for, hvilken lønramme der gælder for den enkelte formands vederlag. Således vederlægges formænd for kommunalbestyrelsen i kommuner med under 12.500 indbyggere i forhold til lønramme 37, mens formænd for kommunalbestyrelser i kommuner med over 40.000 indbyggere vederlægges i forhold til lønramme 40. Det vil være størrelsen af den nye kommune, der er bestemmende for, hvilken lønramme der gælder for formanden for sammenlægningsudvalget. Lønramme 37 svarede pr. 1. oktober 2004 til 462.332 kr., mens lønramme 40 pr. 1. oktober 2004 svarede til 646.269 kr. Indenrigs- og sundhedsministeren kan i medfør af bestemmelsen i § 17, stk. 2 , fastsætte regler om reduktion af det vederlag, der ydes til formanden for sammenlægningsudvalget, jf. nærmere nedenfor.
Bestemmelser om vederlag til første næstformand for sammenlægningsudvalget forventes af indenrigs- og sundhedsministeren fastsat således, at vederlaget efter sammenlægningsudvalgets beslutning kan udgøre op til 10 % af vederlaget til formanden for sammenlægningsudvalget. Indenrigs- og sundhedsministeren kan dog i medfør af bestemmelsen i § 17, stk. 2 , fastsætte regler om reduktion af det vederlag, der ydes til næstformanden for sammenlægningsudvalget, jf. nærmere nedenfor. Der vil – i lighed med hvad der i dag gælder for en kommunalbestyrelse – ikke være mulighed for vederlæggelse af sammenlægningsudvalgets anden næstformand.
Som anført ovenfor kan indenrigs- og sundhedsministeren i medfør af bestemmelsen i § 17, stk. 2 , fastsætte regler om reduktion af de vederlag, der ydes til medlemmer af sammenlægningsudvalget. Det vil navnlig være relevant at fastsætte sådanne regler for medlemmer af sammenlægningsudvalget, der samtidig er medlem af en kommunalbestyrelse. Det forventes i denne forbindelse fastsat, at vederlaget, der ydes for medlemskab af sammenlægningsudvalget, reduceres med 75 %. Ved vederlag forstås fast vederlag og tillægsvederlag.
Der vil endvidere i medfør af bestemmelsen kunne fastsættes regler om reduktion af vederlaget til en formand for sammenlægningsudvalget, der samtidig er kommunalbestyrelsesmedlem eller borgmester. Hvis formanden for sammenlægningsudvalget samtidig er borgmester forventes det fastsat, at vederlaget, der ydes formanden for sammenlægningsudvalget, reduceres med 75 %. Hvis formanden for sammenlægningsudvalget samtidig er medlem af en kommunalbestyrelse, forventes det fastsat, at vederlaget, der ydes formanden for sammenlægningsudvalget, reduceres med et beløb svarende til 75 % af det samlede vederlag, som den pågældende modtager for varetagelsen af hvervet som kommunalbestyrelsesmedlem. Ved det samlede vederlag forstås fast vederlag, tillægsvederlag, udvalgsvederlag, udvalgsformandsvederlag, næstformandsvederlag og erstatning for dokumenteret tabt arbejdsfortjeneste. Ved beregningen bortses fra eventuelle godtgørelser og diæter.
Det forventes ligeledes fastsat, at vederlaget til første næstformand for sammenlægningsudvalget som efter udvalgets beslutning kan udgøre op til 10 % af et vederlag svarende til vederlaget til formanden for sammenlægningsudvalget, kun kan ydes med op til 5 % af formandsvederlaget, hvis den pågældende næstformand samtidig er formand eller næstformand for en kommunalbestyrelse.
Baggrunden for, at der skal være mulighed for, at de omhandlede vederlag reduceres for medlemmer af sammenlægningsudvalget, der samtidig er kommunalbestyrelsesmedlemmer, er, at de pågældende i sammenlægningsudvalgets funktionsperiode endnu ikke fuldt ud varetager alle de opgaver, som de pågældende skal varetage som medlemmer af en kommunalbestyrelse efter den 31. december 2006. Endvidere må en del af opgaverne i sammenlægningsudvalget antages at være sammenfaldende med opgaverne i kommunalbestyrelsen.
Tilsvarende gør sig gældende for formanden for sammenlægningsudvalget. Det må således tages i betragtning, at formanden for sammenlægningsudvalget ikke varetager de samme opgaver vedrørende den daglige drift af en kommune, som en borgmester gør.
Til stk. 3.
Valget vedrørende modtagelse af erstatning for dokumenteret tabt arbejdsfortjeneste foretages med virkning for ét regnskabsår ad gangen, jf. § 16, stk. 5, i lov om kommunernes styrelse.
Bestemmelsen i stk. 4 vedrører den situation, at et medlem af sammenlægningsudvalget samtidig er kommunalbestyrelsesmedlem og i forbindelse med dette hverv har valgt ikke at modtage erstatning for dokumenteret tabt arbejdsfortjeneste efter § 16, stk. 5, i lov om kommunernes styrelse. Den pågældende kan herefter ikke vælge at modtage erstatning for dokumenteret tabt arbejdsfortjeneste i forbindelse med hvervet som medlem af sammenlægningsudvalget.
Såfremt et medlem af sammenlægningsudvalget, der samtidig er kommunalbestyrelsesmedlem, ønsker at modtage erstatning for dokumenteret tabt arbejdsfortjeneste i forbindelse med hvervet som medlem af sammenlægningsudvalget, kræves det således, at den pågældende allerede i forbindelse med hvervet som kommunalbestyrelsesmedlem modtager erstatning for dokumenteret tabt arbejdsfortjeneste.