Bekendtgørelse af lov om radioudstyr og elektromagnetiske forhold § 33a

Den foreslåede bestemmelse i § 33 fastsætter, hvilke oplysninger Energistyrelsen og Teleklagenævnet kan kræve og af hvem.

Den foreslåede bestemmelse i stk. 1 viderefører delvist bestemmelsen i § 20 i den gældende lov om radio- og teleterminaludstyr og elektromagnetiske forhold, hvorefter Energistyrelsen kan kræve alle oplysninger, herunder materiale af teknisk eller statistisk karakter, som findes nødvendigt for administrationen af loven.

Det foreslås i modsætning til § 20 i den gældende lov at indsætte Teleklagenævnet i bestemmelsen, og det foreslås som noget nyt, at Energistyrelsen og Teleklagenævnet kan kræve oplysningerne ved begrundet anmodning. Herudover foreslås som noget nyt, at kredsen af de, som er forpligtede til at give oplysninger, opregnes i bestemmelsen.

Teleklagenævnet indsættes i bestemmelsen, idet nævnet forventes at have samme behov for oplysninger i forbindelse med dets behandling af klager, som Energistyrelsen har i forbindelse med sin sagsbehandling. Ved at indsætte, at oplysningerne kan kræves ved begrundet anmodning, understreges det, at anvendelsen af den foreslåede bestemmelse begrænses i overensstemmelse med almindelige forvaltningsretlige principper således, at der kun vil blive krævet oplysninger i nødvendigt omfang, og ved konkret at nævne, hvilke erhvervsdrivende m.fl. der kan kræves oplysninger fra, gøres det tydeligt, hvem der er omfattet af bestemmelsen.

Bestemmelsen fastsætter, at Energistyrelsen og Teleklagenævnet kan kræve oplysninger til brug for administration af loven. Ved administration forstås ikke kun oplysninger, som skal bruges i forbindelse med styrelsens tilsyn efter den foreslåede bestemmelse i § 33, hvorefter styrelsen kontrollerer, om loven og regler fastsat i medfør heraf overholdes, eller oplysninger, som Teleklagenævnet har brug for i forbindelse med dets konkrete sagsbehandling. Bestemmelsen kan også bruges til at kræve mere generelle oplysninger, f.eks. vedrørende de erhvervsdrivendes tilgængeliggørelse af produkter eller brugeres anvendelse heraf, men som ikke specifikt relaterer sig til et bestemt produkt, og som ikke skal bruges til at vurdere, om loven eller regler fastsat i medfør heraf er overholdt. Det vil særligt være Energistyrelsen, som kan have behov for at kræve oplysninger, som er til brug for andet end tilsyn.

Bestemmelsen sikrer, at Energistyrelsen og Teleklagenævnet kan få de nødvendige oplysninger til udførelse af såvel tilsynsarbejdet som den generelle administration af loven. Energistyrelsen vil efter den foreslåede bestemmelse hovedsageligt kræve oplysninger, som er til brug for tilsyn og afgørelser. Det kan f.eks. være, at styrelsen har brug for at få tilsendt en kopi af en EU-overensstemmelseserklæring eller kopi af dele af en teknisk dokumentation.

Oplysninger, som er til brug for anden administration af loven, kan bl.a. være oplysninger, som skal videregives til Europa-Kommissionen, eller oplysninger, som skal videregives til nationale tilsynsmyndigheder i en anden EU-medlemsstat i forbindelse med dennes behandling af en konkret tilsynssag, jf. artikel 24 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 765/2008 af 9. juli 2008 om kravene til akkreditering og markedsovervågning i forbindelse med markedsføring af produkter og om ophævelse af Rådets forordning (EØF) nr. 339/93, der fastlægger principperne for samarbejdet mellem Europa-Kommissionen og EU-medlemsstaterne. Energistyrelsen vil, inden styrelsen videregiver oplysninger til Europa-Kommissionen eller en national tilsynsmyndighed i en anden EU-medlemsstat, orientere den, som har givet oplysningerne, om det, medmindre det allerede følger af begrundelsen, at styrelsen kræver oplysningerne med henblik på at videregive disse.

