Bekendtgørelse af lov om organisering og understøttelse af b...
Gældende
LBK nr 254 af 01/03/2024
Beskæftigelsesministeriet
Ændringer:
20
Bekendtgørelse af lov om organisering og understøttelse af beskæftigelsesindsatsen m.v.
Herved bekendtgøres lov om organisering og understøttelse af beskæftigelsesindsatsen m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 1294 af 20. september 2022, med de ændringer, der følger af § 3 i lov nr. 295 af 20. marts 2023, § 2 i lov nr. 727 af 13 juni 2023 og § 5 i lov nr. 1772 af 28. december 2023.
Loven fastlægger ansvaret for organiseringen og styringen af beskæftigelsesindsatsen efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, lov om aktiv socialpolitik, lov om sygedagpenge, lov om kompensation til handicappede i erhverv m.v. og integrationsloven.
Stk. 2. Loven fastlægger endvidere rammerne for den statslige it-understøttelse af beskæftigelsesindsatsen og for registrering, indberetning og videregivelse af oplysninger om beskæftigelsesindsatsen m.v.
Kommunalbestyrelsen har ansvaret for beskæftigelsesindsatsen, jf. dog kapitel 2 a om arbejdsløshedskassernes ansvar.
Stk. 2. Kommunen kan samarbejde med andre kommuner om en tværkommunal beskæftigelsesindsats og skal drøfte tværkommunalt samarbejde om beskæftigelsesindsatsen i kommunekontaktrådene under KL.
Kommunalbestyrelsen varetager beskæftigelsesindsatsen i jobcentre, jf. §§ 5-8, og i rehabiliteringsteam, jf. §§ 9-12, og har ansvaret for og beslutter, hvordan beskæftigelsesindsatsen skal tilrettelægges, jf. dog kapitel 2 a om arbejdsløshedskassernes ansvar.
Stk. 2. Beskæftigelsesindsatsen omfatter
kommunens opgaver efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats,
beskæftigelsesrettede opgaver over for borgere og virksomheder efter lov om aktiv socialpolitik, lov om sygedagpenge, lov om kompensation til handicappede i erhverv m.v. og integrationsloven og
opgaverne efter stk. 3 og efter regler fastsat i medfør af stk. 4.
Stk. 3. Kommunalbestyrelsen udvikler og styrker indsatsen for at inddrage virksomhederne i indsatsen efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats.
Stk. 4. Beskæftigelsesministeren fastsætter nærmere regler om, hvilke beskæftigelsesrettede opgaver i lov om aktiv socialpolitik, lov om sygedagpenge og integrationsloven der er omfattet af den kommunale beskæftigelsesindsats.
Kommunalbestyrelsen har ansvaret for og varetager opgaver i medfør af artikel 64, stk. 1, litra b, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 883/2004 af 29. april 2004 om koordinering af de sociale sikringsordninger og artikel 55, stk. 2-6, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 987/2009 af 16. september 2009 om de nærmere regler til gennemførelse af forordning (EF) nr. 883/2004 om koordinering af de sociale sikringsordninger.
Stk. 2. En kommunalbestyrelse kan efter aftale helt eller delvis overlade opgaver efter stk. 1 til en anden kommunalbestyrelse, som i et International Citizen Service varetager opgaver efter stk. 1.
Kommunalbestyrelsen skal sørge for, at et jobcenter som en særskilt del af kommunens forvaltning udfører den kommunale beskæftigelsesindsats, jf. §§ 6 og 7.
Stk. 2. Kommunalbestyrelsen kan beslutte, at jobcenteret også varetager andre opgaver.
Jobcenteret varetager beskæftigelsesindsatsen over for borgerne, jf. dog stk. 2-7, §§ 9-12 og kapitel 2 a. I indsatsen skal der være fokus på beskæftigelse, selvforsørgelse og rådighed.
Stk. 2. Kommunalbestyrelsen kan beslutte, at indsatsen over for unge under 30 år uden uddannelse, uanset hvilken ydelse de modtager, kan varetages af en særskilt enhed. Kommunalbestyrelsen kan samtidig beslutte at etablere den særskilte enhed som en tværgående ungeforvaltning.
Stk. 3. Kommunalbestyrelsen kan beslutte, om opfølgningen over for sygedagpengemodtagere i sager, hvor der er en dato for forventet raskmelding, som ligger inden for 8 uger fra første fraværsdag, skal varetages af jobcenteret eller ydelsescenteret.
Stk. 4. Kommunalbestyrelsen kan beslutte, at indsatsen kan varetages af en anden enhed i kommunen, når der udarbejdes en helhedsorienteret plan.
Stk. 5. Kommunalbestyrelsen kan beslutte, at funktionen som gennemgående og koordinerende sagsbehandler for borgere i ressourceforløb og i jobafklaringsforløb, jf. § 36, stk. 3, i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, og for sygemeldte borgere, jf. § 13 d i lov om sygedagpenge, kan overdrages til en anden enhed i kommunen end jobcenteret. Den gennemgående og koordinerende sagsbehandler fra en anden enhed end jobcenteret kan ikke træffe afgørelser efter beskæftigelseslovgivningen, jf. dog stk. 4.
Stk. 6. Kommunalbestyrelsen kan beslutte, at funktionen som koordinerende sagsbehandler, jf. § 36, stk. 1, i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, for personer, der er omfattet af § 6, nr. 3 og 5, i samme lov, kan overdrages til en anden enhed i kommunen end jobcenteret. Den koordinerende sagsbehandler fra en anden enhed end jobcenteret kan dog ikke træffe afgørelser efter beskæftigelseslovgivningen.
Stk. 7. Kommunalbestyrelsen kan beslutte, at funktionen som koordinerende forvaltning, jf. § 19 a i integrationsloven, kan overdrages til en anden forvaltning i kommunen end jobcenteret. Er den koordinerende forvaltning en anden end jobcenteret, kan den dog ikke træffe afgørelse om beskæftigelsesrettede opgaver efter integrationslovgivningen.
Jobcenteret varetager beskæftigelsesindsatsen over for virksomhederne. I indsatsen skal der være fokus på virksomhedsservice, herunder rekruttering af ledige, uddannelse og opkvalificering af nyansatte, der kommer fra ledighed, og fastholdelse af sygemeldte medarbejdere.
Stk. 2. Jobcenteret varetager virksomhedskontakten, som sker i samarbejde mellem kommuner på tværs af kommunegrænser.
Stk. 3. Jobcenteret skal sikre, at virksomhedsservicen koordineres på tværs af kommunegrænser, hvis en virksomhed henvender sig med ønsket om at rekruttere til ordinær eller støttet beskæftigelse, og jobcenteret ikke kan finde en egnet kandidat blandt kommunens ledige. Det samme gælder, hvis en virksomhed med aktiviteter i flere kommuner henvender sig enten direkte til jobcenteret eller gennem det nationale kontaktpunkt, Jobservice Danmark, med et ønske om at rekruttere til ordinær eller støttet beskæftigelse.
Beskæftigelsesministeren fastsætter efter forhandling med KL regler om anvendelse af fælles logo, grafisk design m.v. i kommunikationen med borgere, virksomheder og andre samarbejdsparter.
Stk. 2. Kommunen skal udarbejde en hjemmeside for jobcenteret og skal i den forbindelse bruge de retningslinjer for design og logo, som er fælles for alle jobcentre.
Rehabiliteringsteam m.v.
Opgaver, formål og sammensætning af rehabiliteringsteam
Kommunalbestyrelsen skal oprette et rehabiliteringsteam. Rehabiliteringsteamet er et dialog- og koordineringsforum, som afgiver en indstilling i alle sager, inden der træffes beslutning om og tilkendes ressourceforløb, fleksjob, tilskud til selvstændigt erhvervsdrivende og førtidspension, jf. dog § 17, stk. 3, og § 18, stk. 2, i lov om social pension. Indstillingen skal indeholde rehabiliteringsteamets vurderinger i forhold til borgerens muligheder for at opnå beskæftigelse eller uddanne sig. Herudover afgiver rehabiliteringsteamet indstilling i sager om jobafklaringsforløb efter kapitel 18 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, jf. dog stk. 2, i sygedagpengesager, hvor personen er visiteret til kategori 3 efter § 12 i lov om sygedagpenge, og i sager om ressourceforløb, der forelægges for rehabiliteringsteamet efter § 113, stk. 2, i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats.
Stk. 2. Stk. 1 finder ikke anvendelse for sager om jobafklaringsforløb, når borgeren forventes fuldt raskmeldt inden 8 uger regnet fra tidspunktet for overgang til jobafklaringsforløb, eller når borgeren har fået en tværfaglig og helhedsorienteret indsats efter § 13 d i lov om sygedagpenge og borgeren overgår fra sygedagpenge til jobafklaringsforløb ved ophør af sygedagpengene efter § 24, stk. 1, i lov om sygedagpenge.
Stk. 3. Formålet med rehabiliteringsteamet er med udgangspunkt i den enkelte borgers samlede situation at sikre en tværfaglig koordinering og en helhedsorienteret indsats på tværs af forvaltninger og myndigheder og med fokus på beskæftigelse og uddannelse, så den enkelte borger så vidt muligt får tilknytning til arbejdsmarkedet.
Rehabiliteringsteamet skal have en tværfaglig sammensætning med repræsentanter fra relevante forvaltningsområder, herunder
beskæftigelsesområdet,
sundhedsområdet,
socialområdet,
regionen ved en sundhedskoordinator, jf. § 14, og
undervisningsområdet i sager vedrørende borgere under 30 år uden erhvervskompetencegivende uddannelse og i øvrige sager efter behov.
Stk. 2. Borgeren og borgerens sagsbehandler deltager i rehabiliteringsteamets møder, når borgerens sag behandles. Sagen kan dog behandles uden borgerens deltagelse, hvis det er åbenbart formålsløst at udvikle borgerens arbejdsevne.
Rehabiliteringsteamet skal drøfte og afgive indstilling om,
hvorvidt borgeren skal gives jobafklaringsforløb, ressourceforløb, fleksjob, tilskud til selvstændigt erhvervsdrivende, anden beskæftigelsesrettet indsats eller førtidspension, jf. dog stk. 3,
hvilke beskæftigelsesmæssige, sociale og sundhedsmæssige indsatser der er nødvendige, for at den enkelte borger opnår tilknytning til arbejdsmarkedet, og hvordan disse indsatser koordineres, og
hvordan opfølgning på ressourceforløbet eller jobafklaringsforløbet tilrettelægges, så borgeren støttes i at fastholde uddannelses- og beskæftigelsesmålet, herunder hvorvidt og i hvilket omfang der er brug for mentorstøtte for at sikre, at indsatsen realiseres.
Stk. 2. Kommunen træffer afgørelse i sagen på baggrund af rehabiliteringsteamets indstilling. Hvis indstillingen ikke følges, skal sagen forelægges for rehabiliteringsteamet på ny, inden der træffes afgørelse. Når rehabiliteringsteamet har revurderet sagen, træffer kommunen afgørelse.
Stk. 3. Stk. 1, nr. 1, finder ikke anvendelse i sager, hvor en borger får ret til at overgå til et jobafklaringsforløb, jf. § 107 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, i sygedagpengesager, jf. § 9, stk. 1, 4. pkt., og i sager om ressourceforløb, der forelægges for rehabiliteringsteamet efter § 113, stk. 2, i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats.
Beskæftigelsesministeren kan fastsætte nærmere regler om indhold af og procedurer for rehabiliteringsteamets indstilling i sager om ressourceforløb, fleksjob, tilskud til selvstændigt erhvervsdrivende og førtidspension.
Stk. 2. Beskæftigelsesministeren kan fastsætte nærmere regler om indhold og procedurer for rehabiliteringsteamets indstilling i sager om jobafklaringsforløb og i sager om sygedagpenge visiteret til kategori 3, jf. § 12 i lov om sygedagpenge.
Samarbejde mellem kommunen og regionen om sundhedsfaglig rådgivning og vurdering
Kommunen og den region, hvor kommunen er beliggende, skal indgå en samarbejdsaftale om sundhedsfaglig rådgivning og vurdering, som varetages af en klinisk funktion i regionen, jf. dog stk. 2. I aftalen fastlægges de lokale rammer for, hvordan den kliniske funktion skal yde rådgivning og afgive vurdering til afklaring af sager på beskæftigelsesområdet, og hvordan kommunens rehabiliteringsteam får adgang til rådgivning og vurdering fra den kliniske funktion i regionen, herunder til en sundhedskoordinator.
Stk. 2. Hvis en kommune ikke er tilfreds med regionens ydelser, jf. stk. 1, kan kommunen vælge at opsige samarbejdsaftalen og indgå en ny samarbejdsaftale om sundhedsfaglig rådgivning og vurdering med en anden region.
Sundhedskoordinatoren skal deltage i rehabiliteringsteamet, jf. § 10, stk. 1, nr. 4, og skal efter behov yde bistand i kommunens forberedelse af sager til forelæggelse for teamet samt i teamet bidrage til vurdering af den konkrete sag. Sundhedskoordinatorens vurdering indgår som en del af teamets indstilling i den enkelte sag.
Stk. 2. Sundhedskoordinatoren skal yde sundhedsfaglig rådgivning til kommunen i sager om ressourceforløb, når en person gør brug af retten til en samtale efter § 113, stk. 3, i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats.
Kommunen kan i sagsbehandlingen i sager, som skal behandles i rehabiliteringsteamet, og i sager om jobafklaringsforløb, ressourceforløb, fleksjob og tilskud til selvstændigt erhvervsdrivende og i sygedagpengesager visiteret til kategori 3 efter § 12 i lov om sygedagpenge alene
benytte sundhedsfaglig rådgivning og vurdering fra den kliniske funktion og den praktiserende læge og
rekvirere lægeattester fra den praktiserende læge og speciallægeattester fra den kliniske funktion.
Kommunen betaler for de ydelser, der rekvireres fra den kliniske funktion i regionen, herunder for sundhedskoordinatorens deltagelse i rehabiliteringsteamet.
Beskæftigelsesministeren kan efter forhandling med ministeren for sundhed og forebyggelse fastsætte nærmere regler om samarbejdsaftalen, herunder om sundhedskoordinatorfunktionen, fastsættelse af pris for den kliniske funktions ydelser og krav til lægeattesters udformning og indhold.
Stk. 2. Beskæftigelsesministeren fastsætter efter forhandling med ministeren for sundhed og forebyggelse nærmere regler om krav til organiseringen, tilrettelæggelsen og indholdet i den sundhedsfaglige rådgivning, som kommunen indhenter til brug for sagsbehandlingen i sager, som skal behandles i rehabiliteringsteamet, i sager om jobafklaringsforløb, ressourceforløb og fleksjob og i sygedagpengesager visiteret til kategori 3 efter § 12 i lov om sygedagpenge.
Stk. 3. Beskæftigelsesministeren fastsætter endvidere efter forhandling med ministeren for sundhed og forebyggelse nærmere regler om krav til tilrettelæggelse af og indhold i den sundhedsfaglige rådgivning på det øvrige beskæftigelsesområde.
Kommunen kan overlade til andre aktører at udføre opgaver og træffe afgørelse efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, lov om kompensation til handicappede i erhverv m.v. og lov om sygedagpenge, jf. dog stk. 2 og 3. Ansvaret for indsatsen påhviler fortsat kommunalbestyrelsen.
Stk. 2. Kommunen kan ikke overlade til andre aktører at træffe afgørelse om personlig assistance efter § 4 i lov om kompensation til handicappede i erhverv m.v.
Stk. 3. Kommunen kan ikke overlade til andre aktører at træffe afgørelse om retten til sygedagpenge efter lov om sygedagpenge. Kommunen kan dog overlade til andre aktører at vurdere, om den sygemeldte er helt eller delvis uarbejdsdygtig. Andre aktører kan kun træffe afgørelse herom, hvis aktøren og den sygemeldte er enige i vurderingen af hel eller delvis uarbejdsdygtighed.
Stk. 4. De opgaver og kompetencer til at træffe afgørelse efter stk. 1 og 3, som andre aktører har fået overladt, forpligter personen på samme måde, som hvis jobcenteret havde udført opgaven eller truffet afgørelsen.
Stk. 5. Andre aktører skal overholde samme regler, som gælder for jobcenteret i forbindelse med indkaldelse til samtaler, deltagelse i aktiviteter, afgivelse af tilbud og underretninger efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, lov om kompensation til handicappede i erhverv m.v. og lov om sygedagpenge.
Beskæftigelsesministeren fastsætter regler om, hvordan opgaverne efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, lov om kompensation til handicappede i erhverv m.v. og lov om sygedagpenge kan varetages af andre aktører, herunder at personer omfattet af loven skal have mulighed for at vælge mellem flere aktører.
Stk. 2. Beskæftigelsesministeren fastsætter regler om krav til andre aktørers sagsbehandling, herunder om frister, underretninger til kommunen, procedurer og klagefrister i forbindelse med sagsbehandlingen. Beskæftigelsesministeren kan herunder fastsætte regler om andre aktørers forpligtelse til at give jobcenteret de nødvendige oplysninger om personer, der er omfattet af lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, lov om kompensation til handicappede i erhverv m.v. eller lov om sygedagpenge, til brug for administrationen af lovgivningen m.v.
Beskæftigelsesministeren kan fastsætte landsdækkende krav til udbud og kontrakter med andre aktører, som kan inddrages i beskæftigelsesindsatsen efter § 17 a og regler fastsat i medfør af § 17 b og § 5 i integrationsloven.
Arbejdsløshedskasserne har ansvaret for kontaktforløbet efter kapitel 7 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats for egne medlemmer inden for de første 3 måneders ledighed.
Stk. 2. Arbejdsløshedskasserne varetager opgaver i forhold til beskæftigelsesindsatsen, i det omfang det fremgår af lov eller regler udstedt i medfør heraf.
Stk. 3. Arbejdsløshedskasserne samarbejder indbyrdes om at bistå egne ledige medlemmer med at finde job, jf. § 11, stk. 4, i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, og om at bistå virksomhederne med rekruttering og formidling af ledige medlemmer, jf. § 13, stk. 3 og 4, i samme lov.
Personer under 18 år må ikke anvendes som tolke ved mundtlig kommunikation med myndigheder, der varetager opgaver efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats eller lov om kompensation til handicappede i erhverv m.v., jf. dog stk. 2.
Stk. 2. Personer under 18 år må anvendes som tolke uanset stk. 1, når kommunikationen vedrører et uproblematisk forhold.
Beskæftigelsesministeriet varetager som led i den statslige styring af beskæftigelsesindsatsen opgaverne med at
understøtte implementeringen i kommunerne af reformer,
understøtte udviklingen af beskæftigelsesindsatsen i den enkelte kommune og på tværs af kommunerne,
understøtte koordination og samarbejde mellem aktører på voksen-, efter- og videreuddannelsesområdet og beskæftigelsesområdet med henblik på at skabe et bedre match mellem virksomhedernes efterspørgsel efter kompetencer og voksen-, efter- og videreuddannelsesindsatsen,
varetage sekretariatsfunktionen for Beskæftigelsesrådet, jf. kapitel 4, og de regionale arbejdsmarkedsråd, jf. kapitel 5, og
oprette et nationalt kontaktpunkt for store og landsdækkende virksomheder samt for virksomheder med stort rekrutteringsbehov.
Stk. 2. Beskæftigelsesministeriet udpeger efter inddragelse af de regionale arbejdsmarkedsråd områder med mangel på arbejdskraft, hvor koordination og aktørsamarbejde skal styrkes.
Stk. 3. Beskæftigelsesministeren kan fastsætte nærmere regler om det nationale kontaktpunkt.
Beskæftigelsesministeriet overvåger og analyserer udviklingen på arbejdsmarkedet samt overvåger og følger op på beskæftigelsesindsatsen i jobcentrene og arbejdsløshedskasserne.
Beskæftigelsesministeren fastsætter resultatmål og mål for kommunernes beskæftigelsesindsats (fokusmål) som led i sit tilsyn med kommunerne efter dette kapitel.
Lever en kommune ikke op til de resultatmål, som beskæftigelsesministeren har fastsat, og lever kommunen i et gennemsnit over de sidste 12 måneder ikke op til de fastsatte fokusmål, jf. § 22 a, bliver den pågældende kommune omfattet af et skærpet tilsyn.
En kommune, der er omfattet af et skærpet tilsyn, jf. § 22 b, skal sende en redegørelse til beskæftigelsesministeren om, hvilke initiativer kommunen har iværksat eller vil iværksætte for at leve op til de fastsatte fokusmål, og en plan for, hvornår målene vil være nået.
En kommune, der er omfattet af et skærpet tilsyn, har en genopretningsperiode på 9 måneder til at få rettet op på indsatsen og leve op til de fastsatte fokusmål.
Stk. 2. Beskæftigelsesministeren kan bestemme, at en kommune, som har forbedret indsatsen, men uden fuldt ud at have opfyldt fokusmålene inden for genopretningsperioden på 9 måneder, kan få genopretningsperioden forlænget, dog højst med yderligere 12 måneder.
En kommune, som ikke har opfyldt fokusmålene i et gennemsnit over de seneste 12 måneder efter udløbet af genopretningsperioden, herunder en eventuel forlænget periode efter § 22 d, stk. 2, skal leve op til særlige minimumskrav til indsatsen fastsat af beskæftigelsesministeren. Kommunen skal endvidere få foretaget en uvildig gennemgang af sager for de målgrupper, hvor kommunen fortsat ikke lever op til de fastsatte fokusmål. Kommunen afholder udgifterne til sagsgennemgangen.
Beskæftigelsesministeriet kan iværksætte særlige fokusrevisioner af kommunernes regnskaber for ordninger på ministeriets områder og fastsætte retningslinjer herfor. Retningslinjerne kan angive følgende:
Typer af sager, der skal revideres.
Revisionsmetoden, som skal anvendes, f.eks. systemrevision, substansrevision, forvaltningsrevision m.v.
Kriterierne for udvælgelsen af de relevante stikprøver på områderne og stikprøvernes størrelse.
Rapporteringsgrundlaget for fokusrevision, herunder afrapporteringens indhold, afrapporteringens form, detaljeringsniveau og skematik.
Stk. 2. Fokusrevision efter stk. 1 udføres efter Beskæftigelsesministeriets bestemmelse af en statsautoriseret eller registreret revisor, som skal være sagkyndig og uafhængig.
Afsnit III
Beskæftigelsesrådets, Tilsynsrådets og de regionale arbejdsmarkedsråds samspil med myndighederne om beskæftigelsesindsatsen
Til at rådgive beskæftigelsesministeren i spørgsmål om beskæftigelsespolitikken, jf. §§ 24 og 25, nedsætter beskæftigelsesministeren Beskæftigelsesrådet.
Beskæftigelsesrådet består af 1 formand og 26 andre medlemmer.
Stk. 2. Beskæftigelsesministeren udpeger, bortset fra formanden, medlemmerne af Beskæftigelsesrådet efter indstilling fra de i rådet repræsenterede organisationer og myndigheder. Der udpeges
9 fra Dansk Arbejdsgiverforening,
9 fra Fagbevægelsens Hovedorganisation,
1 fra Akademikerne,
1 fra Lederne,
4 fra KL,
1 fra Danske Regioner og
1 fra Danske Handicaporganisationer.
Stk. 3. Beskæftigelsesministeren udpeger på samme måde en suppleant for hver af de i rådet repræsenterede organisationer og myndigheder, dog to suppleanter for organisationer med flere end tre pladser. I perioder, hvor en suppleant ikke er indtrådt i et medlems sted, kan suppleanten deltage i rådets møder uden stemmeret.
Stk. 4. Beskæftigelsesministeren udpeger rådets formand og en suppleant for denne efter indstilling fra rådets medlemmer.
Stk. 5. Der tilforordnes rådet tre repræsentanter for Beskæftigelsesministeriet, en repræsentant for Finansministeriet, en repræsentant for Udlændinge- og Integrationsministeriet og en repræsentant for Undervisningsministeriet.
Stk. 6. Medlemmerne, herunder formanden, suppleanterne og de tilforordnede udpeges for 4 år ad gangen. Beskæftigelsesrådets funktionsperiode regnes fra den 1. juni året efter det kommunale og regionale valgår. Finder udpegningen sted i løbet af en periode, gælder den til periodens udløb.
Stk. 7. Rådet fastsætter selv sin forretningsorden.
En mindre del af bevillingen til beskæftigelsesindsatsen kan afsættes til en central pulje, som kan anvendes til en særlig indsats. Beskæftigelsesministeren anvender puljen efter indstilling fra Beskæftigelsesrådet.
Stk. 2. Beskæftigelsesministeren kan fastsætte nærmere regler for den centrale puljes anvendelse og om regnskab, revision, tilsyn m.v. for tilskud, der ydes fra puljen.
Tilsynsrådet er rådgivende for beskæftigelsesministeren i spørgsmål vedrørende Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekrutterings tilsynsvirksomhed om arbejdsløshedsforsikringen, arbejdsløshedskassernes deltagelse i beskæftigelsesindsatsen, revisionen og fokusrevision af kommunerne, kommunernes rådighedsadministration, det skærpede tilsyn med kommunernes beskæftigelsesindsats, styrelsens øvrige tilsyn, herunder med kommunerne, Udbetaling Danmark og styrelsens puljeforvaltning, og styrelsens nye udviklingsinitiativer på tilsynsområdet.
Tilsynsrådet har 8 medlemmer, hvoraf 1 formand og 1 medlem udpeges af beskæftigelsesministeren. Beskæftigelsesministeren udpeger derudover efter indstilling
1 fra Dansk Arbejdsgiverforening,
1 fra KL,
1 fra Fagbevægelsens Hovedorganisation,
1 fra Fagbevægelsens Hovedorganisation og Akademikerne og Lederne efter fælles indstilling,
1 fra Danske A-kasser og
1 fra Skattestyrelsen.
Stk. 2. Der tilforordnes rådet 1 repræsentant for Beskæftigelsesministeriet, 1 repræsentant for Finansministeriet og 1 repræsentant for Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering. De tilforordnede har ingen stemmeret.
Stk. 3. Medlemmerne, herunder formanden, og de tilforordnede udpeges for en 4-årig periode. Finder udpegningen sted i løbet af en periode, gælder den til periodens udløb. Medlemmerne kan genudpeges.
Stk. 4. Tilsynsrådet fastsætter selv sin forretningsorden.
Stk. 5. Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering varetager rådets sekretariatsfunktion.
Tilsynsrådet behandler direktøren for Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekrutterings rapporter, jf. § 88, stk. 7, i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., og resultaterne af tilsynet med kommunernes rådighedsadministration, jf. § 13 e i lov om aktiv socialpolitik.
Stk. 2. Tilsynsrådet er endvidere det centrale tilsynsorgan for arbejdsløshedskassernes kontrolindsats, jf. lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., og skal på baggrund af afrapporteringer rådgive Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering om kvaliteten af kassernes kontrolindsats. Rådet kan også medvirke til at fastlægge kravene til kassernes kontroller fremadrettet.
Stk. 3. Tilsynsrådet har indsigt i og rådgiver ministeren om arbejdsløshedskassernes deltagelse i beskæftigelsesindsatsen, revisionen og fokusrevision af kommunerne, det skærpede tilsyn med kommunernes beskæftigelsesindsats, styrelsens øvrige tilsyn, herunder med kommunerne, Udbetaling Danmark og styrelsens puljeforvaltning, og styrelsens nye udviklingsinitiativer på tilsynsområdet.
Beskæftigelsesministeren nedsætter otte regionale arbejdsmarkedsråd, der har til opgave at sikre koordination og samarbejde om beskæftigelsesindsatsen på tværs af kommuner og mellem kommuner og arbejdsløshedskasser. Rådene skal endvidere understøtte samarbejde med uddannelsesinstitutioner og erhvervshuse og understøtte samarbejdet om rekruttering af ledig arbejdskraft på tværs af kommunegrænser.
Stk. 2. Beskæftigelsesministeren fastsætter regler om den geografiske afgrænsning af de regionale arbejdsmarkedsråd, herunder om oprettelse af et regionalt arbejdsmarkedsråd på Bornholm.
Stk. 3. Beskæftigelsesministeren kan fastsætte regler, hvorefter §§ 28 og 29 kan fraviges for det regionale arbejdsmarkedsråd på Bornholm.
Et regionalt arbejdsmarkedsråd består af 21 medlemmer.
Stk. 2. Beskæftigelsesministeren udpeger medlemmerne af rådet efter indstilling fra de i rådet repræsenterede organisationer og myndigheder, jf. dog stk. 4. Der udpeges
6 fra Dansk Arbejdsgiverforening,
6 fra Fagbevægelsens Hovedorganisation,
1 fra Akademikerne,
1 fra Lederne,
5 fra kommunerne beliggende i regionen i forening,
1 fra Danske Handicaporganisationer og
1 fra regionsrådet.
Stk. 3. Beskæftigelsesministeren udpeger på samme måde en suppleant for hvert medlem, jf. dog stk. 4.
Stk. 4. Direktøren for Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering udpeger på vegne af beskæftigelsesministeren et medlem af rådet eller en suppleant for et medlem, hvis et medlem eller en suppleant fratræder under rådets funktionsperiode.
Stk. 5. Rådet udpeger som tilforordnede en repræsentant for erhvervshuse, en repræsentant for VEU-området og en repræsentant for enten erhvervsakademier og professionshøjskoler i fællesskab eller en repræsentant for universiteterne i det regionale område efter indstilling fra de nævnte institutioner eller fora.
