LBK nr 958 af 22/06/2022
Digitaliseringsministeriet
Bekendtgørelse af lov om radioudstyr og elektromagnetiske forhold § 36
Sikkerhedsstyrelsen kan som led i kontrollen med overholdelsen af loven og regler fastsat i medfør heraf udtage ethvert apparat eller radioudstyr, herunder ved brug af skjult identitet. Udtagelsen kan foretages uden betaling, eller Sikkerhedsstyrelsen kan kræve udgiften refunderet, hvis udtagelsen af apparatet eller radioudstyret har nødvendiggjort en betaling.
Stk. 2. En erhvervsdrivende, som udgør et led i omsætningen af et apparat eller radioudstyr, er forpligtet til at indsende eller udlevere apparatet eller radioudstyret til kontrol på Sikkerhedsstyrelsens anmodning, jf. stk. 1. Den erhvervsdrivende, som apparatet eller radioudstyret udtages fra, skal afholde udgiften til eventuel fragt til den lokalitet, Sikkerhedsstyrelsen anviser.
Stk. 3. Sikkerhedsstyrelsen kan foretage eller få foretaget tekniske undersøgelser af apparater og radioudstyr udtaget i medfør af stk. 1. Sikkerhedsstyrelsen kan kræve omkostninger forbundet med de eksterne tekniske undersøgelser refunderet af den erhvervsdrivende, der træffes afgørelse over for i forbindelse med undersøgelsen, jf. § 38, stk. 1.
Stk. 4. Sikkerhedsstyrelsen kan indhente erklæringer fra sagkyndige, som styrelsen skønner nødvendige for at kunne træffe afgørelse. Sikkerhedsstyrelsen kan kræve omkostninger forbundet med indhentelse af erklæringer fra sagkyndige refunderet af den erhvervsdrivende, der træffes afgørelse over for i forbindelse med undersøgelsen, jf. § 38, stk. 1.
Forarbejder til Bekendtgørelse af lov om radioudstyr og elektromagnetiske forhold § 36
RetsinformationDen foreslåede bestemmelse i § 36 fastsætter, at Energistyrelsen kan medtage apparater eller radioudstyr hos fabrikanter, importører og distributører, og at styrelsen kan bede disse om at sende apparater eller radioudstyr.
Det foreslåede stk. 1 er en ny bestemmelse i forhold til den gældende lov om radio- og teleterminaludstyr og elektromagnetiske forhold, hvorefter Energistyrelsen kan medtage apparater eller radioudstyr hos fabrikanter eller importøren uden forudgående betaling herfor med henblik på, at styrelsen kan undersøge apparatet eller radioudstyret nærmere.
Energistyrelsen vil kun medtage eksemplarer af apparater eller radioudstyr, hvis det ikke er muligt at gennemføre hele undersøgelsen af apparatet eller radioudstyret på stedet, f.eks. fordi den umiddelbare undersøgelse kombineret med konkrete oplysninger om produktets manglende overensstemmelse, som Energistyrelsen i øvrigt måtte være i besiddelse af, kan indikere, at apparatet eller radioudstyret ikke er i overensstemmelse med de væsentlige krav i de foreslåede bestemmelser i §§ 3 og 17 og regler fastsat i medfør heraf, og at det er nødvendigt med yderligere undersøgelser. Sådanne undersøgelser kan sjældent gennemføres på stedet. Det kan i den forbindelse være nødvendigt for Energistyrelsen at få apparatet eller radioudstyret undersøgt et andet sted, f.eks. på et testlaboratorium.
Energistyrelsen kan også finde det nødvendigt at medtage et eksemplar af et apparat eller radioudstyr hos en fabrikant eller en importør, hvor styrelsen forinden hos en distributør har undersøgt et tilsvarende apparat eller radioudstyr og efter denne undersøgelse finder, at der er behov for at undersøge apparatet eller radioudstyret nærmere. Distributøren har i medfør af den foreslåede bestemmelse i § 33, stk. 2, pligt til at oplyse, hvem der har leveret apparatet eller radioudstyret. Konkrete oplysninger om et apparat eller radioudstyrs manglende overensstemmelse med reglerne, som Energistyrelsen har fået, herunder fra myndigheder i andre EU-medlemsstater, kan ligeledes give styrelsen grund til at medtage et apparat eller radioudstyr fra en fabrikant eller en importør.
