Bekendtgørelse af lov om Miljøteknologisk Udviklings- og Dem...
Gældende
LBK nr 101 af 26/01/2017
Miljø- og Ligestillingsministeriet
Ændringer:
1
Bekendtgørelse af lov om Miljøteknologisk Udviklings- og Demonstrationsprogram
Herved bekendtgøres lov nr. 130 af 10. februar 2015 om Miljøteknologisk Udviklings- og Demonstrationsprogram, med de ændringer, der følger af § 92 i lov nr. 1715 af 27. december 2016 om Miljø- og Fødevareklagenævnet.
Den bekendtgjorte lovtekst vedrørende § 19, stk. 2 og 6, træder i kraft den 1. februar 2017, jf. § 24, stk. 1, i lov nr. 1715 af 27. december 2016 om Miljø- og Fødevareklagenævnet.
Miljøteknologisk Udviklings- og Demonstrationsprogram skal fremme udvikling og anvendelse af miljøeffektive løsninger på prioriterede miljøudfordringer og understøtte vækst og beskæftigelse gennem
tilskud til udvikling, test og demonstration af ny miljøteknologi og tilskud til projekter, der kan afprøve ny miljøteknologi på fuldskalaanlæg eller ved nye anlægsprojekter,
etablering af innovationspartnerskaber, der aktivt fremmer samarbejde mellem relevante aktører,
iværksættelse af projekter, der understøtter internationalt og bilateralt samarbejde om aktiviteter på miljø- og innovationsområdet, herunder aktivt forbedrer rammerne for dansk eksport af miljøteknologi, og
opbygning og formidling af viden inden for og om den miljøteknologiske sektor.
Miljøteknologisk Udviklings- og Demonstrationsprogram ledes af en uafhængig bestyrelse, der består af 1 formand og 7 andre medlemmer. Bestyrelsen skal have medlemmer med indsigt i miljø-, natur- og ressourceforhold, i erhvervsforhold og i forhold vedrørende miljøteknologi. Formanden skal have en erhvervsmæssig baggrund. Formanden og de øvrige medlemmer udpeges af miljøministeren i deres personlige egenskab.
Stk. 2. 4 medlemmer af bestyrelsen udpeges efter indstilling fra henholdsvis klima-, energi- og bygningsministeren, uddannelses- og forskningsministeren, erhvervs- og vækstministeren og fødevareministeren.
Stk. 3. Bestyrelsen udpeges for en periode af 4 år med mulighed for genudpegning. Udtræder formanden eller et andet medlem af bestyrelsen før periodens udløb, kan afløseren udpeges for mindre end 4 år.
Bestyrelsen træffer beslutning om den nærmere gennemførelse af aktiviteterne under Miljøteknologisk Udviklings- og Demonstrationsprogram, jf. §§ 1, 6, 7 og 12.
Stk. 2. Bestyrelsen udarbejder forslag til en overordnet 4- årig strategi for gennemførelsen af Miljøteknologisk Udviklings- og Demonstrationsprogram. Bestyrelsens forslag til strategi skal godkendes af ministeren.
Stk. 3. Bestyrelsen udarbejder årligt forslag til en handlingsplan for programmets nærmere gennemførelse. Forslaget udarbejdes med udgangspunkt i miljøministerens prioriteringer af de miljømæssige udfordringer og bestyrelsens strategi for gennemførelsen af Miljøteknologisk Udviklings og Demonstrationsprogram, jf. stk. 2. Bestyrelsens forslag til handlingsplan skal godkendes af ministeren.
Stk. 4. Bestyrelsen kan nedsætte et eller flere fagpaneler på konkrete faglige indsatsområder, herunder økologisk byggeri, og indhente rådgivning om indsatsen fra fagpanelet eller fagpanelerne på panelernes respektive fagområder.
Miljøministeren stiller sekretariatsbistand til rådighed for bestyrelsen.
Stk. 2. Ministeren fastsætter bestyrelsens forretningsorden efter indstilling fra bestyrelsen.
Stk. 3. Ministeren kan fastsætte regler om bestyrelsens adgang til at henlægge sine kompetencer til formanden og sekretariatet, herunder om, at formanden og sekretariatet kan træffe afgørelser for bestyrelsen i mindre eller hastende sager.
Bestyrelsen træffer på grundlag af den godkendte handlingsplan, jf. § 3, stk. 3, beslutning om anvendelse af den tilskudsbevilling, der er fastsat på den årlige finanslov, og beslutning om indkaldelse af projektansøgninger, jf. dog § 22, stk. 3.
Stk. 2. Bestyrelsen offentliggør samtidig med indkaldelse af projektansøgninger de kriterier, som indgår i vurderingen af ansøgningerne.
Bestyrelsen træffer afgørelse om tilsagn om tilskud.
Stk. 2. Bestyrelsen kan træffe afgørelse om tilsagn om tilskud til:
Projekter, der har til formål at udvikle, teste eller demonstrere nye miljøteknologiske løsninger, herunder tekniske gennemførlighedsundersøgelser forud for udvikling, test eller demonstration, og projekter til at opbygge viden om eller informere om miljøteknologiske muligheder og behov.
Projekter, der har til formål at etablere teknologiske løsninger, der indebærer miljøbeskyttelse, der rækker videre end nationale standarder og EU-standarder for miljøbeskyttelse.
Projekter, der understøtter partnerskaber for miljøinnovation.
Projekter, der har til formål at formidle indsatsen for at fremme miljøeffektiv teknologi og anvendelse af miljøteknologi.
Dansk deltagelse i projekter som nævnt i nr. 1, når disse projekter indgår i internationale programmer med international medfinansiering og projektudvælgelsen er henlagt til en international udvælgelseskomité.
Stk. 3. Ved afgørelsen af, om der skal gives tilsagn om tilskud, foretager bestyrelsen en vurdering af, om støtte til projektet vil have tilskyndelsesvirkning, og af projektets miljø- og ressourcemæssige potentiale, projektets erhvervsmæssige potentiale, projektets nyhedsværdi og faglige kvalitet, og projektbeskrivelsens kvalitet og af, i hvilket omfang projektets konsekvenser er forenelige med andre relevante samfundsmæssige
Miljøministeren fastsætter nærmere regler om betingelser
og vilkår for tilskud, herunder regler om
ansøgningernes form og indhold,
ydelse af projekttilskud, herunder om maksimale tilskudssatser,
regnskab og revision vedrørende projekter, hvortil der gives tilsagn om tilskud,
offentliggørelse af resultaterne af de projekter, hvortil der gives tilsagn om tilskud, og
udbetaling af tilskud efter denne lov.
Stk. 2. Ministeren kan fastsætte regler om tildeling af tilskud til projekter, der opnår tilskud efter anden lovgivning, herunder at der ikke kan gives tilskud efter denne lov til sådanne projekter.
Bestyrelsen træffer på grundlag af den godkendte handlingsplan, jf. § 3, stk. 3, jf. dog § 22, stk. 4, og inden for rammerne af den bevilling, der er fastsat hertil på den årlige finanslov, beslutning om
etablering af innovationspartnerskaber, jf. § 1, nr. 2,
understøttelse af internationalt og bilateralt samarbejde på miljø- og innovationsområdet, jf. § 1, nr. 3, og
vidensopbygning, jf. § 1, nr. 4.
Stk. 2. Bestyrelsen kan som led i administrationen og udviklingen af Miljøteknologisk Udviklings- og Demonstrationsprogram afholde udgifter til evaluering af programmet og dets resultater og til formidling af programmets resultater.
Tilskud i henhold til denne lov bortfalder helt eller delvis, hvis
tilskudsmodtager har givet urigtige eller vildledende oplysninger eller fortiet oplysninger af betydning i forbindelse med afgørelsen om tilskud eller under projektforløbet,
vilkår for tilskud ikke overholdes eller
tilskudsmodtager ikke overholder sine pligter efter denne lov eller regler fastsat i medfør heraf.