Stk. 6. Medlemmer, suppleanter for medlemmerne og tilforordnede udpeges for 4 år ad gangen. Det regionale arbejdsmarkedsråds funktionsperiode regnes fra den 1. juni året efter det kommunale og regionale valgår. Finder udpegningen sted i løbet af en periode, gælder den til periodens udløb.
Stk. 7. Rådets formand og suppleanten for denne udpeges for en 2-årig periode af rådet blandt rådets medlemmer.
Stk. 8. Rådet fastsætter selv sin forretningsorden.
Det regionale arbejdsmarkedsråd varetager følgende opgaver:
Indgår i et samspil med kommunerne og understøtter beskæftigelsesindsatsen på tværs af kommuner.
Rådgiver og går i dialog med kommunerne om udvikling af beskæftigelsesindsatsen.
Samarbejder og koordinerer beskæftigelsesindsatsen med arbejdsløshedskasser og øvrige aktører, herunder VEU-udbydere og erhvervshuse, og koordinerer uddannelses- og erhvervsvejledningen.
Koordinerer virksomhedsindsatsen og indsatsen rettet mod områder med mangel på arbejdskraft og områder med høj ledighed.
Godkender den regionale positivliste for den regionale uddannelsespulje, jf. § 97 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats.
Varetager opgaver, som efter andre love eller regler udstedt i medfør heraf er henlagt til rådene.
Iværksætter og yder tilskud til initiativer inden for en statslig ramme til at sikre en hurtig og aktiv indsats i forbindelse med større virksomhedslukninger eller større afskedigelser af stor betydning for et lokalområde, jf. kapitel 25 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats.
Det regionale arbejdsmarkedsråd kan inden for rammerne af en statslig bevilling i form af en varslingspulje iværksætte og yde tilskud til initiativer til at sikre en hurtig og aktiv indsats i forbindelse med større virksomhedslukninger eller større afskedigelser af stor betydning for et lokalområde. Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering udfører rådets beslutning om anvendelse af bevillingen og varetager administration og regnskab m.v.
Stk. 2. Beskæftigelsesministeren kan fastsætte nærmere regler for regnskab, revision, tilsyn m.v. for tilskud, der ydes efter stk. 1.
Kommunen skal løbende underrette det regionale arbejdsmarkedsråd om anvendelsen af virksomhedspraktik, ansættelse med løntilskud og nytteindsats efter kapitel 11-13 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats. Underretningen sker via det landsdækkende it-system, som Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering stiller til rådighed for kommunerne. Kommunen skal løbende sende det regionale arbejdsmarkedsråd oversigter over pladser i virksomhedspraktik, nytteindsats og pladser med løntilskud.
Stk. 2. De regionale arbejdsmarkedsråd skal sammen med kommunerne én gang årligt drøfte en strategi for kommunernes etablering af og opfølgning på anvendelse af nytteindsatsen efter kapitel 13 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats.
Stk. 3. Beskæftigelsesministeren kan fastsætte nærmere regler om kommunernes underretninger efter stk. 1.
Afsnit IV
Generelle bestemmelser
Kapitel 6
De statslige it-systemer på beskæftigelsesområdet
Det fælles it-baserede datagrundlag på beskæftigelsesområdet og Jobnet
Beskæftigelsesministeren etablerer et fælles it-baseret datagrundlag til brug for administrationen af lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., lov om sygedagpenge, lov om aktiv socialpolitik og den øvrige arbejdsmarkedslovgivning samt til brug for kontrol og til statistisk opfølgning på beskæftigelsesindsatsen. Beskæftigelsesministeren bekendtgør en oversigt over den øvrige arbejdsmarkedslovgivning.
Stk. 2. Beskæftigelsesministeren etablerer som en del af det fælles it-baserede datagrundlag et landsdækkende register omfattende tilmeldinger i jobcenteret, afmeldinger, fraværsperioder, forskellige grupperinger i forhold til arbejdsmarkedslovgivningen samt oplysninger registreret i Jobnet og andre selvbetjeningsløsninger, jf. § 36.
Stk. 3. Beskæftigelsesministeren etablerer som en del af det fælles it-baserede datagrundlag et landsdækkende register over jobordrer.
Stk. 4. Beskæftigelsesministeren etablerer som en del af det fælles it-baserede datagrundlag et register for medlemskab af anerkendte arbejdsløshedskasser. Arbejdsløshedskasserne kan for nuværende og tidligere medlemmer anvende nødvendige oplysninger i registeret ved administrationen af ordninger, som det ved lov er pålagt arbejdsløshedskasserne at administrere. Andre myndigheder kan anvende registeret ved administration, tilsyn og kontrol af ordninger, som det ved lov er pålagt myndigheden at administrere eller føre tilsyn eller kontrol med.
Stk. 5. Jobcentrene har adgang til nødvendige formidlingsrelevante oplysninger i det fælles it-baserede datagrundlag på tværs af kommunegrænser. Det samme gælder arbejdsløshedskasserne for egne medlemmer og for de relevante ledige medlemmer af andre arbejdsløshedskasser, når en arbejdsløshedskasse samarbejder med andre arbejdsløshedskasser om en konkret rekruttering til en virksomhed og aftaler med dem at formidle relevante ledige medlemmer til virksomheden, jf. § 13, stk. 4, i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats.
Stk. 6. Beskæftigelsesministeren fastsætter regler om, hvilke registre m.v. der indgår i det fælles datagrundlag, og om anvendelse af oplysningerne i det fælles it-baserede datagrundlag. Beskæftigelsesministeren fastsætter endvidere regler om jobcentrenes og arbejdsløshedskassernes registrering og offentliggørelse af jobordrer, der modtages fra offentlige og private virksomheder, således at de er tilgængelige i det fælles it-baserede datagrundlag.
Beskæftigelsesministeren etablerer og driver Jobnet som en fælles selvbetjeningsindgang til alle jobcentre og arbejdsløshedskasser for borgere og virksomheder.
Jobcentrene har adgang til nødvendige oplysninger registreret på Jobnet om egne borgere, jf. dog stk. 3.
Stk. 2. Arbejdsløshedskasserne har adgang til nødvendige oplysninger registreret på Jobnet om egne medlemmer.
Stk. 3. Jobcentrene og andre aktører kan søge i cv-oplysningerer på Jobnet på tværs af kommuner og arbejdsløshedskasser i forbindelse med jobformidling og anden virksomhedsrettet indsats, jf. kapitel 4 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats. Jobcentrene og arbejdsløshedskasserne har adgang til nødvendige formidlingsrelevante oplysninger på tværs af kommunegrænser.
Oplysninger, som er registreret på Jobnet og andre selvbetjeningsløsninger, herunder tilmelding, cv-oplysninger for personer, der efter § 22 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats har pligt til at registrere cv-oplysninger på Jobnet, joblog, fraværsperioder, bekræftelse af jobsøgning, afklaring og andre oplysninger til brug for sagsbehandling i kommunerne og arbejdsløshedskasserne vedrørende beskæftigelsesindsatsen, indgår i det fælles it-baserede datagrundlag.
Stk. 2. Cv-oplysninger og oplysninger om de lediges brug af Jobnet og registrering i joblog kan bruges til kontrol i medfør af §§ 53 og 54.
De kommunale it-systemer og arbejdsløshedskassernes it-systemer skal indrettes på en sådan måde, at systemerne og Jobnet via det fælles it-baserede datagrundlag kan udveksle data ved brug af fællesoffentlige standarder.
Beskæftigelsesministeren etablerer Jobindsats.dk som et landsdækkende it-system til at måle resultater og effekter og til at opgøre, om lovgivningens krav til beskæftigelsesindsatsen er opfyldt.
Stk. 2. Datagrundlaget for Jobindsats.dk samles i Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekrutterings statistiske datavarehus sammen med andre data af betydning for arbejdsmarkedsovervågning samt styring af og opfølgning på beskæftigelsesindsatsen på nationalt, regionalt og kommunalt niveau.
Jobindsats.dk skal vise et samlet overblik bestående af generelle målinger, der kan give kommuner og andre interessenter i beskæftigelsesindsatsen indblik i kommunernes resultater og indsatser, og særlige målinger, som anvendes til udvælgelse af kommuner til skærpet tilsyn, jf. § 22 b.
Beskæftigelsesministeren kan etablere og drive andre it-systemer, herunder landsdækkende it-systemer på områder af særlig betydning for effektiviteten og dækningen af it-understøttelsen af beskæftigelsesindsatsen i jobcentrene, kommunerne og arbejdsløshedskasserne.
Stk. 2. Beskæftigelsesministeren fastsætter nærmere regler om indberetning og behandling af oplysninger til brug for it-systemerne.
Kapitel 7
Dataansvar, indberetning, udveksling og videregivelse af oplysninger
Den enkelte offentlige myndighed og arbejdsløshedskasse, der indberetter data til det fælles it-baserede datagrundlag, er dataansvarlig, jf. Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 2016/679 af 27. april 2016 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger og databeskyttelsesloven, for indberetningen og brug af data lokalt samt for at orientere de registrerede om registreringer i det fælles it-baserede datagrundlag.
Stk. 2. Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering er dataansvarlig for centrale behandlingsaktiviteter.
Stk. 3. Den enkelte kommune er dataansvarlig i relation til andre aktører som databehandlere, jf. § 41.
Kommunen kan i henhold til en databehandleraftale, jf. artikel 28, stk. 3, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 2016/679 af 27. april 2016 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger, overlade oplysninger til en anden aktør om en persons beskæftigelsesprofil og forløb, den hidtidige indsats og øvrige forhold, som er nødvendige, for at den anden aktør kan gennemføre den aftalte beskæftigelsesindsats efter arbejdsmarkedslovgivningen, jf. § 32.
Stk. 2. Den anden aktør må ikke benytte eller udveksle de modtagne oplysninger til formål ud over det aftalte eller tilføje oplysninger, der er begrundet i andre formål.
Stk. 3. Beskæftigelsesministeren kan fastsætte nærmere regler om at overlade oplysninger til en anden aktør, jf. stk. 1.
Offentlige myndigheder, arbejdsløshedskasser og andre aktører, der medvirker i forvaltningen af arbejdsmarkedsordninger, skal indberette nødvendige oplysninger til det fælles it-baserede datagrundlag og til det statistiske datavarehus til brug for
forvaltningen af beskæftigelsesindsatsen, herunder tilsyn og kontrol,
selvbetjening på Jobnet, jf. § 33, eller andre landsdækkende løsninger,
borgernes indsigt i egne oplysninger, jf. § 36, stk. 1, og
statistisk opfølgning på beskæftigelsesindsatsen.
Stk. 2. Data på individniveau om højeste fuldførte uddannelse og uddannelsesforløb for personer under 30 år fra Undervisningsministeriets fælles datagrundlag, jf. lov om kommunal indsats for unge under 25 år., anvendes i det fælles it-baserede datagrundlag, jf. § 32.
Stk. 3. Data på individniveau om uddannelsesplaner, jf. lov om kommunal indsats for unge under 25 år, anvendes i det fælles it-baserede datagrundlag.
Stk. 4. Oplysninger, jf. stk. 1-3, indberettes til det fælles it-baserede datagrundlag og det statistiske datavarehus i Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering.
Stk. 5. Der kan ikke kræves betaling for tilvejebringelse og indberetning af de oplysninger, der er nævnt i stk. 1.
Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekrutterings statistiske datavarehus modtager og anvender oplysninger på individniveau om
uddannelse fra Undervisningsministeriets fælles datagrundlag, jf. lov om kommunal indsats for unge under 25 år,
test, kurser og beståede trin for ledige med læse-, skrive- og regnevanskeligheder,
uddannelse fra Danmarks Statistik,
aktiviteter og indsatser på socialområdet for personer omfattet af indsatsen på beskæftigelsesområdet fra Ministeriet for Børn, Ligestilling, Integration og Sociale Forhold og fra kommunerne og
aktiviteter og indsatser på sundhedsområdet for personer omfattet af indsatsen på beskæftigelsesområdet fra Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse, kommunerne og regionerne.
Stk. 2. Data på individ- og virksomhedsniveau fra indkomstregisteret, jf. lov om et indkomstregister, anvendes i Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekrutterings statistiske datavarehus.
Stk. 3. Oplysningerne, jf. stk. 1 og 2, anvendes til løsning af statistiske opgaver på beskæftigelsesområdet, herunder statistisk opfølgning på kommunernes og arbejdsløshedskassernes beskæftigelsesindsats.
Oplysninger om indkomst og beskæftigelse, der er nødvendige til brug for varetagelsen af beskæftigelsesindsatsen, skal i videst muligt omfang indhentes fra indkomstregisteret, jf. lov om et indkomstregister.
Stk. 2. Statslige og kommunale myndigheder med ansvar for beskæftigelsesindsatsen kan få terminaladgang til oplysninger i indkomstregisteret, der er nødvendige for at varetage beskæftigelsesindsatsen, jf. § 7 i lov om et indkomstregister, herunder oplysninger om, hvem der har foretaget indberetningen, og identiteten på den, som oplysningerne vedrører. Tilsvarende gælder for arbejdsløshedskasserne, for så vidt angår nuværende og tidligere medlemmer. Oplysningerne er undergivet tavshedspligt i arbejdsløshedskasserne. Straffelovens § 152 og §§ 152 c-152 f finder anvendelse.
Stk. 3. §§ 42, 45 og 50-54 finder anvendelse, hvis oplysningerne ikke kan indhentes fra indkomstregisteret.
Stk. 4. Beskæftigelsesministeren kan fastsætte nærmere regler om brug af indkomstregisteret i det datagrundlag, som skal anvendes i varetagelsen af beskæftigelsesindsatsen, herunder datagrundlaget for opgørelse af ledighedsperioder, offentlig forsørgelse, beskæftigelse m.v. i varetagelsen af kontaktforløb og beskæftigelsesrettede tilbud, overvågning af udviklingen på arbejdsmarkedet samt statistik og analyser i forbindelse med tilrettelæggelse af beskæftigelsesindsatsen m.v.
Der kan udveksles oplysninger mellem relevante offentlige myndigheder, uddannelsesinstitutioner, arbejdsløshedskasser, ATP, Seniorpensionsenheden og Udbetaling Danmark, herunder oplysninger om relevante uddannelsesmæssige og social- og sundhedsrettede aktiviteter og indsatser, udskrivelse fra sundhedsvæsenet, frihedsberøvelse, unddragelse fra frihedsberøvelse og løsladelse fra afsoningsinstitution, der er nødvendige til brug for
varetagelse af beskæftigelsesindsatsen efter lovgivningen,
den koordinerede, tværfaglige og helhedsorienterede indsats over for borgeren,
opdateringen med nye oplysninger og ajourføring af eksisterende oplysninger, som anvendes i beskæftigelsesindsatsen, herunder systemer til den landsdækkende formidling og joblog, og
opgørelsen af forbrug af offentlige forsørgelsesydelser.
Stk. 2. Data fra det fælles it-baserede datagrundlag, jf. § 32, om beskæftigelsesforanstaltninger over for personer under 18 år videregives til Undervisningsministeriets fælles datagrundlag med henblik på forvaltning af lov om kommunal indsats for unge under 25 år.
Stk. 3. Beskæftigelsesministeren fastsætter regler om, hvilke offentlige myndigheder efter stk. 1 der kan udveksle oplysninger.
Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering kan samkøre oplysninger i det fælles it-baserede datagrundlag med oplysninger fra forsikrings- og pensionsselskaber m.v. om, hvilke personer der er kunder eller medlemmer i det enkelte forsikrings- og pensionsselskab m.v., for at orientere de pågældende personer om muligheder og rettigheder efter den enkelte forsikrings- eller pensionsordning.
Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering videregiver nødvendige oplysninger til Arbejdstilsynet om modtagere af sygedagpenge med henblik på registersamkøring i kontroløjemed til identifikation af virksomheder til brug for målretning af Arbejdstilsynets kontrol og tilsyn.
Som led i formidlingssamarbejdet mellem EU-/EØS-medlemslande kan Beskæftigelsesministeriet videregive oplysninger om danske arbejdsgiveres ønsker om arbejdskraft med angivelse af arbejdsgiverens navn og adresse samt arbejdets karakter m.v. til disse landes arbejdsmarkedsmyndigheder.
Hvis en kommune eller en arbejdsløshedskasse ikke overholder de regler, der er fastsat om indberetning af data m.v. efter § 52, kan Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering iværksætte foranstaltninger til genopretning af data. Udgifterne til genopretningen afholdes af kommunen eller arbejdsløshedskassen.
Stk. 2. Beskæftigelsesministeren fastsætter nærmere regler om den i stk. 1 nævnte datagenopretning, herunder om, hvordan offentlige myndigheder, arbejdsløshedskasser og andre aktører til brug herfor skal levere oplysninger til Beskæftigelsesministeriets it-systemer om virksomheder og personer, som er omfattet af arbejdsmarkedslovgivningen.
For at sikre, at de it-systemer, der anvendes i beskæftigelsesindsatsen, udgør et sammenhængende system, kan beskæftigelsesministeren pålægge offentlige myndigheder, arbejdsløshedskasser og andre aktører i beskæftigelsesindsatsen at bruge fælles offentlige it-standarder, at etablere elektronisk kommunikation mellem systemerne eller at anvende fælles it-servicer og at bruge de landsdækkende systemer som nævnt i §§ 32, 33, 38 og 39.
Stk. 2. For at sikre en jobrettet og aktiv indsats på tværs af jobcentre og arbejdsløshedskasser kan beskæftigelsesministeren fastsætte regler om ibrugtagning, opbygning, indretning og brug af de it-værktøjer, som offentlige myndigheder, arbejdsløshedskasser og andre aktører anvender i varetagelsen af beskæftigelsesindsatsen. Beskæftigelsesministeren kan endvidere fastsætte nærmere regler om anvendelse af fælles standarder og it-servicer.
Kommuner, arbejdsløshedskasser, regioner og Ankestyrelsen har pligt til at tilvejebringe og indsende statistiske oplysninger m.v. på beskæftigelsesområdet, som beskæftigelsesministeren anmoder om.
Stk. 2. Kommuner har pligt til at give Beskæftigelsesministeriet oplysninger om kommunens beslutninger og forventninger til udviklingen på beskæftigelsesområdet og om de mål, den har sat for udviklingen.
Stk. 3. Beskæftigelsesministeren kan fastsætte nærmere regler om omfanget af oplysningerne, jf. stk. 1 og 2, og om, hvordan de skal ajourføres og indsendes.
Beskæftigelsesministeren fastsætter nærmere regler om
omfanget og brugen af de systemer, der er nævnt i §§ 32, 33, 38 og 39, herunder regler om dataansvar, registrering af cv-oplysninger og jobannoncer på Jobnet og om vilkår for anvendelsen af systemerne, og
den i §§ 42 og 45-47 nævnte indberetning og udveksling af data og den i § 43 nævnte indberetning af data.
Data i Beskæftigelsesministeriets it-systemer kan samkøres med data i kommunernes, andre myndigheders og arbejdsløshedskassernes it-systemer, når dette er nødvendigt for at kontrollere, om der sker fejl eller misbrug i forbindelse med udbetaling af ydelser, der udbetales efter beskæftigelseslovgivningen, herunder manglende opfyldelse af rådighedsforpligtelsen, jf. lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. og lov om aktiv socialpolitik.
Stk. 2. Data i Beskæftigelsesministeriets it-systemer kan samkøres med data i indkomstregisteret, jf. § 7 i lov om et indkomstregister, når dette er nødvendigt for at kontrollere, om der sker fejl eller misbrug ved udbetaling af ydelser.
Kommunen kan ud over de tilfælde, der er omfattet af §§ 11 a og 11 c i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område og § 50 i integrationsloven, kræve oplysninger om den, der ansøger om eller får ydelser fra kommunen efter lov om aktiv socialpolitik, lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, lov om sygedagpenge eller integrationsloven, og dennes ægtefælle, i de tilfælde, der er nævnt i stk. 2 og 3.
Stk. 2. Kommunen kan uden ansøgerens eller modtagerens samtykke, hvis det er nødvendigt til brug for kontrol af udbetalingerne i en enkelt sag eller generel kontrol, kræve oplysninger om løn- og beskæftigelsesperioder m.v. fra arbejdsgivere og oplysninger om pensionsforhold m.v. fra pensionskasser, livsforsikringsselskaber og pengeinstitutter.
Stk. 3. Kommunen kan uden ansøgerens eller modtagerens samtykke, hvis det er nødvendigt til brug for kontrol af udbetalingerne i en enkelt sag eller generel kontrol, kræve andre oplysninger end oplysninger om økonomiske forhold fra andre offentlige myndigheder, ATP, Nemkontoregisteret og arbejdsløshedskasserne. Oplysningerne kan samkøres og sammenstilles med data fra myndighedens egne, andre myndigheders, ATP’s, Nemkontoregisterets og arbejdsløshedskassernes it-systemer, når dette er nødvendigt for at kontrollere, om betingelserne for at modtage ydelser er opfyldt.
Stk. 4. Oplysningerne i stk. 2 og 3 kan indhentes, selv om den person, som oplysningerne vedrører, ikke bor i den kommune, som indhenter oplysningerne.
Stk. 5. Myndigheden kan få terminaladgang til de nødvendige oplysninger som nævnt i stk. 2 og 3 i indkomstregisteret, jf. § 7 i lov om et indkomstregister. I det omfang, oplysningerne som nævnt i stk. 2 og 3 findes i indkomstregisteret, skal kommunen indhente oplysningerne herfra.
Stk. 6. Beskæftigelsesministeren fastsætter nærmere regler om den i stk. 2 og 3 nævnte indhentning af oplysninger.
Beskæftigelsesministeren kan fastsætte regler om gennemførelse af forsøgs- og udviklingsinitiativer inden for beskæftigelsesindsatsen efter § 1, stk. 1, der fraviger bestemmelserne i denne lov.
Funktionsperioden for Beskæftigelsesrådets formand, medlemmer, suppleanter og tilforordnede, jf. § 25 i lov om ansvaret for og styringen af den aktive beskæftigelsesindsats, jf. lovbekendtgørelse nr. 1177 af 5. november 2014, der er udpeget med virkning fra den 1. juni 2014, fortsætter indtil den 1. juni 2018, og rådet overgår den 1. januar 2015 til at være Beskæftigelsesrådet efter § 24 i denne lov. Repræsentanten for Danske Regioner, jf. § 24, stk. 2, nr. 7, udpeges første gang med virkning fra den 1. januar 2015 og med funktionsperiode indtil den 1. juni 2018.
Stk. 2. Medlemmer og suppleanter af de regionale arbejdsmarkedsråd, jf. § 28, udpeges første gang med virkning fra den 1. januar 2015. Udpegningen gælder indtil den 1. juni 2018. Tilforordnede udpeges første gang med funktionsperiode indtil den 1. juni 2018. Formanden og suppleanten for denne udpeges første gang med funktionsperiode indtil den 16. september 2016. Herefter udpeges en formand og en suppleant for denne med virkning fra den 16. september 2016 og med funktionsperiode indtil den 1. juni 2018.
Stk. 3. Det regionale arbejdsmarkedsråd godkender, jf. § 29, nr. 5, første gang inden den 1. april 2015 de regionale positivlister over korte erhvervsrettede uddannelsesforløb, jf. § 33 b i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats.
Lov nr. 1868 af 29. december 2015 (Midlertidig periode med ret til sygedagpenge ved livstruende, alvorlig sygdom m.v.)1) indeholder følgende ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser:
§ 6
Loven træder i kraft den 1. januar 2016.
§ 7
(Udelades)
Lov nr. 625 af 8. juni 2016 (Forlængelse af forsøg med ret til at afvise lægebehandling uden ydelsesmæssige konsekvenser m.v.)2) indeholder følgende ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser:
§ 6
Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. januar 2019, jf. dog stk. 2.
Stk. 2. (Udelades)
§ 7
(Udelades)
Lov nr. 503 af 23. maj 2018 (Konsekvensændringer som følge af databeskyttelsesloven og databeskyttelsesforordningen samt medieansvarslovens anvendelse på offentligt tilgængelige informationsdatabaser m.v.)3) indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelse:
§ 32
Stk. 1. Loven træder i kraft den 25. maj 2018, jf. dog stk. 3.
Stk. 2 og 3. (Udelades)
Lov nr. 707 af 8. juni 2018 (Mulighed for at udarbejde en helhedsorienteret plan til borgere med komplekse og sammensatte problemer)4) indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelse:
§ 7
Loven træder i kraft den 1. januar 2018.
Lov nr. 1518 af 18. december 2018 om erhvervsfremme5) indeholder følgende ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser:
§ 24. Loven træder i kraft den 1. januar 2019, jf. dog stk. 2.
Stk. 2-4. (Udelades)
§§ 25-28. (Udelades)
Lov nr. 1527 af 18. december 2018 (Forenkling af den økonomiske styring af beskæftigelsesindsatsen og bemyndigelse til at fastsætte nærmere regler, som supplerer EURES-forordningen)6) indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelse:
§ 5
Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. januar 2019, jf. dog stk. 2.
Stk. 2. (Udelades)
Lov nr. 1701 af 27. december 2018 (Styrket og mere fleksibel voksen-, efter- og videreuddannelse og flytning af administrationen af VEU-godtgørelsen m.v. til Arbejdsgivernes Uddannelsesbidrag)7) indeholder følgende ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser:
§ 14
Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. januar 2019, jf. dog stk. 2-4.
Stk. 2 og 3. (Udelades)
Stk. 4. § 5, nr. 10, § 7, nr. 6 og 11 og § 9, nr. 3, ophæves den 1. januar 2022.
§ 15
(Udelades)
Lov nr. 174 af 27. februar 2019 (Videre adgang til inddragelse af opholdstilladelser for flygtninge, loft over antallet af familiesammenføringer, skærpet straf for overtrædelse af indrejseforbud og overtrædelse af opholds-, underretnings- og meldepligt, ydelsesnedsættelse for forsørgere m.v.)8) indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelse:
§ 14
Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. marts 2019, jf. dog stk. 2-6.
Stk. 2-11. (Udelades)
Lov nr. 495 af 1. maj 2019 (Ret til at afvise lægebehandling uden ydelsesmæssige konsekvenser)9) indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelse:
§ 7
Loven træder i kraft den 1. juli 2019.
Lov nr. 551 af 7. maj 2019 (Konsekvenser af aftale om en forenklet beskæftigelsesindsats m.v.)10) indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelse:
§ 30
Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. juli 2019, jf. dog stk. 2-5.
Stk. 2. § 1, nr. 22, træder i kraft den 1. august 2019.
Stk. 3. (Udelades)
Stk. 4. § 1, nr. 1-7, 14-21 og 23, § 2 nr. 1-10, 12-19, 21, 22, 24-49, 51, 53-61, 63-66, 68-83, 85-89 og 91-98, §§ 3-6, § 7, nr. 1-5, 7-14 og 17, §§ 8-25, § 26, nr. 1-20, 22 og 23, og §§ 28 og 29 træder i kraft den 1. januar 2020.
Stk. 5. (Udelades)
Lov nr. 1558 af 27. december 2019 (Enklere og skærpede sanktioner, styrket kontrol med snyd og færre fejludbetalinger m.v.)11) indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelse:
§ 20
Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. januar 2020, jf. dog stk. 2.
Stk. 2-4. (Udelades)
Lov nr. 525 af 27. april 2020 (Justering af retten til ferie med ledighedsydelse, justering af mulighederne for befordringsgodtgørelse og af overgangsbestemmelsen for voksenlærlingeordningen m.v.)12) indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelse:
§ 6
Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. maj 2020, jf. dog stk. 2.
Stk. 2 og 3. (Udelades)
Lov nr. 2190 af 29. december 2020 (Overførsel af myndighedsansvar for seniorpension til Seniorpensionsenheden m.v.)13) indeholder følgende ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelse:
§ 8
Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. januar 2021.
Stk. 2-9. (Udelades)
Lov nr. 2201 af 29. december 2020 (Styrket og forenklet indgang til korte erhvervsrettede kurser, udvidelse af mindre intensiv indsats, varslingspuljens anvendelsesområde og fritagelse for indsats og rådighed for unge, der deltager i særligt tilrettelagt ungdomsuddannelse (STU) m.v.)14) indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelse:
§ 5
Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. januar 2021, jf. dog stk. 2.
Stk. 2. (Udelades)
Lov nr. 1160 af 8. juni 2021 (Bedre ressourceforløb m.v.)15) indeholder følgende ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser:
§ 6
Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. juli 2021, jf. dog stk. 2.
Stk. 2. §§ 1 og 2 og § 3, nr. 2, træder i kraft den 1. januar 2022.
§ 7
(Udelades)
Lov nr. 2589 af 28. december 2021 (Nytænkning af beskæftigelsesindsatsen og en styrket og forenklet ungeindsats m.v.)16) indeholder følgende ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser:
§ 4
Loven træder i kraft den 1. januar 2022.
§ 5
(Udelades)
Lov nr. 295 af 20. marts 2023 (Mere målrettede tilbud, udvidet mulighed for samtaler over video eller telefon, forenkling af opfølgning ved skærpet tilsyn m.v.)17) Indeholder følgende ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser:
§ 10
Stk. 1. Loven træder i kraft den 22. marts 2023, jf. dog stk. 2 og 3.