Energistyrelsen vil alene hos en fabrikant eller importør kunne medtage apparater eller radioudstyr, som kan siges at være bragt i omsætning, f.eks. hvor der allerede findes et tilsvarende produkt fra samme serie i distributørernes butikker. Et apparat eller radioudstyr er bragt i omsætning, når det er muligt at købe det. Det er i den forbindelse tilstrækkeligt, at det f.eks. er muligt på en hjemmeside at bestille og betale apparatet eller radioudstyret. Hvis der findes apparater eller radioudstyr på et lager, som af en erhvervsdrivende ikke anses som bragt i omsætning, skal de være tydeligt afmærkede i forhold til øvrige produkter på lageret.
Efter det foreslåede stk. 5, returnerer Energistyrelsen apparatet eller radioudstyret efter undersøgelsen. Efter det foreslåede stk. 6 kan fabrikanten eller importøren i stedet for at få apparatet eller radioudstyret retur vælge at få refunderet apparatets eller radioudstyrets værdi, hvis visse forudsætninger er opfyldt.
Lader fabrikanten eller importøren ikke Energistyrelsen medtage et apparat eller radioudstyr, kan styrelsen efter det foreslåede stk. 7 over for den pågældende nedlægge forbud mod, at apparatet eller radioudstyret bringes i omsætning, eller give den pågældende påbud om at trække apparatet eller radioudstyret tilbage fra markedet eller kalde det tilbage.
Det foreslåede stk. 2 er en ny bestemmelse, hvorefter Energistyrelsen i stedet for at føre tilsyn på stedet, jf. den foreslåede bestemmelse i § 35, stk. 1, eller i stedet for at medtage apparater eller radioudstyr efter det foreslåede stk. 1, kan anmode en fabrikant eller en importør om uden forudgående betaling at sende et eksemplar af et apparat eller radioudstyr til Energistyrelsen med henblik på nærmere undersøgelse. Bestemmelsen udelukker ikke, at fabrikanten eller importøren i stedet for at sende apparatet eller radioudstyret vælger at aflevere et eksemplar til styrelsen. Styrelsen undersøger, om apparatet eller radioudstyret overholder de krav, som er beskrevet under fabrikantens forpligtelser. Det vil f.eks. sige, om der er sat CE-mærke på apparatet eller radioudstyret, og om der følger en brugsanvisning med, men det kan også være en undersøgelse af, om apparatet eller radioudstyret er i overensstemmelse med de væsentlige krav i de foreslåede bestemmelser i §§ 3 og 17 og regler fastsat i medfør heraf.
Det kan være hensigtsmæssigt at anvende bestemmelsen, hvor der f.eks. ikke er lokaliteter, som er offentligt tilgængelige, fordi apparatet eller radioudstyret alene sælges via internettet, og hvor Energistyrelsen således ikke umiddelbart har mulighed for at kontrollere apparatet eller radioudstyret på stedet.
Energistyrelsen vil alene kunne kræve, at en fabrikant eller importør sender et apparat eller radioudstyr, som kan siges at være bragt i omsætning, f.eks. hvor der allerede findes et tilsvarende produkt fra samme serie i distributørernes butikker.
Fremsendelsen til Energistyrelsen skal ske, uden at styrelsen forudgående skal betale herfor. Styrelsen returnerer dog apparatet eller radioudstyret efter undersøgelsen efter det foreslåede stk. 5 og refunderer omkostningerne til forsendelsen efter det foreslåede stk. 4. Efter det foreslåede stk. 6 kan fabrikanten eller importøren i stedet for at få apparatet eller radioudstyret retur vælge at få refunderet apparatets eller radioudstyrets værdi, hvis visse forudsætninger er opfyldt.