Energistyrelsen vil endvidere orientere Europa-Kommissionen eller den nationale tilsynsmyndighed i den anden EU-medlemsstat, hvis de oplysninger, som videregives, efter dansk ret betragtes som fortrolige, f.eks. hvis der er tale om oplysninger, som er undtaget fra aktindsigt efter offentlighedsloven.

De erhvervsdrivende, som er nævnt i stk. 1 er fabrikanter, bemyndigede repræsentanter, importører og distributører, som defineret i den foreslåede bestemmelse i § 2, stk. 1, nr. 7. Det vil afhænge af det pågældende formål med oplysningerne eller materialet, hvem dette vil blive krævet af. I en tilsynssag, hvor Energistyrelsen f.eks. har brug for at undersøge, om der gøres radioudstyr tilgængeligt på markedet, som ikke er i overensstemmelse med kravene i lovforslaget, vil Energistyrelsen kunne kræve oplysninger af en erhvervsdrivende.

Oplysningspligten vil hovedsagligt påhvile fabrikanter og deres bemyndigede repræsentanter, importører, distributører, fabrikanter af og ansvarlige for installationen af faste anlæg samt udbydere af offentlige elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester. Kun i sjældnere tilfælde forventes der at være behov for at kræve oplysninger af de ansvarlige for anvendelsen af apparater, faste anlæg eller radioudstyr. Det vil dog f.eks. kunne forekomme i forbindelse sager om forstyrrelser. En ansvarlig for anvendelsen vil som udgangspunkt være ejeren, men det kan også tænkes, at et fast anlæg f.eks. er lejet eller leaset, så den ansvarlige for anvendelsen ikke er ejeren, men derimod lejeren.

Det er ikke hensigten at pålægge de forpligtede unødige administrative byrder, ligesom en anmodning om oplysninger eller materiale ud over en begrundelse skal indeholde oplysning om det formål, som oplysningerne eller materialet skal anvendes til. Der ligger heri også, at Energistyrelsen eller Teleklagenævnet ikke kan anmode om oplysninger fra f.eks. en erhvervsdrivende, som går videre end det, den erhvervsdrivende efter lovforslaget er forpligtet til eller kan forventes at være i besiddelse af.

Modtager Energistyrelsen ikke de oplysninger, som styrelsen kræver efter denne bestemmelse, vil styrelsen kunne træffe afgørelse efter den foreslåede bestemmelse i § 34 om bl.a. forbud mod at tilgængeliggøre de apparater eller det radioudstyr, som oplysningerne vedrører, eller påbud om at fremlægge oplysningerne eller materialet.

Energistyrelsens eventuelle offentliggørelse af oplysninger og materiale, som styrelsen har modtaget, vil til enhver tid være begrænset af de almindelige regler om tavshedspligt for virke i offentlig tjeneste.

Derudover gælder det almindelige forbud mod selvinkriminering, der bl.a. kan udledes af artikel 6, stk. 1, i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, hvorefter en person, som er anklaget for en forbrydelse, har ret til ikke at udtale sig om den påståede forbrydelse og til ikke at blive tvunget til at medvirke til at opklare den.

Dette indebærer som udgangspunkt ingen begrænsninger i forhold til at anvende dette lovforslags bestemmelser om udøvelse af almindelig forudgående eller efterfølgende tilsyns- og kontrolvirksomhed.

Det følger imidlertid af § 10, stk. 1, i lov om retssikkerhed ved forvaltningens anvendelse af tvangsindgreb og oplysningspligter med senere ændringer (retssikkerhedsloven), at har Energistyrelsen eller Teleklagenævnet en konkret mistanke om, at en enkeltperson eller en juridisk person har begået en overtrædelse af lovforslaget, der kan medføre straf, kan den foreslåede bestemmelse ikke anvendes til at kræve, at den pågældende fremlægger oplysninger eller foretager undersøgelser, medmindre det kan udelukkes, at de oplysninger, som søges tilvejebragt, kan have betydning for bedømmelsen af den formodede overtrædelse. En mistænkt må ikke pålægges at give oplysninger om, at vedkommende har begået noget strafbart. Energistyrelsen og Teleklagenævnet må i disse tilfælde overlade sagen til politiets efterforskning.