Stk. 2 og 3. (Udelades)
Lov nr. 727 af 13. juni 2023 (Øget ansvar til arbejdsløshedskasser for kontaktforløbet i de første 3 måneder, et forenklet kontaktforløb m.v., permanentgørelse af forsøg om jobrettet indsats til unge, forenkling af krav til vejledning m.v.)18) Indeholder følgende ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser:
§ 5
Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. januar 2024.
Stk. 2. (Udelades)
Lov nr. 1772 af 28. december 2023 (Udmøntning af VEU-trepartsaftale 2023 om voksen-, efter- og videreuddannelse)19) Indeholder følgende ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser:
§ 1 i den gældende styringslov afgrænser lovens område. Formålet med loven er at fastlægge organiseringen af og ansvaret for styringen af beskæftigelsesindsatsen efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, lov om aktiv socialpolitik, lov om sygedagpenge, lov om ret til orlov og dagpenge ved barsel, lov om kompensation til handicappede i erhverv m.v. samt lov om integration af udlændinge i Danmark. Indholdet af beskæftigelsesindsatsen er reguleret i de nævnte love.
Det foreslås, at formålsbestemmelsen i den nye lov med redaktionelle ændringer indholdsmæssigt svarer til den gældende. Lovens formål er således at fastlægge, hvilke opgaver og hvilket ansvar de enkelte myndigheder m.v. har for varetagelsen af beskæftigelsesindsatsen. Dette er beskrevet i lovforslagets §§ 2-31.
Det foreslås videre, at det som noget nyt fremgår af bestemmelsen, at loven også regulerer registrering, indberetning og videregivelse af oplysninger, som er indeholdt i statslige it-systemer på beskæftigelsesområdet, jf. afsnit IV i lovforslaget.
Det foreslåede stk. 1 er med redaktionelle ændringer en indholdsmæssig videreførelse af den gældende § 2, stk. 1, i styringsloven.
Det foreslås således, at ansvaret for beskæftigelsesindsatsen i den enkelte kommune påhviler kommunalbestyrelsen, bortset fra de opgaver, som de statslige Workindenmark-centre varetager. Der henvises til lovforslagets § 22 og bemærkningerne hertil.
Det er et led i forliget om en reform af beskæftigelsesindsatsen, at samarbejdet på tværs af kommunegrænserne skal styrkes. Som led i udmøntning af forliget foreslås det derfor i stk. 2, at kommunen kan samarbejde med andre kommuner om en tværkommunal beskæftigelsesindsats, og at kommunerne forpligtes til at drøfte tværkommunalt samarbejde om beskæftigelsesindsatsen i Kommunekontaktrådene (KKR) under KL. Det vil sige, at kommunerne skal drøfte med nabokommunerne, om der med fordel kan iværksættes tværkommunale samarbejder. Der er 5 Kommunekontaktråd, ét i hver region. De er sammensat af alle borgmestre i den enkelte region og et antal kommunalbestyrelsesmedlemmer, så sammensætningen afspejler stemmefordelingen ved kommunalvalget.
For at sikre at samarbejdet tager udgangspunkt i de lokale forhold, er det er op til kommunerne at fastlægge, hvilke emner de vil samarbejde om. Det kan eksempelvis være en øget koordinering af virksomhedssamarbejdet eller indsatser, som kræver specialiseret viden, som eksempelvis AC-indsatsen eller opkvalificering af særlige grupper af ledige, eksempelvis i offshore-industrien.
Bestemmelsen giver ikke hjemmel til, at en kommune kan overlade myndighedsudøvelse i beskæftigelsessager til en anden kommune.
Det foreslåede stk. 1 er en sammenskrivning af den gældende § 3, stk. 1, og § 13, stk. 1, i styringsloven.
Det foreslås således, at kommunalbestyrelsen varetager beskæftigelsesindsatsen i jobcentre og i rehabiliteringsteam og beslutter, hvordan beskæftigelsesindsatsen i jobcentre skal tilrettelægges.
Det foreslåede stk. 2 er en indholdsmæssig videreførelse af den gældende § 13, stk. 2, i styringsloven.
Det foreslås således, at beskæftigelsesindsatsen omfatter kommunens opgaver efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, beskæftigelsesrettede opgaver over for borgere og virksomheder efter lov om aktiv socialpolitik, lov om sygedagpenge, lov om ret til orlov og dagpenge ved barsel, lov om kompensation til handicappede i erhverv m.v., integrationsloven og opgaverne efter stk. 3.
Efter gældende § 13, stk. 3, tilrettelægger kommunalbestyrelsen formidlingen af virksomhedsrettede sociale tilbud m.v. Kommunalbestyrelsen udvikler og styrker indsatsen for at inddrage virksomhederne i indsatsen efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, herunder revalidering og andre virksomhedsrettede tilbud. Indsatsen tilrettelægges med udgangspunkt i lokale forhold, herunder lokale ressourcer og behov.
Det foreslås i stk. 3, at kommunalbestyrelsen udvikler og styrker indsatsen for at inddrage virksomhederne i indsatsen efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats. Denne indsats omfatter bl.a virksomhedspraktik, ansættelse med løntilskud, jobrotation, virksomhedsrevalidering, fleks- og skånejob samt formidling af ordinære job.
Formuleringen om lokale forhold, herunder lokale ressourcer og behov, er ikke medtaget i den foreslåede bestemmelse, da det vurderes, at den er overflødig.
Det foreslåede stk. 4 er en indholdsmæssig videreførelse af den gældende § 13, stk. 4, i styringsloven. Regler efter den gældende bestemmelse er fastsat i bekendtgørelse nr. 1541 af 16/12 2013 om ansvaret for og styringen af den aktive beskæftigelsesindsats.
Det foreslås, at beskæftigelsesministeren bemyndiges til at fastsætte regler om, hvilke beskæftigelsesrettede opgaver efter lov om aktiv socialpolitik, lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel og integrationsloven der er omfattet af beskæftigelsesindsatsen. Reglerne vil blive fastsat i en ny bekendtgørelse om organisering og understøttelse af beskæftigelsesindsatsen m.v.
Efter i § 23 i den gældende styringslov skal kommunerne under inddragelse af det lokale beskæftigelsesråd udarbejde en plan for det kommende års beskæftigelsesindsats.
Beskæftigelsesplanen skal drøftes med beskæftigelsesregionen forud for planens forelæggelse for kommunalbestyrelsen. Forud for vedtagelsen af budgettet for det kommende år behandler kommunalbestyrelsen beskæftigelsesplanen med det lokale beskæftigelsesråds og beskæftigelsesregionens bemærkninger i et møde.
Kommunen skal efter styringslovens § 24 udarbejde en særskilt resultatrevision, som viser resultater og effekter af beskæftigelsesindsatsen i jobcenteret. Resultatrevisionen skal drøftes med beskæftigelsesregionen forud for forelæggelsen for kommunalbestyrelsen. Forud for vedtagelsen af budgettet for det kommende år behandler kommunalbestyrelsen resultatrevisionen med det lokale beskæftigelsesråds og beskæftigelsesregionens bemærkninger i et møde.
Resultatrevisionen skal forelægges kommunalbestyrelsen med det lokale beskæftigelsesråds bemærkninger forud for vedtagelsen af budgettet for det kommende år. Beskæftigelsesministeren kan efter de gældende regler fastsætte regler om, hvilke oplysninger beskæftigelsesplanen og resultatrevisionen skal indeholde, samt form og frister for udarbejdelsen.
Kommunen sender efter styringslovens § 25 beskæftigelsesplanen og resultatrevisionen til det regionale beskæftigelsesråd med det lokale beskæftigelsesråds bemærkninger.
Som konsekvens af ønskerne om afbureaukratisering og dermed afskaffelse af en række form- og proceskrav foreslås det i stk. 1, at kommunen alene skal udarbejde en plan for det kommende års beskæftigelsesindsats. Beskæftigelsesplanen skal tage udgangspunkt i de vejledende beskæftigelsespolitiske mål, som beskæftigelsesministeren årligt udmelder, tilpasset de lokale forhold og udfordringer. Der henvises til den foreslåede § 19 og bemærkningerne hertil. Planen for det kommende års beskæftigelsesindsats skal vedtages senest den 31. december.
Alle øvrige form- og proceskrav til udformningen af beskæftigelsesplanen og resultatrevisionen foreslås afskaffet.
Der stilles således ikke fremover formkrav til fastsættelse af kvantitative mål i de kommunale beskæftigelsesplaner med udgangspunkt i landsdækkende kvantitative målsætninger.
Kommunen skal heller ikke længere udarbejde en særskilt resultatrevision. I forslaget til stk. 2 indgår dog, at der i grundlaget for udarbejdelsen af beskæftigelsesplanen indgår en resultatrevision, som viser resultater og effekter af beskæftigelsesindsatsen i jobcenteret for det forudgående år, således at det sikres, at kommunen drøfter de opnåede resultater og effekter af beskæftigelsesindsatsen, og at erfaringerne herfra indgår i arbejdet med beskæftigelsesplanen for det kommende år.
Kommunens årlige beskæftigelsesplan kan have et flerårigt sigte. Kommunens beskæftigelsesplan skal ikke sendes i høring i de regionale arbejdsmarkedsråd eller i Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering.
Det foreslås i stk. 3, at kommunalbestyrelsen skal fremsende den årlige beskæftigelsesplan til det regionale arbejdsmarkedsråd til orientering, således at det regionale arbejdsmarkedsråd kan få et overblik over kommunernes planer for tilrettelæggelsen af beskæftigelsesindsatsen for det kommende år. Rådet behandler de kommunale beskæftigelsesplaner og kan henvende sig til kommunerne med bemærkninger til de fremsendte beskæftigelsesplaner. Rådets bemærkninger forpligter dog ikke kommunerne til at revidere deres planer.
Efter den gældende styringslovs § 14 skal kommunalbestyrelsen drage omsorg for, at en særskilt del af kommunens forvaltning (jobcenteret) alene udfører den kommunale beskæftigelsesindsats.
Formålet med bestemmelsen er at sikre fokus på den beskæftigelsesrettede indsats og adskille den jobrettede indsats fra afgørelser om berettigelse til og udmåling af forsørgelsesydelser, f.eks. kontanthjælp, sygedagpenge, hjælp til enkeltydelser og boligstøtte.
Efter styringslovens § 14 kan kommunalbestyrelsen beslutte, at jobcenteret også varetager kommunens opgaver i relation til lov om danskuddannelse til voksne udlændinge m.fl., lov om erhvervsgrunduddannelse m.v. og visse opgaver i relation til Ungdommens Uddannelsesvejledning efter kapitel 2 i lov om vejledning om valg af uddannelse og erhverv.
Det foreslås, at beskæftigelsesindsatsen over for borgere og virksomheder fortsat varetages af jobcenteret. Det foreslås dog, at jobcenteret ikke længere skal være bundet af, at varetagelse af beskæftigelsesindsatsen er eneste opgave, der kan udføres her. Kommunalbestyrelsen kan således beslutte, at opgaver fra andre dele af forvaltningen kan varetages i jobcenteret. Det vil således f.eks. være muligt at lægge kommunens ydelsescenter i jobcenteret, ligesom kommunen kan beslutte, at jobcenteret kan varetage opgaver i relation til lov om danskuddannelse til voksne udlændinge m.fl., lov om erhvervsgrunduddannelse m.v. og visse opgaver i relation til Ungdommens Uddannelsesvejledning m.v.
Derimod vil det ikke være muligt at lægge varetagelsen af beskæftigelsesindsatsen helt eller delvist i andre dele af den kommunale forvaltning, bortset fra de tilfælde der er nævnt i forslag til § 6, stk. 2-5, hvortil der henvises.
Med den foreslåede ændring vil det fremover i højere grad være muligt for de kommunale forvaltninger at tilpasse deres administration til lokale forhold, men det fastholdes, at beskæftigelsesindsatsen er forankret i jobcenteret.
Det foreslåede stk. 1 er en delvis sammenskrivning af den gældende styringslovs § 15, stk. 1 og 2.
Efter disse bestemmelser varetager jobcenteret beskæftigelsesindsatsen over for borgere og virksomheder, og der skal i indsatsen over for disse være fokus på beskæftigelse, selvforsørgelse og rådighed. Det langsigtede fokus for den enkelte ledige skal være på varig tilknytning til arbejdsmarkedet.
Det foreslås, at bestemmelserne om jobcenterets grundlæggende opgaver over for borgere videreføres indholdsmæssigt. Bestemmelser om indsatsen over for virksomhederne foreslås dog flyttet til forslagets § 7.
Målet for jobcenterets indsats er således at understøtte, at den enkelte borger kommer hurtigst muligt direkte i job. Indsatsen tager udgangspunkt i den enkeltes ressourcer og i, hvor tæt den enkelte er på arbejdsmarkedet. For unge ydelsesmodtagere uden erhvervskompetencegivende uddannelse går vejen til beskæftigelse via uddannelsespålæg.
Jobcenteret understøtter den enkeltes jobsøgning, herunder ved brug af selvbetjeningsværktøjer og synliggør relevante jobåbninger over for den enkelte.
I forhold til borgere, der ud over at mangle et arbejde kan have sociale og helbredsmæssige problemer, er udgangspunktet for jobcenterets indsats, at beskæftigelsesmæssige og sociale problemer skal kunne løses parallelt.
Det foreslåede stk. 2 er med redaktionelle ændringer en indholdsmæssig videreførelse af den gældende § 15, stk. 3, i styringsloven.
Det foreslås således, at kommunerne fortsat har mulighed for at bestemme, at beskæftigelsesindsatsen over for unge under 30 år uden uddannelse kan varetages af en særskilt enhed, adskilt fra jobcenteret.
Målet er, at indsatsen for unge uden uddannelse bør foregå i et miljø, hvor uddannelse er i centrum. Det kan f.eks. være i et UU-center eller på en erhvervsskole.
Kommuner, der vælger denne model, har også mulighed for at udskille indsatsen over for unge uden uddannelse uanset ydelse – på tværs af de forskellige forvaltninger i kommunen – og varetage denne i en særlig enhed. Dette betyder, at kommunens fulde indsats over for denne gruppe unge, dvs. også på f.eks. social- og sundhedsområdet, varetages og koordineres i denne enhed. Unge uden uddannelse er unge under 30 år, som modtager enten uddannelseshjælp, arbejdsløshedsdagpenge, sygedagpenge, ressourceforløbsydelse eller ledighedsydelse.
Det foreslåede stk. 3 er med redaktionelle ændringer en indholdsmæssig videreførelse af gældende § 15, stk. 4, i styringsloven, som skulle træde i kraft den 5. januar 2015.
Det foreslås således, at kommunalbestyrelsen kan beslutte, om opfølgningen over for sygedagpengemodtagere, hvor der er en dato for forventet fuld raskmelding, som ligger inden for 8 uger regnet fra første fraværsdag, skal varetages af jobcenteret eller ydelsescentret. Dermed kan den enkelte kommune tilrettelægge en hensigtsmæssig og fleksibel administration i de korterevarende sygedagpengesager.
Det foreslåede stk. 4 er med redaktionelle ændringer en indholdsmæssig videreførelse af § 15, stk. 5, i styringsloven, som skulle træde i kraft den 5. januar 2015.
Det foreslås således, at kommunalbestyrelsen kan beslutte, at funktionen som gennemgående og koordinerende sagsbehandler for borgere i ressourceforløb, borgere i jobafklaringsforløb, jf. den gældende §§ 68 c og 68 g i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, og funktionen som gennemgående og koordinerende sagsbehandler for sygemeldte borgere, jf. § 13 d i sygedagpengeloven, kan overdrages til en anden enhed i kommunen end jobcenteret. Det foreslås endvidere, at den gennemgående og koordinerende sagsbehandler fra en anden enhed end jobcenteret ikke kan træffe afgørelser efter beskæftigelseslovgivningen.
Det indebærer, at en sagsbehandler fra en anden enhed end jobcenteret kan være gennemgående og koordinerende sagsbehandler og udføre opgaver på beskæftigelsesområdet, som vedrører faktisk forvaltningsudøvelse. Der kan f.eks. være tale om at udarbejde rehabiliteringsplanens indsatsdel, foretage opfølgning og understøtte, at borgeren følger rehabiliteringsplanens indsatsdel og når målet i planen.
Den gennemgående og koordinerende sagsbehandler får adgang til alle nødvendige oplysninger. Der vil i denne forbindelse kunne være tale om, at den gennemgående og koordinerende sagsbehandler får terminaladgang til oplysningerne.
Kommunen har – som dataansvarlig myndighed – ansvaret for at sikre datasikkerheden og for at have den nødvendige fokus på behandlingssikkerheden, jf. persondatalovens § 41, stk. 3, og bekendtgørelse om sikkerhedsforanstaltninger til beskyttelse af personoplysninger, som behandles for den offentlige forvaltning (sikkerhedsbekendtgørelsen), herunder behovet for styring af brugerrettigheder og interne kontroller samt uddannelse og vejledning af medarbejderne.
Det foreslåede stk. 5 er en indholdsmæssig videreførelse af den gældende § 15, stk. 6, i styringsloven.
Det foreslås således, at kommunalbestyrelsen kan beslutte, at funktionen som koordinerende sagsbehandler for personer, der modtager kontanthjælp eller uddannelseshjælp, og som vurderes aktivitetsparate, jf. § 2, nr. 3 og 13, i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, kan overdrages til en anden enhed i kommunen end jobcenteret. Den koordinerende sagsbehandler kan ikke træffe afgørelser efter beskæftigelseslovgivningen, hvis pågældende er fra en anden enhed end jobcenteret.
Det indebærer, at en sagsbehandler fra en anden enhed end jobcenteret kan være koordinerende sagsbehandler og udføre opgaver på beskæftigelsesområdet, som vedrører faktisk forvaltningsudøvelse. Der kan f.eks. være tale om at udarbejde jobplanen, varetage kontaktforløbet og understøtte, at borgeren følger jobplanen og når målet i planen.
Den gennemgående og koordinerende sagsbehandler får adgang til alle nødvendige oplysninger. Der vil i denne forbindelse kunne være tale om, at den koordinerende sagsbehandler får terminaladgang til oplysningerne.
Kommunen har - som dataansvarlig myndighed - ansvaret for at sikre datasikkerheden og for at have den nødvendige fokus på behandlingssikkerheden, jf. persondatalovens § 41, stk. 3, og bekendtgørelse om sikkerhedsforanstaltninger til beskyttelse af personoplysninger, som behandles for den offentlige forvaltning (sikkerhedsbekendtgørelsen), herunder behovet for styring af brugerrettigheder og interne kontroller samt uddannelse og vejledning af medarbejderne.
Efter gældende § 13, stk. 2, i styringsloven, omfatter beskæftigelsesindsatsen over for virksomhederne opgaver i henhold til lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, lov om aktiv socialpolitik, lov om sygedagpenge, lov om ret til orlov og dagpenge ved barsel, lov om kompensation til handicappede i erhverv m.v. og integrationsloven.
Det foreslås i stk. 1, at jobcenterets opgaver i forhold til beskæftigelsesindsatsen indholdsmæssigt videreføres, og at der i beskæftigelsesindsatsen skal være fokus på landets virksomheder. Virksomhedsservice og jobformidling skal være en kerneopgave for jobcentrene, så virksomhederne kan få den arbejdskraft, de har brug for, og så der sker et hurtigt og præcist match mellem virksomhed og den ledige.
Efter forslaget til stk. 1 skal kommunerne have fokus på de tre virksomhedsrettede indsatsområder; rekruttering af ledige, uddannelse og opkvalificering af nyansatte, der kommer fra ledighed, samt fastholdelse af sygemeldte medarbejdere. Ved uddannelse og opkvalificering tænkes på information og hjælp til at oprette jobrotationsforløb, fagpilot, voksenlærlingeforløb og opkvalificeringsjob. Kommunerne har til gengæld frihed til selv at fastlægge udmøntning og håndtering af den virksomhedsrettede indsats lokalt. Indsatsen skal være kontinuerlig og sammenhængende, og der skal være fokus på den opsøgende virksomhedskontakt, også på tværs af kommuner.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets almindelige bemærkninger pkt. 2.2.1.3.2.
De tre servicespor skal understøttes af digitale løsninger. Med it-understøttelse af initiativerne sikres færre administrative byrder i forbindelse med bl.a. oprettelse af løntilskud. Rekrutteringsindsatsen vil blive understøttet af et nyt, nationalt it-system udviklet af Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering, der indeholder jobordrer fra virksomheder. Dermed sikres det, at der er gennemsigtighed i virksomheders jobordrer og rekrutteringsbehov på tværs af kommunegrænser, og at det bliver lettere for jobcentre at servicere virksomheder inden for rekruttering.
I stk. 2 foreslås, at jobcenteret varetager virksomhedskontakten, og at jobcentrene skal samarbejde herom på tværs af kommunegrænserne. Samarbejde på tværs skal understøtte, at jobcentrene hurtigt følger op på virksomhedernes behov for hjælp til rekruttering. Det betyder bl.a., at jobcentrene skal se ud over egen kommunegrænse og samarbejde med øvrige kommuner, når de får kendskab til virksomheder med behov for arbejdskraft.
Den foreslåede bestemmelse er en sammenskrivning af gældende § 17 og § 60, stk. 4, i styringsloven. Det foreslås således i stk. 1, at beskæftigelsesministeren efter forhandling med KL fastsætter regler om anvendelse af fælles logo og grafisk design m.v. i kommunikationen med borgere, virksomheder og andre samarbejdsparter. Således vil jobcentrene også fremover skulle følge den designmanual, som er udarbejdet i samarbejde med KL, og som er offentliggjort på Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekrutterings hjemmeside.
I stk. 2 foreslås, at jobcentrenes hjemmesider skal udarbejdes i overensstemmelse med de af Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering og KL fastsatte krav til logo og hjemmeside-design.
Formålet med bestemmelserne er at sikre, at jobcentrene i hele landet fremtræder som myndigheder med samme opgaver og servicetilbud.
Det foreslåede stk. 1 er med redaktionelle ændringer en indholdsmæssig videreførelse af den gældende § 25 a, stk. 1, i styringsloven.
Det foreslås således, at kommunalbestyrelsen skal etablere rehabiliteringsteam i alle kommuner. Rehabiliteringsteamet er et dialog- og koordineringsforum, som afgiver en indstilling i sager, der behandles i teamet. Rehabiliteringsteamet skal behandle alle sager, inden der træffes afgørelse om ressourceforløb, fleksjob, tilskud til selvstændigt erhvervsdrivende og førtidspension. Det gælder også sager, hvor det er åbenbart formålsløst at forsøge at udvikle borgerens arbejdsevne. I disse sager skal sagsbehandlingen være hurtig, og sagen kan forelægges uden personlig kontakt til borgeren. Der vil være tale om borgere, der er så syge eller har så betydelige funktionsnedsættelser, at det er åbenbart formålsløst at forsøge at udvikle arbejdsevnen. De er derfor undtaget fra ressourceforløb og skal kunne tilkendes førtidspension. Det kan f.eks. være borgere med en betydelig nedsat funktionsevne som følge af udviklingshæmning, med en alvorlig hjerneskade eller med alvorlige lidelser, hvor de medicinske behandlingsmuligheder er udtømte eller udsigtsløse, hvor prognosen er kort levetid, eller hvor sygdommen er hastigt accelererende.
Desuden foreslås det, at rehabiliteringsteamet skal afgive indstilling om indsatsen i sager om jobafklaringsforløb til borgere, der er uarbejdsdygtige på grund af sygdom. Formålet med forslaget er at sikre den samme tværfaglige vurdering i disse sager, som efter de gældende regler foretages i sager om ressourceforløb, fleksjob, tilskud til selvstændigt erhvervsdrivende eller førtidspension.
Herudover foreslås det, at rehabiliteringsteamet skal afgive indstilling i sygedagpengesager om syge, der er visiteret til kategori 3 efter § 12 i sygedagpengeloven.
Kommunen er ansvarlig for at få sagen forelagt teamet. Behandlingen af sagen sker på grundlag af rehabiliteringsplanens forberedende del, som er udarbejdet af borgeren og sagsbehandleren i fællesskab og bl.a. med inddragelse af den praktiserende læge samt de øvrige forvaltninger, som deltager i teamet, jf. § 30 a i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats.
Teamets indstilling indgår i beslutningsgrundlaget, når den enkelte forvaltning efterfølgende træffer afgørelse i sagen. Det er således fortsat den enkelte forvaltning, der har kompetencen til at træffe afgørelse i den enkelte sag.
Teamets indstilling danner udgangspunkt for udarbejdelse af rehabiliteringsplanens indsatsdel, hvor den samlede rehabiliteringsindsats fastsættes på baggrund af de enkelte forvaltningers afgørelser om den konkrete indsats til den enkelte borger. Teamet kan indstille, at teamet inddrages i den løbende opfølgning på sagen.
Kommunens forelæggelse af sager for teamet er en del af den faktiske forvaltningsudøvelse som led i sagsbehandlingen. Der kan derfor ikke klages over, at sagen forelægges, eller at sagen ikke forelægges for teamet, ligesom der heller ikke kan klages over teamets indstilling i en sag.
Der sker med bestemmelsen ikke en fravigelse af persondatalovens § 35, hvorefter den registrerede har adgang til at gøre indsigelse mod en behandling af oplysninger om vedkommende selv.
Indsamling af oplysninger skal ske til udtrykkeligt angivne og saglige formål, og senere behandling må ikke være uforenelig med disse formål (finalité-princippet), jf. persondatalovens § 5, stk. 2. Det vurderes, at behandlingen ikke vil være i strid med finalité-princippet.
De forskellige myndigheder kan kun få adgang til oplysninger, der er nødvendige, og de oplysninger, de forskellige myndigheder kan få adgang til, må ikke omfatte mere, end hvad der kræves til opfyldelse af de formål, hvortil oplysningerne indsamles, jf. persondatalovens § 5, stk. 3.
De dataansvarlige myndigheder - kommuner, regioner og staten - skal ved digital kommunikation sikre, at kommunikationen sker i overensstemmelse med persondatalovens § 41, stk. 3, og bekendtgørelse om sikkerhedsforanstaltninger til beskyttelse af personoplysninger, som behandles for den offentlige forvaltning (sikkerhedsbekendtgørelsen), herunder behovet for styring af brugerrettigheder og interne kontroller og uddannelse og vejledning af medarbejderne samt kryptering ved transmission af følsomme eller fortrolige oplysninger over internettet.
§ 8, stk. 3, i persondataloven er – for sociale myndigheders videregivelse af oplysninger, som er nødvendige for at gennemføre indsatsen efter beskæftigelseslovgivningen - fraveget i den gældende styringslov. Denne fravigelse opretholdes, jf. forslag til § 50 og bemærkningerne hertil.
Efter persondatalovens § 7, stk. 1, må der som udgangspunkt ikke behandles følsomme oplysninger om bl.a. helbredsmæssige forhold. Behandling af oplysninger om helbredsmæssige forhold kan dog efter forudgående samtykke finde sted efter persondatalovens § 7, stk. 2, nr. 1. Denne bestemmelse fraviges ikke i det foreliggende lovforslag.
Som led i udmøntningen af reform af sygedagpengesystemet er der i lov nr. 720 af 25. juni 2014 om ændring af lov om sygedagpenge, lov om en aktiv beskæftigelsesindsat, lov om ansvaret og styringen af den aktive beskæftigelsesindsats, lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. og forskellige andre love fastsat regler om behandling i rehabiliteringsteamet af sygedagpengesager visiteret til kategori 3. Reglerne om behandling af sager i rehabiliteringsteamet i lov om ansvaret og styringen af den aktive beskæftigelsesindsats træder i kraft den 5. januar 2015, ligesom reglerne i lov om sygedagpenge om visitation til kategori 3 m.v. træder i kraft den 5. januar 2015.
Ændringerne fra lov nr. 720 af 25. juni 2014 til lov om ansvaret for og styringen af den aktive beskæftigelsesindsats foreslås at indgå i dette forslag om lov om organisering og understøttelse af beskæftigelsesindsatsen m.v., herunder ændringerne om behandling af sygedagpengesager i rehabiliteringsteamet. Dette lovforslag træder i kraft den 1. januar 2015. Dermed fremrykkes ikrafttræden af reglerne om rehabiliteringsteamets behandling af sygedagpengesager fra den 5. januar 2015 til den 1. januar 2015. Da de tilhørende bestemmelser i sygedagpengeloven om visitation til kategori 3 m.v. ikke træder i kraft før den 5. januar 2015, vil bestemmelserne om behandling i rehabiliteringsteamet af sygdagpengesager være ”tomme” i den ganske korte og ubetydelige periode fra 1. januar 2015. Den fremrykkede ikrafttræden er uden betydning for sygemeldte borgere, fordi ingen borger visiteres til kategori 3 før den 5. januar 2015, hvor ændringerne i sygedagpengeloven træder i kraft. Det vurderes endvidere af ordensmæssige grunde at være hensigtsmæssigt, at lovens bestemmelser så vidt muligt træder i kraft samtidig den 1. januar 2015.
Det foreslåede stk. 2 er med redaktionelle ændringer en indholdsmæssig videreførelse af § 25 a, stk. 2, i styringsloven, jf. § 4, nr. 10, i ovennævnte lov nr. 720 af 25. juni 2014 om ændring af lov om sygedagpenge, lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, lov om ansvaret og styringen af den aktive beskæftigelsespolitik, lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. og forskellige andre love.