Undlader fabrikanten eller importøren at sende apparatet eller radioudstyret til Energistyrelsen, kan styrelsen efter det foreslåede stk. 7 nedlægge forbud mod, at fabrikanten eller importøren bringer apparatet eller radioudstyret i omsætning, eller give fabrikanten eller importøren påbud om at trække apparatet eller radioudstyret tilbage fra markedet eller kalde det tilbage.
Det foreslåede stk. 3 er en ny bestemmelse, som fastsætter, at hvis det ikke er muligt for Energistyrelsen at medtage et apparat eller radioudstyr hos en fabrikant eller en importør efter det foreslåede stk. 1, eller at få tilsendt dette efter det foreslåede stk. 2, kan styrelsen i medfør af denne bestemmelse i stedet tage apparatet eller radioudstyret med fra en distributør eller bede en distributør om at sende det til styrelsen. Bestemmelsen udelukker ikke, at distributøren i stedet for at sende apparatet eller radioudstyret vælger at aflevere et eksemplar til styrelsen.
Det kan være hensigtsmæssigt at anvende bestemmelsen, hvis fabrikanten eller importøren f.eks. ikke længere er i besiddelse af et apparat eller radioudstyr, som er identisk med det, som styrelsen ønsker at undersøge.
Fremsendelsen til Energistyrelsen skal ske, uden at styrelsen forudgående skal betale herfor. Styrelsen returnerer dog apparatet eller radioudstyret efter undersøgelsen efter det foreslåede stk. 5 og refunderer omkostningerne til forsendelsen efter det foreslåede stk. 4. Efter det foreslåede stk. 6 kan distributøren i stedet for at få apparatet eller radioudstyret retur vælge at få refunderet apparatets eller radioudstyrets værdi, hvis visse forudsætninger er opfyldt.
Undlader distributøren at sende apparatet eller radioudstyret til Energistyrelsen, kan styrelsen efter det foreslåede stk. 7 nedlægge forbud mod, at distributøren gør apparatet eller radioudstyret tilgængeligt på markedet, eller give fabrikanten eller importøren påbud om at trække apparatet eller radioudstyret tilbage fra markedet eller kalde det tilbage.
Det foreslåede stk. 4 er en ny bestemmelse, som fastsætter, at Energistyrelsen refunderer de udgifter, som fabrikanten, importøren eller distributøren kan dokumentere at have afholdt i forbindelse med fremsendelsen efter stk. 2 eller 3. Ved udgifter i forbindelse med fremsendelse til styrelsen forstås udgifter til porto eller tilsvarende. Hvor styrelsen efter de foreslåede stk. 1 eller 3 har medtaget et apparat eller radioudstyr, har fabrikanten, importøren eller distributøren ikke afholdt udgifter, som styrelsen efter den foreslåede bestemmelse refunderer.
Det foreslåede stk. 5 er en ny bestemmelse, som fastsætter, at når Energistyrelsen har undersøgt et apparat eller radioudstyr, som styrelsen har medtaget eller fået tilsendt, returnerer styrelsen i medfør af den foreslåede bestemmelse apparatet eller radioudstyret til fabrikanten, importøren eller distributøren. Energistyrelsen har ikke købt det pågældende apparat eller radioudstyr af fabrikanten, importøren eller distributøren, og det er derfor fortsat den pågældendes ejendom.
Det foreslåede stk. 6 er en ny bestemmelse, som fastsætter, at fabrikanten, importøren eller distributøren i stedet for at få apparatet eller radioudstyret retur kan anmode om at få dets værdi refunderet af styrelsen, hvis forudsætningerne herfor er opfyldt. Ved værdi forstås den omkostning, som den erhvervsdrivende har haft ved produktets fremstilling eller erhvervelse. I forhold til erhvervelse vil der være tale om den erhvervsdrivendes købspris, men ikke øvrige omkostninger i forbindelse med erhvervelsen.
Bestemmelsen fastsætter endvidere, at fabrikanten, importøren eller distributøren, hvor et produkt bliver returneret efter det foreslåede stk. 5, kan anmode om at få et eventuelt værditab af produktet refunderet.