Stk. 2. Miljøministeren afgør spørgsmål om bortfald af tilskud efter stk. 1 og kan i den forbindelse bestemme, at udbetalte tilskud helt eller delvis skal tilbagebetales.
Stk. 3. Skal et udbetalt tilskud helt eller delvis tilbagebetales, opkræves det skyldige beløb til betaling senest 14 dage senere. Tilbagebetales det skyldige beløb ikke rettidigt, tillægges beløbet rente efter forfaldsdagen med den rente, der er fastsat i § 5 i lov om renter ved forsinket betaling m.v. Den tillagte rente udgør dog mindst 50 kr. For rykkerskrivelser efter første påkrav betales 100 kr.
Miljøministeren kan fastsætte regler om, at skriftlig kommunikation til bestyrelsen for Miljøteknologisk Udviklings- og Demonstrationsprogram og ministeren om forhold, som er omfattet af denne lov eller regler fastsat i medfør heraf, skal foregå digitalt.
Stk. 2. Ministeren kan fastsætte nærmere regler om skriftlig digital kommunikation, herunder om anvendelse af bestemte it-systemer, særlige digitale formater og digital signatur el.lign.
Stk. 3. En digital meddelelse anses for at være kommet frem, når den er tilgængelig for adressaten for meddelelsen.
Stk. 4. Ministeren kan fastsætte regler om, at skriftlig kommunikation til de statslige myndigheder, som ministeren efter § 18 har henlagt sine beføjelser eller opgaver til, om forhold, som er omfattet af denne lov eller regler fastsat i medfør heraf, skal foregå digitalt.
Tilskudsmodtager skal under hele projektforløbet underrette miljøministeren, hvis betingelserne for tildeling af tilskud ikke længere er opfyldt.
Stk. 2. Tilskudsmodtager skal under hele projektforløbet på ministerens forlangende afgive erklæring om, hvorvidt betingelserne for tildeling af tilskud fortsat er opfyldt.
Tilsynsmyndigheden eller personer, tilsynsmyndigheden bemyndiger hertil, har til enhver tid mod behørig legitimation uden retskendelse adgang til lokaliteter, der ejes eller drives af en fysisk eller juridisk person, der har modtaget tilsagn om tilskud efter loven. På tilsvarende måde har tilsynsmyndigheden adgang til regnskaber, forretningsbøger, papirer m.v., herunder også materiale, der opbevares i elektronisk form, for at tilvejebringe oplysninger til brug for løsning af opgaver efter denne lov eller regler, der er fastsat i medfør heraf.
Stk. 2. Den, der har modtaget tilsagn om tilskud, skal efter anmodning fra tilsynsmyndigheden yde den fornødne vejledning og bistand ved tilsynets gennemførelse, og det materiale, der er nævnt i stk. 1, skal udleveres eller indsendes til tilsynsmyndigheden efter tilsynsmyndighedens anmodning.
Stk. 3. Politiet yder om nødvendigt bistand til gennemførelse af det tilsyn, der er nævnt i stk. 1.
Stk. 4. Miljøministeren kan efter forhandling med justitsministeren fastsætte nærmere regler om den i stk. 3 nævnte bistand.
Stk. 5. Miljøministeren kan fastsætte nærmere regler om tilsyn med de projekter, hvortil der ydes tilskud efter denne lov.
Bestyrelsens afgørelser efter denne lov eller regler fastsat i medfør heraf kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. dog stk. 2.
Stk. 2. Klage over retlige spørgsmål i forbindelse med afgørelser efter denne lovs §§ 7-9 og § 13, stk. 1 og 2, eller efter regler fastsat i medfør heraf kan indbringes for Miljø- og Fødevareklagenævnet, som behandler sagen i den læge afdeling, jf. § 3, stk. 1, nr. 9, i lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet.
Stk. 3. Afgørelser som nævnt i stk. 2 kan påklages af adressaten for afgørelsen.
Stk. 4. Klage til Miljø- og Fødevareklagenævnet indgives skriftligt til den myndighed, der har truffet afgørelsen. Myndigheden skal, hvis den vil fastholde afgørelsen, snarest og som udgangspunkt ikke senere end 3 uger efter klagefristens udløb videresende klagen til Miljø- og Fødevareklagenævnet.
Klagen skal ved videresendelsen være ledsaget af den påklagede afgørelse, de dokumenter, der er indgået i sagens bedømmelse, og en udtalelse fra myndigheden med myndighedens bemærkninger til sagen og de anførte klagepunkter.
Stk. 5. Når myndigheden videresender klagen til Miljø- og Fødevareklagenævnet, sender den samtidig en kopi af sin udtalelse til adressaten for afgørelsen med en frist for at afgive bemærkninger til Miljø- og Fødevareklagenævnet på 3 uger fra modtagelsen.
Stk. 6. Klage til Miljø- og Fødevareklagenævnet efter stk. 4 skal indgives ved anvendelse af digital selvbetjening, jf. dog § 21, stk. 2-4, i lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet. Endvidere skal efterfølgende kommunikation om klagesagen ske ved anvendelse af digital selvbetjening. En klage anses for indgivet, når den er tilgængelig for myndigheden.
Stk. 7. Myndighedens videresendelse af klage til og efterfølgende kommunikation om klagesagen med Miljø- og Fødevareklagenævnet skal ske ved anvendelse af digital selvbetjening. Det samme gælder sager, hvor klage ikke er indgivet ved anvendelse af digital selvbetjening, men hvor Miljø-
og Fødevareklagenævnet har truffet afgørelse om, at klagen ikke afvises.
Stk. 8. Indgives en klage ikke ved anvendelse af digital selvbetjening, skal myndigheden snarest videresende klagen til Miljø- og Fødevareklagenævnet. I sådanne tilfælde finder stk. 4, 2. og 3. pkt., og stk. 5 ikke anvendelse.
Stk. 9. Klage efter stk. 2 skal være indgivet, inden 4 uger efter at afgørelsen er meddelt adressaten. Er afgørelsen offentligt bekendtgjort, regnes klagefristen dog fra bekendtgørelsen.
Søgsmål til prøvelse af en afgørelse truffet efter denne lov eller regler fastsat i medfør heraf skal være anlagt, inden 6 måneder efter at afgørelsen er meddelt adressaten. Er afgørelsen offentligt bekendtgjort, regnes søgsmålsfristen fra bekendtgørelsen.
Stk. 2. Ved søgsmål om forhold vedrørende miljøet, der er omfattet af denne lov, skal retten påse, at omkostningerne ved sagen ikke er uoverkommeligt høje for de berørte parter.
Medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning, straffes med bøde den, der
afgiver urigtige eller vildledende oplysninger eller fortier oplysninger af betydning i forbindelse med afgørelser, der træffes efter denne lov, eller i øvrigt afgiver urigtige eller vildledende oplysninger eller fortier oplysninger, som den pågældende har pligt til at afgive i henhold til § 15,
anvender tilskud efter denne lov i strid med vilkår for tilskuddets anvendelse,
undlader at udlevere eller indsende den dokumentation eller afgive de oplysninger, som den pågældende har pligt til at udlevere eller indsende i henhold til § 17,
undlader at give tilsynsmyndigheden adgang til virksomheder m.v., som har modtaget tilsagn om tilskud
efter loven, jf. § 17, eller
undlader at yde tilsynsmyndigheden vejledning og bistand ved tilsynets gennemførelse efter § 17, stk. 2.
Stk. 2. I regler, som fastsættes efter § 10 og § 17, stk. 5, kan der fastsættes bødestraf for overtrædelse af reglerne eller
vilkår fastsat efter reglerne.
Stk. 3. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.
Loven træder i kraft den 15. februar 2015, jf. dog stk. 2.