Det foreslås således, at en sag ikke behandles i rehabiliteringsteamet, når en sygedagpengemodtager, som har fået en tværfaglig og helhedsorienteret indsats efter § 13 d i sygedagpengeloven, overgår fra sygedagpenge til jobafklaringsforløb ved ophør af sygedagpenge efter § 24 i lov om sygedagpenge. Overgår en sygedagpengemodtager til jobafklaringsforløb efter ophør af en af forlængelsesreglerne, skal sagen altid behandles i rehabiliteringsteamet, uanset den indsats, sygedagpengemodtageren har fået under sygedagpengeforløbet.
Det foreslåede stk. 3 er med redaktionelle ændringer en indholdsmæssig videreførelse af den gældende § 25 a, stk. 2, i styringsloven.
Det foreslås således, at formålet med rehabiliteringsteamet er at sikre den enkelte borger en helhedsorienteret, tværfaglig, koordineret indsats med fokus på beskæftigelse og uddannelse, så den enkelte borger så vidt muligt opnår tilknytning til arbejdsmarkedet. Arbejdet i rehabiliteringsteamet skal medvirke til, at den enkelte borger kommer i centrum i egen sag, at der sker en parallel afklaring af den enkelte borgers beskæftigelsesmæssige, sociale og helbredsmæssige ressourcer og udfordringer med fokus på uddannelse, job og selvforsørgelse, samt at de samlede ressourcer anvendes effektivt og til gavn for den enkelte borger.
Der henvises til de almindelige bemærkninger i afsnit 2.2.1.4.
Det foreslåede stk. 1 er med redaktionelle ændringer en videreførelse af den gældende § 25 a, stk. 5, i styringsloven.
Det foreslås således, at rehabiliteringsteamet skal have en tværfaglig sammensætning med repræsentanter fra relevante forvaltningsområder, herunder
beskæftigelsesområdet,
sundhedsområdet,
socialområdet, herunder socialpsykiatriområdet,
regionen ved en sundhedskoordinator, jf. § 13, og
undervisningsområdet i sager vedrørende borgere under 30 år uden erhvervskompetencegivende uddannelse og i øvrige sager efter behov.
Kommunen kan efter behov inddrage kommunale eller eksterne eksperter til støtte for rehabiliteringsteamets arbejde og indstilling. Kommunen kan f.eks. i de sager, hvor bopælskommunen ikke er handlekommune på det sociale område, inddrage en repræsentant fra handlekommunen.
Det foreslåede stk. 2 er med redaktionelle ændringer en indholdsmæssig videreførelse af den gældende § 25 a, stk. 6, i styringsloven.
Det foreslås således, at borgeren og sagsbehandleren deltager i møder, hvor rehabiliteringsteamet behandler borgerens sag. Borgeren skal deltage i møderne både af hensyn til sagens afklaring og for at sikre, at borgeren inddrages i og får ejerskab til egen sag. Sagsbehandleren deltager på møderne i teamets behandling af sagen og bidrager til teamets indstilling til kommunen.
Hvis der er tale om en sag, hvor det er åbenbart formålsløst at forsøge at udvikle borgerens arbejdsevne, skal sagsbehandlingen være hurtig, og sagen kan derfor behandles i teamet uden, at borgeren deltager.
Kommunen skal gøre opmærksom på, at borgeren har mulighed for at inddrage en bisidder i sagen, f.eks. en pårørende.
Der henvises til de almindelige bemærkninger i afsnit 2.2.1.4.
Det foreslåede stk. 1 er med redaktionelle ændringer en indholdsmæssig videreførelse af den gældende § 25 a, stk. 3, i styringsloven.
Det foreslås således, at rehabiliteringsteamet altid skal afgive indstilling om følgende:
Hvorvidt borgeren skal gives et ressourceforløb, et fleksjob, tilskud til selvstændigt erhvervsdrivende, en anden beskæftigelsesrettet indsats eller førtidspension, samt hvorvidt borgeren, som er overgået fra sygedagpenge til et jobafklaringsforløb ved udløb af dette forløb, skal gives et nyt jobafklaringsforløb. Rehabiliteringsteamet skal således ikke behandle sager om borgerens adgang til at få det første jobafklaringsforløb.
Hvilke indsatser til borgere i ressourceforløb, jobafklaringsforløb og sygedagpengemodtagere visteret til kategori 3 efter § 12 i lov om sygedagpenge fra de forskellige forvaltninger, der er nødvendige for at bidrage til at bringe den enkelte borger til at opnå fodfæste på arbejdsmarkedet, og hvordan disse indsatser koordineres.
Hvordan opfølgningen i et sygedagpengeforløb, et ressource- eller jobafklaringsforløb tilrettelægges, så den enkelte borger støttes i at fastholde uddannelses- og beskæftigelsesmålet, herunder hvorvidt og i hvilket omfang, der er brug for mentorstøtte for at sikre, at indsatsen realiseres.
Det foreslåede stk. 2 er med redaktionelle ændringer en indholdsmæssig videreførelse af den gældende § 25 a, stk. 7, i styringsloven.
Det foreslås således, at sagen forelægges for rehabiliteringsteamet på ny, inden der træffes afgørelse i sagen, hvis kommunen ikke kan følge rehabiliteringsteamets indstilling. Ved genforelæggelse af sagen oplyses rehabiliteringsteamet om, hvorfor kommunen ikke finder at kunne følge rehabiliteringsteamets første indstilling. Når rehabiliteringsteamet har revurderet sagen på baggrund af kommunens oplysninger, sendes sagen retur til kommunen, der herefter træffer afgørelse i sagen.
Det foreslåede stk. 3 er med redaktionelle ændringer en indholdsmæssig videreførelse af den gældende § 25 a, stk. 4, i styringsloven, jf.§ 4, nr. 10, i ovennævnte lov nr. 720 af 25. juni 2014.
Det foreslås således, at rehabiliteringsteamet ikke skal drøfte og afgive indstilling om, hvorvidt en sygedagpengemodtager visiteret til kategori 3 efter § 12 i sygedagpengeloven skal have ret til sygedagpenge, eller hvorvidt en borger skal have et første jobafklaringsforløb. Dette gælder i sager om jobafklaringsforløb, enten hvor borgeren får ret til at overgå til et jobafklaringsforløb, eller hvor borgeren på første fraværsdag ville have haft ret til sygedagpenge fra kommunen, hvis ikke borgeren var omfattet af tidsbegrænsningen i sygedagpengelovens § 24, stk. 1, jf. sygedagpengelovens § 24 a.
Det foreslås, at rehabiliteringsteamet i disse sager alene skal give indstilling om hvilke beskæftigelsesmæssige, sociale og sundhedsmæssige indsatser, der er nødvendige for, at den enkelte borger opnår tilknytning til arbejdsmarkedet. Desuden skal rehabiliteringsteamet give indstilling om, hvordan opfølgningen på indsatsen tilrettelægges.
Som led i udmøntningen af reform af sygedagpengesystemet er der i lov nr. 720 af 25. juni 2014 om ændring af lov om sygedagpenge, lov om en aktiv beskæftigelsesindsat, lov om ansvaret og styringen af den aktive beskæftigelsesindsats, lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. og forskellige andre love fastsat regler om behandling i rehabiliteringsteamet af sygedagpengesager visiteret til kategori 3. Reglerne om behandling af sager i rehabiliteringsteamet i lov om ansvaret og styringen af den aktive beskæftigelsesindsats træder i kraft den 5. januar 2015, ligesom reglerne i lov om sygedagpenge om visitation til kategori 3 m.v. træder i kraft den 5. januar 2015.
Ændringerne fra lov nr. 720 til lov om ansvaret for og styringen af den aktive beskæftigelsesindsats foreslås at indgå i dette forslag om lov om organisering og understøttelse af beskæftigelsesindsatsen m.v., herunder ændringerne om behandling af sygedagpengesager i rehabiliteringsteamet. Dette lovforslag træder i kraft den 1. januar 2015. Dermed fremrykkes ikrafttræden af reglerne om rehabiliteringsteamets behandling af sygedagpengesager fra den 5. januar 2015 til den 1. januar 2015. Da de tilhørende bestemmelser i sygedagpengeloven om visitation til kategori 3 m.v. ikke træder i kraft før den 5. januar 2015, vil bestemmelserne om behandling i rehabiliteringsteamet af sygdagpengesager være tomme i den ganske korte og ubetydelige periode fra den 1. januar 2015. Den fremrykkede ikrafttræden er uden betydning for sygemeldte borgere, fordi ingen borger visiteres til kategori 3 før den 5. januar 2015, hvor ændringerne i sygedagpengeloven træder i kraft. Det vurderes endvidere af ordensmæssige grunde at være hensigtsmæssigt, at lovens bestemmelser så vidt muligt træder i kraft samtidig den 1. januar 2015.
Der henvises til de almindelige bemærkninger i afsnit 2.2.1.4.
Den foreslåede bestemmelse er med redaktionelle ændringer en indholdsmæssig videreførelse af § 25 a, stk. 8, i styringsloven, der er gældende fra den 5. januar 2015.
Det foreslås således i stk. 1, at beskæftigelsesministeren har bemyndigelse til efter forhandling med ministeren for børn, ligestilling, integration og sociale forhold at fastsætte nærmere regler om indhold og procedurer for rehabiliteringsteamets indstilling. Der kan i den forbindelse fastsættes nærmere regler om krav til indholdet i rehabiliteringsteamets indstilling alt efter, om der indstilles til ressourceforløb, fleksjob, tilskud til selvstændigt erhvervsdrivende eller førtidspension.
Beskæftigelsesministeren foreslås i stk. 2 på tilsvarende vis bemyndiget til at fastsætte nærmere regler om indhold og procedurer for rehabiliteringsteamets indstilling i sager om jobafklaringsforløb og i sygedagpengesager for syge, der er visiteret til kategori 3 efter § 12 i lov om sygedagpenge.
Bemyndigelsen i stk. 1 og 2 foreslås givet med henblik på, at der kan fastsættes nærmere regler alt efter, om der indstilles til jobafklaringsforløb, ressourceforløb, fleksjob, tilskud til selvstændigt erhvervsdrivende, eller førtidspension eller indsats og opfølgning i sygedagpengesager. Bestemmelsen er i dag udmøntet ved bekendtgørelse nr. 814 af 27. juni 2014 om rehabiliteringsplan og rehabiliteringsteamets indstilling om ressourceforløb, fleksjob, førtidspension m.v.
Der henvises til de almindelige bemærkninger i afsnit 2.2.1.4.
Det foreslåede stk. 1 er med redaktionelle ændringer en indholdsmæssig videreførelse af den gældende § 25 b, stk. 1 og 2, i styringsloven.
Det foreslås således, at kommuner og regioner skal indgå en samarbejdsaftale om sundhedsfaglig rådgivning og vurdering til kommunen. Aftalen skal indgås med den region, hvori den enkelte kommune er beliggende. I aftalen fastlægges de lokale rammer for, hvordan den kliniske funktion skal levere rådgivningen og vurderingen til beskæftigelsesområdet, herunder hvordan og med hvilke faglige kompetencer sundhedskoordinatorfunktionen bemandes.
Det foreslås endvidere, at kommunen og regionen skal aftale, hvorledes kommunens rehabiliteringsteam får adgang til rådgivning og vurdering fra en klinisk funktion i regionen, herunder adgang til en sundhedskoordinatorfunktion, som repræsenterer regionen i rehabiliteringsteamet.
Det foreslåede stk. 2 er med redaktionelle ændringer en indholdsmæssig videreførelse af den gældende § 25 b, stk. 3, i styringsloven. Det er i bestemmelsen præciseret, at det er kommunen, der kan opsige og indgå ny samarbejdsaftale.
Det foreslås således, at kommunen, hvis den ikke er tilfreds med regionens ydelser, kan vælge at opsige samarbejdsaftalen og indgå en ny samarbejdsaftale om sundhedsfaglig rådgivning og vurdering med en anden region. En anden region vil ikke være forpligtet til at indgå en samarbejdsaftale om ydelser om sundhedsfaglig rådgivning og vurdering.
Der henvises til de almindelige bemærkninger i afsnit 2.2.1.5.
Den foreslåede bestemmelse er med redaktionelle ændringer en indholdsmæssig videreførelse af den gældende § 25 c, stk. 1, i styringsloven.
Det foreslås således, at sundhedskoordinatoren skal deltage i rehabiliteringsteamet, og sundhedskoordinatoren skal efter behov yde bistand i kommunens forberedelse af sager til forelæggelse for teamet samt i teamet bidrage til vurdering af den konkrete sag, herunder om der er behov for yderligere rådgivning eller vurdering fra den kliniske funktion. Sundhedskoordinatorens vurdering indgår som en del af teamets indstilling i den enkelte sag.
Der henvises til de almindelige bemærkninger i afsnit 2.2.1.5.
Det foreslåede stk. 1 er med redaktionelle ændringer en indholdsmæssig videreførelse af den gældende § 25 c, stk. 2, i styringsloven.
Det foreslås således, at kommunen i sagsbehandlingen af sager, som skal behandles i rehabiliteringsteamet, samt i sager om ressourceforløb, fleksjob og tilskud til selvstændigt erhvervsdrivende alene kan benytte sundhedsfaglig rådgivning og vurdering fra den kliniske funktion og den praktiserende læge. Det indebærer, at kommunen i det omfang, der er brug for lægefaglig bistand i sagsbehandlingen i sager, der forberedes til forelæggelse i rehabiliteringsteamet, kun kan benytte lægefaglig bistand fra klinisk funktion og den praktiserende læge. Det indebærer endvidere, at hvis der er behov for lægefaglig bistand under et ressourceforløb i forbindelse med tilkendelse af fleksjob eller under et fleksjob, kan kommunen kun benytte lægefaglig bistand fra klinisk funktion og den praktiserende læge. Forslaget betyder, at det alene er klinisk funktion eller den praktiserende læge, der yder lægefaglig bistand i sagsbehandlingen i de mest udsatte borgeres sager.
Herudover foreslås det, at kommunen i disse sager alene kan rekvirere almene lægeattester fra den praktiserende læge og speciallægeattester fra den kliniske funktion. Klinisk funktion kan efter behov rekvirere en eller flere speciallægeattester som grundlag for klinisk funktions vurdering til kommunen. Det kan f.eks. være i tilfælde med sjældne sygdomme, hvor der er ganske få med specialviden.
I sager om jobafklaringsforløb og i sager om sygedagpenge til borgere visiteret til kategori 3, jf. sygedagpengelovens § 12, kan kommunen på tilsvarende vis alene benytte sundhedsfaglig rådgivning og vurdering fra den kliniske funktion og den praktiserende læge samt alene rekvirere lægeattester fra den praktiserende læge og speciallægeattester fra den kliniske funktion om borgerens muligheder for at arbejde.
Reglerne i forslaget til § 17, stk. 1, hvorefter beskæftigelsesministeren efter forhandling med ministeren for sundhed og forebyggelse kan fastsætte regler om bl.a. pris for klinisk funktions ydelser og lægeattester, gælder også for sager omfattet af den foreslåede § 15, stk. 1.
Det foreslåede stk. 2 er med redaktionelle ændringer en indholdsmæssig videreførelse af den gældende § 25 c, stk. 3, i styringsloven.
Det foreslås således, at kommunen i en forsøgsperiode på i alt to år skal indhente en vurdering af, om der kan anbefales en anden behandling, når en sygemeldt, der modtager sygedagpenge, ikke ønsker at modtage lægebehandling. Herudover skal kommunen i en forsøgsperiode på to år indhente en vurdering af, om der kan anbefales en anden behandling, når en borger, der skal visiteres til fleksjob i forbindelse med en afgørelse om førtidspension, eller i forbindelse med modtagelse af førtidspension eller ressourceforløbsydelse, ikke ønsker at deltage i lægebehandling.
Derfor skal kommunen i en forsøgsperiode på to år anvende klinisk funktion til vurdering af, om der kan anbefales en anden behandling, når borgeren over for kommunen oplyser, at borgeren ikke ønsker at modtage lægebehandling.
Formålet med at indhente en vurdering fra regionens kliniske funktion er at give borgeren de bedste muligheder for at bidrage til egen helbredelse ved at gøre en indsats for at finde en anden behandlingsmulighed, når den sygemeldte ikke ønsker at deltage i den behandling, pågældende er blevet tilbudt.
Anbefaler klinisk funktion en anden behandling, foregår den sundhedsfaglige behandling af borgeren som hidtil efter reglerne i sundhedslovgivningen. Det er således ikke klinisk funktion, der skal tilbyde borgeren den behandling, som klinisk funktion anbefaler.
Reglerne i forslaget til § 17, stk. 1, hvorefter beskæftigelsesministeren efter forhandling med ministeren for sundhed og forebyggelse kan fastsætte regler om bl.a. pris for klinisk funktions ydelser og lægeattester, gælder også for sager, der skal forelægges klinisk funktion efter den foreslåede § 15, stk. 2.
Forsøget er iværksat den 1. juli 2014 med hjemmel i lov nr. 720 af 25. juni 2014 om ændring af lov om sygedagpenge, lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, lov om ansvaret og styringen af den aktive beskæftigelsesindsats, lov om arbejdsløsheds forsikring m.v. og forskellige andre love. Forsøget foreslås fortsat frem til den 30. juni 2016. Forsøget er ikke til ugunst for borgeren, men skal sikre borgere ret til at sige nej til behandling, uden at de mister forsørgelsen.
Der henvises til de almindelige bemærkninger i afsnit 2.2.1.5.
Den foreslåede bestemmelse er med redaktionelle ændringer en indholdsmæssig videreførelse af den gældende § 25 d, i styringsloven.
Det foreslås således, at kommunen betaler for de ydelser, der rekvireres fra den kliniske funktion i regionen, herunder for sundhedskoordinatorens deltagelse i rehabiliteringsteamet.
Der henvises til de almindelige bemærkninger i afsnit 2.2.1.5.
Det foreslåede stk. 1 er med redaktionelle ændringer en indholdsmæssig videreførelse af den gældende § 25 e, stk. 1, i styringsloven.
Det foreslås således, at beskæftigelsesministeren efter forhandling med ministeren for sundhed og forebyggelse kan fastsætte nærmere regler om samarbejdsaftalen, herunder om sundhedskoordinatorfunktionen og om fastsættelse af pris m.v., samt om krav til lægeattesters udformning og indhold. Reglerne vil blive fastsat med henblik på at tilvejebringe attester, som kan bidrage til udvikling af borgerens arbejdsevne m.v.
Det foreslåede stk. 2 er med redaktionelle ændringer en indholdsmæssig videreførelse af den gældende § 25 e, stk. 2, i styringsloven.
Det foreslås således, at beskæftigelsesministeren efter forhandling med ministeren for sundhed og forebyggelse og social- og integrationsministeren fastsætter nærmere regler om krav til organiseringen, tilrettelæggelsen og indholdet i den sundhedsfaglige rådgivning, som kommunen indhenter til brug for sagsbehandlingen i sager, som skal behandles i rehabiliteringsteamet samt i sager om jobafklaringsforløb, ressourceforløb og fleksjob og i sygedagpengesager visiteret til kategori 3 efter § 12 i sygedagpengeloven.
Med hjemmel i bemyndigelsen er udstedt bekendtgørelse nr. 815 af 27. juni 2014 om kommuner og regioners samarbejde om sundhedsfaglig rådgivning og vurdering i sager om ressourceforløb, fleksjob, førtidspension m.v. Der vil med hjemmel i den foreslåede bemyndigelsesbestemmelse blive fastsat tilsvarende regler.
Herudover foreslås i stk. 2, at beskæftigelsesministeren efter forhandling med ministeren for sundhed og forebyggelse og ministeren for børn, ligestilling, integration og sociale forhold i sager efter forslagets § 15, stk. 2, fastsætter regler om bl.a. organiseringen og indholdet i den sundhedsfaglige rådgivning. Der fastsættes bl.a. nærmere regler vedrørende de tilfælde, hvor den kliniske funktion ikke kan pege på en anden behandlingsmulighed som følge af, at den relevante faglige ekspertise ikke er repræsenteret i klinisk funktion. I disse tilfælde sikres borgerens ret til en ekstra lægefaglig vurdering af behandlingsmulighederne ved, at klinisk funktion sørger for, at sagen vurderes af en sundhedsfaglig person med relevant faglig ekspertise.
Det foreslåede stk. 3 er med redaktionelle ændringer en indholdsmæssig videreførelse af den gældende § 25 e, stk. 3, i styringsloven.
Det foreslås således, at beskæftigelsesministeren efter forhandling med ministeren for sundhed og forebyggelse fastsætter nærmere regler om krav til tilrettelæggelse og indhold i den sundhedsfaglige rådgivning i sager på det øvrige beskæftigelsesområde, herunder sager om kontanthjælp, sygedagpenge og revalidering. Bemyndigelsesbestemmelsen vil blive anvendt til at fastsætte bindende regler på området.
Der henvises til de almindelige bemærkninger i afsnit 2.2.1.5.
Efter gældende regler i kapitel 2 a i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, §§ 19 og 20 i lov om sygedagpenge, § 47 a i lov om aktiv socialpolitik og § 5 i integrationsloven kan andre aktører inddrages i beskæftigelsesindsatsen. Efter disse regler er der mulighed for at overlade det til andre aktører, herunder arbejdsløshedskasser at udføre opgaver og træffe afgørelser i forhold til beskæftigelsesindsatsen.
Den foreslåede bemyndigelse er en indholdsmæssig videreførelse af § 28 i den gældende styringslov.
Det foreslås, at beskæftigelsesministeren kan fastsætte fælles landsdækkende krav til udbud og kontrakter med andre aktører om beskæftigelsesindsatsen efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, lov om aktiv socialpolitik, lov om sygedagpenge, integrationsloven og lov om ret til orlov og dagpenge ved barsel.
Med hjemmel i eksisterende bemyndigelse er der i bekendtgørelse nr. 1128 af 4. december 2012 bl.a. fastsat regler om rammeaftaler, som andre aktører og jobcenteret indgår om beskæftigelsesindsatsen efter styringsloven, sygedagpengeloven og lov om en aktiv socialpolitik. Det er regler om, hvilke betingelser der skal indsættes i en rammeaftale herunder regler om gyldighedsperiode, opsigelsesregler m.v. Der vil med hjemmel i den foreslåede bemyndigelsesbestemmelse blive fastsat tilsvarende regler.
Efter den gældende § 35, stk. 1, nr. 3, i styringsloven udmelder beskæftigelsesministeren årligt mål for beskæftigelsesindsatsen. Udmeldingen af de beskæftigelsespolitiske mål sker efter indstilling fra Beskæftigelsesrådet og er bindende for kommunerne.
I overensstemmelse med forliget om reform af beskæftigelsesindsatsen, hvorefter aftaleparterne er enige om at give kommunerne større frihedsgrader til at tilrettelægge beskæftigelsesindsatsen, foreslås det, at beskæftigelsesministeren forsat årligt udmelder beskæftigelsespolitiske mål, men at de alene angiver retningen for tilrettelæggelsen af den kommunale indsats, som kommunerne kan lade sig inspirere af, men som de ikke har pligt til at efterleve.
Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til § 4 og i afsnit 2.2.2.2. i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Efter den gældende styringslovs § 5 stk. 1, opretter beskæftigelsesministeren fire statslige beskæftigelsesregioner, som omfatter Region Nordjylland, Region Midtjylland, Region Syddanmark samt Region Hovedstaden og Region Sjælland til sammen.
Efter den gældende styringslovs § 8, stk. 1 og 2, overvåger og analyserer beskæftigelsesregionen udviklingen på det regionale arbejdsmarked og stiller sin viden til rådighed for jobcentrene og andre relevante interessenter. Herudover overvåger og tilvejebringer beskæftigelsesregionen dokumentation for resultater og effekter af beskæftigelsesindsatsen i jobcentrene, herunder dokumentation for resultatproblemer i enkelte jobcentre.
Efter den gældende styringslovs § 8, stk. 3, kan Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering pålægge beskæftigelsesregionen at varetage andre opgaver, herunder administrative opgaver, der vedrører beskæftigelsesindsatsen.
Efter styringslovens § 8, stk. 4, etablerer beskæftigelsesregionen en rådgiverfunktion, som kan bistå de enkelte jobcentre med at analysere og vurdere resultater af indsatsen, tilrettelægge arbejdsgange og håndtere indsatsen for særlige målgrupper m.v. Beskæftigelsesregionerne orienterer løbende det regionale beskæftigelsesråd om rådgivningsfunktionens arbejde og resultater.
Efter styringslovens § 8, stk. 5, varetager regionsdirektøren sekretariatsbistanden for det regionale beskæftigelsesråd og sikrer, at rådets beslutninger er lovlige.
Efter § 17 i lov om kompensation til handicappede i erhverv m.v. udarbejder beskæftigelsesregionen årligt en analyse om den arbejdsmarkedspolitiske situation for handicappede personer i regionen.
Det foreslås i stk. 1, at Beskæftigelsesministeriet, Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering skal understøtte kommunerne i implementeringen af reformer på beskæftigelsesområdet og understøtte udviklingen af beskæftigelsesindsatsen i den enkelte kommune og på tværs af kommunerne. Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering skal som hidtil varetage sekretariatsfunktionen for Beskæftigelsesrådet og skal fremover også varetage sekretariatsfunktionen for de regionale arbejdsmarkedsråd.
Som led i den foreslåede varetagelse af sekretariatsfunktionen for det regionale arbejdsmarkedsråd kan Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering afholde udgifter til vederlag til medlemmer i henhold til statens regler herom. Herudover kan der bl.a. afholdes udgifter til tolkebistand, personlig assistance, eventuelle rejseudgifter m.v. til medlemmer af rådet med handicap, der har behov herfor, i det omfang vedkommende ikke kompenseres som følge af, at vedkommende deltager som et led i sit ansættelsesforhold.
For at understøtte en lokal forankring af beskæftigelsesindsatsen vil Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering oprette decentrale arbejdsmarkedskontorer.
Beskæftigelsesministeriet vil fremover også varetage en række opgaver, som hidtil har været varetaget af beskæftigelsesregionerne, fx udarbejde en årlig analyse om den arbejdsmarkedspolitiske situation for personer med handicap efter lov om kompensation til handicappede i erhverv m.v., som foreslået i § 59, nr. 1.
Det foreslås endvidere, at der oprettes et nationalt kontaktpunkt for store og landsdækkende virksomheder, samt for virksomheder med stort rekrutteringsbehov. Kontaktpunktet vil blive placeret i Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering.
For ikrafttrædelsestidspunktet af det nationale kontaktpunkt henvises til § 56, stk. 2.
Det foreslås i stk. 2, at beskæftigelsesministeren fastsætter nærmere regler om det nationale kontaktpunkt.
Bemyndigelsesbestemmelsen vil bl.a. blive anvendt til at fastsætte regler for, hvilke virksomheder der kan få hjælp af det nationale kontaktpunkt, så det sikres, at alle virksomheder, der har et større rekrutteringsbehov, kan blive serviceret af det nationale kontaktpunkt. Bemyndigelsen skal sikre, at det nationale kontaktpunkt er i kontakt med relevante, strategisk udvalgte virksomheder.
Det nationale kontaktpunkt skal have dialog med virksomheder og videreformidle virksomhedernes ønsker til service til beskæftigelsessystemet, så virksomhedernes ønsker til service bliver koordineret på tværs af jobcentrene.
Med den foreslåede bemyndigelse er det hensigten, at beskæftigelsesministeren vil fastsætte regler, der kan sikre, at indholdet i det nationale kontaktpunkts partnerskabsaftaler er mest hensigtsmæssigt for virksomhederne. Formålet med partnerskabsaftalerne er at sikre, at virksomhederne får et bredt rekrutteringsgrundlag og dermed den arbejdskraft, de har behov for. Rammerne for partnerskabsaftaler vil blive fastsat af det nationale kontaktpunkt i Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering, mens det nærmere indhold af en aftale vil blive fastlagt i et samarbejde mellem det nationale kontaktpunkt, virksomheden og de relevante jobcentre. Det kan f.eks. være bistand i forbindelse med større rekrutteringsrunder, herunder målrettet opkvalificering og uddannelse af ledige, fastholdelse af medarbejdere, og ansættelse af et større antal personer i støttet beskæftigelse. Intensiteten i samarbejdet, kontakt og formidling af ledige til virksomheden fastsættes også i samarbejde med virksomhed og jobcentre. Rammerne for det nationale kontaktpunkt skal supplere det service- og paradoksberedskab, der blev etableret som led i kontanthjælpsreformen.
For at understøtte en hensigtsmæssig etablering og opfølgning på anvendelsen af det nationale kontaktpunkt er det meningen, at der løbende vil blive fulgt op på målgruppen af virksomheders kendskab til det nationale kontaktpunkt, om virksomhederne i målgruppen anvender kontaktpunktet når de har behov, virksomhedernes tilfredshed med kontaktpunktets tilbud og kvaliteten af de aftaler, der indgås.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger 2.2.3.2.
Efter den gældende § 6 i styringsloven overvåger og analyserer staten i beskæftigelsesregionerne udviklingen på arbejdsmarkedet samt overvåger og følger op på beskæftigelsesindsatsen i jobcentrene med henblik på at sikre resultater og effekter af indsatsen.
Det foreslås, at overvågnings- og analyseopgaverne centraliseres, således at overvågning og analyse ikke længere er en opgave på regionalt niveau, men en opgave, som bliver forankret i Beskæftigelsesministeriet. Opgaverne omfatter fx. generel opfølgning på og monitorering af større opgaveområder og ydelsesordninger, samt opfølgning på jobcentrenes indsats og resultater.
