Bekendtgørelse af lov om regionernes finansiering § 4a

I denne bestemmelse fastsættes de nærmere regler om det regionale udgiftsbehov på sundhedsområdet, som skal anvendes til fordeling af den del af det regionale bloktilskud, der er afsat til sundhedsområdet.

Principperne for opgørelse af udgiftsbehovet er de samme, som kendes fra den nuværende opgørelse af kommunale og amtskommunale udgiftsbehov, men de kriterier, der indgår, er udvalgt specifikt med henblik på at afspejle udgiftsbehovet på sundhedsområdet. En regions udgiftsbehov opgøres ud fra et basisbeløb på 100 mio. kr. samt et beregnet udgiftsbehov på grundlag af befolkningens alderssammensætning og den socioøkonomiske struktur i regionen.

Basisbeløbet kendes også i det nuværende system, hvor der indgår et såkaldt grundtillæg i opgørelsen af det kommunale udgiftsbehov. I det regionale udgiftsbehov skal basisbeløbet afspejle det forhold, at der vurderes at være nogle grundlæggende omkostninger ved at opretholde og drive et regionalt sundhedsvæsen, uanset befolkningens størrelse. Basisbeløbet udgør 100 mio. kr. pr. region og har dermed relativt størst betydning for de befolkningsmæssigt mindste regioner.

I stk. 2 fastsættes det, i hvilket forhold de to dele af udgiftsbehovet sammenvejes til et samlet udgiftsbehov for sundhedsområdet. Det fastsættes her, at 75 pct. af de samlede udgifter henregnes til det aldersbestemte udgiftsbehov og 25 pct. til det socioøkonomiske udgiftsbehov.

I stk. 3 fastsættes det, at regionernes aldersbestemte udgiftsbehov – på samme måde som det nuværende kommunale og amtskommunale aldersbestemte udgiftsbehov – beregnes ud fra regionernes indbyggertal i nærmere fastsatte aldersgrupper og den gennemsnitlige udgift pr. indbygger i hver aldersgruppe. Der bliver således beregnet et enhedsbeløb pr. indbygger for hver aldersgruppe. Enhedsbeløbet bliver beregnet ud fra en fordeling af de samlede sundhedsudgifter på aldersgrupper.

For den enkelte region beregnes det aldersbestemte udgiftsbehov som antallet af indbyggere i hver aldersgruppe ganget med enhedsbeløbet for den pågældende aldersgruppe.

Bestemmelsen i stk. 4 indeholder en bemyndigelse til indenrigs- og sundhedsministeren til at fastsætte afgrænsningen af de aldersgrupper, der indgår ved beregningen af det aldersbestemte udgiftsbehov. Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter ligeledes, hvordan de enkelte aldersgrupper vægtes ud fra den landsgennemsnitlige fordeling af udgifterne. Den foreslåede bestemmelse svarer til den bestemmelse, der på nuværende tidspunkt gælder vedrørende det kommunale og amtskommunale udgiftsbehov. Fastsættelsen af aldersgrupper og enhedsbeløb har hvert år indgået som en del af indenrigs- og sundhedsministerens årlige bekendtgørelse om opgørelse og afregning af tilskud og tilsvar i henhold til lov om kommunal udligning og generelle tilskud til kommuner og amtskommuner.

Bestemmelsen i stk. 5 indebærer, at det socioøkonomiske udgiftsbehov præsenteres som et socioøkonomisk indeks, der opgøres ud fra en række socioøkonomiske kriterier, jf. stk. 6. En regions socioøkonomiske udgiftsbehov pr. indbygger opgøres som regionens socioøkonomiske indeks ganget med et landsgennemsnitlige beløb pr. indbygger. Det landsgennemsnitlige beløb pr. indbygger opgøres som den del af de samlede udgifter, der jf. stk. 2 henføres til det socioøkonomiske udgiftsbehov, divideret med indbyggertallet i hele landet. Indbyggertallet i hele landet opgøres i denne forbindelse som summen af indbyggertallet i de fem regioner.