Stk. 2 Miljøministeren fastsætter tidspunktet for ikrafttræden af § 3, stk. 1-3, og § 19, stk. 6, stk. 7, 2. pkt., og stk. 8. Ministeren kan herunder fastsætte, at bestemmelserne skal træde i kraft på forskellige tidspunkter.
Stk. 3 Bestyrelsen træffer i 2015 beslutning om anvendelse af den tilskudsbevilling, der er fastsat på den årlige finanslov, alene på grundlag af miljøministerens prioriteringer af miljømæssige udfordringer og indkaldelsen af projektansøgninger i 2015.
Stk. 4 Bestyrelsen træffer i 2015 beslutning om anvendelse af den på årets finanslov fastsatte bevilling til aktiviteter som nævnt i § 12, stk. 1, nr. 1-3, alene på grundlag af miljøministerens prioriteringer af miljømæssige udfordringer.
Stk. 5 Loven finder ikke anvendelse på indkaldelse af projektansøgninger og annoncering af indkaldelse af ansøgninger i 2015. For indkaldelse af projektansøgninger og annoncering af indkaldelse af ansøgninger i 2015 finder reglerne i miljøministerens bekendtgørelse nr. 456 af 25. april 2013 om tilskud til miljøeffektiv teknologi anvendelse.
Stk. 6 Loven finder ikke anvendelse på ansøgninger om tilskud modtaget før den 1. januar 2015 og på tilsagn om tilskud meddelt efter reglerne i miljøministerens bekendtgørelse nr. 456 af 25. april 2013 om tilskud til miljøeffektiv teknologi. For disse ansøgninger og tilsagn om tilskud finder reglerne i miljøministerens bekendtgørelse nr. 456 af 25. april 2013 om tilskud til miljøeffektiv teknologi anvendelse.
Lov nr. 1715 af 27. december 2016 om Miljø- og Fødevareklagenævnet1) indeholder følgende ikrafttrædelses- og overgangsbestemmnelse:
§ 24
Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. februar 2017.
Stk. 2. (Udelades)
Stk. 3. Erhvervs- og Vækstministeriet kan efter høring af miljø- og fødevareministeren fastsætte overgangsregler.
Stk. 4. Lov om Natur- og Miljøklagenævnet, jf. lovbekendtgørelse nr. 1205 af 28. september 2016, ophæves.
Stk. 5. Regler, der er fastsat i henhold til hidtil gældende regler, forbliver i kraft, indtil de ophæves eller afløses af regler fastsat med hjemmel i denne lov. Overtrædelse af reglerne straffes efter de hidtil gældende regler.
Stk. 6. Verserende klagesager i Natur- og Miljøklagenævnet eller Klagecenter for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri, der ikke er færdigbehandlet ved denne lovs ikrafttræden, færdigbehandles og afgøres af Miljø- og Fødevareklagenævnet efter reglerne i denne lov. Dette gælder dog ikke verserende klagesager ved Natur- og Miljøklagenævnet, som ved lovens ikrafttræden skal færdigbehandles og afgøres af Planklagenævnet, jf. § 1 i lov om Planklagenævnet.
Lovforslagets formål er at bidrage til at realisere miljø- og ressourcepolitiske målsætninger fastlagt af Folketing og regering. Formålet med Miljøteknologisk Udviklings- og Demonstrationsprogram er at fremme miljøeffektive løsninger på prioriterede miljøudfordringer. Programmet skal samtidigt fremme udnyttelse og udvikling af erhvervspotentialer ved de miljøeffektive løsninger til gavn for vækst og beskæftigelse og erhvervslivets konkurrenceevne.
Lovforslaget anvender begrebet miljø i en bred betydning, sådan at begrebet miljø dækker naturressourcer, herunder naturtyper og arter, geologiske (endelige) ressourcer og miljøet i omgivelserne, herunder jord, vand og luft og dets betydning for menneskers sundhed. For en mere udførlig beskrivelse af lovens formål se afsnit 2.1.2. i de almindelige bemærkninger.
Begrebet miljøeffektiv skal forstås i overensstemmelse med EU’s og OECD’s brug af betegnelsen. Miljøeffektive løsninger omfatter således alle løsninger, der direkte eller indirekte forbedrer miljøet. Det dækker således bl.a. teknologier til begrænsning af forurening ved rensning, mere miljøvenlige produkter og produktionsprocesser, mere effektiv ressource- og energihåndtering og teknologiske systemer, der reducerer miljøpåvirkningen.
Den foreslåede bestemmelse fastlægger Miljøteknologisk Udviklings- og Demonstrationsprograms (MUDP’s) formål og opgave, som er at virke for udvikling, test, demonstration og anvendelse af ny miljøteknologi. MUDP’s formål og opgave er nærmere beskrevet i de almindelige bemærkninger, afsnit 2.1.2.
Forslaget til bestemmelsen fastlægger MUDP’s tre hovedaktiviteter. De tre hovedaktiviteter er de samme som hidtil i MUDP. De tre forskellige typer af aktiviteter understøtter gensidigt hinanden.
MUDP’s primære hovedaktivitet vil fortsat være bevilling af tilskud til projekter, som har potentiale til at bidrage til en grøn omstilling ved at sikre et bedre miljø og give dansk erhvervsliv bedre muligheder for at forbedre, tilpasse og udnytte de muligheder, der ligger i at være på forkant med teknologiudviklingen.
Tilskudsprogrammet omfatter også demonstration og etablering af miljøteknologiske løsninger (fyrtårnsprojekter), hvor der etableres og afprøves ny lovende teknologi (den næste state-of-the-art løsning), der er klar til implementering, men som er kendetegnet ved en teknologisk usikkerhed, der betyder, at der er behov for offentlig støtte til at komme i gang med det første anlæg. Det er en betingelse, at den miljøteknologiske løsning i disse fyrtårnsprojekter har den effekt, at miljøbeskyttelsen vil række videre end efter nationale og fællesskabsstandarder. Se herom i bemærkningerne til § 7.
For det andet skal MUDP fortsat aktivt fremme samarbejde mellem offentlige og private aktører om at styrke grundlaget for udvikling af nye løsninger på miljø-, natur- og ressourceudfordringer. Dette sker ved etablering af innovationspartnerskaber for miljøteknologi, som fungerer som en ramme for dialog mellem de relevante aktører. Innovationspartnerskaberne skal fremme en bedre sammenhæng mellem de miljøpolitiske målsætninger og virksomhedernes indsats for miljøinnovation. Betegnelsen offentlige og private aktører omfatter i denne sammenhæng bl.a. virksomheder, vidensinstitutioner, de såkaldte GTS’er (Godkendt Teknologisk Service), foreninger og interesseorganisationer og kommuner, regioner og statslige myndigheder.
For det tredje skal MUDP fortsat understøtte gennemførelse af dansk deltagelse i bilaterale miljøsamarbejdsaftaler eller internationale miljøsamarbejdsaftaler. Særligt skal MUDP skabe bedre grundlag for udvikling af kommercielle relationer mellem virksomheder, investorer og brugere af miljøteknologi i samarbejdslandene. Denne internationale dimension er et afgørende element i virksomhedernes grundlag for at træffe beslutninger om investeringer i udvikling af ny miljøteknologi. Som en del af MUDP’s internationale profil skal MUDP have mulighed for at gennemføre sine aktiviteter i samarbejde med innovationsprogrammer i regi af EU, internationale organisationer og lande som Danmark har samarbejdsaftaler med på miljø-, natur-, ressource- og forsknings- udviklings- og innovationsområdet.
Mens et projekt til udvikling af ny miljøteknologi efter § 1, nr. 1, altid vil have karakter af et tilskudsprojekt under MUDP, vil den type af aktiviteter, som er nævnt i § 1, nr. 2 og 3, samt nr. 4, ofte både kunne iværksættes af tilskudsansøgere som projekter med tilsagn om tilskud efter den foreslåede § 7, men efter den foreslåede § 12 vil bestyrelsen tillige kunne iværksætte denne type af aktiviteter som led i vidensopbygning eller med et rammeskabende sigte inden for MUDP.
