Bekendtgørelse af lov om offentlige betalinger m.v. § 7

Stk. 1 bestemmer, at finansministeren efter forhandling med berørte myndigheder, herunder de kommunale parter, dvs. Kommunernes Landsforening, Amtsrådsforeningen og Københavns og Frederiksberg Kommuner, kan fastsætte regler om offentlige myndigheders anvendelse af elektronisk betalingsforvaltning.

Med udtrykket betalingsforvaltning sigtes i bred forstand til de arbejdsgange og processer, der er knyttet til ind- og udbetaling af pengebeløb til og fra offentlige myndigheder. Det er foruden selve ind- og udbetalinger f.eks. kreditfaktureringsprocessen, informationsmodtagelse og -afgivelse i tilknytning til betalinger samt rykkerskrivelser.

Det er alene betalingsforvaltningen, som finansministeren efter forhandling med de berørte myndigheder kan fastsætte regler om. Der kan således kun udstedes regler, som regulerer de ovenfor beskrevne arbejdsgange og processer, der er knyttet til ind- og udbetalinger af pengebeløb til og fra offentlige myndigheder, hvorimod der ikke i medfør af bemyndigelsen kan udstedes regler om indretningen af forvaltningen i øvrigt.

Reglerne kan kun udstedes efter forudgående forhandlinger med de berørte myndigheder. Det er tanken, at der skal tilstræbes enighed mellem parterne i videst mulig omfang. For at sikre de mest effektive løsninger er det af afgørende betydning, at der løbende finder drøftelser sted mellem de forskellige offentlige myndigheder, således at en tilpasning og videreudvikling af reglerne om elektronisk betalingsforvaltning til stadighed sikres.

Det foreslås, at finansministeren kan udstede regler, der har karakter af minimumsstandarder , som sikrer en vis ensartethed i offentlige myndigheders betalingsforvaltning, og som har til formål at gennemføre en elektronisk betalingsforvaltning, som begrænser de manuelle arbejdsgange i forvaltningen i videst mulig omfang. Det gælder i forhold til selve ind- og udbetalingen samt for eksempel kreditfaktureringsprocessen, informationsmodtagelse og -afgivelse i tilknytning til betalinger og rykkerskrivelser. Sådanne standarder kan indebære fælles rationaliseringsgevinster bl.a. i kraft af, at en stor del af de manuelle håndteringer af betalinger afskaffes. Det er tanken, at de udstedte regler også skal gælde for betalinger mellem offentlige myndigheder.

Da reglerne som nævnt alene vil have karakter af minimumsstandarder, vil der fortsat i vidt omfang være mulighed for individuelle løsninger for den enkelte myndighed. Reglerne vil ikke være til hinder for, at der ved indretningen af den enkelte myndigheds betalingsforvaltning vil kunne tages højde for forholdene i den enkelte myndighed, herunder f.eks. myndighedens størrelse og hvilket forvaltningsområde myndigheden administrerer. Der vil derfor fortsat være en udstrakt frihed for den enkelte myndighed til at indrette betalingsforvaltningen efter myndighedens eget ønske. Med reglerne tilsigtes således på ingen måde et indgreb i det kommunale selvstyre.

I stk. 2, bemyndiges finansministeren til at fastsætte regler om afvikling af en kreditors mellemværende med offentlige myndigheder, herunder at offentlige myndigheder kan udskyde betaling til en kreditor, som ikke overholder de af finansministeren udstedte regler.

Med udtrykket »kreditor« sigtes alene til den gruppe af kreditorer, som er det offentliges kreditorer i kraft af en privatretlig aftale indgået med en offentlig myndighed. Der kan således ikke i medfør af bestemmelsen fastsættes regler om det offentliges udbetalinger af pengebeløb, som udspringer af forvaltningsakter m.v. Det følger heraf, at bestemmelsen ikke omfatter betalinger af f.eks. sociale ydelser.

Der kan i medfør af bestemmelsen fastsættes regler om selve udbetalingen af pengebeløb, f.eks. at kreditors faktura, såfremt den sendes elektronisk, modtages i et bestemt format, som er læselig for den offentlige myndighed. Der vil desuden kunne fastsættes regler om, at en virksomhed, der anvender papirbåren faktura, skal sende fakturaen til en konverteringscentral, hvor fakturaen omsættes til et elektronisk format og videresendes til den offentlige institution. Endvidere kan der fastsættes regler om, at særlig information, f.eks. indkøbsordrenummer og kontostreng, skal være knyttet til kreditors faktura.

Stk. 2, indebærer ikke, at borgere eller virksomheder kan tvinges til at afvikle betalinger eller afgive information i tilknytning hertil i elektronisk form til offentlige myndigheder. Det vil derfor fortsat være således, at borgere og virksomheder skal tilbydes såvel papirbårne som elektroniske løsninger.

Hvis en kreditor påføres merudgifter i anledning af de af finansministeren fastsatte regler, kan ministeren med hjemmel i lovforslagets § 6 udbetale kompensation til den pågældende kreditor. Denne bestemmelse kan således dække konverteringsomkostningen for virksomheder med halv- og kvartårligt momstilsvar.

En forsinkelse med betaling af gælden til en kreditor, som skyldes, at de af finansministeren udstedte regler ikke overholdes, kan ikke udløse sædvanlige misligholdelsesbeføjelser i anledning af forsinket betaling, og kan således heller ikke indebære, at der skal betales morarenter. For at undgå, at denne bestemmelse griber ind i bestående aftaleforhold, vil der i forbindelse med gennemførelsen blive fastsat en overgangsregel. Det er dog vigtigt at være opmærksom på, at de elektroniske betalingsordninger findes på markedet og uden nævneværdig udgift kan anvendes af erhvervsdrivende, der i øvrigt anvender papirbårne faktureringsordninger. Det må antages, at den her foreslåede fremgangsmåde vil kunne drive en teknologisk modernisering frem også vedrørende betalingsafvikling på det private marked, hvor store indkøbere i forvejen søger at sætte standarder. De regler, der fastsættes efter § 7, stk. 2, vil derfor kunne tilvejebringe standarder, der kan anvendes også uden for lovens område. Der vil derfor formentlig kun være behov for en overgangsordning i en ret begrænset periode.

Forud for udstedelse af reglerne vil finansministeren inddrage berørte erhvervsorganisationer m.v.

De af finansministeren udstedte regler skal ikke nødvendigvis finde generel anvendelse. Der vil være særlige undtagelsestilfælde, hvor en effektiviseringsgevinst ikke vil kunne opnås. Visse typer af betalinger og visse myndighedsområder vil derfor - helt eller delvis - kunne undtages. Det vil endvidere være naturligt at fastsætte en bagatelgrænse, således at beløb under en vis størrelse ikke er omfattet af reglerne.