Den foreslåede bestemmelse er en indholdsmæssig videreførelse af den gældende § 2, stk. 3, i styringsloven.
Det foreslås således, at de statslige Workindenmark-centre varetager sagsbehandlingen efter artikel 64, stk. 1, litra b, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 883/2004 af 29. april 2004 om koordinering af de sociale sikringsordninger og artikel 55, stk. 2-6, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 987/2009 af 16. september 2009 om de nærmere regler til gennemførelse af forordning (EF) nr. 883/2004 om koordinering af de sociale sikringsordninger for jobsøgere fra EU-lande, der får dagpenge fra hjemlandet.
Det følger af de nævnte forordningsbestemmelser, at en EU-/EØS-borger kan eksportere sin ret til arbejdsløshedsydelser fra det andet EU-/EØS-land under sin arbejdssøgning i Danmark i 3-6 måneder. For at bevare retten til arbejdsløshedsydelser er det en betingelse, at jobsøgeren følger kontrolforanstaltningerne i det land, hvor pågældende er jobsøgende. Reglerne finder anvendelse inden for de 28 EU-lande, samt Norge, Island, Liechtenstein og Schweiz.
Forslaget indebærer, at Workindenmark varetager opgaven med at påse, at de danske kontrolforanstaltninger overholdes ved, at den jobsøgende opretter CV og løbende holder sit CV aktivt. Workindenmark varetager herudover dialogen med den udenlandske jobsøger, dialog med myndigheder i jobsøgerens hjemland samt administration af relevante EU blanketter.
Udenlandske jobsøgere med dagpenge fra hjemlandet, der tilmelder sig hos Workindenmark, kan stadig få hjælp hos jobcentrene i samme omfang som andre udenlandske jobsøgende. Forslaget ændrer ikke ved, at jobcentrene fortsat skal have en grundlæggende viden om udlandsrekruttering og skal kunne bistå virksomheder med at rekruttere arbejdskraft fra udlandet og hjælpe udenlandske arbejdstagere, der søger job i Danmark.
Den foreslåede bestemmelse er med redaktionelle ændringer en indholdsmæssig videreførelse af den gældende § 33, stk. 1, i styringsloven.
Det foreslås således, at beskæftigelsesministeren nedsætter Beskæftigelsesrådet til at rådgive beskæftigelsesministeren i spørgsmål om beskæftigelsespolitikken.
Efter den gældende § 34, stk. 1, i styringsloven består Beskæftigelsesrådet af en formand og 25 andre medlemmer.
Efter styringslovens § 34, stk. 2, udpeger Beskæftigelsesministeren, bortset fra formanden, medlemmerne af Beskæftigelsesrådet efter indstilling fra de i rådet repræsenterede organisationer og myndigheder således:
9 fra Dansk Arbejdsgiverforening, 8 fra Landsorganisationen i Danmark, 1 fra FTF, 1 fra Akademikernes Centralorganisation, 1 fra Lederne, 4 fra KL og 1 fra Danske Handicaporganisationer.
Efter styringslovens § 34, stk. 3, udpeger Beskæftigelsesministeren på samme måde en suppleant for hver af de i rådet repræsenterede organisationer og myndigheder, dog således, at der udpeges to suppleanter for organisationer med flere end tre pladser. Under et medlems midlertidige forfald indtræder en suppleant i medlemmets sted. I perioder, hvor en suppleant ikke er indtrådt i et medlems sted, kan suppleanten deltage i rådets møder uden stemmeret.
Efter styringslovens § 34, stk. 4, udpeger Beskæftigelsesministeren rådets formand og en suppleant for denne efter indstilling fra rådets medlemmer.
Efter styringslovens § 34, stk. 5, tilforordnes rådet 3 repræsentanter for Beskæftigelsesministeriet, 1 repræsentant fra Finansministeriet, 1 repræsentant fra Ministeriet for Børn, Ligestilling, Integration og Sociale Forhold og 1 repræsentant fra Undervisningsministeriet.
Efter styringslovens § 34, stk. 6, udpeges medlemmerne, herunder formanden, suppleanterne samt de tilforordnede for 4 år ad gangen. Beskæftigelsesrådets funktionsperiode regnes fra den 1. juni året efter det kommunale og regionale valgår. Finder udpegningen sted i løbet af en periode, gælder den til periodens udløb.
Efter styringslovens § 34, stk. 7, fastsætter Rådet selv sin forretningsorden.
Efter styringslovens § 34, stk. 8, drager beskæftigelsesministeren omsorg for at varetage rådets sekretariatsforretninger.
Det foreslås i stk. 1, at sammensætningen af Beskæftigelsesrådet ændres, således at det består af en formand og 26 andre medlemmer.
Det foreslås i stk. 2, at sammensætningen af Beskæftigelsesrådet bibeholdes, men at Danske Regioner også bliver repræsenteret i Beskæftigelsesrådet.
Det foreslås, at beskæftigelsesministeren som hidtil skal udpege formanden, samt udpeger medlemmerne af Beskæftigelsesrådet efter indstilling fra de i rådet repræsenterede organisationer og myndigheder. Beskæftigelsesrådet vil således bestå af:
9 fra Dansk Arbejdsgiverforening, 8 fra Landsorganisationen i Danmark, 1 fra FTF, 1 fra Akademikerne, 1 fra Lederne, 4 fra KL, 1 fra Danske Regioner og 1 fra Danske Handicaporganisationer.
Det foreslås i stk. 3, at de gældende regler om udpegning af suppleanter og deres deltagelse i møder indholdsmæssigt videreføres, således at beskæftigelsesministeren udpeger en suppleant for hver af de rådet repræsenterede organisationer og myndigheder. Der udpeges dog to suppleanter for organisationer med flere end tre pladser. En suppleant indtræder i et medlems sted under medlemmets midlertidige forfald. I de perioder, hvor suppleanten ikke er indtrådt i medlemmets sted, kan suppleanten deltage i rådets møder uden stemmeret.
Det foreslås i stk. 4, at den gældende § 34, stk. 4, indholdsmæssigt videreføres således, at Beskæftigelsesministeren udpeger rådets formand og en suppleant for denne efter indstilling fra rådets medlemmer.
Det foreslås i stk. 5, at der tilforordnes rådet 3 repræsentanter for Beskæftigelsesministeriet, 1 repræsentant for Finansministeriet, 1 repræsentant for Ministeriet for Børn, Ligestilling, Integration og Sociale Forhold og 1 repræsentant for Undervisningsministeriet.
Det foreslås i stk. 6, at den gældende § 34, stk. 6, indholdsmæssigt videreføres således, at rådets medlemmer, herunder formanden, suppleanter og de tilforordnede udpeges for fire år ad gangen. Rådets funktionsperiode regnes fra den 1. juni året efter det kommunale og regionale valgår. Skulle udpegningen finde sted i løbet af en periode, gælder udpegningen frem til periodens udløb.
Det foreslås i stk. 7, at den gældende § 34, stk. 7, indholdsmæssigt videreføres således, at rådet selv fastsætter sin forretningsorden.
Det foreslås i stk. 8, at den gældende § 34, stk. 8, ændres, således at det er beskæftigelsesministeriet, som varetager sekretariatsfunktionen for Beskæftigelsesrådet. Der henvises i øvrigt bemærkninger til § 20.
Den foreslåede bestemmelse er en indholdsmæssig videreførelse af den gældende § 35, stk. 1, i styringsloven, dog med den ændring at de beskæftigelsespolitiske mål for beskæftigelsesindsatsen, som beskæftigelsesministeren udmelder efter indstilling fra Beskæftigelsesrådet, alene er af vejledende karakter.
Det foreslås således i stk. 1, at Beskæftigelsesrådet medvirker i styringen af beskæftigelsesindsatsen gennem rådgivning af beskæftigelsesministeren og afgiver indstilling om
større beskæftigelsespolitiske udspil, herunder tilrettelæggelse og offentliggørelse af analyser,
forsøgsaktiviteter, projekter og udviklingsprogrammer,
beskæftigelsesministerens udmelding af vejledende beskæftigelsespolitiske mål for beskæftigelsesindsatsen,
opfølgning på beskæftigelsesindsatsen,
opfølgning på udviklingen af udenlandsk arbejdskraft i Danmark og rammer for international rekruttering, og
forslag til love og anden regelfastsættelse på det beskæftigelsespolitiske område.
Den forslåede ændring betyder, at Beskæftigelsesrådet alene afgiver indstilling om beskæftigelsesministerens udmelding af vejledende beskæftigelsespolitiske mål for beskæftigelsesindsatsen og dermed fremover ikke afgiver indstilling om beskæftigelsesministerens kontrakt med de regionale arbejdsmarkedsråd, da der ikke skal indgås kontrakter mellem beskæftigelsesministeren og de nye regionale arbejdsmarkedsråd.
Det foreslås i stk. 2, at det indholdsmæssigt videreføres, at Beskæftigelsesrådet hvert år afgiver en beskæftigelsespolitisk redegørelse om udviklingen på arbejdsmarkedet med fokus på resultater og effekter af beskæftigelsesindsatsen.
Den foreslåede bestemmelse er med redaktionelle ændringer en indholdsmæssig videreførelse af den gældende § 36 i styringsloven.
Det foreslås således i stk. 1, at der som hidtil af en central pulje vil kunne tilføres ekstra midler, hvor der måtte være behov for en særlig indsats. Beskæftigelsesministeren forestår anvendelsen af den centrale pulje efter indstilling fra Beskæftigelsesrådet.
I stk. 2 foreslås, at der som hidtil kan udarbejdes regler på bekendtgørelsesniveau, der regulerer bevillingens anvendelse.
Den gældende bemyndigelse er anvendt i bekendtgørelse nr. 58 af 2. februar 2006 om styring og administration af den centrale pulje til en særlig beskæftigelsesindsats.
Bevillingen til den centrale pulje fastsættes på de årlige finanslove. Der kan af bevillingen afholdes udgifter til en særlig beskæftigelsesindsats, herunder udgifter til analyse-, forsøgs- og udviklingsaktiviteter m.v., der supplerer den beskæftigelsespolitiske indsats.
Det foreslås i stk. 3, at beskæftigelsesministeren får mulighed for at fastsætte nærmere regler for regnskabsaflæggelse, revision, tilsyn m.v. for statslige tilskud, der ydes af bevillingen. Bemyndigelsen til at fastsætte nærmere retningslinjer for regnskab, revision m.v. fremgår i gældende lov af § 70, stk. 3.
Med hjemmel i bemyndigelsen er udstedt bekendtgørelse nr. 1173 af 8. oktober 2013 om administration af tilskud fra puljer under Arbejdsmarkedsstyrelsens og Styrelsen for Fastholdelse og Rekrutterings område. Der vil med hjemmel i den foreslåede bemyndigelsesbestemmelse blive fastsat tilsvarende regler.
Efter den gældende § 37, stk. 1, i styringsloven nedsætter beskæftigelsesministeren et regionalt beskæftigelsesråd i hver beskæftigelsesregion med det formål at overvåge og analysere udviklingen på arbejdsmarkedet og medvirke til at sikre resultater og effekter af beskæftigelsesindsatsen.
Efter den gældende § 44, stk. 1, i styringsloven nedsætter kommunalbestyrelsen endvidere et lokalt beskæftigelsesråd med det formål at rådgive kommunen og at samordne og udvikle den lokale forbyggende indsats for personer, der har svært ved at klare sig.
Det foreslås i stk. 1, at beskæftigelsesministeren nedsætter otte regionale arbejdsmarkedsråd. De regionale arbejdsmarkedsråd har til formål at sikre tværgående koordination og samarbejde om beskæftigelsesindsatsen på tværs af kommuner og mellem kommuner, arbejdsløshedskasser og uddannelsesinstitutioner m.v., herunder indgå samarbejde med VEU-centre og vækstfora.
De regionale arbejdsmarkedsråd afløser de fire regionale beskæftigelsesråd og 94 lokale beskæftigelsesråd.
Rådene har endvidere til formål at understøtte samarbejdet om rekruttering af ledig arbejdskraft på tværs af kommunegrænser. Rådet skal bl.a. understøtte, at kommunerne samarbejder i forhold til virksomhedsindsatsen, og at kommunerne i beskæftigelsesindsatsen har fokus på områder med mangel på arbejdsmarkedskraft og på områder med høj ledighed.
Rådets opgaver er nærmere beskrevet i bemærkningerne til § 29.
Det foreslås i stk. 2, at beskæftigelsesministeren kan fastsætte regler om den geografiske afgrænsning af de otte regionale arbejdsmarkedsråd.
Bemyndigelsen vil blive anvendt bl.a. til at fastsætte følgende geografiske opdeling, som forligskredsen og arbejdsmarkedets parter er enige om:
Det foreslås i stk. 3, at beskæftigelsesministeren kan fastsætte regler, hvorefter §§ 28 og 29 kan fraviges for det regionale arbejdsmarkedsråd på Bornholm. Dette er begrundet i de særlige udfordringer, der knytter sig til arbejdsmarkedet på Bornholm og det forhold, at rådet alene vil dække Bornholms regionskommune.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets almindelige bemærkninger 2.3.2.2.
Efter styringslovens § 38 består det regionale beskæftigelsesråd af en formand og 21 andre medlemmer, dog 42 i beskæftigelsesregionen for Hovedstaden og Sjælland.
Beskæftigelsesministeren udpeger, bortset fra formanden, medlemmerne af rådet efter indstilling fra de i rådet repræsenterede organisationer og myndigheder således: 6 fra Dansk Arbejdsgiverforening, dog 12 i beskæftigelsesregionen for Hovedstaden og Sjælland, 5 fra Landsorganisationen i Danmark, dog 10 i beskæftigelsesregionen for Hovedstaden og Sjælland, 1 fra Funktionærernes og Tjenestemændenes Fællesråd, dog 2 i beskæftigelsesregionen for Hovedstaden og Sjælland, 1 fra Akademikernes Centralorganisation, dog 2 i beskæftigelsesregionen for Hovedstaden og Sjælland, 1 fra Ledernes Hovedorganisation, dog 2 i beskæftigelsesregionen for Hovedstaden og Sjælland, 5 fra kommunerne beliggende i beskæftigelsesregionen i forening, dog 10 fra kommunerne beliggende i beskæftigelsesregionen for Hovedstaden og Sjælland i forening, 1 fra Danske Handicaporganisationer, dog 2 i beskæftigelsesregionen for Hovedstaden og Sjælland, og 1 fra regionsrådet, dog 1 fra hver af de to regionsråd i beskæftigelsesregionen for Hovedstaden og Sjælland.
Beskæftigelsesministeren udpeger på samme måde en suppleant for hvert medlem.
Medlemmerne og suppleanterne udpeges for 4 år ad gangen bortset fra formanden og dennes suppleant. Det regionale beskæftigelsesråds funktionsperiode regnes fra den 1. juni året efter det kommunale og regionale valgår. Finder udpegningen sted i løbet af en periode, gælder den til periodens udløb.
Rådets formand og suppleanten for denne udpeges for en 2-årig periode af rådets medlemmer.
Rådet fastsætter selv sin forretningsorden.
Regionsdirektøren varetager sekretariatsbistanden for det regionale beskæftigelsesråd, jf. § 8, stk. 3, i styringsloven.
Efter reglerne i styringslovens § 45 består det lokale beskæftigelsesråd af følgende medlemmer, der udpeges af kommunalbestyrelsen: op til 3 efter indstilling fra Dansk Arbejdsgiverforening, op til 3 efter indstilling fra Landsorganisationen i Danmark, 1 efter indstilling fra Funktionærernes og Tjenestemændenes Fællesråd, 1 efter indstilling fra Akademikernes Centralorganisation, op til 2 efter indstilling fra Danske Handicaporganisationer, 1 efter indstilling fra Praktiserende Lægers Organisation i egenskab af repræsentant for erhvervet praktiserende læger, 1 efter indstilling fra det lokale integrationsråd i de kommuner, hvor et sådant er nedsat, og op til 2 fra relevante lokale foreninger efter indstilling fra de øvrige medlemmer af rådet i forening.
Samtidig udpeger kommunalbestyrelsen på samme måde en suppleant for hvert medlem.
Medlemmerne og suppleanterne udpeges for 4 år ad gangen, bortset fra formanden og dennes suppleant. Det lokale beskæftigelsesråds funktionsperiode regnes fra den 1. juni året efter det kommunale og regionale valgår. Finder udpegningen sted i løbet af en periode, gælder den til periodens udløb.
Borgmesteren er formand for rådet. Varetages beskæftigelsesindsatsen i kommunen af et stående udvalg, kan borgmesteren beslutte, at formanden for det stående udvalg er formand for rådet. Formandens suppleant er henholdsvis viceborgmesteren og næstformanden i det stående udvalg. Formandens funktionsperiode følger den kommunale valgperiode.
Rådet fastsætter selv sin forretningsorden.
Kommunen varetager sekretariatsbistanden for det lokale beskæftigelsesråd.
Det foreslås i stk. 1, at det regionale arbejdsmarkedsråd består af 21 medlemmer.
Det foreslås i stk. 2, at beskæftigelsesministeren udpeger medlemmerne af rådet efter indstilling fra de i rådet repræsenterede organisationer og myndigheder således: 6 fra Dansk Arbejdsgiverforening, 5 fra Landorganisationen i Danmark, 1 fra FTF, 1 fra Akademikerne, 1 fra Lederne, 5 fra kommunerne i regionen i forening, 1 fra Danske Handicaporganisationer og 1 fra regionsrådet.
Det foreslås indholdsmæssigt videreført i stk. 3, at beskæftigelsesministeren udpeger en suppleant for hvert medlem.
Derudover foreslås i stk. 4, at rådet selv udpeger tilforordnede. Der skal være 1 repræsentant fra Vækstfora og 1 repræsentant fra VEU-området. Rådet skal herudover vælge, om det vil have 1 repræsentant fra enten erhvervsakademier og professionshøjskoler i fællesskab eller 1 repræsentant fra universiteterne i det regionale område. I forhold til VEU-området er det VEU-centerrådet eller VEU-centerrådene i området, der i fællesskab indstiller 1 repræsentant som tilforordnet. Udpegningen sker efter indstilling fra de nævnte fora og institutioner.
Det foreslås indholdsmæssigt videreført i stk. 5, at medlemmer, suppleanter og tilforordnede udpeges for 4 år ad gangen, bortset fra formanden og dennes suppleant. Det regionale beskæftigelsesråds funktionsperiode regnes fra den 1. juni året efter det kommunale og regionale valgår. Finder udpegningen sted i løbet af en periode, gælder den til periodens udløb.
Det foreslås indholdsmæssigt videreført i stk. 6, at rådets formand og suppleanten for denne udpeges for en 2-årig periode af og blandt rådets medlemmer, og i stk. 7, at rådet selv fastsætter sin forretningsorden.
Det foreslås i stk. 8, at beskæftigelsesministeriet varetager rådets sekretariatsfunktion. Der henvises til bemærkningerne til § 20.
Efter den gældende § 39, stk. 1, i styringsloven, overvåger det regionale beskæftigelsesråd arbejdsmarkedet og kan iværksætte undersøgelser af beskæftigelsespolitiske problemstillinger. Rådet overvåger endvidere beskæftigelsesindsatsen i jobcentre og udarbejder årligt en analyserapport om resultater og effekter af indsatsen i jobcentrene.
Efter styringslovens § 46, stk. 1, overvåger det lokale beskæftigelsesråd det kommunale jobcenters resultater og effekter af beskæftigelsesindsatsen. Det lokale beskæftigelsesråd rådgiver endvidere om tiltag til forbedring af indsatsen i den enkelte kommune.
Opgaver i forbindelse med overvågning af udviklingen på arbejdsmarkedet og analyseopgaver af beskæftigelsesindsatsen foreslås, jf. forslaget til § 21, centraliseret i Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering, herunder den generelle opfølgning og monitorering af større programområder og ydelsesområder samt opfølgning på jobcentrenes indsats og resultater af beskæftigelsesindsatsen.
Det foreslås, at det regionale arbejdsmarkedsråd varetager følgende opgaver:
Indgår i et samspil med kommunerne og understøtte beskæftigelsesindsatsen på tværs af kommunerne. Det indebærer, at rådet skal understøtte en effektiv og sammenhængende beskæftigelsesindsats på tværs af kommunegrænser, fagområder og arbejdsløshedskasser.
Rådgiver og går i dialog med kommunerne om udviklingen af beskæftigelsesindsatsen. Det indebærer, at rådet skal understøtte og rådgive kommuner og arbejdsløshedskasser i forbindelse med udvikling af beskæftigelsesindsatsen. Rådet orienteres om de kommunale beskæftigelsesplaner og kan henvende sig til kommunerne med bemærkninger hertil. Rådet har en rådgivende funktion i forhold til bl.a. at bidrage med parternes viden om arbejdsmarkedet.
Samarbejder og koordinerer beskæftigelsesindsatsen med arbejdsløshedskasser og andre aktører, herunder VEU-centre og de regionale Vækstfora. Det indebærer, at rådet skal indgå i en koordination af beskæftigelses- uddannelses- og erhvervsområdet via et samarbejde med VEU-centrene og regionerne/de regionale vækstfora, herunder sikre en drøftelse af, hvordan man bedst muligt kan understøtte og koordinere en regional udvikling i retning af, at flest mulige ledige kan komme i beskæftigelse, f.eks. i forbindelse med infrastrukturinvesteringerne i den enkelte region, eller hvordan den regionale indsats – som varetages af de lokale jobcentre, uddannelsesinstitutioner og væksthuse - kan bidrage til en koordineret opkvalificering af de ledige f.eks. via midler fra Socialfonden. Rådet kan indgå en partnerskabsaftale med de regionale vækstfora jf. Regeringens vækstpartnerskabsaftale med de regionale vækstfora. Rådet koordinerer endvidere uddannelses- og erhvervsvejledningen.
Koordinerer virksomhedsindsatsen og indsatsen rettet mod områder med mangel på arbejdskraft og områder med høj ledighed. Det indebærer, at rådet skal understøtte, at kommunerne samarbejder i forhold til virksomhedsindsatsen, og at kommunerne i beskæftigelsesindsatsen har fokus på områder med mangel på arbejdskraft og på områder med høj ledighed.
Godkender den regionale positivliste for den regionale uddannelsespulje. Det indebærer, at rådet drøfter og godkender positivlisten for den regionale uddannelsespulje, jf. § 33 b i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats.
Varetager opgaver, som efter anden lovgivning er henlagt til rådene. Det indebærer, at rådet overtager opgaver, som det nuværende regionale beskæftigelsesråd og det lokale beskæftigelsesråd har efter denne og andre love:
– Modtager underretninger om varsling af større afskedigelser efter varslingsloven.
– Træffer afgørelse om, hvorvidt betingelsen om merbeskæftigelse er opfyldt ved ansættelse med løntilskud hos private arbejdsgivere, der ikke er omfattet af en kollektiv overenskomst, jf. lov om en aktiv beskæftigelsesindsats.
– Træffer afgørelse om dispensation fra rimelighedskravet for personer, der er i virksomhedspraktik og nytteindsats jf. lov om en aktiv beskæftigelsesindsats.
– Godkender arbejdsfordelingsordninger i forbindelse med virksomheder, som i en periode har nedsat produktion, jf. lov om arbejdsløshedsforsikring m.v.
– Afgiver udtalelse til Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering i sager om meddelelse af opholdstilladelse på grundlag af beskæftigelse til tredjelandsstatsborgere.
– Derudover videreføres praksis i regi af de regionale arbejdsmarkedsråd, hvorefter de lokale beskæftigelsesråd afgiver udtalelse til Kriminalforsorgen om etablering af pladser til samfundstjeneste.
Efter den gældende § 43 i styringsloven kan det regionale beskæftigelsesråd inden for rammerne af en særlig statslig bevilling iværksætte initiativer til at sikre en hurtig og aktiv indsats i forbindelse med større virksomhedslukninger eller større afskedigelser af stor betydning for et lokalområde. Regionsdirektøren udfører rådets beslutning om anvendelsen af bevillingen og varetager administration og regnskab m.v.
Det foreslås i stk. 1, at det regionale beskæftigelsesråds opgaver fremover varetages af det regionale arbejdsmarkedsråd, således at arbejdsmarkedsrådet inden for rammerne af en særlig statslig bevilling (varslingspuljen) kan iværksætte initiativer til at sikre en hurtig og aktiv indsats i forbindelse med større virksomhedslukninger eller større afskedigelser af stor betydning for et lokalområde.
Det foreslås endvidere, at det fremover er Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering, som i stedet for regionsdirektøren udfører rådets beslutning om anvendelsen af bevillingen og varetager administration og regnskab m.v.
Det betyder, at Rådet modtager underretninger om varsling af større afskedigelser efter varslingsloven og udmønter en særskilt statslig bevilling til en hurtig og aktiv indsats for at afhjælpe problemer i forbindelse med større afskedigelser eller virksomhedslukninger af stor betydning for et lokalområde.
Bevillingen fastsættes på de årlige finanslove.
Den foreslåede bemyndigelsen i stk. 2 giver beskæftigelsesministeren mulighed for at fastsætte nærmere regler for regnskabsaflæggelse, revision, tilsyn m.v. for statslige tilskud, der ydes af bevillingen. Bemyndigelsen til at fastsætte nærmere retningslinjer for regnskab, revision m.v. fremgår af den gældende styringslovs § 70, stk. 3.
Med hjemmel i bemyndigelsen er udstedt bekendtgørelse nr. 1173 af 8. oktober 2013 om administration af tilskud fra puljer under Arbejdsmarkedsstyrelsens og Styrelsen for Fastholdelse og Rekrutterings område. Der vil med hjemmel i den foreslåede bemyndigelsesbestemmelse blive fastsat tilsvarende regler.
Efter den gældende § 46 a i styringsloven skal kommunerne løbende underrette det lokale beskæftigelsesråd om anvendelsen af virksomhedspraktik, nytteindsats, og om ansættelse med løntilskud. Beskæftigelsesministeren kan fastsætte nærmere regler om kommunernes underretning til rådene.
Efter styringslovens § 46, stk. 5, skal det lokale beskæftigelsesråd sammen med kommunen en gang årligt drøfte en strategi for kommunens etablering af og opfølgning på anvendelsen af nytteindsats.
Det foreslås i stk. 1, at kommunerne løbende skal underrette det regionale arbejdsmarkedsråd om anvendelsen af virksomhedspraktik, nytteindsats, og om ansættelse med løntilskud, jf. kapitel 11 og 12 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats.
Underretningen skal ske via det landsdækkende system, som Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering stiller til rådighed for kommunerne. Kommunerne sender løbende oversigter over pladser i virksomhedspraktik, nytteindsats, og pladser med løntilskud til de regionale arbejdsmarkedsråd. Det foreslås i stk. 2, at det regionale arbejdsmarkedsråd sammen med kommunerne en gang årligt drøfter en overordnet strategi for kommunernes etablering af og opfølgning på anvendelsen af nytteindsatsen, således at sammenhæng mellem den konkrete anvendelse af nytteindsats i kommunerne og de overordnede intentioner med ordningen drøftes.
Det foreslås i stk. 3, at beskæftigelsesministeren fortsat kan fastsætte nærmere regler om kommunernes underretning til de regionale arbejdsmarkedsråd om anvendelsen af virksomhedspraktik, nytteindsats og løntilskudsansættelser. Regler herom er i dag fastsat i kapitel 5 i den gældende bekendtgørelse nr. 1541 af 16. december 2013 om ansvaret for og styringen af den aktive beskæftigelsesindsats. Bemyndigelsen kan endvidere bl.a. anvendes til at fastsætte frister for fremsendelse af oversigter.
Den foreslåede stk. 1, 1. pkt., er med redaktionelle ændringer en indholdsmæssig videreførelse af den gældende § 58, stk. 1 og 2, i styringsloven.
Det foreslås således i stk. 1, 1. pkt., at beskæftigelsesministeren etablerer et fælles it-baseret datagrundlag til brug for administrationen af bl.a. lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., lov om sygedagpenge, lov om aktiv socialpolitik og den øvrige arbejdsmarkedslovgivning samt til kontrol og til statistisk opfølgning på beskæftigelsesindsatsen.
Det fælles it-baserede datagrundlag skal sikre en koordineret og effektiv indsats i forhold til borgere og virksomheder på tværs af kommuner, arbejdsløshedskasser og andre aktører. Datagrundlaget er den tekniske ramme for langt størsteparten af den tværgående digitale kommunikation og datadeling mellem jobcentre, arbejdsløshedskasser, ydelseskontorer, andre aktører og borgeren på beskæftigelsesområdet. Det fælles it-baserede datagrundlag sikrer, at data er valide, konsistente og opdaterede på tværs af de forskellige aktører. Datagrundlaget anvendes i jobcentrenes og arbejdsløshedskassernes forvaltning af arbejdsmarkedslovgivningen og til understøttelse af nationale selvbetjeningsløsninger i forbindelse med tilmelding som jobsøgende, afmelding, fraværsregistreringer, dokumentation af jobsøgning i joblog, bekræftelse af jobsøgning m.v.
Det foreslås i 2. pkt., at beskæftigelsesministeren bekendtgør en oversigt over hvilke love, der ud over de i forslaget til § 32, stk. 1, 1. pkt., anførte indgår under betegnelsen den øvrige arbejdsmarkedslovgivning.
Oversigten vil blive bekendtgjort i bekendtgørelse om det fælles datagrundlag og det statistiske datavarehus på beskæftigelsesområdet. Den aktuelle oversigt vil indeholde følgende love:
– Lov om en aktiv beskæftigelsesindsats.