Det følger af forslaget til bestemmelsen i § 1, nr. 4, at MUDP som hidtil tillige skal understøtte opbygning og formidling af viden inden for den miljøteknologiske sektor. Det kan f.eks. ske i form af kortlægning af miljøteknologiske virksomheder og grupper af virksomheder (klynger), teknologivurderinger, kortlægning af barrierer og muligheder for innovation på miljøområdet samt kortlægning af markedet for miljøteknologi. Der vil endvidere kunne iværksættes analyser, som understøtter udvikling og anvendelse af nye miljøteknologiske løsninger. Som yderligere eksempler på tiltag, der kan igangsættes efter den foreslåede bestemmelse kan nævnes crowd sourcing-aktiviteter og etablering af dialogplatforme, afholdelse af konferencer og workshops m.v.
Det foreslås med stk. 1, at MUDP ledes af en bestyrelse, der består af i alt otte medlemmer inklusiv en formand. Antallet er begrundet i en afvejning af bestyrelsens funktions- og beslutningsdygtighed og hensynet til, at de fornødne kompetencer er repræsenteret. For at undgå tvivl om bestyrelsens uafhængighed i forhold til opgaverne foreslås det, at både formanden og øvrige medlemmer udpeges af miljøministeren i deres personlige egenskab.
Det forudsættes, at bestyrelsen sammensættes, således at bestyrelsesmedlemmerne tilsammen har bred indsigt i miljø- natur- og ressourceområdet. Herudover forudsættes, at bestyrelsen råder over indsigt i erhvervsforhold bl.a. med hensyn til forretningsplanlægning, finansiering og markedsdannelse samt indsigt i forhold vedrørende miljøteknologi, herunder udvikling og centrale aktører på området. Mindst halvdelen af medlemmerne, herunder formanden, forventes at have en erhvervsmæssig baggrund herunder erfaring fra arbejde i private virksomheder, og det tilsigtes, at der er bestyrelsesmedlemmer med erfaring fra områderne affaldshåndtering, luftforurening, vand, industri samt bygge- og anlægsvirksomhed.
Udpegningen vil ske i overensstemmelse med lov om ligestilling af kvinder og mænd.
Det foreslås med stk. 2, at miljøministeren udpeger fire medlemmer til bestyrelsen efter indstilling fra henholdsvis a) erhvervs- og vækstministeren, b) fødevareministeren, c) ministeren for uddannelse og forskning samt d) klima-, energi og bygningsministeren. De resterende tre medlemmer samt formanden foreslås udpeget af miljøministeren uden forudgående indstilling.
Sammensætningen af bestyrelsen vil således også understøtte den tværgående koordination, der i øvrigt finder sted i forbindelse med regeringens indsats på miljø-, innovations- og erhvervsområdet.
Med stk. 3 foreslås det, at bestyrelsen udpeges for en periode af fire år, og at bestyrelsesmedlemmer og -formand kan genudpeges for yderligere perioder af fire år ad gangen. Bestemmelsen gør det muligt at afveje hensynet til kontinuitet, som tilsiger en funktionsperiode af en vis længde, og hensynet til fornyelse og dynamik, som tilsiger en vis tidsbegrænsning.
I tilfælde af formandens eller et medlems udtræden af bestyrelsen i løbet af den 4-årige periode, kan ministeren vælge at udpege en ny formand eller et nyt medlem for en 4-årig periode eller frem til udløbet af den udtrædendes oprindelige funktionsperiode.
Med det foreslåede stk. 1 gives bestyrelsen kompetence til at træffe beslutninger om MUDP’s aktiviteter. Aktiviteterne er beskrevet i bemærkningerne til § 1 og i de almindelige bemærkninger afsnit 2.1.2.
Det foreslås i stk. 2, at bestyrelsen udarbejder forslag til en 4-årig strategi for, hvordan bestyrelsen vil gennemføre programmet. Det er hensigten, at strategien tager sit udgangspunkt i bestyrelsens vurdering af miljøteknologiske potentialer og markedsmuligheder. Strategien skal således bidrage til at videreudvikle programmets virkemidler, herunder størrelse af projekter, inddragelse af små og store virksomheder, fyrtårnsprojekter og samarbejde med andre tilskudsordninger. Det er hensigten, at strategien skal sikre, at programmet kan udvikles i et langsigtet perspektiv. Det forudsættes, at strategien skal være så rummelig og fleksibel, at den kan være en ramme for opfølgning på miljøministerens årlige udmeldinger til bestyrelsen om ministerens prioriteringer af de miljømæssige udfordringer ved udarbejdelse af forslag til de årlige handlingsplaner.
Det foreslås, at forslaget til strategien godkendes af miljøministeren.
Det foreslås med stk. 3, at bestyrelsen årligt udarbejder et forslag til en handlingsplan, der skal fastlægge programmets nærmere gennemførelse ved konkrete indsatsområder og dermed sætte rammerne for bestyrelsens udmøntning af de midler, der årligt tildeles programmet på finansloven, jf. forslagets §§ 6, 7 og 12. Forslag til handlingsplanen skal derfor udarbejdes inden for rammerne af bevillingen. Forslag skal herudover tage udgangspunkt i bestyrelsens strategi og i de miljømæssige udfordringer, som miljøministeren har tilkendegivet skal prioriteres ved anvendelse af programmets bevilling det pågældende år. Miljøministeren sender ved årsskiftet en kort beskrivelse af disse prioriterede miljømæssige udfordringer. Det foreslås, at miljøministeren skal godkende forslaget til den årlige handlingsplan, som herefter vil være grundlaget for indkaldelse af projektansøgninger til tilskudsmidler under programmet, afgørelser om tilsagn om tilskud og prioritering og iværksættelse af aktiviteterne under MUDP i øvrigt.
Med bestemmelsen i stk. 4 foreslås, at bestyrelsen kan etablere fagpaneler, som kan rådgive bestyrelsen på konkrete faglige indsatsområder. MUDP dækker og vil fortsat dække mange forskelligartede faglige områder, og det kan ikke forventes, at bestyrelsen råder over indsigt i alle områder. Et eksempel på et konkret indsatsområde, hvor det kunne forventes, at bestyrelsen nedsatte og rådførte sig med et fagpanel, er økologisk og bæredygtigt byggeri. Ud af MUDP’s bevilling for årene 2015-2018 er der hvert år særskilt reserveret 10 mio. kr. til aktiviteter på indsatsområdet økologisk og bæredygtigt byggeri.
Med stk. 1 foreslås det, at miljøministeren stiller sekretariatsbistand til rådighed for bestyrelsen. Det er hensigten, at Miljøstyrelsen varetager sekretariatsopgaverne, herunder rådgivning af bestyrelsen om de forvaltningsretlige krav, der gælder i forbindelse med at bestyrelsen træffer afgørelser m.v. Miljøstyrelsen vil sikre inddragelse af relevant faglig bistand fra andre styrelser under Miljøministeriet, forventeligt primært fra Naturstyrelsen, til sekretariatsopgaverne.
Med stk. 2 foreslås det, at miljøministeren fastsætter en forretningsorden for bestyrelsen. Forretningsordenen skal bl.a. omfatte forhold som bestyrelsens beslutningsdygtighed, inhabilitet, tavshedspligt, afstemningsregler eventuelt valg af næstformand og delegation af bestyrelsens kompetencer til formand og sekretariat. Efter forslaget fastsætter ministeren forretningsordenen efter indstilling fra bestyrelsen.