Den foreslåede bestemmelse gennemfører EMC-direktivets artikel 7, stk. 9, 1. pkt., artikel 8, stk. 2, litra b, artikel 9, stk. 8, 1. pkt., artikel 10, stk. 5, 1. pkt. samt artikel 19, stk. 3, og radioudstyrsdirektivets artikel 10, stk. 12, 1. pkt., artikel 11, stk. 2, litra b, artikel 12, stk. 9, 1. pkt. samt artikel 13, stk. 5, 1. pkt.

Det foreslåede stk. 2 er en ny bestemmelse, hvorefter erhvervsdrivende på Energistyrelsens anmodning skal give styrelsen oplysninger, der identificerer enhver anden erhvervsdrivende, som har leveret et apparat eller radioudstyr til dem, eller oplysninger, der identificerer enhver anden erhvervsdrivende, som de har leveret et apparat eller radioudstyr til.

Bestemmelsen fastsætter, at det alene drejer sig om oplysninger, som vedrører de seneste 10 år. Der fastlægges med bestemmelsen en pligt for de erhvervsdrivende til at sikre, at de kan stille oplysningerne til rådighed for styrelsen, indtil oplysningerne er 10 år gamle. Identifikationen af den erhvervsdrivende kan f.eks. ske ved fremlæggelse af fakturaer, men der er f.eks. ikke pligt til at føre et register over de pågældende erhvervsdrivende. Det fremgår af betragtning 25 til EMC-direktivet og betragtning 37 til radioudstyrsdirektivet, at de erhvervsdrivende i den nævnte 10-årsperiode ikke er forpligtede til at ajourføre oplysningerne vedrørende de andre erhvervsdrivende.

De erhvervsdrivende, som skal kunne give disse oplysninger til styrelsen, er fabrikanten, importøren eller distributøren. Styrelsen vil dog også kunne anmode en bemyndiget repræsentant om at give oplysningerne på vegne af fabrikanten, jf. den foreslåede definition i § 2, stk. 1, nr. 7. Bestemmelsen har til formål at gøre det muligt at fastslå identiteten på erhvervsdrivende, som har gjort apparater og radioudstyr, der ikke er i overensstemmelse med reglerne, tilgængelige på markedet. Dette vil gøre tilsynet med bestemmelsernes overholdelse mere effektivt, idet det kan medvirke til, at apparater og radioudstyr kan spores gennem hele forsyningskæden.

Udover at fastlægge en pligt for den erhvervsdrivende til at kunne stille oplysningerne til rådighed for Energistyrelsen, fastsætter bestemmelsen samtidig en begrænsning for, hvor langt tilbage i tiden styrelsen kan kræve oplysninger af denne art. Det foreslås endvidere fastsat, at det alene er Energistyrelsen, som kan kræve disse oplysninger. Bestemmelsen fungerer således som en undtagelse til det foreslåede stk. 1.

Det foreslåede stk. 2 gennemfører EMC-direktivets artikel 12 og radioudstyrsdirektivets artikel 15.

Det foreslåede stk. 3 viderefører delvist § 12, stk. 2, i bekendtgørelse om radio- og teleterminaludstyr og elektromagnetiske forhold, hvorefter den ansvarlige for markedsføringen eller installationen af et fast anlæg, så længe det faste anlæg er i drift, skal kunne fremlægge den tekniske dokumentation, hvis Energistyrelsen anmoder om det. Dokumentationen skal fremlægges inden for 10 arbejdsdage.

Det foreslås i modsætning til § 12, stk. 2, i den gældende bekendtgørelse, at der ikke i bestemmelsen fastsættes en frist, inden for hvilken dokumentationen skal være fremlagt. En sådan frist vil blive fastsat af Energistyrelsen i forbindelse med en anmodning om fremlæggelse af dokumentationen.

