Bekendtgørelse af lov om offentlige betalinger m.v. § 3

Det foreslås i stk. 1 , at finansministeren bemyndiges til at fastsætte regler om, hvorledes offentlige myndigheder kan foretage betalinger med frigørende virkning til fysiske og juridiske personer omfattet af lovforslagets § 1, som ikke har anvist en NemKonto. Bemyndigelsen har til formål at tage højde for - den formentlig sjældent forekommende situation - at anvisningspligten efter § 1 ikke efterleves. Der er behov for at fastsætte nærmere regler for, hvordan offentlige myndigheder i dette tilfælde kan foretage udbetaling med frigørende virkning. Det kan ske ved, at myndigheden opretter en konto i et pengeinstitut i den pågældendes lokalområde, som ejes af staten, hvortil der er hæveadgang for borgeren/virksomheden. Det kaldes som nævnt »NemBetaling«. Udbetaling med frigørende virkning hertil forudsætter, at modtageren er underrettet om den oprettede konto. Pengeinstitutternes deltagelse i en sådan ordning vil ske gennem en frivillig, forretningsmæssig aftale.

Med bemyndigelsen sikres der mulighed for fleksibilitet og dermed, at reglerne kan skræddersys ud fra hensyn om at opnå en betalingsafvikling, der tilgodeser såvel borgerne, virksomheder, pengeinstitutter og de offentlige myndigheder. Der henvises til de almindelige bemærkninger, afsnit IV, pkt. 1.2, om personer og virksomheder, der ikke kan erhverve en pengeinstitutkonto.

Offentlige myndigheder skal således sikre, at der sker rettidig udbetaling af beløb, men risikoen for forsinkelse, herunder øgede omkostninger, som følge af en tilsidesættelse af anvisningspligten, bæres af borgerne og virksomhederne m.v.

Lovforslaget har endvidere til formål at sikre en koordination af offentlige kontantkasser på tværs af eksisterende myndigheders områder. Stk. 2 indeholder hjemmel for, at finansministeren kan fastsætte regler om etablering af en fælles administration - én fælles kontantkasse - for flere myndigheder. En sådan ordning vil indebære stordriftsfordele for offentlige myndigheder og sikre borgere og virksomheder en enkel adgang til at modtage kontant udbetaling fra offentlige myndigheder og foretage indbetalinger til disse. Det er hensigten, at der efter behov inden for et nærmere bestemt geografisk område kan udpeges en offentlig myndighed eller en ikke-offentlig myndighed, jf. det foreslåede stk. 4, hvorfra der kan ske kontant udbetaling, og hvortil der kan ske kontant indbetaling. Betaling med checks er omfattet af udtrykket »kontant ind- og udbetaling«. Det bemærkes, at i modsætning til de øvrige foreslåede regler indebærer denne bemyndigelsesbestemmelse, at der tillige kan fastsættes regler om indbetalinger til kontantkasser. Det gælder f.eks. indbetaling af skatter og afgifter til ToldSkat.

Med udtrykket »offentlige myndigheder« sigtes som udgangspunkt til forvaltningsrettens sædvanlige myndighedsbegreb, dvs. en afgrænsning, som svarer til de myndigheder, der er omfattet af offentligheds- og forvaltningsloven, jf. i øvrigt § 12. Hertil kommer, at domstolene i denne sammenhæng også betragtes som en offentlig myndighed. Endvidere vil finansministeren efter drøftelse med Folketingets ledelse og Rigsrevisor kunne bestemme, at Folketinget og institutionerne under Folketinget også omfattes af loven.

I lov om statens regnskabsvæsen m.v. er der allerede bemyndigelse til, at finansministeren kan fastsætte regler om kontantkasser. Dette gælder dog kun staten, og således ikke (amts)kommuner eller andre forvaltningsmyndigheder.

Det bemærkes, at den foreslåede bestemmelse ikke indeholder hjemmel til, at regler i anden lovgivning om opgavefordelingen mellem offentlige myndigheder ændres eller ophæves.