Med stk. 3 foreslås det, at miljøministeren kan fastsatte regler om bestyrelsens adgang til at henlægge sine kompetencer til formanden og sekretariatet til at træffe afgørelse på bestyrelsens vegne i et nærmere bestemt omfang. Bestemmelsen skal muliggøre, at bestyrelsen kan fastlægge en arbejdsdeling, hvorefter at formanden i perioden mellem to bestyrelsesmøder kan træffe afgørelse på bestyrelsens vegne i f.eks. sager af hastende karakter.
Herudover vil bestyrelsen kunne finde det hensigtsmæssigt, at sekretariatet kan bemyndiges til at varetage nærmere bestemte opgaver for bestyrelsen i forbindelse med den sekretariatsbistand, der stilles til rådighed for bestyrelsen. De nærmere regler, f.eks. om en bagatelgrænse for, hvornår sekretariatet træffer afgørelse i visse anliggender, der hører under bestyrelsens opgaver, vil kunne fastsættes i bestyrelsens forretningsorden.
Det følger af forslaget til bestemmelsen, at bestyrelsen årligt afgiver en beretning om bestyrelsens gennemførelse af programmet i forhold til bevillingen på finansloven, strategien, handlingsplanen og lovens formål. Det er hensigten, at beretningen skal indeholde en redegørelse for anvendelsen af årets bevilling, status for gennemførelsen af programmets aktiviteter, jf. § 1, beskrivelse af resultater af projekter og aktiviteter støttet af MUDP, samt af udfordringer med at realisere programmets formål. Beretningen forventes desuden at omhandle status for samarbejde med andre parter og andre tilskudsprogrammer.
Det er hensigten, at bestyrelsen afgiver sin årlige beretning til ministeren, og at den årlige beretning offentliggøres på www.ecoinnovation.dk. Beretningen og dens offentliggørelse skal bidrage til at sikre, at der er gennemsigtighed i administrationen af MUDP.
Det foreslås i stk. 1, at bestyrelsens grundlag for at træffe beslutning om anvendelse af årets finanslovsbevilling til MUDP skal være den handlingsplan, som bestyrelsen har udarbejdet, og som miljøministeren har godkendt, jf. § 3, stk. 3. Efter forslaget skal bestyrelsen endvidere tage udgangspunkt i sin indkaldelse af ansøgninger, som bl.a. vil angive de nærmere temaer og miljøudfordringer, som er i fokus for en given ansøgningsrunde.
Det bemærkes, at det følger af forslaget til § 22, stk. 3, at bestyrelsen i 2015 inden for rammerne af finanslovens tilskudsbevilling og den gældende gruppefritagelsesforordning 651/2014 træffer beslutning om anvendelse af årets tilskudsbevilling alene på grundlag af ministerens prioriteringer af miljømæssige udfordringer for 2015 og Miljøstyrelsens indkaldelse af ansøgninger i foråret 2015. Hensigten er at muliggøre et forløb, hvorefter indkaldelse af ansøgninger til tilskudsmidlerne i 2015 kan ske tidligt på året inden for den gældende ordning. Det vil give ansøgerne god tid til at skrive deres ansøgninger samtidig med, at bestyrelsen kan træffe afgørelse om tilsagn om tilskud efter loven og regler fastsat efter loven allerede fra 2015.
Det foreslås i stk. 2, at bestyrelsen i forbindelse med indkaldelse af projektansøgninger skal offentliggøre de kriterier, som indgår i vurderingen af ansøgninger om tilskud. Dette er en forudsætning for gennemsigtighed om, hvad der vil blive lagt til grund for bestyrelsens vurdering og, hvad der skal beskrives i en ansøgning. Offentliggørelse af kriterierne er hermed også en forudsætning for at overholde kravene om fuld oplysning og gennemsigtighed om støtteordningen i gruppefritagelsesforordningens krav om fuld oplysning omkring ordningen.
Det følger af det foreslåede stk. 1, at det er bestyrelsen, der er tillagt kompetencen til at træffe afgørelse om tildeling af tilskud under programmet. De projekter, som bestyrelsen efter forslaget kan meddele tilsagn til, er nævnt i stk. 2 og omfatter test-, udviklings- og demonstrationsprojekter, investeringsstøtte til miljøbeskyttelse, formidlingsprojekter og innovationspartnerskaber. Det bemærkes, at der efter forslaget ikke kan ydes tilskud til egentlige forskningsprojekter, herunder projekter der er omfattet af forpligtelsen til forskningsfaglig vurdering, jf. lov om Danmarks Innovationsfond.
De foreslåede projekttyper i stk. 2 skal ses i sammenhæng med den foreslåede § 1, hvor MUDP’s formål og ramme er beskrevet. Der henvises herudover til afsnit 2.3. i de almindelige bemærkninger for en nærmere beskrivelse af de forskellige projekttyper. Tilskud vil blive meddelt via et tilsagn til tilskudsmodtager.
Det foreslås i stk. 3, at bestyrelsen ved afgørelsen af, om der skal gives tilsagn om tilskud til en ansøger, skal foretage en vurdering af om støtte til projektet vil have tilskyndelsesvirkning, Tilskyndelsesvirkning skal forstås i overensstemmelse med EU’s gruppefritagelsesordning nr. 551/2014, jf. art. 6. Efter forordningen antages tilskyndelsesvirkning inden for en støtteordning at foreligge, hvis modtageren før projektets eller aktivitetens påbegyndelse har indgivet en skriftlig støtteansøgning til den pågældende medlemsstat. Bestyrelsen skal vurdere projektets miljø- og ressourcemæssige potentiale, det erhvervsmæssige potentiale, eksport og beskæftigelse, projektets nyhedsværdi, den faglige kvalitet, projektbeskrivelsens kvalitet samt i hvilket omfang projektets konsekvenser er forenelige med andre relevante samfundsmæssige hensyn.
Ved en vurdering af det miljø- og ressourcemæssige potentiale og det erhvervsmæssige potentiale sikres det, at projektet bidrager til lovens formål. Ved vurdering af det erhvervsmæssige potentiale vurderes bl.a. mulighederne for at projektet kan bidrage til at skabe arbejdspladser og styrke mulighederne for eksport af danske miljøteknologiske løsninger. Ved vurdering af om projektet har tilstrækkelig nyhedsværdi og tilskyndelsesvirkning sikres det, at tilskud overholder bestemmelser herom i gruppefritagelsesforordningen. Ved at vurdere den faglige kvalitet af projektet kan det vurderes, om det er sandsynligt, at projektet rent teknisk kan gennemføres, og ved at vurdere kvaliteten af projektbeskrivelse sikres det, at det samlede projektforløb er realistisk, herunder om der er tilstrækkelig sammenhæng mellem aktiviteter, budget og tidplan. Ved at give bestyrelsen mulighed for at medtage andre relevante samfundshensyn sikres det, at bestyrelsen har mulighed for at koordinere indsatsen med andre beslægtede ordninger, samt at lægge vægt på evt. supplerende muligheder for eller konsekvenser af en projektidé, f.eks. at løsningen samtidig bidrager til bedre arbejdsmiljøforhold. Det fremgår af det foreslåede nr. 5 i bestemmelsen, at dansk deltagelse i projekter, som nævnt i nr. 1, når disse projekter indgår i internationale programmer med international medfinansiering, og projektudvælgelsen er henlagt til en international udvælgelseskomite. Dansk deltagelse skal i denne sammenhæng forstås som et krav, om at deltageren er en person eller virksomhed m.v., der har registreret sit hjemsted i Danmark.
Den foreslåede bestemmelse fastlægger kredsen af mulige ansøgere som private og offentlige virksomheder, private personer, selvejende institutioner, offentlige og private forskningsinstitutioner, brancheorganisationer og lignende organisationer, foreninger samt grupper eller sammenslutninger af disse aktører.
Efter forslaget vil de mulige ansøgere svare til de mulige ansøgere under den gældende ordning, se nærmere herom afsnit 2.3. i de almindelige bemærkninger. Det er hensigten, at der efter forslagets § 10 fastsættes regler om, at en gruppe af ansøgere, jf. forslagets § 8, nr. 7, skal udpege én ansøger, der er ansvarlig for kontakten til MUDP’s bestyrelse og sekretariatet for bestyrelsen.