Refusion af værdien eller værditabet forudsætter for det første, at fabrikanten, importøren eller distributøren kan dokumentere værdien eller værditabet over for Energistyrelsen, jf. det foreslåede nr. 1.
En fabrikant skal således over for Energistyrelsen dokumentere omkostningen ved at fremstille det pågældende produkt, og en importør eller distributør vil skulle dokumentere købsprisen. I disse tilfælde refunderer Energistyrelsen den fulde værdi af det fysiske produkt forudsat, at betingelserne i de foreslåede nr. 2 og 3 er opfyldte, og styrelsen returnerer ikke produktet.
Hvis apparatet eller radioudstyret kan gøres tilgængeligt på markedet, men med en reduceret værdi, skal fabrikanten, importøren eller distributøren over for Energistyrelsen dokumentere produktets værditab. Det forholdsmæssig værditab vil i disse tilfælde blive refunderet af styrelsen, og styrelsen vil returnere produktet efter det foreslåede stk. 5.
Udgangspunktet for beregningen af værditabet vil fortsat være omkostningerne ved fremstillingen eller erhvervelsen med en reduktion svarende til værditabet. Hvor f.eks. en fabrikant kan dokumentere alene at kunne sælge et apparat til en distributør for en pris, der ligger 20 procent under den pris, som et af fabrikantens tilsvarende apparater ville kunne sælges for, vil værditabet af produktet være på 20 procent. Energistyrelsen vil således returnere produktet og refundere værditabet på 20 procent af omkostningen ved fremstillingen eller erhvervelsen.
Ved fastlæggelse af et produkts værdi eller dets værditab tages der alene udgangspunkt i det fysiske produkt. Udgifter eller tab i forbindelse med brudt emballage eller lignende vil således ikke indgå i beregningen eller fastlæggelsen af produktets værdi eller dets værditab.
Refusion af værdien eller værditabet forudsætter for det andet, at Energistyrelsen ikke finder grundlag for at træffe afgørelse om, at apparatet eller radioudstyret ikke er i overensstemmelse med loven og regler fastsat i medfør heraf, jf. det foreslåede nr. 2. Der vil her være tale om, at Energistyrelsen træffer afgørelse efter de foreslåede bestemmelser i §§ 38, 39 og 41.
Refusion af værdien forudsætter endelig som det tredje, at apparatet eller radioudstyret efter Energistyrelsens vurdering ikke er egnet til efterfølgende at blive solgt eller på anden måde blive gjort tilgængeligt på markedet, jf. det foreslåede nr. 3. Det kan f.eks. være, hvor apparatet eller radioudstyret ved undersøgelsen er blevet skilt ad, og det ikke er muligt at samle det igen.
Hvor apparatet eller radioudstyret efter Energistyrelsen vurdering kan gøres tilgængeligt på markedet efter styrelsens undersøgelse, men med en reduceret værdi dokumenteret efter det forslåede nr. 1, forudsætter en refusion af værditabet, at Energistyrelsen har foretaget undersøgelser af produktet, som kan have medført værditab.
Det foreslåede stk. 7 viderefører delvist § 17, stk. 2, nr. 1 og 3, i den gældende lov om radio- og teleterminaludstyr og elektromagnetiske forhold, hvorefter Energistyrelsen ved manglende overholdelse af loven og regler fastsat i medfør heraf kan meddele påbud om tilbagetrækning af radioudstyr, teleterminaludstyr, apparater og faste anlæg fra markedet, herunder påbud om annoncering med henblik på tilbagetrækning fra markedet, eller nedlægge forbud mod markedsføring.
Der foreslås dog en ændring i terminologien således, at et påbud om tilbagetrækning i stedet betegnes som et påbud om tilbagekaldelse, og et forbud mod markedsføring i stedet betegnes som et forbud mod at bringe apparater eller radioudstyr i omsætning eller at gøre disse tilgængelige. Der er alene tale om en tilpasning af terminologien til den, som anvendes i EMC-direktivet og radioudstyrsdirektivet, hvor der bl.a. ikke længere gøres brug af begrebet markedsføring, men om, at produkter bringes i omsætning eller gøres tilgængelige på markedet. Indholdsmæssigt svarer de to former for afgørelser til afgørelserne i den gældende lov.