Det foreslås i stk. 3 fastsat, at Energistyrelsen af fabrikanter af faste anlæg eller ansvarlige for installationen heraf kan kræve, at disse fremlægger dokumentation som nævnt i den foreslåede bestemmelse i § 14, stk. 2, for, at den gode tekniske praksis i den foreslåede bestemmelse i § 14, stk. 1, er fulgt. Det vil ligesom i den gældende bestemmelse være en betingelse for, at Energistyrelsen kan anmode om dokumentationen, at det faste anlæg er i drift. Det foreslås herudover fastsat, at Energistyrelsen kun kan anmode om dokumentationen, hvis der er tegn på, at det faste anlæg ikke er i overensstemmelse med kravene i den foreslåede bestemmelse i § 14, stk. 1.

For så vidt angår betingelsen om, at det faste anlæg skal være i drift, er det ikke et krav, at anlægget er permanent tilsluttet og tændt. Et anlæg, som f.eks. tændes med jævne mellemrum, men ind imellem er slukket, vil blive betragtet som værende i drift. Derimod vil et anlæg, som endnu ikke har været tændt første gang, ikke blive betragtet som værende i drift, og det samme gør sig gældende for anlæg, som er slukket permanent uden intention om at skulle tændes igen.

For så vidt angår betingelsen om, at der skal være tegn på, at det faste anlæg ikke er i overensstemmelse med kravene i den foreslåede bestemmelse i § 14, stk. 1, kan der være tale om, at der er klaget over eller konstateret forstyrrelser, som kan stamme fra det faste anlæg.

Det skal i dokumentationen være nærmere beskrevet, hvordan det faste anlæg er installeret i overensstemmelse med god teknisk praksis og under iagttagelse af oplysningerne om dets komponenters tilsigtede anvendelse, så det godtgøres, at anlægget er i overensstemmelse med de væsentlige krav, jf. § 14, stk. 1. Pligten til at dokumentere overensstemmelsen består, så længe det faste anlæg er i drift.

Den foreslåede bestemmelse gennemfører EMC-direktivets artikel 19, stk. 2.

Det foreslåede stk. 4 er en ny bestemmelse, hvorefter Energistyrelsen bemyndiges til at fastsætte regler om, at fabrikanter af radioudstyr og programmel skal give oplysninger til styrelsen og Europa-Kommissionen om, hvordan påtænkte kombinationer af deres radioudstyr og programmel er i overensstemmelse med de væsentlige krav i § 17 og regler fastsat i medfør heraf. Programmel er programmer eller software, som kan indlæses i radioudstyr. Disse regler vil blive fastsat, hvis Europa-Kommissionen træffer afgørelse om, at fabrikanter skal afgive disse oplysninger for specifikke kategorier af radioudstyr.

Fabrikanter skal konstruere radioudstyr, så eventuelle kombinationer af radioudstyr og programmel er i overensstemmelse med de væsentlige krav. Det fremgår af betragtning 19 til radioudstyrsdirektivet, at gennemsigtigheden skal fremmes, så uafhængige fabrikanter kan udvikle programmel til andre fabrikanters radioudstyr. Europa-Kommissionen kan for at fremme dette træffe afgørelse om, at fabrikanter af radioudstyr og programmel på baggrund af en vurdering af kombinationen af det pågældende radioudstyrs og programmels overensstemmelse med de væsentlige krav skal afgive en udtalelse om overensstemmelsen, der indeholder elementerne i en EU-overensstemmelseserklæring, jf. den foreslåede bestemmelse i § 18, stk. 6, nr. 3. Det kan endelig indgå i Europa-Kommissionens afgørelse, at fabrikantens oplysninger præcist skal identificere det radioudstyr og det programmel, som den pågældende har vurderet, og at oplysningerne løbende skal opdateres.

Den foreslåede bestemmelse gennemfører radioudstyrsdirektivets artikel 4.