Det følger af den forslåede bestemmelse, at et projektet ikke må være påbegyndt, inden der er meddelt tilsagn om tilskud. Denne betingelse er nødvendig for at kravet om tilskyndelsesvirkning efter gruppefritagelsesforordningen er overholdt, se nærmere herom i afsnit 2.3.2. i de almindelige bemærkninger og i bemærkningerne til forslagets § 7. Bestemmelsen indebærer, at der ikke vil kunne søges tilskud til allerede afholdte udgifter.
Med stk. 1 foreslås det, at miljøministeren kan fastsætte nærmere regler om betingelser og vilkår for tilskud. Reglerne skal fastsættes i overensstemmelse med EU’s statsstøtteregler, herunder den til enhver tid gældende EU-forordning om visse former for støttes forenelighed med fællesmarkedet i henhold til traktatens artikel 107 og 108 (generel gruppefritagelsesforordning) og forordning om anvendelse af traktatens art. 87 og 88 på de minimis-støtte, Det er hensigten, at der efter bestemmelsen fastsættes regler bl.a. om maksimale tilskudssatser, ansøgningers form og indhold, krav om aflæggelse af regnskab og indhentning af revisorerklæring, nedsættelse af følgegrupper, offentliggørelse af projektresultater, grundlag for udbetaling af tilskud, pligt til at oplyse om ændringer i projektet undervejs m.v.
Regler, der fastsættes efter den foreslåede bestemmelse, skal blandt andet sikre, at tilskud er meddelt og modtages i overensstemmelse med EU’s til enhver tid gældende generelle gruppefritagelsesforordning (EU forordning om visse former for støttes forenelighed med fællesmarkedet i henhold til EU traktatens artikel 87 og 88), som bl.a. fastsætter maximale tilskudssatser til forskellige projekttyper, stiller krav om tilskyndelsesvirkning og om opbevaring af oplysninger om og dokumentation for projekttilskud.
Det foreslås med stk. 2, at miljøministeren kan fastsætte regler om tilskud til projekter, der kan opnå tilskud efter anden lovgivning, herunder regler om, at der ikke kan gives tilskud til sådanne projekter efter denne lov. Hensigten er, at der fastsættes regler, hvorefter bestyrelsen skal have mulighed for at yde tilskud til projekter, der også modtager tilskud fra andre ordninger samtidigt med, at det med reglerne sikres, at tilskud til projekter, som MUDP støtter i fællesskab med andre ordninger, fortsat overholder EU’s statsstøtteregler f.eks. i forhold til tilskudsprocenter til projekterne.
Det foreslås med bestemmelsen, at bestyrelsen ikke kan gøre krav på immaterielle rettigheder, som opnås på grundlag af aktiviteter, hvortil der er givet tilskud. De, der modtager et tilskud og udfører udviklingsarbejdet, har således de eventuelle immaterielle rettigheder til deres resultater. Tilskudsmodtager skal med respekt af disse rettigheder lave en faglig afrapportering af projektet, som skal gøres offentligt tilgængelig, svarende til hvad der gælder for afrapportering af projekter i dag. Det er hensigten, at reglerne herom vil blive fastsat i en bekendtgørelse, udstedt i medfør af forslagets § 10.
Med bestemmelsen i stk. 1 foreslås det, at bestyrelsen kan afholde udgifter til de i § 1, nr. 2-4, nævnte aktiviteter i form af innovationspartnerskaber, miljøsamarbejde- og miljøeksport, vidensopbygning, formidling m.v. Dette vil f.eks. kunne omfatte kortlægning af miljøteknologiske virksomheder og klynger, teknologivurderinger, kortlægning af barrierer og mulighed for innovation på miljøområdet, kortlægninger af markedet for miljøteknologi, analyser og vejledninger som understøtter udvikling og anvendelse af nye miljøteknologiske løsninger, evaluering af MUDP samt herunder hørende aktiviteter og resultater, formidling af resultater af MUDP-støttede projekter, crowdsourcing-aktiviteter og dialogplatforme samt afholdelse af konferencer og workshops m.v. Disse aktiviteter har, når de iværksættes af bestyrelsen efter den foreslåede § 12, ikke karakter af tilskudsprojekter, men er aktiviteter, der skal fremme bedre rammevilkår for miljøteknologisk udvikling og markedsføring og anvendelse af miljøteknologier generelt. Aktiviteternes resultater stilles til rådighed for offentligheden.
Det følger af forslaget til bestemmelsen, at bestyrelsen træffer beslutning om at iværksætte aktiviteterne på grundlag af den godkendte handlingsplan.
Det bemærkes, at det med bestemmelsen i § 22, stk. 4, foreslås, at bestyrelsen i 2015 kan træffe beslutninger om at iværksætte aktiviteter, som beskrevet ovenfor alene på grundlag af miljøministerens prioriteringer af miljømæssige udfordringer. Bestemmelsen er indsat for at give bestyrelsen mulighed for at igangsætte de nævnte aktiviteter allerede i 2015, selvom handlingsplanen efter § 3 endnu ikke er udarbejdet, se også bemærkningerne til den foreslåede § 6.
Med bestemmelsen i det foreslåede stk. 2 tydeliggøres, at bestyrelsen som led i driften af MUDP kan afholde udgifter til evaluering, herunder effektvurdering, af aktiviteterne under programmet, herunder de tildelte tilskud, og udgifter til formidling af programmets resultater.
Bestemmelserne i de foreslåede stk. 1 og 2 svarer til lignende bestemmelser om helt eller delvist bortfald af (tilsagn om) tilskud i sammenlignelige tilskudsordninger, der administreres under Fødevareministeriet eller Ministeriet for klima-, energi og bygninger. Tilsvarende bestemmelser findes således i lov om Grønt Udviklings- og Demonstrationsprogram og lov om et Energiteknologisk Udviklings- og Demonstrationsprogram og om Green Labs DK-programmet.
Efter bestemmelserne i § 22 i den gældende bekendtgørelse om miljøeffektiv teknologi kan Miljøstyrelsen træffe afgørelse om helt eller delvist bortfald eller tilbagebetaling af tilskud, hvis tilskudsmodtager ikke overholder sin medvirken- og oplysningspligt efter §§ 18-21, tilskudsmodtager har afgivet urigtige eller vildledende oplysninger eller fortiet oplysninger af betydning for afgørelsen, eller hvis betingelserne for at meddele tilsagn om tilskud ikke længere er til stede. Bestemmelserne i den foreslåede § 13 svarer i det væsentlige hertil, men tydeliggør, at tilskud helt eller delvis borfalder, henholdsvis skal kræves tilbagebetalt, hvis tilskudsmodtager undlader at opfylde vilkår eller forpligtelser efter loven eller regler fastsat efter loven.
Den foreslåede bestemmelse skal sikre, at der ikke tildeles eller udbetales tilskud på et fejlbehæftet grundlag, og at tildelt eller udbetalt tilskud ikke får karakter af ulovlig statsstøtte som følge af, at betingelser for tildeling af tilskud ikke er eller bliver opfyldt.
Den foreslåede bestemmelse i stk. 3 indeholder krav til forfaldsdag ved opkrævning af tilskud, der skal tilbagebetales og om forrentning af kravet om tilbagebetaling samt om betaling ved rykker for indbetaling af kravet.
