LBK nr 1188 af 15/11/2024
Erhvervsministeriet
Bekendtgørelse af lov om næring § 11
(Udelades)
Forarbejder til Bekendtgørelse af lov om næring § 11
RetsinformationTil nr. 1
Lov om detailsalg fra butikker mv. (lukkeloven) har hidtil bygget på næringslovens begreb om fast forretningssted. Det betyder, at salg af varer som udgangspunkt kun har kunnet finde sted, hvis udsalgsstedet har holdt åbent for salg mindst en gang om ugen i en sammenhængende periode på mindst 4 måneder.
Da kravet om, at varer kun må sælges fra fast forretningssted, udgår, er det nødvendigt at foretage en justering af butiksbegrebet i lukkeloven, så det sikres, at det salg, der efter lovforslaget lovliggøres, også vil være omfattet af lukkeloven.
I den foreslåede ændring til lukkelovens § 1, stk. 2, defineres en butik derfor som ethvert udsalgssted. Det betyder, at loven nu omfatter alle former for detailsalg, uanset om salget sker fra et midlertidigt eller et fast udsalgssted, og uanset om det foretages fra en butik, en bod eller en vogn, der kører rundt fra sted til sted. Også salg på markeder, udstillinger, messer mv. er omfattet af lovens anvendelsesområde. Det samme gælder internethandel og postordresalg.
Da det imidlertid ikke med moderniseringen har været hensigten at forbyde salg på tidspunkter, hvor det under den gældende lovgivning er tilladt, er der endvidere foreslået tilføjelser til lukkelovens bestemmelser om særlige varer og særlige udsalgssteder, der er undtaget fra lukketidsbestemmelserne, jf. bemærkningerne nedenfor til nr. 2 og 3.
Til nr. 2 og 3
I den gældende næringslov er salg af fødevarer og husflidsprodukter på markeder, dyrskuer og ved torvehandel ikke omfattet af lukkeloven, da der ikke er tale om salg fra fast forretningssted. Det samme gælder salg af varer på kræmmermarkeder, udstillinger, messer o.lign.
Da disse situationer efter forslaget nu omfattes af lukkeloven, men det ikke har været tanken, at der skal ske indskrænkning af de tidspunkter, de kan foregå, foreslås situationerne indsat i § 3 og § 4, stk. 1, i lukkeloven, der omhandler varegrupper og udsalgssteder, der er undtaget fra de generelle lukketidsregler. Det betyder, at der fortsat kan ske salg af disse varer og fra disse udsalgssteder på lovens lukkedage.
Det foreslåede § 3, nr. 9, omfatter salg af alle fødevarer samt husflidsprodukter. Ved husflidsprodukter forstås som hidtil genstande, hvor der til fremstillingen ikke kræves håndværksmæssig eller industriel uddannelse, og som er fremstillet uden anden medhjælp end ægtefælle og hjemmeværende børn og børnebørn.
Det foreslåede § 4, stk. 1, nr. 10, omfatter markeder, udstillinger, messer, dyrskuer, home-parties o.lign. Den mest almindelige form for markeder er kræmmermarkeder. Kræmmermarkeder er markeder af kortvarig karakter - typisk 2-3 dage i forbindelse med en weekend - hvor der fortrinsvis sælges ukurante varer. Det har hidtil været en betingelse for at kunne afholde kræmmermarkeder, at der deltager kræmmere, der har tilladelse til salg af brugte varer, samt at markedet afholdes i tilknytning til en særlig begivenhed, f.eks. en byfest, et omrejsende tivoli eller lignende. Disse krav opretholdes ikke.
De såkaldte permanente kræmmermarkeder, f.eks. ugentlige markeder i en bestående bygning, hvor stadepladser udlejes til næringsdrivende, vil ikke kunne benytte sig af undtagelsesreglerne for markeder. Permanente kræmmermarkeder finder sted på en fast lokalitet, salget er ikke kortvarigt, og det er de samme virksomheder, som har standene. Konceptet svarer således til det, der finder sted i butikscentre.
Mindre dagligvarebutikker, der er omfattet af lukkelovens § 5, vil ikke kunne fradrage omsætning fra salg af varer, som omhandlet i § 3, nr. 9, og fra steder som omhandlet i § 4, stk. 1, nr. 10, i omsætningen i henhold til § 5.
Det gadesalg, der er opstået efter den seneste liberalisering af næringsloven - salg af kaffe o.lign. - vil fortsat kunne finde sted i lukketiderne, da disse virksomheder typisk kun sælger dagligvarer, og da de ikke vil have en omsætning, der overstiger omsætningsgrænsen.