– Lov om arbejdsløshedsforsikring m.v.
– Lov om sygedagpenge.
– Lov om aktiv socialpolitik.
– Lov om fleksydelse.
– Lov om seniorjob.
– Lov om kompensation til handicappede i erhverv m.v.
– Lov om en 2-årig forsøgsordning om jobpræmie til enlige forsørgere.
– Lov om en 2-årig forsøgsordning om jobpræmie til kontanthjælpsmodtagere med langvarig ledighed m.v.
– Lov om uddannelsesordning for ledige, som har opbrugt deres dagpengeret.
– Lov om varsling m.v. i forbindelse med afskedigelser af større omfang.
– Anden lovgivning, hvor det fremgår, at der anvendes oplysninger i det fælles it-baserede datagrundlag.
Den foreslåede stk. 2 er med redaktionelle ændringer en indholdsmæssig videreførelse af den gældende § 58, stk. 4 og 6, i styringsloven.
Det foreslås således i stk. 2, at beskæftigelsesministeren som en del af det fælles it-baserede datagrundlag etablerer et landsdækkende register, der omfatter tilmeldinger i jobcentrene som jobsøgende, afmeldinger, fraværsperioder, forskellige grupperinger i arbejdsmarkedslovgivningen og oplysninger om registreringer i selvbetjeningsløsninger.
Det landsdækkende register etableres for at sikre en koordineret indsats i forhold til borgeren på tværs af kommuner, arbejdsløshedskasser og andre aktører.
Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til forslaget til stk. 6.
Det foreslås i stk. 3 som noget nyt, at beskæftigelsesministeren - for at sikre en koordineret indsats i forhold til virksomhederne på tværs af kommuner, arbejdsløshedskasser og andre aktører - etablerer et landsdækkende register omfattende jobordrer som en del af det fælles it-baserede datagrundlag.
Formålet er, at jobordrer skal være tilgængelige på tværs af kommuner, arbejdsløshedskasser og andre aktører.
Det fremgår af forliget, at jobcentrene som kerneopgave skal tilbyde virksomhederne hjælp til at udsøge, screene og formidle relevante ledige til konkrete stillinger i virksomhederne. Det fremgår videre, at jobformidlingen skal ske på tværs af jobcentre og kommunegrænser, og at den skal være koordineret, hurtig og ubureaukratisk. Virksomhederne skal også tilbydes hjælp til etablering af støttet beskæftigelse, hvor det er relevant. Jobformidlingen - også på tværs af kommunegrænser - skal understøttes af en national it-løsning, som sikrer, at der hurtigt bliver fulgt op på virksomhedernes behov for arbejdskraft.
Første fase af en moderniseret it-understøttelse vil være klar 1. juli 2015. Første fase omfatter en national it-løsning, som sikrer, at der hurtigt bliver fulgt op på virksomhedernes behov for arbejdskraft, og en bedre it-understøttelse af udsøgning af cv’er på tværs af kommuner. Herefter implementeres initiativet trinvist, og sidste trin vil være fuldt indfaset primo 2017.
Indtil en moderniseret it-understøttelse er på plads, kan der på Jobnet som hidtil registreres jobordrer og foretages udsøgning på tværs af myndigheder og arbejdsløshedskasser.
Den foreslåede stk. 4, 1. pkt., er med redaktionelle ændringer en indholdsmæssig videreførelse af den gældende § 58, stk. 3, i styringsloven.
Det foreslås således i stk. 4, 1. pkt., at beskæftigelsesministeren som en del af det fælles it-baserede datagrundlag etablerer et landsdækkende register for medlemskab af anerkendte arbejdsløshedskasser.
Medlemsoplysningerne i registeret anvendes blandt andet til at styre, at underretninger fra jobcentrenes fagsystemer til arbejdsløshedskassernes fagsystemer sendes til den arbejdsløshedskasse, hvor den pågældende person er medlem. Medlemsoplysningerne i registret anvendes tilsvarende til, at orientere personens arbejdsløshedskasse om tilmelding som jobsøgende og om syge- og raskmelding ved selvbetjening på Jobnet.
Det er hidtil alene fremgået af bemærkningerne til lovforslaget om de gældende regler, at arbejdsløshedskasserne kun kan anvende registeret i forhold til egne medlemmer. Med forslaget til stk. 4, 2. pkt., vil det fremgå af bestemmelsen, at arbejdsløshedskasserne for så vidt angår egne medlemmer kan anvende registeret ved administrationen af ordninger, det ved lov er pålagt arbejdsløshedskasserne at administrere.
Myndigheder, der ikke varetager opgaver på arbejdsmarkedsområdet, men hvor kendskab til personens medlemskab af en arbejdsløshedskasse er nødvendigt, kan efter gældende regler ikke anvende registeret. Det gælder f.eks. Undervisningsministeriet i forhold til tilsyn med arbejdsløshedskassernes administration af VEU-godtgørelse, jf. lov om godtgørelse og tilskud til befordring ved deltagelse i erhvervsrettet voksen- og efteruddannelse.
Det foreslås derfor i stk. 4, 3. pkt., som noget nyt, at andre myndigheder kan anvende registeret ved administration, tilsyn og kontrol af ordninger, det ved lov er pålagt myndigheden at administrere eller føre tilsyn eller kontrol med. Oplysninger om medlemskab af arbejdsløshedskasser udstilles fra det fælles datagrundlag i tekniske snitflader, som de pågældende myndigheder kan anvende.
Det foreslås i stk. 5 som noget nyt, at jobcentre og arbejdsløshedskasser skal kunne udsøge ledige på tværs jobcentre og kommunegrænser. Det kan f.eks. være ledige af en bestemt stillingskategori til en konkret formidling til en virksomhed, der har bedt om jobcenterets bistand til rekrutteringen.
Det foreslås videre, at jobcentre og arbejdsløshedskasser ved jobformidling og anden virksomhedsrettet indsats skal have adgang til nødvendige formidlingsrelevante oplysninger i det fælles it-baserede datagrundlag, herunder på tværs af kommunegrænser. For arbejdsløshedskasserne gælder det dog kun for så vidt angår egne medlemmer.
Forslaget skal ses i sammenhæng med den foreslåede bestemmelse i § 34 om tilsvarende adgang til nødvendige formidlingsrelevante oplysninger i Jobnet.
Det foreslås i stk. 6 som noget nyt, at beskæftigelsesministeren fastsætter nærmere regler om, hvilke landsdækkende registre der indgår i det fælles it-baserede datagrundlag og om anvendelse af oplysningerne.
Det er således hensigten, at det med hjemmel i den foreslåede bemyndigelse fastsættes, at der for at sikre en koordineret indsats i forhold til borgeren på tværs af kommuner, arbejdsløshedskasser og andre aktører som en del af det fælles it-baserede datagrundlag etableres et landsdækkende register, som i første omgang omfatter:
– Tilmeldinger i jobcentrene som jobsøgende,
– afmeldinger,
– matchkategoriseringer, visitationsgrupper og sygedagpengekategorier,
– fraværsperioder og
– andre tværgående grupperinger i arbejdsmarkedslovgivningen, der er nødvendige for at gennemføre beskæftigelsesindsatsen, selvbetjeningsløsninger på f.eks. Jobnet og identifikation af personer.
Forslaget vil gøre det enklere at opdatere reglerne om dataelementer i det fælles it-baserede datagrundlag i forbindelse med fremtidige lovændringer.
De nærmere regler om indholdet og anvendelsen af oplysningerne skal fastsættes inden for rammerne af persondataloven. Datatilsynet vil blive hørt i forbindelse med fastsættelsen heraf, jf. persondatalovens § 57.
Det foreslås endvidere som noget nyt, at beskæftigelsesministeren fastsætter nærmere regler om jobcentrenes og arbejdsløshedskassernes registrering og offentliggørelse af jobordrer, der modtages fra offentlige og private virksomheder således, at de er tilgængelige i det fælles it-baserede datagrundlag. Det foreslås, at beskæftigelsesministeren herunder kan fastsætte regler om, i hvilket omfang de enkelte jobcentre og arbejdsløshedskasser skal registrere jobordrer, der modtages fra offentlige og private virksomheder. Der vil herunder kunne fastsættes regler om, at jobordrer ikke offentliggøres, hvis virksomheden ikke ønsker det, eller at jobordren offentliggøres umiddelbart, hvis virksomheden ønsker det. Der vil endvidere kunne fastsættes regler om, at jobordren, uanset om den er synlig i et landsdækkende register. kan markeres som ”under behandling” således, at den arbejdsløshedskasse eller det jobcenter, der har modtaget jobordren, f.eks. kan reservere jobordren i en kort periode, indtil den frigives til andre jobcentre og andre arbejdsløshedskasser.
Det er hensigten med bestemmelsen, at sikre, at de registreringer af jobordrer som jobcenteret og arbejdsløshedskassen som led i en dokumenteret og oplyst sagsbehandling registrerer i egne fagsystemer skal være tilgængelige i det fælles it-baserede datagrundlag for at sikre en koordineret indsats og en god service i forhold til virksomhederne på tværs af kommuner, arbejdsløshedskasser og andre aktører og for at sikre gennemsigtighed for de ledige, kommunerne, arbejdsløshedskasserne og andre aktører.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, afsnit 2.4.1.1.1, hvor det fælles it-baserede datagrundlag er nærmere beskrevet.
Den foreslåede bestemmelse er med redaktionelle ændringer en indholdsmæssig videreførelse af den gældende § 60, stk. 1 og 5, i styringsloven. Det foreslås dog som noget nyt, at Jobnet også er selvbetjeningsindgang for arbejdsløshedskasserne.
Det foreslås således, at beskæftigelsesministeren etablerer og driver Jobnet.dk som en fælles selvbetjeningsindgang for alle jobcentre, borgere og virksomheder.
Jobnet omfatter i dag en cv-bank, hvor alle jobsøgere kan lægge deres cv, samt en jobbank til annoncering og udsøgning af ledige job.
På ”Min side” på Jobnet kan nogle af jobcenterets målgrupper endvidere foretage selvbetjening i forhold til bl.a. syge- og raskmelding, ferieregistrering, til- og afmelding, kommunikation om jobplan, dokumentere og planlægge jobsøgningen i en joblog, m.v. Borgere benytter også Jobnet til at indlægge cv.
Virksomheder kan på Jobnet vederlagsfrit oprette stillingsopslag, søge i cv’er og kontakte personer, der har oprettet et cv på Jobnet. Det er hensigten, at virksomhederne på Jobnet skal kunne bede om jobcenterets bistand til formidling af arbejdskraft.
Bestemmelsen begrænser ikke mulighederne for, at jobcentre og arbejdsløshedskasser også kan stille selvbetjeningsløsninger til rådighed på f.eks. egne hjemmesider.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, afsnit 2.4.1.1.2, hvor Jobnet er nærmere beskrevet.
Der er i den gældende styringslov ingen regler om jobcentrenes og arbejdsløshedskassernes virksomhedsrettede service eller om jobcentrenes og arbejdsløshedskassernes adgang til oplysningerne registreret i Jobnet om egne borgere henholdsvis egne medlemmer i forbindelse med den virksomhedsrettede indsats.
Jobcentrene udgør et landsdækkende offentligt servicesystem, der skal sikre størst mulig gennemsigtighed på jobmarkedet og understøtte rekruttering, jobsøgning og formidling af arbejdskraft på tværs af faggrænser og kommunegrænser. De digitale redskaber, herunder Jobnet, er et centralt element i denne tværgående rekruttering og formidling.
Hvis virksomhederne ønsker bistand fra jobcenteret til at rekruttere, eller hvis virksomhederne ikke selv kan finde kvalificeret arbejdskraft, kan de altid henvende sig i et jobcenter. Alle jobcentre kan formidle arbejdskraft til virksomhederne, uanset hvor i landet virksomheden er beliggende, og uanset hvor de ledige bor. Virksomhederne kan frit vælge, hvilket jobcenter de vil have service fra.
Arbejdsløshedskasserne kan tilsvarende formidle arbejdskraft til virksomhederne, dog alene for egne medlemmer.
Det foreslås derfor i stk. 1 som noget nyt, at det fastsættes i loven, at jobcentrene generelt har adgang til oplysninger registreret på Jobnet om egne borgere, og i stk. 2, at arbejdsløshedskasserne generelt har adgang til oplysninger om egne medlemmer, jf. også hidtil gældende organisatoriske begrænsninger i adgangen til oplysninger i det fælles it-baserede datagrundlag og i Jobnet.
Det foreslås i stk. 3, at der skal være mulighed for at udsøge ledige på tværs af kommuner og arbejdsløshedskasser i forbindelse med jobformidling og anden virksomhedsrettet indsats. Det kan f.eks. være ledige af en bestemt stillingskategori til en konkret formidling til en virksomhed, der har bedt om jobcenterets bistand til rekrutteringen. Det foreslås videre, at jobcentre og arbejdsløshedskasser ved jobformidling og anden virksomhedsrettet indsats skal have adgang til nødvendige formidlingsrelevante oplysninger som f.eks. cv-oplysninger, beskæftigelsesmål og andre nødvendige oplysninger i Jobnet. Arbejdsløshedskasserne dog kun for så vidt angår egne medlemmer.
Forslaget skal ses i sammenhæng med den foreslåede § 32, stk. 5, om tilsvarende adgang til nødvendige formidlingsrelevante oplysninger i det fælles it-baserede datagrundlag.
Den foreslåede bestemmelse er med redaktionelle ændringer en indholdsmæssig videreførelse af de gældende §§ 57 og 60, stk. 2, i styringsloven.
Det foreslås således i stk. 1, at jobcentrene skal sørge for, at alle stillingsopslag - fra offentlige og private arbejdsgivere – der tilgår jobcenteret, bliver lagt på Jobnet.
Det foreslås i stk. 2, at offentlige arbejdsgivere skal indlægge alle ledige stillinger i Jobnet.
Formålet med bestemmelserne er at understøtte gennemsigtighed og høj omsætningshastighed på jobmarkedet. Jobcentrene har efter gældende regler pligt til at lægge stillinger på Jobnet for offentlige og private virksomheder, der ønsker jobcenterets assistance til dette.
Det foreslås, at bestemmelserne med redaktionelle ændringer videreføres. Det er også muligt for offentlige og private arbejdsgivere at lægge ledige stillinger på Jobnet, jf. den foreslåede § 33, ved selvbetjening på Jobnet.
I medfør af tjenestemandsloven er der i bekendtgørelse om opslag af tjenestemandsstillinger i staten, jf. bekendtgørelse nr. 302 af 26. marts 2010, fastsat regler om, at tjenestemandsstillinger med visse undtagelser skal opslås offentligt. Den foreslåede bestemmelse ændrer ikke på disse undtagelser.
Det er i § 34 i den gældende bekendtgørelse om ansvaret for og styringen af den aktive beskæftigelsesindsats fastsat, at der ved offentlige arbejdsgivere forstås kommuner, kommunale fællesskaber og regioner, statsinstitutioner, og organisationer, foreninger, selskaber, institutioner og lignende, hvis udgifter dækkes med mindst 50 pct. af offentlige tilskud. Denne bestemmelse foreslås videreført ved revision af bekendtgørelsen.
Den foreslåede stk. 1 er med redaktionelle ændringer en indholdsmæssig videreførelse af den gældende § 60, stk. 6, i styringsloven. Det foreslås, at det præciseres, at oplysningerne også kan bruges til sagsbehandling i arbejdsløshedskasserne vedrørende beskæftigelsesindsatsen.
Det foreslås i stk. 1, at oplysninger, der er registreret i selvbetjeningsløsninger, og andre oplysninger til brug for sagsbehandling i kommunerne og arbejdsløshedskasserne vedrørende beskæftigelsesindsatsen indgår i det fælles it-baserede datagrundlag. Det gælder bl.a.
– cv-oplysninger for personer, der efter § 13, stk. 1, og § 73 d, stk. 2, i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats har pligt til at indlægge og løbende vedligeholde et cv i Jobnet,
– joblog,
– fravær i form af f.eks. ferie, sygdomsperioder, midlertidigt arbejde,
– tilmelding og afmelding som jobsøgende,
– bekræftelse af aktiv jobsøgning,
– afklaring,
– selvbooking og ombooking af samtaler i jobcenteret,
– aftaler med personen om næste skridt i indsatsen, og
– seneste rettidige dato for samtaler og indsats.
Formålet med bestemmelsen er, at oplysninger, som borgerne selv registrerer på Jobnet, ikke skal afgives på ny - i forbindelse med f.eks. jobsamtaler i jobcenteret eller CV- og rådighedssamtaler i arbejdsløshedskassen - og registreres på ny i jobcentrenes og arbejdsløshedskassernes fagsystemer, idet de forskellige aktører har adgang til de nødvendige oplysninger i det fælles it-baserede datagrundlag.
Oplysninger om enkeltpersoner, herunder oplysninger registreret i det fælles it-baserede datagrundlag og i selvbetjeningsløsninger, ved opslag på den pågældendes side på Jobnet (Min side) eller ved opslag i anden landsdækkende portal. Andre landsdækkende portaler er f.eks. Styrelsen for Arbejdsmarkeds og Rekrutterings portaler MitJobkompas.dk og Jobbing.dk og den fællesoffentlige portal Borger.dk. Formålet er, at give borgeren bedre muligheder for at få overblik over egen sag og indblik i de oplysninger, som jobcentrene og arbejdsløshedskasserne registrerer i deres fagsystemer.
Den foreslåede stk. 2 er med redaktionelle ændringer en indholdsmæssig videreførelse af den gældende § 60, stk. 3, i styringsloven.
Det foreslås således i stk. 2, at cv-oplysninger og oplysninger om de lediges brug af Jobnet, herunder jobloggen, kan bruges til kontrol i medfør af de foreslåede §§ 53 og 54.
Som en del af denne kontrol kan der foretages opfølgning på de lediges opfyldes af rådighedsforpligtelsen. De i denne sammenhæng relevante regler om kontrol i forhold til overholdelse af rådighedsforpligtelsen fremgår af:
– § 62 i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v.
– Regler fastsat i medfør af § 62, stk. 6, i lov om arbejdsløshedsforsikring.
– §§ 13-13 c, 74 b og 74 g i lov om aktiv socialpolitik.
– Regler fastsat i medfør af § 13 c i lov om aktiv socialpolitik.
Formålet er at overvåge, at den ledige ikke anvender Jobnet til f.eks. at udarbejde proforma-cv eller til at registrere proforma-ansøgninger til arbejdsgiverne f.eks. ved brug af automatiske jobsøgningsprogrammer eller registrering af fiktive jobsøgninger. Oplysninger om den lediges brug af Jobnet er bl.a. de spor, som brugeren efterlader ved brug af internetapplikationen. I Jobnet er det f.eks. IP-adressen, der logges på fra, og data, der fremkommer ved logning af personens brug af Jobnet applikationen.
I det omfang hjemlen benyttes, kan det kun ske på begrænsede områder og med forudgående og klar information til brugere af Jobnet. Bestemmelsen omfatter kun personer, der har pligt til at anvende Jobnet.
Med forslaget om, at dagpengemodtagere skal registrere jobsøgning i den fælles joblog på Jobnet eller i arbejdsløshedskassernes egne joblogs og selvbooke samtaler i jobcenteret, jf. det samtidig fremsatte lovforslag om ændring af ændring af lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. og flere andre love, vil oplysninger i jobloggen og manglende registrering i jobloggen eller undladelse af selvbooking af samtaler fremover også kunne bruges til opfølgning på de lediges opfyldelse af rådighedsforpligtelsen, herunder til kontrol i medfør af bestemmelserne i de foreslåede §§ 53 og 54, herunder til opfølgning på de lediges opfyldelse af rådighedsforpligtelsen.
Den foreslåede bestemmelse er med redaktionelle ændringer en indholdsmæssig videreførelse af den gældende § 60, stk. 8, i styringsloven. Det foreslås dog, at det tydeliggøres, jf. dele af den gældende § 65, at arbejdsløshedskassernes it-systemer ligesom kommunernes skal indrettes på en sådan måde, at systemerne og Jobnet via det fælles datagrundlag kan udveksle data ved brug af fællesoffentlige standarder.
Det foreslås således, at de kommunale it-systemer og arbejdsløshedskassernes it-systemer skal indrettes på en sådan måde, at systemerne og Jobnet via det fælles it-baserede datagrundlag kan udveksle data ved brug af fællesoffentlige standarder.
Bestemmelserne gør det f.eks. muligt, at oplysninger om til- og afmeldinger, syge- og raskmeldinger, ferieregistrering m.v. ved selvbetjening på Jobnet - via det fælles it-basererede datagrundlag - også bliver tilgængeligt i it-systemerne i borgerens jobcenter og borgernes eventuelle arbejdsløshedskasse.
Den foreslåede bestemmelse er med redaktionelle ændringer en indholdsmæssig videreførelse af den gældende § 59 i styringsloven.
Det foreslås således i stk. 1, at beskæftigelsesministeren etablerer Jobindsats som et landsdækkende it-system til måling af resultater og effekter samt til opgørelse af opfyldelse af lovgivningens krav til beskæftigelsesindsatsen.
Det foreslås i stk. 2, at Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering indsamler datagrundlaget for Jobindsats.dk i det statistiske datavarehus sammen med andre data af betydning for arbejdsmarkedsovervågning samt styring og opfølgning på beskæftigelsesindsatsen på nationalt, regionalt og kommunalt niveau.
Målesystemet Jobindsats.dk er et styringsredskab, hvis hovedsigte er at tilvejebringe grundlaget for sammenligning af indsatsen på tværs af jobcentre samt at synliggøre de økonomiske konsekvenser af de enkelte jobcentres prioriteringer, indsats og resultater. Systemet anvendes desuden til opgørelse på aggregeret niveau af, om de lediges rettigheder og pligter i beskæftigelsesindsatsen er opfyldt.
Målesystemet Jobindsats.dk er offentligt tilgængeligt på www.jobindsats.dk og giver derfor ikke mulighed for opslag i oplysninger på individniveau. Data i målesystemet opdateres løbende og gøres så aktuelle som muligt.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, afsnit 2.4.1.1.3, hvor Jobindsats.dk er nærmere beskrevet.
Den foreslåede stk. 1 er med redaktionelle ændringer for så vidt angår jobcentrene en indholdsmæssig videreførelse af den gældende § 61, stk. 1, i styringsloven. Det foreslås som noget nyt, at bestemmelsen også skal gælde for kommunerne og arbejdsløshedskasserne.
Det foreslås således i stk. 1, at beskæftigelsesministeren kan etablere og drive andre it-systemer, herunder landsdækkende it-systemer på områder af særlig betydning for effektiviteten og dækningen af it-understøttelsen af beskæftigelsesindsatsen i jobcentrene, kommunerne og arbejdsløshedskasserne.
Den foreslåede stk. 2 er med redaktionelle ændringer en indholdsmæssig videreførelse af den gældende § 61, stk. 2, i styringsloven.
Det foreslås således i stk. 2, at beskæftigelsesministeren fastsætter regler for indhentning og behandling af oplysninger til brug for systemerne.
Udmøntningen af den foreslåede bemyndigelse vil ske efter drøftelse med KL, kommunerne, Arbejdsløshedskassernes Samvirke og arbejdsløshedskasserne, herunder i den fællesoffentlige dialoggruppe om digitalisering på beskæftigelsesområdet, jf. afsnit 2.4.2.2.
Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering stiller, jf. § 28 i bekendtgørelse om det fælles datagrundlag og statistiske datavarehus, i dag et fælles system til selvbooking til rådighed for jobcentrene, som de har pligt til at bruge og til at understøtte, således at borgere via Min Side på Jobnet selv kan booke samtaler og arrangementer i jobcentrene og ombooke samtaler, som jobcentrene har indkaldt til. Denne bestemmelse videreføres ved en revision af bekendtgørelsen.
Den foreslåede bemyndigelse i § 39, stk. 2, vil også kunne anvendes til ved revision af bekendtgørelsen at fastsætte regler om, at ledige skal kunne booke samtaler hos jobcenterets eventuelle andre aktører.
Det fremgår af forliget, at jobcentrene som kerneopgave skal tilbyde virksomhederne hjælp til at udsøge, screene og formidle relevante ledige til konkrete stillinger i virksomhederne. Det fremgår videre, at jobformidlingen skal ske på tværs af jobcentre og kommunegrænser, og den skal være koordineret, hurtig og ubureaukratisk. Virksomhederne skal også tilbydes hjælp til etablering af støttet beskæftigelse, hvor det er relevant. Jobformidlingen - også på tværs af kommunegrænser - skal inden for rammerne af den foreslåede bestemmelse understøttes af en national it-løsning, som sikrer, at der hurtigt bliver fulgt op på virksomhedernes behov for arbejdskraft.
Det foreslås, at den nationale it-løsning til understøttelse af jobformidlingen etableres inden for rammerne af den foreslåede § 39. Den konkrete udmøntning foreslås at ske efter drøftelse med KL, kommunerne, Arbejdsløshedskassernes Samvirke og arbejdsløshedskasserne, herunder i den fællesoffentlige dialoggruppe om digitalisering på beskæftigelsesområdet, jf. afsnit 2.4.2.2.
Den foreslåede bestemmelse er med redaktionelle ændringer en indholdsmæssig videreførelse af den gældende § 58, stk. 5-7, i styringsloven.
Det foreslås således i stk. 1, at den enkelte offentlige myndighed og arbejdsløshedskasse, der indberetter data til det fælles it-baserede datagrundlag, er dataansvarlig, jf. persondataloven, for indberetningen, brug af data lokalt samt for at orientere de registrerede om registreringer i det fælles it-baserede datagrundlag.
Registrering og indberetning af oplysninger til det fælles it-baserede datagrundlag sker f.eks. i forbindelse med til- og afmeldinger som jobsøgende, ferieregistrering, syge- og raskmelding i jobcentrenes og arbejdsløshedskassernes fagsystemer og ved jobcentrenes udarbejdelse af jobplaner og uddannelsespålæg.
Den enkelte offentlige myndigheds og arbejdsløshedskasses ansvar for at orientere de registrerede om registrering og anvendelse af oplysninger i det fælles it-baserede datagrundlag er en følge af persondataloven, §§ 28 og 29.
Det foreslås i stk. 2, at Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering er dataansvarlig for centrale behandlingsaktiviteter.
De centrale behandlingsaktiviteter vedrører f.eks. adgangssystem, selvbetjeningsløsninger, regelbaserede opgørelser på baggrund af indberettede data, opgørelse af dagpengeanciennitet og andre beregninger, som er nødvendige for at tilrettelægge indsatsen i form af cv-samtaler, jobsamtaler, opfølgningssamtaler og tilbud over for den ledige, sletning af data m.v.
Det foreslås i stk. 3, at de enkelte kommuner er dataansvarlige i relation til andre aktører som databehandlere, jf. den foreslåede § 41.
Kommunernes dataansvar i relation til andre aktører som databehandler for kommunen omfatter ud over en tilsynsforpligtelse i forhold til anden aktør også ansvar for, at data fra anden aktør registreres og indberettes, som om opgaven var udført af kommunen.
Den foreslåede bestemmelse er med redaktionelle ændringer en indholdsmæssig videreførelse af den gældende § 32 i styringsloven.
Det foreslås således i stk. 1, at kommunen i henhold til en indgået databehandleraftale, jf. § 42 i persondataloven, kan overlade oplysninger til en anden aktør om en persons beskæftigelsesprofil og forløb, den hidtidige indsats samt øvrige forhold, som er nødvendige for den anden aktørs gennemførelse af den aftalte beskæftigelsesindsats efter arbejdsmarkedslovgivningen.
Kommunerne har som dataansvarlige i relation til andre aktører som databehandler for kommunen pligt til at indgå en databehandleraftale med anden aktør. Af aftalen skal det fremgå, at databehandleren (anden aktør) alene handler efter instruks fra den dataansvarlige (kommunen), og at reglerne i persondatalovens § 41, stk. 3-5, ligeledes gælder for behandlingen ved databehandleren.
Efter persondatalovens § 41, stk. 3, skal den dataansvarlige og dennes databehandler træffe de fornødne tekniske og organisatoriske sikkerhedsforanstaltninger mod, at oplysninger hændeligt eller ulovligt tilintetgøres, fortabes eller forringes, samt mod, at de kommer til uvedkommendes kendskab, misbruges eller i øvrigt behandles i strid med loven. Efter persondatalovens § 41, stk. 4, skal der for oplysninger, som behandles for den offentlige forvaltning, og som er af særlig interesse for fremmede magter, træffes foranstaltninger, der muliggør bortskaffelse eller tilintetgørelse i tilfælde af krig eller lignende forhold. Efter persondatalovens § 41, stk. 5, kan justitsministeren fastsætte nærmere regler om de i persondatalovens § 41, stk. 3, anførte sikkerhedsforanstaltninger.
Kommunen har som dataansvarlig pligt til at føre tilsyn med anden aktørs overholdelse af disse regler.
Det foreslås i stk. 2, at den anden aktør ikke må benytte eller udveksle oplysningerne til formål ud over det aftalte eller tilføje oplysninger, der er begrundet i andre formål.
Dette er i overensstemmelse med reglerne i persondataloven, hvorefter senere behandling af oplysningerne ikke må være uforenelig med de formål, som oplysningerne er indsamlet til.
Det foreslås i stk. 3, at beskæftigelsesministeren kan fastsætte regler om at overlade oplysninger til anden aktør.