Med forslagets § 14, stk. 1 og 2, kan miljøministeren fastsætte regler om, at al skriftlig kommunikation om forhold omfattet af loven og regler fastsat efter loven, til miljøministeren og MUDP’s bestyrelse, skal foregå digitalt. Der kan efter det foreslåede stk. 2 fastsættes mere præcise krav om anvendelse af bestemte it-systemer, digitale formater og digital signatur eller lignende. Herudover kan der efter stk. 1 og 2 fastsættes regler om tilfælde, hvor kravet om anvendelse af digital kommunikation ikke skal finde anvendelse. Det er hensigten, at der efter forslagets § 14 fastsættes regler om, at ansøgninger som hovedregel skal fremsendes digitalt – med e-post – og om hvilke undtagelser, der vil være fra dette krav. Reglernes indhold vil svare til det, der i dag allerede er praksis, jf. afsnit 2.5.2 i de almindelige bemærkninger. Det forventes således, at den hidtidige praksis for såvel digital som papirbaseret kommunikation og sagsbehandling vil fortsætte på kort sigt.
På lidt længere sigt er det hensigten at udvikle en digital selvbetjeningsløsning, hvor ansøgninger skal indtastes i en digital formular med mulighed for at vedhæfte bilag. Løsningen skal så vidt muligt integreres med det elektroniske sag- og dokumentstyringssystem og TAS, således at arbejdsgange lettes for både ansøgere og bestyrelse og sekretariat. Når ansøgninger, dokumentation m.v. indsendes og håndteres på denne måde, vil det også give bedre muligheder for at præsentere overblik over ansøgninger, tilskud og fordeling på hovedemner. Dette kan understøtte mere offentlig indsigt i programmets resultater og udvikling. Det er hensigten, at den digitale løsning i videst muligt omfang skal understøtte en digital sagsbehandling af ansøgninger m.v. i sekretariatet.
De foreslåede regler i loven om klageadgang vil også finde anvendelse i forhold til klager over afslag på fritagelse fra obligatorisk digital kommunikation. Efter de foreslåede bestemmelser i § 19 kan bestyrelsens afgørelser efter loven påklages for så vidt angår retlige spørgsmål. Der er ikke adgang til at klage over ministerens afgørelser efter loven, ligesom ministeren kan afskære adgang til at klage over afgørelser truffet efter bemyndigelse efter forslagets § 18, stk. 1, jf. § 18, stk. 2.
Som beskrevet under afsnit 2.5.3. i de almindelige bemærkninger følger det af det foreslåede stk. 3, at meddelelser m.v. til eller fra myndigheder, der sendes på den foreskrevne digitale måde, anses for at være kommet frem til adressaten på det tidspunkt, hvor meddelelsen m.v. er tilgængelig digitalt for adressaten, dvs. modtageren af meddelelsen. Den modtagne meddelelse vil herefter være kommet frem med samme retsvirkninger som når fysisk post er kommet frem, hvilket efter gældende ret er sket, når den fysiske post i form af f.eks. et brev er lagt i adressatens fysiske postkasse.
For meddelelser, der sendes til en offentlig myndighed, er myndigheden adressat for meddelelsen. For meddelelser, som den offentlige myndighed sender, er det pågældende selskab, forening m.v. eller den fysiske person, som meddelelsen sendes til, adressat for meddelelsen.
En meddelelse vil normalt anses for at være kommet frem til en myndighed på det tidspunkt, hvor meddelelsen er tilgængelig for myndigheden, dvs. når myndigheden kan behandle meddelelsen. Dette tidspunkt vil normalt blive registreret automatisk i en modtagelsesanordning eller et datasystem. En meddelelse, der først er tilgængelig efter kl. 24.00, anses normalt først for modtaget den dag, meddelelsen er tilgængelig.
En meddelelse vil normalt anses for at være kommet frem til en virksomhed eller person på det tidspunkt, hvor meddelelsen er tilgængelig for den pågældende. En meddelelse vil blive anset for at være tilgængelig, selvom den pågældende ikke kan skaffe sig adgang til meddelelsen, hvis dette skyldes hindringer, som det er op til den pågældende at overvinde, jf. ovenfor.
For en nærmere gennemgang af betydningen af hindringer som følge af it-problemer og lignende, kan der henvises til afsnit 2.5. i de almindelige bemærkninger.
Den foreslåede bestemmelse i stk. 4, indebærer, at miljøministeren også kan fastsætte regler om, at al skriftlig kommunikation til den eller de statslige myndigheder under Miljøministeriet, som miljøministeren bemyndiger til at udøve ministerens beføjelser, skal foregå digitalt. Det forventes som ovenfor nævnt, at miljøministeren delegerer varetagelsen af sekretariatsopgaver m.v. til Miljøstyrelsen.
I de almindelige bemærkninger afsnit 2.5.2 og 2.5.3 er der redegjort for nuværende praksis og den forventede anvendelse af hjemlerne i den foreslåede § 14.
Efter forslaget til § 15 skal tilskudsmodtager af egen drift underrette miljøministeren, hvis tilskudsbetingelserne ikke længere er opfyldt. Desuden skal tilskudsmodtager på ministerens forlangende afgive erklæring om, hvorvidt betingelserne for tilskud fortsat er opfyldt. Dette skal sikre, at tilskud ikke tildeles og udbetales på et fejlagtigt grundlag, og at der ikke gives ulovlig statsstøtte.
Efter § 19 i den gældende bekendtgørelse om tilskud til miljøeffektiv teknologi skal tilskudsmodtageren underrette Miljøstyrelsen om ethvert forhold, der har betydning for meddelelse af tilsagn og udbetaling af tilskud, herunder underrette Miljøstyrelsen om tilskud modtaget efter anden lovgivning. De foreslåede bestemmelser indebærer en præcisering af tilskudsmodtagers oplysningspligt og pligt til at afgive erklæring om, at tilskudsbetingelser fortsat er opfyldt, og at denne pligt er gældende i projektperioden, dvs. fra det tidspunkt, hvor ansøgning er indgivet og indtil afslutningen af projektet ved godkendelse af det fremsendte revisorpåtegnede regnskab og projektrapport. Bestemmelserne svarer til bestemmelser om oplysningspligt i anden støttelovgivning, f.eks. støttelovgivning på Fødevareministeriets område, herunder lov om Grønt Udviklings- og Demonstrationsprogram.
Efter forslaget varetager miljøministeren tilsynet med overholdelse af loven og regler efter loven. Som beskrevet under de almindelige bemærkninger ovenfor er hensigten, at ministeren henlægger hovedparten af sine administrative kompetencer og opgaver efter loven, herunder sekretariats- og tilsynsopgaver, til Miljøstyrelsen. Miljøstyrelsen varetager i dag tilsynet med tilskudsordningen, herunder tilskudsmodtagers opfyldelse af betingelser for tilskud, se § 19 i bekendtgørelse om tilskud til miljøeffektiv teknologi.
Tilsynet efter § 16 knytter sig bl.a. til forslagets § 10, og vil i lighed med den gældende ordning bl.a. omfatte tilsyn med overholdelse af reglerne fastsat efter den foreslåede § 10 om, at vilkårene for et tilsagn om tilskud overholdes af tilskudsmodtager og at tilskudsmodtager opfylder kravene til regnskabsførelse og revision. Det bemærkes i denne sammenhæng, at efter forslagets § 13 vil fortielse af oplysninger, afgivelse af urigtige eller vildledende oplysninger eller tilsidesættelse af vilkår efter omstændighederne føre til, at et tildelt tilskud helt eller delvist bortfalder. Det samme vil gælde, hvis tilskudsmodtager ikke opfylder sine øvrige pligter efter loven eller efter regler fastsat efter loven.
Tilsynet efter den foreslåede § 16 kan blandt andet omfatte kontrol af, at der ikke udbetales tilskud til samme aktivitet af to tilskudsordninger, uden at dette er oplyst i forbindelse med ansøgning om tilskud. En anden beslægtet situation kan opstå, hvis et projekt opnår tilskud fra to tilskudsordninger. Her vil tilsynet også omfatte en kontrol af, at tilskudsmodtager ikke samlet modtager et tilskud, der ligger over grænserne for lovlig statsstøtte efter EU’s statsstøtteregulering.