I stk. 6 fastlægges det hvilke socioøkonomiske kriterier, der indgår ved beregning af en regions socioøkonomiske indeks, og hvordan disse kriterier sammenvejes. De socioøkonomiske kriterier indgår i udligningen som nogle såkaldte paraplyvariable, der skal beskrive nogle mere omfattende årsagssammenhænge. Der er således ikke nødvendigvis en direkte sammenhæng mellem den enkelte variabel og udgifterne til sundhedsvæsenet, men den pågældende variabel kan alligevel være et udtryk for nogle socioøkonomiske forhold, som også indebærer en belastning af sundhedsvæsenet.

Med hensyn til kriteriet ”antal børn af enlige forsørgere”, jf. stk. 6, nr. 1, skal det bemærkes, at dette kriterium ikke skal tages som udtryk for, at børn af enlige forsørgere belaster sundhedsvæsenet mere end andre børn, men kriteriet er et udtryk for en socioøkonomisk struktur i et område. Der er således en sammenhæng mellem antallet af børn af enlige forsørgere i et område og dette områdes belastning af sundhedsvæsenet. Antallet af børn af enlige forsørgere kan derfor anvendes som mål for nogle mere komplekse socioøkonomiske sammenhænge, som fører til belastning af sundhedsvæsenet. Derfor indgår denne variabel i opgørelsen af det regionale udgiftsbehov, ligesom den også hidtil har indgået i opgørelsen af det amtskommunale udgiftsbehov.

Kriteriet antal enlige på 65 år og derover, jf. stk. 6, nr. 2, har hidtil været anvendt i det amtskommunale udgiftsbehov som et mål for belastningen af sundhedsområdet, og det foreslås videreført i opgørelsen af regionernes udgiftsbehov på sundhedsområdet. Af det aldersbetingende udgiftsbehov fremgår det, at forbruget af sundhedsydelser er stigende med alderen. Men det kan herudover påvises, at antallet af enlige ældre har et større forbrug af sundhedsydelser end de ikke-enlige personer i de tilsvarende aldersgrupper. Kriteriet antal enlige på 65 år og derover opfanger dermed en udgiftsbelastning, som ikke vil fremgå af de generelle aldersmæssige kriterier.

Kriteriet antal personer i udlejningsboliger, jf. stk. 6, nr. 3, anvendes på baggrund af undersøgelser, som har påvist en sammenhæng mellem boligform og sandsynligheden for at blive indlagt på sygehus. Det er her vist, at personer, der bor i udlejningsboliger, har en større sandsynlighed for at blive indlagt end personer, som bor i ejerbolig.

Kriteriet antal familier på overførselsindkomst, jf. stk. 6, nr. 4, er anvendt på baggrund af analyser, som har vist en betydeligt højere dødelighed blandt personer på overførselsindkomster end gennemsnittet for personer i de tilsvarende aldersgrupper. Der er generelt påvist en betydelig højere dødelighed for personer ude af erhverv sammenlignet med personer i erhverv. Der er således en statistisk sammenhæng mellem tilknytningen til arbejdsmarkedet og helbredstilstanden. I de områder, hvor der er forholdsvis mange familier på overførselsindkomst, vil der således også være et relativt stort pres på sundhedsvæsenet.

Kriteriet beregnet antal tabte leveår, jf. stk. 6, nr. 5, er opgjort ud fra den beregnede middellevetid i de enkelte regioner. Middellevetiden er beregnet som den forventede gennemsnitlige levetid for en 0 årig i regionen, beregnet ud fra de aldersbetingede dødshyppigheder. Den beregnede middellevetid for en person er således uafhængig af aldersfordelingen for befolkningen i regionen. Den forventede middellevetid kan betragtes som et udtryk for sundhedstilstanden – og dermed belastningen af sundhedsvæsenet. I de regioner, hvor middellevetiden er forholdsvis lav, må der således forventes en relativt høj belastning af sundhedsvæsenet.