Det foreslås fastsat som noget nyt, at hvis en fabrikant, importør eller distributør ikke lader Energistyrelsen medtage et apparat eller radioudstyr i medfør af de foreslåede stk. 1 eller 3, eller hvor en fabrikant, importør eller distributør ikke sender et eksemplar af et apparat eller radioudstyr, som Energistyrelsen har anmodet om efter de foreslåede stk. 2 eller 3, kan Energistyrelsen træffe afgørelse over for fabrikanten, importøren eller distributøren.
Efter det foreslåede stk. 7, nr. 1, kan Energistyrelsen forbyde, at en fabrikant eller en importør bringer et apparat eller radioudstyr i omsætning, eller at en distributør gør et apparat eller radioudstyr tilgængeligt på markedet. Det vil indebære, at den pågældende forbydes at sælge apparatet eller radioudstyret eller på anden vis stille det til rådighed for andre.
Efter det foreslåede nr. 2 kan Energistyrelsen som noget nyt give en fabrikant, en importør eller en distributør påbud om at trække et apparat eller radioudstyr tilbage fra markedet. Det vil sige, at den pågældende skal sikre, at det ikke er muligt for en bruger eller andre erhvervsdrivende at købe eller på anden måde erhverve det pågældende apparat eller radioudstyr. Det kan f.eks. betyde, at en fabrikant skal sørge for, at salget af dennes apparat eller radioudstyr bliver standset hos alle distributører, og fabrikanten kan være nødt til at få tilbageleveret disse fra distributørerne for at sikre, at apparaterne eller radioudstyret bliver bragt i orden. Påbuddet medfører samtidig, at fabrikanten, importøren eller distributøren forbydes at gøre tilsvarende apparater eller radioudstyr tilgængelige på markedet.
Efter det foreslåede nr. 3 kan Energistyrelsen give en fabrikant, en importør eller en distributør påbud om at kalde et apparat eller radioudstyr tilbage, hvilket har til formål at sikre, at apparater eller radioudstyr, der er solgt til brugere, returneres. Den pågældende skal således sikre, at alle apparater eller radioudstyr af den pågældende type, som allerede er solgt eller på anden vis stillet til rådighed for brugerne og andre, så vidt muligt leveres tilbage til fabrikanten, importøren eller distributøren. Påbuddet medfører samtidig, at fabrikanten, importøren eller distributøren forbydes at gøre tilsvarende apparater eller radioudstyr tilgængelige på markedet. Det kan af påbuddet fremgå, hvordan dette skal efterkommes. Der kan være tale om indrykning af annoncer i dagblade, hvori apparatet eller radioudstyret kaldes tilbage, opslag i butikker, e-mails til kunder eller offentliggørelse af en pressemeddelelse. Det kan også være en kombination af flere tiltag.
Energistyrelsen vil på baggrund af en proportionalitetsvurdering træffe afgørelse om den mindst indgribende foranstaltning over for fabrikanten, importøren eller distributøren, som er tilstrækkeligt for at afhjælpe den manglende overholdelse af reglerne.
Den afgørelse, som måtte være blevet truffet efter nr. 1-3, vil efterfølgende blive ophævet, hvis fabrikanten, importøren eller distributøren sender eller afleverer apparatet eller radioudstyret til Energistyrelsen. Energistyrelsen vil herefter i medfør af de foreslåede bestemmelser i §§ 38 og 41 kunne træffe en ny afgørelse, hvis det på baggrund af oplysningerne viser sig, at apparatet eller radioudstyret ikke er i overensstemmelse med reglerne.
Efterkommer fabrikanten, importøren eller distributøren ikke Energistyrelsens forbud eller påbud efter stk. 7, nr. 1-3, kan det straffes med bøde, jf. de foreslåede bestemmelser i § 47, stk. 1, nr. 4 eller 5.