Den foreslåede bestemmelse er med redaktionelle ændringer en indholdsmæssig videreførelse af dele af den gældende § 58, stk. 2, og §§ 62, stk. 1, og 68 a, stk. 9, i styringsloven. Det foreslås dog som noget nyt, at den detaljerede oplistning af oplysningstyper, der skal indberettes, fremover fastsættes på bekendtgørelsesniveau.
Efter gældende regler i dele af § 58, stk. 2, og §§ 62, stk. 1, og 68 a, stk. 9, i styringsloven har offentlige myndigheder, arbejdsløshedskasser og andre aktører, der medvirker i forvaltningen af arbejdsmarkedsrettede ordninger, pligt til at registrere og indberette oplysninger om:
– Arbejdsmarkedsforhold,
– virksomheders og borgeres deltagelse i arbejdsmarkedsrettede ordninger,
– beskæftigelsesindsatsen over for borgere, herunder relevante, tværfaglige og helhedsorienterede aktiviteter og indsatser på det uddannelsesmæssige og social- og sundhedsrettede område,
– borgeres overgang til job, uddannelse og andre forsørgelsesordninger samt
– ydelsesforløb og andre data.
Den gældende § 62, stk. 1, i styringsloven indeholder en detaljeret oplistning af oplysningstyper, der skal indberettes.
Der kan efter gældende regler, jf. § 62, stk. 2, i styringsloven ikke kræves betaling for tilvejebringelse og indberetning af oplysningerne.
Det foreslås således i stk. 1, at offentlige myndigheder, arbejdsløshedskasser og andre aktører, der medvirker i forvaltningen af arbejdsmarkedsordninger, har pligt til at indberette nødvendige oplysninger til brug for
– forvaltningen af beskæftigelsesindsatsen, herunder tilsyn og kontrol,
– statistisk opfølgning på beskæftigelsesindsatsen,
– udstilling af selvbetjeningsmuligheder på Jobnet eller en anden landsdækkende løsning, og
– borgernes indsigt i egne oplysninger.
Det nærmere indhold og omfang af kommunernes, arbejdsløshedskassernes og andre aktørers forpligtelser til at indberette oplysninger forventes som hidtil fastlagt i bekendtgørelse om det fælles datagrundlag og statistiske datavarehus (i medfør af bemyndigelserne i den foreslåede § 52) efter forudgående høring af Datatilsynet, KL m.fl. - således som det sker allerede i dag på centrale områder. Indberetningen omfatter også oplysninger efter integrationsloven.
Det vil herunder f.eks. også kunne fastsættes, at arbejdsløshedskasserne digitalt skal indberette indkaldelser til cv-samtaler og rådighedssamtaler samt afholdte cv- og rådighedssamtaler tillige med aftalefeltet, der indeholder en kort opsummering af aftalen mellem personen og arbejdsløshedskassen om det videre aftalte. Hermed kan den ledige se indkaldelser og afholdte samtaler fra både jobcenter og arbejdsløshedskassen på Jobnet sammen med de samtaler, den ledige selv booker med jobcenteret og arbejdsløshedskassen. Den ledige kan også se de aftaler, som vedkommende indgår under de forskellige samtaler i jobcenteret og i arbejdsløshedskassen.
Indkaldelserne og de afholdte samtaler vil som led i understøttelsen af det fælles kontaktforløb også være tilgængelige for både jobcentrene og arbejdsløshedskasserne for så vidt angår egne borgere henholdsvis egne medlemmer.
Kommunerne er hver især ansvarlige for, at andre aktører overholder de fastlagte regler for anvendelse, registrering og indberetning af oplysninger. Der henvises til bemærkningerne til den foreslåede § 40, stk. 3, og § 41.
Det foreslås endvidere, at oplysningerne registreres og indberettes til det fælles it-baserede datagrundlag og det statistiske datavarehus i Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering.
Det foreslås i stk. 2, at data på individniveau om højeste fuldførte uddannelse og uddannelsesforløb for personer under 30 år fra Undervisningsministeriets fælles datagrundlag, jf. lov om vejledning om uddannelse og erhverv samt pligt til uddannelse, beskæftigelse m.v., anvendes i det fælles it-baserede datagrundlag på beskæftigelsesområdet. Baggrunden herfor er, at unge under 30 år har kontakt til mange institutioner og myndigheder, bl.a. Ungdommens Uddannelsesvejledning, uddannelsessteder og forskellige kommunale forvaltninger. Imidlertid har de enkelte myndigheder og institutioner ikke et samlet overblik over den unges situation, hvilket gør det vanskeligt at tilbyde en målrettet indsats.
Det drejer sig om oplysninger om de unges uddannelsesforløb (start-, sluttidspunkt, uddannelsestype, uddannelseskode til identifikation af uddannelsen samt statuskode for uddannelsen, herunder om der er risiko for afbrydelse af uddannelsen, om den unge er tilmeldt uddannelsen, eller om uddannelsen er afbrudt, igangværende eller afsluttet) og højeste fuldførte uddannelse. De pågældende data anvendes af jobcentrene bl.a. ved forberedelse til jobsamtaler og ved udarbejdelse af planer for beskæftigelsesindsatsen idet lovgivningens krav til aktivering og uddannelse af unge er forskellige afhængigt af de unges uddannelsesstatus. Ved udarbejdelse af uddannelsespålæg, jobplaner og personlige planer for og med ledige er det nødvendigt, at jobcentrene har et samlet overblik over de lediges uddannelsesforløb, bl.a. fordi jobcentrene kan pålægge unge dagpengemodtagere under 25 år og unge uddannelseshjælpsmodtagere under 30 år at deltage i ordinær uddannelse.
Det foreslås i stk. 3, at uddannelsesplaner udarbejdet af Ungdommens Uddannelsesvejledning efter reglerne i lov om vejledning om uddannelse og erhverv samt pligt til uddannelse, beskæftigelse m.v., som i dag indberettes til det fælles it-baserede datagrundlag.
Hensigten er, at kommunen for unge, der anmoder om uddannelseshjælp, og som efter gældende regler skal have et uddannelsespålæg, i arbejdet med uddannelsespålægget eventuelt kan bygge videre på den unges eventuelle uddannelsesplan fra Ungdommens Uddannelsesvejledning.
Det foreslås i stk. 4, at oplysningerne som i dag registreres og indberettes til det fælles it-baserede datagrundlag og det statistiske datavarehus i Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering.
Endelig foreslås det i stk. 5, at der som i dag ikke skal kunne opkræves betaling fra staten for tilvejebringelse, registrering og indberetning af de nævnte oplysningstyper.
Den foreslåede bestemmelse er med redaktionelle ændringer en indholdsmæssig videreførelse af den gældende § 68 a, stk. 4 og 10-13, i styringsloven.
Det foreslås således i stk. 1, at der indberettes følgende oplysninger på individniveau (cpr. - nummerniveau) til brug i Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekrutterings statistiske datavarehus:
– Uddannelse fra Undervisningsministeriets fælles datagrundlag, jf. lov om vejledning om uddannelse og erhverv samt pligt til uddannelse, beskæftigelse m.v.
– Test, kurser og beståede trin for ledige med læse-, skrive- og regnevanskeligheder.
– Uddannelse fra Danmarks Statistik.
– Aktiviteter og indsatser på socialområdet for personer omfattet af indsatsen på beskæftigelsesområdet fra Ministeriet for Børn, Ligestilling, Integration og Sociale Forhold og fra kommunerne.
– Aktiviteter og indsatser på sundhedsområdet for personer omfattet af indsatsen på beskæftigelsesområdet fra Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse, kommunerne og regionerne.
Oplysninger i det statistiske datavarehus anvendes som datakilde for Jobindsats.dk.
Det foreslås i stk. 2, at data på individ- og virksomhedsniveau fra indkomstregisteret, jf. lov om et indkomstregister, anvendes i Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekrutterings statistiske datavarehus.
Det foreslås i stk. 3, at oplysningerne, jf. stk. 1 og 2, anvendes til løsning af statistiske opgaver på beskæftigelsesområdet, herunder statistisk opfølgning på kommunernes og arbejdsløshedskassernes beskæftigelsesindsats.
Oplysninger, der indberettes til statistiske formål, vil i Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering blive behandlet under hensyn til reglerne om datafortrolighed og under iagttagelse af persondatalovens § 5, herunder finalité-princippet, og § 10, stk. 2, hvorefter sådanne data ikke efterfølgende kan anvendes til andet end statistiske eller videnskabelige formål.
Oplysninger vil blive brugt til ad hoc analyser (statiske formål) og til offentliggørelse af statistikker på aggregeret niveau, herunder på Jobindsats.dk.
Oplysninger om uddannelse fra Danmarks Statistik, jf. den foreslåede § 43, stk. 1, nr. 3, kan alene videregives til andre efter forudgående tilladelse fra Datatilsynet, jf. persondatalovens § 10, stk. 3, og efter tilladelse fra Danmarks Statistik.
Tilsvarende kan oplysninger om aktiviteter og indsatser på sundhedsområdet, jf. den foreslåede § 43, stk. 1, nr. 5, alene videregives til andre efter forudgående tilladelse fra Datatilsynet, jf. persondatalovens § 10, stk. 3, og efter tilladelse fra Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse.
Kravene til indberetning vil blive nærmere udmøntet i bekendtgørelse om det fælles datagrundlag og statistiske datavarehus (med hjemmel i bemyndigelserne i den foreslåede § 52).
Den foreslåede bestemmelse er med redaktionelle ændringer en indholdsmæssig videreførelse af den gældende § 68 a, stk. 1-3 og 6, i styringsloven.
Det foreslås således i stk. 1, at oplysninger om indkomst og beskæftigelse, der er nødvendige for varetagelsen af beskæftigelsesindsatsen, skal i videst muligt omfang indhentes fra indkomstregisteret, jf. lov om et indkomstregister.
Det foreslås i stk. 2, at statslige og kommunale myndigheder med ansvar for beskæftigelsesindsatsen kan få terminaladgang til oplysninger i indkomstregisteret, der er nødvendige for at varetage beskæftigelsesindsatsen, jf. lov om et indkomstregister § 7, herunder oplysninger om, hvem der har foretaget indberetningen, og identiteten af den oplysningerne vedrører. Det foreslås, at tilsvarende skal gælder for arbejdsløshedskasserne for så vidt angår egne medlemmer. Det foreslås endvidere, at oplysningerne er undergivet tavshedspligt i arbejdsløshedskasserne samt at straffelovens § 152 og §§ 152 c- 152 f finder anvendelse.
Det foreslås i stk. 3, at §§ 42, 45 og 50-54 finder anvendelse, hvis oplysningerne ikke kan indhentes fra indkomstregisteret.
Det foreslås i stk. 4, at beskæftigelsesministeren kan fastsætte nærmere regler om brug af indkomstregisteret i det datagrundlag, som skal anvendes i varetagelsen af beskæftigelsesindsatsen, herunder datagrundlaget for opgørelse af ledighedsperioder, offentlig forsørgelse, beskæftigelse m.v. i varetagelsen af kontaktforløb og beskæftigelsesrettede tilbud, overvågning af udviklingen på arbejdsmarkedet samt statistik og analyser i forbindelse med tilrettelæggelse af beskæftigelsesindsatsen m.v.
De hidtil gældende regler i § 68 a, stk. 4 og 7, foreslås indholdsmæssigt videreført i de foreslåede §§ 43, stk. 2, og 54, stk. 2.
Kommunerne og arbejdsløshedskasserne kan alene få adgang til forud definerede data i indkomstregistret, jf. § 15, stk. 3, i bekendtgørelse om et indkomstregister, jf. bekendtgørelse nr. 1256 af 9. november 2010.
Herved er persondatalovens bestemmelser om, at der alene må behandles nødvendige, relevante og tilstrækkelige oplysninger til udtrykkeligt angivne og klare formål, opfyldt.
Det nuværende datagrundlag for varetagelsen af beskæftigelsesindsatsen er i det væsentlige baseret på oplysninger om forsørgelsesperioder og -omfang indberettet til Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering fra arbejdsløshedskasser og kommuner. Registerdata om indkomst- og beskæftigelsesforhold fås med en vis forsinkelse og kan derfor ikke anvendes direkte i den løbende indsats.
Indkomstregistrets oplysninger om indkomst- og beskæftigelsesforhold vurderes at kunne medføre et forbedret datagrundlag for gennemførelse af forskellige elementer i beskæftigelsesindsatsen. Det gælder f.eks. mere aktuelle og detaljerede data om beskæftigelsesudviklingen og en forenkling af indhentning af data til brug for styring, varetagelse af og opfølgning på beskæftigelsesindsatsen.
Især forventes oplysninger om beskæftigelses- og indkomstforhold at kunne medføre en forenklet måde at opgøre resultater og effekter af beskæftigelsesindsatsen samt måling af den lediges afstand til arbejdsmarkedsmarkedet. Der kan blandt andet peges på følgende områder, hvor anvendelse af indkomstregistret i et vist omfang kan få betydning i beskæftigelsesindsatsen:
– Opgørelse af grundlaget for minimumsindsatsen efter lovgivningen, hvor der anvendes opgørelse af ledighedsperioder, forsørgelsesperioder, beskæftigelsesperioder m.v.
– Behandling af ansøgninger om ansættelse med løntilskud, herunder f.eks. vurderingen af, om virksomheden opfylder kravene om merbeskæftigelse og rimelighed.
– Behandling af ansøgninger om etablering af virksomhedspraktik og nytteindsats.
– Udbygning af Beskæftigelsesministeriets forløbsdatabase med beskæftigelses- og indkomstforhold, hvorved datagrundlagt for opfølgningen på beskæftigelsesindsatsen forbedres markant.
– Overvågning af beskæftigelsesudviklingen, til- og afgang fra arbejdsmarkedet og identifikation af flaskehalsområder.
De anførte anvendelser kræver data på individ- og virksomhedsniveau fra indkomstregistret.
Den foreslåede bestemmelse er med redaktionelle ændringer en indholdsmæssig videreførelse af den gældende §§ 63, stk. 1, og 68 a, stk. 8, i styringsloven.
Det foreslås således i stk. 1, at der kan indberettes, udveksles og videregives nødvendige oplysninger, herunder oplysninger om relevante uddannelsesmæssige og social- og sundhedsrettede aktiviteter og indsatser, udskrivelse fra sundhedsvæsenet, frihedsberøvelse, unddragelse fra frihedsberøvelse og løsladelse fra afsoningsinstitution, der er nødvendige til brug for:
– Varetagelse af beskæftigelsesindsatsen efter lovgivningen.
– Den koordinerede, tværfaglige og helhedsorienterede indsats over for borgeren.
– Opdateringen af it-systemer, som anvendes i beskæftigelsesindsatsen, herunder systemer til den landsdækkende formidling.
– Opgørelsen af forbrug af offentlige forsørgelsesydelser.
Det foreslås videre, at oplysninger om væsentlige sociale problemer, sociale aktiviteter og indsatser som hidtil skal kunne registreres og indberettes uden borgernes samtykke. I det kommunale beskæftigelsessystem er hele beskæftigelsesindsatsen i kommunerne efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats omfattet af lov om retssikkerhed på det sociale område. For videregivelse af følsomme oplysninger på det sociale område er der fastlagt mere restriktive bestemmelser i persondatalovens § 8, stk. 3.
I det omfang denne bestemmelse i persondataloven omfatter
– oplysninger, der anvendes i beskæftigelsesindsatsen, herunder data, som videregives af sociale myndigheder til gennemførelsen af beskæftigelsesindsatsen, samt
– videregivelse af data mellem beskæftigelsesmyndighederne,
kan de strengere bestemmelser for videregivelse af data efter § 8, stk. 3, være til hinder for gennemførelse af en effektiv og rettidig forvaltning af lovpligtig indsats herunder især tilrettelæggelsen og gennemførelsen af de indsatser, som borgerne er forpligtet til at deltage i for at kunne oppebære offentlige ydelser.
For flere af jobcenterets målgrupper kan der være usikkerhed hos borgere og kommunerne om, hvorvidt de nævnte data (data, som skabes som led i beskæftigelsesindsatsen, f.eks. sociale aktiviteter og indsatser, oplysninger i planer for indsatsen, oplysninger fra samtaler, integrationskontrakter, tilmeldeoplysninger, visitationsgruppe-grupperinger, m.v.) er omfattet af videregivelsesreglerne i § 8, stk. 3.
Det foreslås derfor, at fravigelsen af persondatalovens § 8, stk. 3, opretholdes således, at sociale myndigheder kan registrere og videregive oplysninger, som er nødvendige for at gennemføre indsatsen efter beskæftigelseslovgivningen, samt registrere og videregive data om beskæftigelsesindsatsen.
Oplysninger, som borgerne har givet til kommunerne i ansøgningssager, er som hidtil ikke omfattet af fravigelsen.
Den anførte fravigelse vedrører alene følsomme oplysninger efter § 8 i persondataloven. De nævnte data anvendes bl.a. i beskæftigelsesindsatsen til opgørelse af borgernes ret- og pligt forhold eller er nødvendige for, at beskæftigelsesmyndigheder kan udføre de i lovgivningen fastlagte forpligtelser over for målgrupperne i beskæftigelsesindsatsen. Den anførte fravigelse foreslås at omfatte enhver videregivelse af data efter arbejdsmarkedslovgivningen, jf. § 32, stk. 1.
Persondataloven gennemfører direktiv 95/46/EF af 24. oktober 1995 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger. Bestemmelsen i § 8, stk. 3, udspringer imidlertid ikke af direktivet, og en fravigelse af denne bestemmelse er således ikke i strid med direktivet.
Det foreslås i stk. 2, at data på individniveau fra det fælles it-baserede datagrundlag, jf. § 32, om beskæftigelsesforanstaltninger over for personer under 18 år videregives til Undervisningsministeriets fælles datagrundlag til brug for kommunens forvaltning af lov om vejledning om uddannelse og erhverv samt pligt til uddannelse, beskæftigelse m.v.
Det drejer sig som i dag om oplysninger på individniveau om start- og sluttidspunkt og typen af beskæftigelsesforanstaltninger i henhold til lov om en aktiv beskæftigelsesindsats. Herved forbedres kommunernes datagrundlag for ungeindsatsen, idet
– kommunen kan sikre, at unge under 18 år er i uddannelse, beskæftigelse, beskæftigelsesforanstaltning eller anden aktivitet, der sigter mod, at de unge gennemfører en uddannelse i overensstemmelse med deres uddannelsesplan,
– kommunen kan identificere unge under 18 år, som ikke er i uddannelse, beskæftigelse, beskæftigelsesforanstaltning eller anden aktivitet, og
– kommunen kan effektivisere arbejdet med at opstille en uddannelsesplan for den unge, herunder ikke mindst koordinere indsatsen mellem kommunens jobcenter og Ungdommens Uddannelsesvejledning.
Bestemmelsen er en videreførelse af § 68 a, stk. 8, i styringsloven, der blev indarbejdet som opfølgning på den politiske aftale ”Flere unge i uddannelse og job” (5. november 2009).
Det foreslås som noget nyt i stk. 3, at beskæftigelsesministeren bemyndiges til at fastsætte nærmere regler om hvilke offentlige myndigheder efter stk. 1, der ud over de i forslaget til § 45, stk. 1, anførte, kan udveksle nødvendige oplysninger i forbindelse med forvaltningen af arbejdsmarkedsordninger. Hensigten er at lette vedligeholdelsen af oplistningen af myndigheder m.fl. i forbindelse med ressortændringer m.v.
Det er hensigten, at det med hjemmel i den foreslåede bemyndigelse i § 45, stk. 3, i første omgang fastsættes, at der mellem uddannelsesinstitutioner, arbejdsløshedskasser, ATP og Udbetaling Danmark og følgende ministerier med tilhørende styrelser m.fl. udveksles nødvendige oplysninger: Beskæftigelsesministeriet, Ministeriet for Børn, Ligestilling, Integration og Sociale Forhold, Uddannelses- og Forskningsministeriet, Undervisningsministeriet, Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse, Justitsministeriet, regionerne, kommunerne, SKAT, Det Centrale Personregister, Det Centrale Virksomhedsregister og Fonden for Forebyggelse og Fastholdelse.
Den foreslåede bestemmelse er med redaktionelle ændringer en indholdsmæssig videreførelse af den gældende § 63, stk. 2, i styringsloven.
Det foreslås således i stk. 1, at Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering kan samkøre oplysninger fra forsikrings- og pensionsselskaber m.v. om hvilke personer, der er kunde eller medlem i det enkelte forsikrings- og pensionsselskab m.v. med nødvendige oplysninger i det fælles it-baserede datagrundlag med henblik på, at styrelsen kan informere kunderne og medlemmerne om de rettigheder m.v., der er indeholdt i den enkelte pensions- eller forsikringsordning.
Der kan f.eks. være tale om adgang til hurtig diagnose eller behandlingsmuligheder under dennes eventuelle sundhedsordning. De samkørte oplysninger vil alene blive anvendt til dette formål.
Det er frivilligt for det enkelte forsikrings- og pensionsselskab m.v., om de ønsker at anvende denne mulighed.
Med forslaget forventes flere personer at gøre brug af de rettigheder og muligheder, der er tilknyttet den enkelte persons eventuelle forsikrings- eller pensionsordning m.v. i forbindelse med f.eks. sygdom eller overgang til fleksjob eller førtidspension. Det forventes, at dette f.eks. kan bidrage til, at sygemeldte hurtigere kan vende tilbage til arbejde - til gavn for den sygemeldte, dennes arbejdsgiver og samfundet.
Forsikrings- og pensionsselskabet m.v. modtager ikke oplysninger om hvilke personer, Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering sender breve til.
Det forudsættes, at behandlingen af oplysningen i forbindelse med samkøringen kan ske inden for persondatalovens rammer.
Det vurderes, at forslaget lever op til persondatalovens krav om saglighed og proportionalitet, idet formålet med samkøringen er at sikre at forsikrings- og pensionsselskabets m.v. kunder og medlemmer får mulighed for at gøre brug af de muligheder og rettigheder, der er tilknyttet den enkelte pensions- eller forsikringsordning – og det vurderes, at mange pensions- og forsikringskunder i dag går glip af disse muligheder. Det forventes, at dette f.eks. kan bidrage til, at sygemeldte hurtigere kan vende tilbage til arbejde - til gavn for den sygemeldte, dennes arbejdsgiver og samfundet.
Det vurderes, at formålet ikke kan opnås på anden vis. Det vurderes herunder, at formålet ikke kan opnås ved, at Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering sender en generel orientering til alle sygemeldte om at være opmærksom på eventuelle pensionsordninger, idet en sådan generel orientering ikke vurderes at være tilstrækkelig målrettet til, at modtageren finder og nærstuderer sine forsikringspolicer m.v. for at finde det rette pensions- eller forsikringsselskab, hvor der kan være en relevant dækning.
Vurderingen er endvidere begrundet i, at forsikrings- og pensionsselskaberne alene videregiver personnummer på de af kundernes/medlemmerne, der har en relevant dækning i en pensions- eller forsikringsordning.
Oplysninger i det fælles it-baserede datagrundlag, der anvendes til samkøringen, er omfattet af §§ 6-8 og 11 i persondataloven. Oplysninger om, hvilket forsikrings- eller pensionsselskab en person er medlem af, er en oplysning omfattet af persondatalovens § 6, mens oplysninger om personnummer er reguleret i lovens § 11.
Der er tale om en behandling af følsomme personoplysninger, da Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekrutterings samkøring omfatter personnummer fra forsikrings- og pensionsselskaber m.v. og oplysninger i det fælles it-baserede datagrundlag om f.eks. sygefravær og personer på førtidspension (helbredsoplysninger er omfattet af persondatalovens § 7). Behandlingen skal derfor have hjemmel i persondatalovens § 7.
I forhold til oplysninger i det fælles it-baserede datagrundlag om sygdom (at der eksisterer en sygedagpengesag og sygefraværsperioder) vurderes, at samkøringen kan ske i medfør af persondatalovens § 7, stk. 2, nr. 4, hvorefter der kan ske behandling af personoplysninger, hvis behandlingen er nødvendig for, at et retskrav kan fastlægges, gøres gældende eller forsvares. Bestemmelsen omhandler såvel behandling, der sker i den dataansvarliges interesse, som behandling, der sker i den registreredes interesse. Behandling af oplysninger om personer på førtidspension vil ligeledes skulle behandles efter denne bestemmelse.
Behandling af oplysninger om, at personer er visiteret til fleksjob (ansat i fleksjob eller visiteret til fleksjob, men endnu ikke ansat i et fleksjob) skal ske med hjemmel i persondatalovens § 8, idet godkendelse til fleksjob bl.a. er betinget af en varigt nedsat erhvervsevne grundet fysiske, psykiske eller sociale forhold.
Med den foreslåede bestemmelse vil Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering kunne varetage den beskrevne opgave som et led i styrelsens myndighedsopgaver og dermed i overensstemmelse med persondatalovens § 6, stk. 1, nr. 6.
Det vurderes, at forsikrings- eller pensionsselskabernes videregivelse af kundeoplysninger (personnummer) kan ske i overensstemmelse med § 117 i lov om finansiel virksomhed.
Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering vil ved den konkrete udmøntning af forslaget være opmærksom på, at der udelukkende behandles de nødvendige oplysninger, og at de forskellige involverede alene har adgang til de oplysninger, der er nødvendige for at løfte opgaven.
Arbejdstilsynet har brug for oplysninger om sygedagpengemodtagere fra eksterne registre, for at Arbejdstilsynets tilsynsindsats i endnu højere grad kan målrettes derhen, hvor der er flest arbejdsmiljøproblemer. Oplysningerne om sygedagpenge vil Arbejdstilsynet bruge som en af flere indikatorer på, hvor der er forhøjet risiko for arbejdsmiljøproblemer. En relativ høj andel af ansatte, der modtager sygedagpenge i forhold til sammenlignelige virksomheder, er en indikator på arbejdsmiljøproblemer på virksomheden.
Det fælles it-baserede datagrundlag på beskæftigelsesområdet indeholder allerede i dag oplysninger om sygedagpengemodtagere.
Efter forslagets § 53, stk. 1, kan oplysningerne i det fælles it-baserede datagrundlag bruges til kontrol. Den nuværende bestemmelse om kontrol har hidtil navnlig været anvendt i forhold til kontrol af retten til ydelser, som kommunerne og arbejdsløshedskasserne administrerer.
Formålet med den foreslåede videregivelse af oplysninger efter forslagets § 47 er ikke at forvalte beskæftigelseslovgivningen eller kontrollere retten til ydelser, som kommunerne og arbejdsløshedskasserne administrerer. Det er dog vurderingen, at hjemlen til videregivelsen af oplysninger til Arbejdstilsynet bør fastsættes i nærværende forslag. Årsagen er, at de oplysninger, der videregives til Arbejdstilsynet, findes i det fælles it-baserede datagrundlag på beskæftigelsesområdet, der ligeledes reguleres i nærværende lovforslag.
Det foreslås derfor som noget nyt, at der skabes hjemmel i forslagets § 47 til, at oplysningerne om sygedagpengemodtagere i det fælles it-baserede datagrundlag også kan bruges til videregivelse til Arbejdstilsynet med henblik på identifikation af virksomheder til brug for målretning af Arbejdstilsynets kontrol og tilsyn.
Der vil på baggrund af forslaget være tale om videregivelse af oplysningerne om sygedagpengelængden, fraværsårsagen, ydelsen, sagsarten, ansættelsessted samt sygedagpengenes forløb og ophør.
Det vurderes, at videregivelsen og samkøringen af oplysninger kan ske inden for persondatalovens rammer.
Det vurderes således, at forslaget lever op til persondatalovens krav om saglighed og proportionalitet, idet formålet med videregivelsen ikke vurderes at kunne opfyldes på anden vis.
For så vidt angår videregivelse af oplysninger om sygedagpengemodtagere vurderes der at være tale om behandling af følsomme personoplysninger, da oplysninger i det fælles it-baserede datagrundlag om sygedagpengemodtagere (helbredsoplysninger) er omfattet af persondatalovens § 7. Videregivelsen skal derfor ske i overensstemmelse med persondatalovens § 7 om følsomme personoplysninger.
Det vurderes, at videregivelse kan ske efter persondatalovens § 7, stk. 6, idet behandlingen og videregivelsen af oplysningerne til Arbejdstilsynet er nødvendig af hensyn til en offentlig myndigheds varetagelse af sine opgaver på det strafferetlige område. Bestemmelsen i persondatalovens § 7, stk. 6, gælder ikke alene for domstole, politi og anklagemyndighed, men også for andre offentlige myndigheder, der administrerer strafsanktionerede regler. Arbejdsmiljølovens kapitel 15 indeholder en række bestemmelser om straf, og det vurderes derfor, at Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering kan videregive oplysninger om sygefravær til Arbejdstilsynet med hjemmel i persondatalovens § 7, stk. 6.
Det vurderes herudover, at videregivelsen kan ske efter persondatalovens § 7, stk. 2, nr. 4, idet behandlingen af oplysninger om helbredsmæssige forhold endvidere kan ske, hvis det er nødvendigt for, at et retskrav kan fastlægges, gøres gældende eller forsvares. Det vil være tilfældet i forhold til Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekrutterings videregivelse af helbredsoplysninger til Arbejdstilsynet, idet oplysningerne behandles som led i myndighedsudøvelse, herunder yderligere målretning af Arbejdstilsynets kontrol og tilsyn.