I opgørelsen af udgiftsbehovet indgår der to kriterier vedrørende psykiatriske patienter. Det drejer sig om antallet af diagnosticerede psykiatriske patienter, jf. stk. 6, nr. 6, og antallet af diagnosticerede psykiatriske patienter med diagnosen skizofreni, jf. stk. 6, nr. 7. Kriteriet er opgjort som antallet af personer med de pågældende diagnoser, som inden for den senest opgjorte 10 årige periode har været i kontakt med det psykiatriske sygehusvæsen. Disse variable er medtaget, fordi der kan konstateres betydelige forskelle i belastningen på det psykiatriske område. Der er således en betydeligt højere belastning på det psykiatriske område i hovedstadsområdet end andre steder i landet. Denne merbelastning kan tilsyneladende ikke forklares ud fra særlige socioøkonomiske forhold i hovedstadsområdet, men skyldes snarere en tendens til, at personer med psykiske lidelser søger mod hovedstadsområdet. Det skal endvidere bemærkes, at der til måling af udgiftsbehovet på dette område anvendes to kriterier, som er delvis overlappende, men at kriterierne hver især indgår med en lav vægt. Når der ud over kriteriet antal diagnosticerede psykiatriske patienter også anvendes kriteriet antal diagnosticerede psykiatriske patienter med diagnosen skizofreni skyldes det, at de skizofrene patienter må betragtes som en særlig tung patientgruppe inden for psykiatrien med et meget højt antal sengedage pr. indskrivning. Der er således grund til at lægge særlig vægt på denne patientgruppe ved opgørelsen af udgiftsbehovet på det psykiatriske område.

Kriteriet antal indbyggere på øer uden fast forbindelse, jf. stk. 6, nr. 8, skal tages som udtryk for, at der kan være særlige udgifter forbundet ved at skulle varetage sygehusbetjeningen og det øvrige sundhedsvæsen på øer. Det skal i den forbindelse specielt bemærkes, at staten gennem en årrække har ydet et særligt tilskud til Bornholms Amtskommune som kompensation for, at Bornholm indtil 1994 havde fri indlæggelsesret på Rigshospitalet. I forbindelse med etableringen af Bornholms Kommune i 2003 blev dette tilskud omlagt til et tilskud efter udligningslovens § 22, og der blev yderligere overført et beløb til tilskuddet til Bornholms Kommune som følge af, at kommunen blev undtaget fra den såkaldte bonuspuljeordning vedrørende Rigshospitalet. I forbindelse med omlægningerne af de kommunale udligningsordninger som følge af strukturreformen, vil tilskuddet til Bornholms Kommune blive reduceret med den del af tilskuddet, der er ydet med henblik på finansiering af sundhedsvæsenet.

Med udgiftsbehovskriteriet antal indbyggere på øer uden fast forbindelse vil der dog blive taget højde for de særlige udgiftsbehov ved at skulle varetage sygehusbetjeningen af Bornholm, ligesom der også vil blive taget højde for udgiftsbehovet vedrørende de øvrige øer i landet.

Kriteriet gennemsnitlig rejsetid til 18.000 indbyggere, jf. stk. 6, nr. 9, vedrører den geografiske struktur belyser udkantsforholdene i en region, opgjort som den gennemsnitlige rejsetid for indbyggerne til at dække et område, hvor der bor 18.000 indbyggere. Den gennemsnitlige rejsetid vil således være betydeligt højere i tyndt befolkede områder end i byområder. Den gennemsnitlige rejsetid beregnes i en såkaldt GIS-model, som er et geografisk informationssystem, hvor den geografiske placering af befolkningens adresser og vejnettet mv. er indkodet. Kriteriet sigter mod at tage højde for særlige udgiftsforhold forbundet med tyndt befolkede områder.