Stk. 3 bestemmer, at finansministeren kan fastsætte regler om, at visse praktiske foranstaltninger i tilknytning til udstedelse af erklæringer fra offentlige myndigheder, godkendelser, legitimationspapirer, udlevering af effekter m.v. tillige varetages af den i stk. 2 nævnte administration. Det er hensigten at skabe adgang for, at den fælles administration af kontantkassen skal forestå visse praktiske forhold, der naturligt knytter sig til ud- eller indbetalinger af kontanter. Der er således tale om opgaver, som mest praktisk og hensigtsmæssigt løses af den fælles administration, fordi denne også varetager kontantkassefunktionen inden for det pågældende område. Et eksempel på en sådan opgave er selve udleveringen af dokumenter, som borgeren kan erhverve mod vederlag. Det må fremhæves, at der alene er tale om rent praktiske foranstaltninger, der naturligt knytter sig til ud- og indbetalinger af kontanter efter reglerne udstedt i medfør af den foreslåede stk. 2, hvorimod der ikke med bestemmelsen gives hjemmel til, at den fælles administration skal forestå egentlig sagsbehandling inden for et bestemt forvaltningsområde.

Den foreslåede bestemmelse i stk. 3 indeholder ikke hjemmel til, at regler i anden lovgivning om opgavefordelingen mellem offentlige myndigheder ændres eller ophæves.

Det fremgår af stk. 4, 1. pkt., at ministeren forud for udstedelse af regler i medfør af stk. 2 og 3 skal føre forhandlinger med berørte offentlige myndigheder, herunder (amts)kommuner, i det pågældende geografiske område. Bestemmelsen indebærer, at berørte offentlige myndigheder, herunder (amts)kommuner, i videst muligt omfang skal inddrages i forbindelse med nedlæggelse af kontantkasser, oprettelse af en fælles kontantkasse for et nærmere bestemt område og eventuel henlæggelse af visse praktiske opgaver til en fælles kontantkasse. Ved den endelige udformning af reglerne skal de berørte myndigheders interesser tilgodeses mest muligt, og der skal naturligvis tages højde for forskellighederne i de enkelte (amts)kommuner. Med bemyndigelserne i stk. 2 og 3 er der således ikke tilsigtet en begrænsning af det kommunale selvstyre.

For at opnå de mest velegnede løsninger vil det kunne være hensigtsmæssigt at opdele forhandlingerne, således at fastlæggelsen af de overordnede retningslinjer og målsætninger sker gennem drøftelser mellem Finansministeriet og de berørte parter, hvorimod afklaring af de nærmere praktiske forhold m.v. i forbindelse med nedlæggelse af kontantkasser og oprettelse af en fælles kontantkasse sker i et samarbejde mellem myndighederne i det pågældende lokalområde. Det vil være muligt at aftale, at den myndighed, der påtager sig at stå for administrationen af kontantkassefunktionen også på andre myndigheders vegne, skal modtage et vederlag herfor.

Efter stk. 4, 2. pkt., kan finansministeren bestemme, hvem der administrerer reglerne om en fælles kontantkasse udstedt i medfør af stk. 2 og 3. Det foreslåede 3. pkt. indeholder hjemmel til, at denne administration kan overlades til private, og finansministeren har hjemmel til at udstede nærmere regler om kontrol og tilsyn med en privat virksomhed eller lignende, som har fået overladt denne opgave, jf. 4. pkt. Overladelsen af opgaven til private sker efter udbud. Efter pkt. 5 kan ministeren fastsætte en regnskabsinstruks og revisionsbestemmelser for den offentlige myndighed eller private, som har fået overladt opgaven, således at den fælles kontantkasse kontofører ind- og udbetalinger på vegne af flere myndigheder.

Stk. 5 indeholder hjemmel til, at finansministeren kan fastsætte regler om adgangen til at anvise flere konti. Som eksempel kan nævnes, at personer eller virksomheder m.v. får mulighed for at vælge forskellige konti til forskellige udbetalingstyper. Regler udstedt i medfør af § 3, stk. 5, vil således indebære en adgang for en fysisk eller juridisk person til at anmelde flere konti, som alle har karakter af NemKonti. I modsætning til det foreslåede § 1, stk. 3, hvorefter borgerne eller virksomhederne har adgang til konkret at anvise en anden konto, hvortil udbetaling skal ske, indebærer stk. 5, at der kan anvises flere konti, som kan anvendes til forskellige udbetalinger fra det offentlige.