Den nærmere udmøntning af den foreslåede § 47, vil i nødvendigt omfang ske i bekendtgørelsesform, jf. den foreslåede bemyndigelse i § 52, stk. 2, og udkast til bekendtgørelse vil blive forelagt Datatilsynet, jf. persondatalovens § 57.
I øvrigt henvises der til de almindelige bemærkninger afsnit 2.4.5.
Den foreslåede bestemmelse er med redaktionelle ændringer en indholdsmæssig videreførelse af den gældende § 64 i styringsloven.
Det foreslås således, at Beskæftigelsesministeriet som led i formidlingssamarbejdet mellem EU/EØS-medlemslande kan videregive oplysninger om danske arbejdsgiveres ønsker om arbejdskraft med angivelse af arbejdsgiverens navn og adresse samt arbejdets karakter m.v. til disse landes arbejdsmarkedsmyndigheder.
Der er blandt andet tale om, at stillingsopslag fra virksomheder, der søger udenlandsk arbejdskraft, videregives til den fælles europæiske jobportal, EURES - The European Job Mobility Portal. Oplysningerne kan videregives digitalt.
Det foreslås, at bestemmelsen med redaktionelle ændringer videreføres.
Den foreslåede stk. 1 er med redaktionelle ændringer en indholdsmæssig videreførelse af den gældende § 67 a i styringsloven. Det foreslås dog, at dele af bestemmelsen fremover udmøntes administrativt.
Det foreslås således i stk. 1, at Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering kan iværksætte foranstaltninger til datagenopretning, hvis en kommune eller arbejdsløshedskasse ikke overholde de regler, der er fastsat om indberetning af data. Det foreslås videre som noget nyt, at den relevante kommune eller arbejdsløshedskasse skal afholde egne udgifter til datagenopretningen.
Staten afholder tilsvarende egne udgifter i forbindelse med datagenopretningen.
Datagenopretning skal forstås som initiativer rettet mod problemområder i dataregistreringen, dataindberetningen og it-understøttelsen af beskæftigelsesindsatsen i bred forstand.
Det vil være naturligt, at Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering i første omgang går i dialog med jobcenteret eller arbejdsløshedskassen for at være behjælpelig med en handlingsplan for genopretning af data for at sikre korrekte oplysninger i det fælles it-baserede datagrundlag og for styrelsens statistikarbejde m.v.
Hvis en kommune ikke overholder de regler, der er fastsat om indberetning af data m.v., vil der fortsat være tale om en klar overtrædelse af lovgivningen, som de kommunale tilsynsmyndigheder kan behandle.
Hvis en arbejdsløshedskasse ikke overholder de regler, der er fastsat om indberetning af data m.v., vil der være tale om en klar overtrædelse af lovgivningen, som tilsynsmyndigheden i Beskæftigelsesministeriet kan behandle.
Det foreslås i stk. 2 som noget nyt, at beskæftigelsesministeren fastsætter nærmere regler om den i stk. 1 nævnte datagenopretning, herunder om, hvordan offentlige myndigheder, arbejdsløshedskasser og andre aktører til brug herfor skal levere oplysninger til Beskæftigelsesministeriets it-systemer om virksomheder og personer, som er omfattet af arbejdsmarkedslovgivningen.
Det er hensigten, at reglerne i § 67 a, stk. 2 og 3, i den gældende styringslov, fastsættes på bekendtgørelsesniveau.
Den foreslåede bestemmelse er med redaktionelle ændringer en indholdsmæssig videreførelse af dele af bemyndigelsen i den gældende § 66, stk. 2, og reglerne i § 65 i styringsloven.
Det foreslås således i stk. 1, at beskæftigelsesministeren kan pålægge offentlige myndigheder, arbejdsløshedskasser og andre aktører i beskæftigelsesindsatsen at bruge fælles offentlige it-standarder, at etablere elektronisk kommunikation mellem systemerne eller at anvende fælles it-services samt at bruge de landsdækkende systemer som nævnt i §§ 32, 33, 38 og 39 for at sikre, at de it-systemer, der anvendes i beskæftigelsesindsatsen, udgør et sammenhængende system.
Det foreslås i stk. 2, at beskæftigelsesministeren kan fastsætte regler om ibrugtagning, opbygning, indretning og brug af de it-værktøjer, som offentlige myndigheder, arbejdsløshedskasser og andre aktører anvender i varetagelsen af beskæftigelsesindsatsen for at sikre en jobrettet og aktiv indsats på tværs af jobcentre og arbejdsløshedskasser. Det foreslås endvidere, at beskæftigelsesministeren kan fastsætte nærmere regler om anvendelse af fælles standarder og it-services.
Den foreslåede bemyndigelsesbestemmelser gør det muligt for Beskæftigelsesministeriet at kræve relevante it-baserede oplysninger fra kommunerne og arbejdsløshedskasserne på en måde, så de kan anvendes i Beskæftigelsesministeriets forskellige it-systemer og udveksles mellem kommunerne og arbejdsløshedskasserne.
Den foreslåede bemyndigelsesbestemmelse omfatter som i den gældende lov bl.a. fastlæggelse af fælles standarder af såvel formel it-teknisk karakter, f.eks. grænseflader, dataformater og kommunikationsstandarder m.v., som standarder vedrørende dataindholdet, f.eks. opgørelsesmetoder, fastlæggelse af indholdet af centrale begreber m.v.
Sådanne standarder er f.eks. forudsætningen for etablering og opretholdelse af kommunikation mellem arbejdsløshedskasserne, de kommunale systemer og det fælles it-baserede datagrundlag.
Fælles it-standarder omfatter især de åbne standarder, som er fastlagt for dataudveksling og kommunikation i den offentlige sektor. Sådanne standarder gør det muligt at anvende it-services til etablering af digital forvaltning ved sammenkobling af systemer ved at anvende fælles standarder for webbaserede services.
It-services kan bl.a. anvendes ved indberetning og anden dataudveksling vedrørende det fælles it-baserede datagrundlag, jf. den foreslåede § 32. It-services anvendes også til at gøre data online tilgængelige for kommuner, statslige myndigheder, arbejdsløshedskasser og andre aktører og borgerne på tværs af specifikke it-systemer. Derved kan data genbruges til sagsbehandling i de aktørspecifikke systemer, så det undgås at genindtaste data flere gange til gene for virksomheder, borgere og jobkonsulenter.
Desuden anvendes it-services til at stille funktionalitet til rådighed på tværs af it-systemer på særlige områder, hvor der skal anvendes fælles redskaber og metoder i opgaveløsningen, f.eks. omkring tilmelding som jobsøgende, fraværsregistrering, visitation og dagpengemodtageres registreringer i den fælles joblog på Jobnet og arbejdsløshedskassernes eventuelle egne joblogs, jf. også bemærkningerne til den foreslåede § 37.
Bestemmelsen omfatter ikke egentlige sagsbehandlingssystemer, økonomisystemer m.v. Bestemmelsen omfatter dog sammenkobling af myndighedernes og andres systemer som en nødvendighed for at udføre indsatsen, f.eks. etablering og opretholdelse af kommunikation mellem arbejdsløshedskassernes og kommunernes systemer, herunder både jobcentersystemer og ydelsessystemer.
Formålet med reglerne er at sikre, at de it-systemer, der anvendes i beskæftigelsesindsatsen, udgør et sammenhængende system således, at borgeren ikke skal være informationsbærer mellem myndigheder m.fl., og således at aktørerne på beskæftigelsesområdet kan udføre en koordineret og helhedsorienteret indsats.
Det drejer sig bl.a. om myndighedskrav til de systemer, der anvendes i beskæftigelsesindsatsen, og som har til formål dels at sikre aktuelle, pålidelige, præcise og dækkende data til de landsdækkende resultat- og ledelsesinformationssystemer, selvbetjeningsløsninger, dels at det kommunale beskæftigelsessystem fungerer som et nationalt system.
Behovet for fastsættelse af myndighedskrav vedrører såvel systemer, som bruges til udbetaling af ydelser, som til systemer, hvor beskæftigelsesfremmende foranstaltninger registreres. Systemer, der bruges i forvaltning af økonomi og refusion, er også omfattet.
Myndighedskravene vedrører bl.a.
– krav til registrering (såvel hvad der skal registreres sammen i den enkelte registrering som måden, dette skal gøres på f.eks. i relation til dataintegritet og sporing af registreringen af et dataelement), periodisering og validering af data m.v. i de it-systemer, der anvendes både i relation til sagsbehandling, økonomiforvaltning og refusion,
– fastlæggelse af den overordnede registreringsramme på områder af central betydning for beskæftigelsespolitikken,
– fastlæggelse af landsdækkende klassifikationer af indsatsen,
– fastlæggelse af landsdækkende identifikationsnøgler for et indsatsområde, således at et sammenhængende forløb for en borger kan registreres som en helhed uanset borgerens ændring af bopælskommune,
– fastlæggelse af indholdet af de dataelementer, som anvendes i systemer, så den fornødne grad af præcision af data kan tilvejebringes,
– fastlæggelse af landsdækkende regler for validering og kvalitetssikring af data, som skal indberettes, og
– fastlæggelse af sikkerheds- og adgangsforhold ved udveksling af personoplysninger og håndtering af sikkerhedskravene i persondatalovgivningen i forbindelse med dataudveksling.
Bestemmelsen vil bl.a blive anvendt til at fastsætte nærmere regler om, at der skal være integration mellem den fælles joblog på Jobnet og arbejdsløshedskassernes eventuelle egne joblogs således, at dagpengemodtagere, jobcenteret og arbejdsløshedskassen uanset, om dagpengemodtageren registrerer i jobloggen på Jobnet eller på arbejdsløshedskassens eventuelle egen joblog løbende har et samlet og opdateret overblik på Jobnet over foretaget jobsøgning og planlagte jobsøgningsaktiviteter. Bestemmelsen vil endvidere blive anvendt til at fastsætte regler om, at dagpengemodtagere vil skulle anvende den fælles joblog på Jobnet, indtil arbejdsløshedskasser med egne joblogs har etableret den nødvendige integration til den fælles joblog på Jobnet.
Udmøntning af de foreslåede bemyndigelser vil som hidtil ske i samarbejde med arbejdsløshedskasser, Arbejdsløshedskassernes Samvirke, kommuner og KL.
Den foreslåede bestemmelse er med redaktionelle ændringer en indholdsmæssig videreførelse af dele af den gældende § 67 i styringsloven. Det foreslås dog, at bestemmelsen om temaplanlægning i styringslovens § 67, stk. 1, ikke videreføres, da bestemmelsen ikke har været anvendt.
Det foreslås som noget nyt, at der skal gælde tilsvarende for arbejdsløshedskasserne med hensyn til tilvejebringelse og indsendelse af statistiske oplysninger m.v., som beskæftigelsesministeren anmoder om.
Det foreslås således i stk. 1, at kommuner, arbejdsløshedskasser, regioner og Ankestyrelsen har pligt til at tilvejebringe og indsende statistiske oplysninger m.v. på beskæftigelsesområdet, som beskæftigelsesministeren anmoder om.
Det foreslås i stk. 2, at kommuner har pligt til at give Beskæftigelsesministeriet oplysninger om kommunens beslutninger og forventninger til udviklingen på beskæftigelsesområdet og om de mål, den har sat for udviklingen.
Det foreslås i stk. 3, at beskæftigelsesministeren kan fastsætte nærmere regler om omfanget af oplysningerne, jf. stk. 1-2, og om, hvordan de skal ajourføres og indsendes.
Bestemmelserne pålægger kommunerne, arbejdsløshedskasserne, regionerne og Ankestyrelsen at levere statistik, analyse, information m.v., som Beskæftigelsesministeriet finder at have behov for. Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med § 63 i lov om kommunernes styrelse, hvorefter kommunalbestyrelsen skal tilvejebringe og meddele vedkommende minister de oplysninger, som denne måtte forlange om forhold i kommunen.
Derudover kan Beskæftigelsesministeriet have behov for at kunne anmode kommuner, arbejdsløshedskasser, regioner og Ankestyrelsen om at tilvejebringe og indsende statistiske oplysninger og lignende, som ikke er dækket af den løbende statistik, på særlige områder, f.eks. i forbindelse med lovforberedende arbejde og som led i opfølgningen på gennemførte lovændringer. Dette kan ske i form af såvel kvantitative som kvalitative undersøgelser i kommunerne m.v. eller i et repræsentativt udsnit heraf.
Den foreslåede bestemmelse er med redaktionelle ændringer en indholdsmæssig videreførelse af de gældende bemyndigelser i §§ 61, stk. 2, og 66 i styringsloven. Det foreslås dog, at det præciseres, at der kan fastsættes vilkår for anvendelsen af systemerne.
Det foreslås således, at beskæftigelsesministeren fastsætter nærmere regler om omfanget og brugen af de systemer, der er nævnt i §§ 32, 33, 38 og 39, herunder regler om dataansvar, registrering af cv'er og jobannoncer i Jobnet samt om vilkår for anvendelsen af systemerne, og den i §§ 42, 45, 47 og 48 nævnte indberetning og udveksling af data og den i § 43 nævnte indberetning af data.
Bemyndigelsen til at fastlægge nærmere regler om dataansvar omfatter også bemyndigelse til at regulere forholdene for databehandlere på områder, hvor dette måtte være nødvendigt for at opretholde et effektivt samarbejde om it-løsninger med kommuner og arbejdsløshedskasser.
For at tydeliggøre retsgrundlaget for f.eks. fastsættelse af regler om, at virksomheder og personer, der opretter sig som brugere af Jobnet, skal anvende NemId eller Digital medarbejdersignatur, er det med den foreslåede stk. 1 præciseret, at beskæftigelsesministeren kan fastsætte vilkår for anvendelsen af systemerne. Reglerne om anvendelse af NemId i forbindelse med brugeroprettelse på Jobnet fremgår i dag af §§ 32 og 33 i bekendtgørelse om ansvaret for og styringen af den aktive beskæftigelsesindsats. Disse bestemmelser er i dag fastsat med hjemmel i § 66 i styringsloven og med hjemmel i anstaltsforhold, der ud over fysiske institutioner også antages at gælde for digitale løsninger, som er oprettet ved lov.
Den foreslåede bestemmelse er med redaktionelle ændringer en indholdsmæssig videreførelse af de gældende §§ 68 og 68 a, stk. 7, i styringsloven.
Det foreslås således i stk. 1, at data i Beskæftigelsesministeriets it-systemer samkøres med data i kommunernes, andre myndigheders og arbejdsløshedskassernes it-systemer, hvor dette er nødvendigt for at kontrollere, om der sker fejl eller misbrug i forbindelse med udbetaling af ydelser, der udbetales efter beskæftigelseslovgivningen, herunder manglende opfyldelse af rådighedsforpligtelsen, jf. lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. og lov om aktiv socialpolitik.
De i denne sammenhæng relevante regler om rådighedsforpligtelsen fremgår af § 62 i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., regler fastsat i medfør af § 62, stk. 6, i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. og i §§ 13-13c, 74 b og 74 g i lov om aktiv socialpolitik.
Der er med hensyn til ydelser tale om ydelser, der udbetales efter reglerne i beskæftigelseslovgivning. Der er bl.a. tale om arbejdsløshedsdagpenge, midlertidig arbejdsmarkedsydelse, kontanthjælp, uddannelseshjælp, sygedagpenge, ledighedsydelse, m.v.
Det foreslås i stk. 2, at data i Beskæftigelsesministeriets it-systemer kan samkøres med data i indkomstregisteret, jf. § 7 i lov om et indkomstregister, hvor dette er nødvendigt for at kontrollere, om der sker fejl eller misbrug i forbindelse med udbetaling af ydelser.
Samkøring i kontroløjemed skal ske under hensyntagen til de særlige regler i persondatalovgivningen. Der henvises til de almindelige bemærkninger, pkt. 2.4.4.2.om kontrol.
Den foreslåede bestemmelse er med redaktionelle ændringer en indholdsmæssig videreførelse af den gældende § 68 a og dele af bemyndigelsen i § 66, stk. 2, i styringsloven.
Det foreslås således i stk. 1, at kommunen ud over de tilfælde, der er omfattet af §§ 11 a og 11 c i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område og § 50 i integrationsloven, kan kræve oplysninger om den, der ansøger om eller får ydelser fra kommunen efter lov om aktiv socialpolitik, lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, lov om sygedagpenge og integrationsloven, og dennes ægtefælle eller sambo, jf. § 2 b i lov om aktiv socialpolitik, i de tilfælde, der er nævnt i stk. 2 og 3.
Det foreslås i stk. 2, at kommunen uden ansøgerens eller modtagerens samtykke, hvis det er nødvendigt til brug for kontrol af udbetalingerne i en enkelt sag eller generel kontrol, kan kræve oplysninger fra arbejdsgivere om løn- og beskæftigelsesperioder m.v. og oplysninger om pensionsforhold m.v. fra pensionskasser, livsforsikringsselskaber og pengeinstitutter.
Oplysningerne indhentes med henblik på at kontrollere, om der sker fejl eller misbrug i forbindelse med udbetaling af ydelser.
Det foreslås i stk. 3, at kommunen uden ansøgerens eller modtagerens samtykke, hvis det er nødvendigt til brug for kontrol af udbetalingerne i en enkelt sag eller generel kontrol, kan kræve andre oplysninger end oplysninger om økonomiske forhold fra andre offentlige myndigheder, ATP, Nemkonto-registeret og fra arbejdsløshedskasserne. Det foreslås endvidere, at oplysningerne kan samkøres og sammenstilles med data fra myndighedens egne, andre myndigheders, ATP’s, Nemkonto-registerets og arbejdsløshedskassernes it-systemer, når dette er nødvendigt for at kontrollere, om betingelserne for at modtage ydelser er opfyldt.
Samkøringen kan herunder ske med henblik på efterfølgende kontrol af, om der er sket fejl eller misbrug i forbindelse med udbetaling af ydelser.
Det foreslås i stk. 4, at oplysningerne i stk. 2 og 3 kan indhentes, selv om den person, som oplysningerne vedrører, ikke bor i den kommune, som indhenter oplysningerne.
Det foreslås i stk. 5, at myndigheden kan få terminaladgang til de nødvendige oplysninger som nævnt i stk. 2 og 3 i indkomstregisteret, jf. § 7 i lov om et indkomstregister. Det foreslås endvidere, at i det omfang oplysningerne, som er nævnt i stk. 2 og 3, findes i indkomstregisteret, skal kommunen indhente oplysningerne herfra.
Det foreslås i stk. 6, at beskæftigelsesministeren kan fastsætte nærmere regler om den i stk. 2 og 3 nævnte indhentning af oplysninger.
Kommunerne har efter disse bestemmelser bl.a. mulighed for at kontrollere, om der sker fejl eller misbrug i forbindelse med udbetaling af ydelser, herunder tilbud og tilskud, efter lov om aktiv socialpolitik, lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, lov om sygedagpenge og integrationsloven.
Samkøring i kontroløjemed skal ske under hensyntagen til de særlige regler i persondatalovgivningen. Der henvises til de almindelige bemærkninger, afsnit 2.4.4.2 om kontrol.
Den foreslåede bestemmelse er en indholdsmæssig videreførelse af den gældende § 4 i styringsloven.
Det foreslås således at beskæftigelsesministeren kan fastsætte regler om gennemførelse af forsøgs- og udviklingsinitiativer inden for beskæftigelsesindsatsen efter den foreslåede § 1, stk. 1, der fraviger bestemmelserne i denne lov.
Den gældende hjemmel til at iværksætte forsøg anvendes i dag bl.a. til at give frikommuner og kommuner, som har anvendt udfordringsretten, hjemmel til at fravige de gældende regler om, hvorledes kommunerne skal organisere beskæftigelsesindsatsen.
Frikommuneforsøget blev igangsat den 1. januar 2012 og varer frem til den 31. december 2015. Regeringen har den 8. oktober 2014 fremsat lovforslag om ændring af frikommuneloven, således at perioden for alle igangværende frikommuneforsøg forlænges frem til den 30. juni 2017. Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger afsnit 2.5 om forholdet til frikommuneforsøgene.
Udfordringsretten har eksisteret siden 2008 og giver kommuner og regioner og deres institutioner mulighed for at søge om fritagelse for eksisterende lovgivning i en forsøgsperiode. Det indgår i aftalerne om kommunernes og regionernes økonomi for 2013, at udfordringsretten fastholdes og forlænges til udgangen af 2015.
Beskæftigelsesrådet vil som rådgivende for ministeren blive hørt om iværksættelsen af forsøgs- og udviklingsinitiativer.
For at sikre, at velbegrundede forsøgs- og udviklingsinitiativer vil kunne iværksættes, omfatter muligheden for forsøg alle regler i loven.
Det foreslås i stk. 1, at loven træder i kraft den 1. januar 2015.
Det foreslås i stk. 2, at § 20, stk. 1, nr. 4, om oprettelse af et nationalt kontaktpunkt træder i kraft den 1. juli 2015.
Det foreslås i stk. 3, at lov nr. 522 af 24. juni 2005 om ansvaret for og styringen af den aktive beskæftigelsesindsats ophæves, da den erstattes af nærværende lov.
Efter den gældende § 34 i styringsloven, er det siddende beskæftigelsesråds formand, medlemmer, suppleanter og tilforordnede udpeget med virkning fra den 1. juni 2014 (året efter det kommunale valgår) med funktionsperiode indtil den 1. juni 2018.
Efter den gældende § 38 i styringsloven er de siddende regionale beskæftigelsesråds medlemmer og suppleanter udpeget for 4 år med virkning fra den 1. juni 2014 (året efter det kommunale og regionale valgår) indtil den 1. juni 2018. Formanden og dennes suppleant er udpeget for 2 år med virkning fra den 1. juni 2014.
Efter den gældende § 45 i styringsloven er de lokale beskæftigelsesråds formænd, medlemmer og suppleanter udpeget for en fireårig periode med virkning fra den 1. juni 2014.
Det foreslås i stk. 1, at det siddende beskæftigelsesråd fortsætter sin nuværende funktionsperiode ud, da der, bortset fra at Danske Regioner får en plads i rådet, ikke er foreslået ændringer i rådets sammensætning og funktionsperiode.
Det foreslås i stk. 2, at de nye regionale arbejdsmarkedsråd udpeges med virkning fra den 1. januar 2015.
Det foreslås, at rådets funktionsperiode løber indtil den 1. juni 2018. Det vil sige 3 år og 5 måneder. Det foreslås videre, at funktionen som formand og suppleant deles lige i den resterende funktionsperiode frem til den 1. juni 2018, således at der udpeges en formand og en suppleant for denne med virkning fra den 1. januar og med funktionsperiode frem til den 16. september 2016 og herefter en ny formand og formandssuppleant med virkning fra den 16. september 2016 og indtil den 1. juni 2018.
Efter forslaget til en ny § 33 b i det samtidig fremsatte forslag til lov om ændring af lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. og flere andre love afsættes der en regional uddannelsespulje for at understøtte, at flere ledige kan få korte erhvervsrettede uddannelsesforløb fra første ledighedsdag. Ifølge forslaget udarbejder Beskæftigelsesministeriet regionale positivlister over de uddannelser, der kan tilbydes. Positivlisterne skal godkendes af de regionale arbejdsmarkedsråd, jf. forslaget til § 29, nr. 5, i nærværende lovforslag.
Da positivlisterne skal kunne anvendes fra den 1. januar 2015, og da de regionale arbejdsmarkedsråd først kan udpeges med virkning fra denne dato, foreslås det i stk. 3, at den regionale uddannelsespulje indtil den 1. april 2015 administreres efter positivlister, som Beskæftigelsesministeriet har udmeldt. Der henvises til bemærkningerne til § 1, nr. 38, i det samtidig fremsatte forslag til lov om ændring af lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. og flere andre love.
Rådene får således første gang en periode på tre måneder til at behandle og godkende positivlisterne.
Der er tale om konsekvensændringer som følge af, at den gældende lov om ansvaret for og styringen af den aktive beskæftigelsesindsats erstattes af forslaget til lov om organisering og understøttelse af beskæftigelsesindsatsen m.v. Som konsekvens heraf foreslås det at ændre henvisningerne i bestemmelsen til henvisning til bestemmelserne i den foreslåede lov om organisering og understøttelse af beskæftigelsesindsatsen m.v.
Efter § 17 i lov om kompensation til handicappede i erhverv m.v. udarbejder Beskæftigelsesregionen årligt en analyse om den arbejdsmarkedspolitiske situation for handicappede personer i beskæftigelsesregionen.
Den foreslåede ændring er en følge af, at beskæftigelsesregionerne bliver nedlagt. Opgaven med årligt at udarbejde en analyse om den arbejdsmarkedspolitiske situation for personer med handicap foreslås varetaget af beskæftigelsesministeriet.
Der er tale om konsekvensændringer som følge af, at styringsloven erstattes af ny lovgivning. Det foreslås at ændre titlen i de bestemmelser, hvor der er henvist til den gældende lov om ansvaret for og styringen af den aktive beskæftigelsesindsats. Derudover foreslås som konsekvens af gennemskrivningen af loven at ændre henvisningerne i bestemmelserne til den foreslåede nye lov om organisering og understøttelse af beskæftigelsesindsatsen m.v. Forslagene medfører ingen materielle ændringer.
Der er tale om konsekvensændringer som følge af, at styringsloven erstattes af ny lovgivning. Det foreslås at ændre titlen i de bestemmelser, hvor der er henvist til den gældende lov om ansvaret for og styringen af den aktive beskæftigelsesindsats. Derudover foreslås som konsekvens af gennemskrivningen af loven at ændre henvisningerne i bestemmelserne til den foreslåede nye lov om organisering og understøttelse af beskæftigelsesindsatsen m.v. Forslagene medfører ingen materielle ændringer.
Der er tale om konsekvensændringer som følge af, at regionale beskæftigelsesråd afløses af regionale arbejdsmarkedsråd i den foreslåede nye lov om organisering og understøttelse af beskæftigelsesindsatsen m.v.
Der er tale om en konsekvensændring som følge af, at styringsloven erstattes af ny lovgivning. Det foreslås at ændre titlen i den bestemmelse, hvor der er henvist til den gældende lov om ansvaret for og styringen af den aktive beskæftigelsesindsats.
Der er tale om konsekvensændringer som følge af, at styringsloven erstattes af ny lovgivning. Det foreslås at ændre titlen i bestemmelsen, hvor der er henvist til den gældende lov om ansvaret for og styringen af den aktive beskæftigelsesindsats. Derudover foreslås som konsekvens af gennemskrivningen af loven at ændre henvisningen i bestemmelsen til den foreslåede nye lov om organisering og understøttelse af beskæftigelsesindsatsen m.v.
Efter gældende regler kan en person henvises til anden aktør, hvis pågældende er omfattet af målgruppen for et statsligt rammeudbud efter § 12 a i styringsloven, eller hvor kommunen er blevet pålagt at bruge anden aktør efter § 11 i samme lov.
Det foreslås, at bestemmelsen ophæves, da statens mulighed for at gennemføre statslige rammeudbud, hvor kommunerne har pligt til at anvende andre aktører i udførelsen af den aktive beskæftigelsesindsats, foreslås afskaffet.
Der er tale om en konsekvensændring som følge af, at styringsloven erstattes af ny lovgivning. Det foreslås at ændre titlen i den bestemmelse, hvor der er henvist til den gældende lov om ansvaret for og styringen af den aktive beskæftigelsesindsats.
Bestemmelsen indeholder konsekvensændringer i lov om forpligtende kommunale samarbejder som følge af, at lov om ansvaret for og styringen af den aktive beskæftigelsesindsats med lovforslaget erstattes af ny lovgivning.
Ved bestemmelsen konsekvensændres henvisningen til de opgavebestemmelser, der beskriver kommunens beskæftigelsesindsats. Der ændres ikke på det forhold, at det er hele kommunens beskæftigelsesindsats, som er omfattet af det forpligtende kommunale samarbejde.
Beskæftigelsesindsatsen omfatter rehabiliteringsteamets opgaver efter lovforslagets §§ 9-12. Også for så vidt angår sager vedrørende borgere i en kommune i et forpligtende kommunalt samarbejde skal rehabiliteringsteamet i overensstemmelse med lovforslagets § 10 være sammensat tværfagligt med repræsentanter fra relevante forvaltningsområder, der varetager opgaver i forhold til borgeren. Dette kan indebære, at både ansatte i den delegerende og i den bemyndigende kommune i samarbejdet skal deltage i arbejdet med rehabiliteringsteamet.
Til nr. 2
Bestemmelsen indeholder en konsekvensændring af henvisningen til de særlige bestemmelser om organiseringen af beskæftigelsesindsatsen, som ikke gælder for de delegerende kommuner i et forpligtende kommunalt samarbejde. Det er alene lovforslagets § 5, hvorefter kommunen skal varetage beskæftigelsesindsatsen i et jobcenter, der ikke skal gælde for de delegerende kommuner.
Til nr. 3
Bestemmelsen indeholder en regel om udformningen af beskæftigelsesplaner i kommuner i forpligtende kommunale samarbejder, som i dag findes i bekendtgørelse nr. 1541 af 16. december 2013, der med lovudkastet foreslås ophævet. De almindelige regler om kommunale beskæftigelsesplaner vil herefter være indeholdt i lov om organisering og understøttelse af beskæftigelsesindsatsen m.v., jf. lovforslagets § 4.
Til nr. 4
Som konsekvens af afskaffelsen af de lokale beskæftigelsesråd ophæves de særlige regler om lokale beskæftigelsesråd i lov om forpligtende kommunale samarbejder.