Den indhentelse af oplysninger fra en anden myndighed, som vil være nødvendig for at kunne konstatere om EU’s statsstøtteregler er overholdt, og at tilskudsbetingelserne i øvrigt er overholdt ved projekter, der modtager tilskud efter anden lovgivning eller er nært beslægtede med projekter, der modtager tilskud efter anden lovgivning, vil kunne foregå inden for forvaltningslovens og persondatalovens almindelige regler om videregivelse af oplysninger mellem myndigheder. Persondatalovens regler finder anvendelse for personoplysninger, hvilket er tilfældet hvis oplysningerne vedrører fysiske personer, enkeltmandsvirksomheder eller interessentskaber med fysiske personer som interessenter. Forvaltningslovens regler finder anvendelse i øvrige tilfælde, altså hvor der indhentes oplysningerne om virksomheder.
For at kunne gennemføre et effektivt tilsyn med de projekter m.v., der ydes tilskud til, og herunder af hvorvidt betingelserne herfor er opfyldt, må tilsynsmyndighederne have adgang til at foretage kontrol på stedet. Myndighedernes adgang omfatter hele virksomheden og øvrige projektlokaliteter.
Et effektivt tilsyn forudsætter endvidere, at myndighederne har ret til at gøre sig bekendt med virksomhedens eller andre tilskudsmodtageres skriftlige materiale, herunder materiale der opbevares i elektronisk form, i det omfang, det er nødvendigt for at udøve tilsynet efter loven eller regler fastsat efter loven. Denne adgang til materialet må gælde uanset, hvor materialet opbevares.
Den foreslåede bestemmelse i stk. 1 giver hjemmel til at foretage uanmeldt kontrol på stedet (stikprøvekontrol) uden retskendelse. Retssikkerhedsloven finder i den forbindelse anvendelse (lov nr. 442 af 9. juni 2004 om retssikkerhed ved forvaltningens anvendelse af tvangsindgreb og oplysningspligter med senere ændringer). Der er ret til ikke at inkriminere sig selv.
Den foreslåede bestemmelse vil endvidere give mulighed for, at andre i følgeskab med tilsynsmyndigheden, såsom personer med særlig fagkundskab, kan medvirke ved kontrollen.
Den foreslåede bestemmelse i stk. 2 præciserer, at en person, virksomhed eller anden organisation, der har modtaget tilsagn om tilskud, er forpligtet til at yde den fornødne hjælp og vejledning ved gennemførelse af tilsynet og til at udlevere eller indsende materiale til tilsynsmyndigheden efter anmodning, jf. stk. 1. Det skal fremhæves, at denne bestemmelse ikke vil kunne anvendes til at pålægge tilskudsmodtager en pligt til at udlevere materiale, hvis tilsynsmyndigheden allerede har begrundet mistanke om strafbart forhold, herunder svig. Der er ret til ikke at inkriminere sig selv.
Der er ingen særlig forpligtelse til at yde den nævnte hjælp og vejledning m.v. for andre personer end den, der har modtaget tilsagn om tilskud. I fortsættelse heraf gælder, at det ikke er hver enkelt ansat i en virksom, organisation m.v., der er retligt forpligtet efter bestemmelserne. Forpligtelserne påhviler den ansvarlige leder eller ledelse af virksomheden, organisationen m.v., der har modtaget tilsagn om tilskud.
Af forslaget til bestemmelsen i stk. 3 fremgår, at politiet om nødvendigt skal yde bistand ved tilsynet. Bestemmelsen svarer til bestemmelser i anden miljølovgivning og anden støttelovgivning, f.eks. støttelovgivning på Fødevareministeriets område. Det er i praksis sjældent, at tilsynsmyndigheder har behov for politiets bistand til tilsynet, f.eks. som følge af, at tilsynsmyndigheden nægtes adgang til lokaliteter eller dokumenter, men det forekommer. Det er i disse situationer ofte afgørende, at tilsynet kan gennemføres og det dermed kan afklares, om der foreligger ulovlige forhold, inden at det har været muligt f.eks. at fjerne eller ødelægge dokumentation m.v.
Af forslaget til bestemmelsen i stk. 4 følger det, at miljøministeren efter forhandling med justitsministeren kan fastsætte nærmere regler om, hvorledes politiet skal bistå med gennemførelse af tilsynet.
Den foreslåede bestemmelse i stk. 5 giver miljøministeren hjemmel til at fastsætte nærmere regler om tilsynet. Ministeren kan herunder fastsætte regler vedrørende myndigheder, der af ministeren er bemyndiget til at udøve ministerens beføjelser, jf. lovforslagets § 18. Den forslåede hjemmel vil således muliggøre fastsættelse af regler om samarbejde mellem myndigheder, hvis tilsynet senere blev delt, f.eks. mellem Miljøstyrelsen og Statens Administration.
Den foreslåede bestemmelse i stk. 1 giver miljøministeren hjemmel til at bemyndige en statslig myndighed til at udøve ministerens beføjelser. Som beskrevet ovenfor i de almindelige bemærkninger og under bemærkninger til bl.a. §§ 3 og 17, er det hensigten, at ministeren henlægger sine opgaver og kompetencer til at sekretariatsbetjene bestyrelsen og føre tilsyn efter loven til Miljøstyrelsen, som i dag varetager administration af og tilsyn med MUDP efter den gældende bekendtgørelse om tilskud til miljøeffektiv teknologi. Det er tillige hensigten, at ministeren i begrænset omfang kan bemyndige Miljøstyrelsen til at fastsætte regler om forhold af meget teknisk-administrativ karakter, f.eks. om tilskudssatser, som skal justeres efter ændringer i gruppefritagelsesforordningen.
Efter det foreslåede stk. 2 kan miljøministeren afskære adgang til at klage til ministeren over de afgørelser, som træffes efter bemyndigelse. Bestemmelsen er sædvanlig og tilsvarende bestemmelser ses i hovedparten af lovene på miljøområdet og i andre støttelove f.eks. på Fødevareministeriets område. Det bemærkes, at der ikke kan klages til anden administrativ myndighed over Miljøstyrelsens afgørelser som led i administration af og tilsyn med MUDP efter den gældende bekendtgørelse om tilskud til miljøeffektiv teknologi.
Efter det foreslåede stk. 3 kan miljøministeren henlægge sin beføjelse til at træffe afgørelse om bortfald eller tilbagebetaling af tilskud efter den foreslåede § 13 til bestyrelsen. Det er hensigten, at ministeren henlægger sine beføjelser til at træffe disse afgørelser til bestyrelsen. Det forventes dog samtidig, at der efter drøftelse med bestyrelsen fastlægges en arbejdsdeling mellem bestyrelse og sekretariat, således at sekretariatet træffer afgørelse om bortfald eller tilbagebetaling af tilskud i mindre og ikke-principielle sager.
Det følger af de foreslåede stk. 1 og 2, at der alene kan klages over retlige spørgsmål i forbindelse med bestyrelsens afgørelser om tilskud efter denne lov eller regler fastsat i medfør heraf, og at klage kan ske til Natur- og Miljøklagenævnet.
Baggrunden for den foreslåede begrænsning af klageadgangen er navnlig, at bestyrelsen er et sagkyndigt organ, der i vidt omfang vil skulle træffe afgørelser, der indeholder skønsmæssige elementer, herunder om prioriteringer mellem flere støtteværdige projekter.
Med stk. 2 foreslås en klageadgang, der omfatter bestyrelsens afgørelser om tilsagn om tilskud, hvilket også omfatter en afgørelse om ikke at meddele tilsagn om tilskud. Klageadgangen foreslås at omfatte retlige spørgsmål og at omfatte afgørelser efter lovforslagets §§ 7-9 og § 13, stk. 1 og 2. Hermed giver bestemmelsen mulighed for at klage over retlige forhold inden for følgende områder: Om en projekttype ligger inden for de områder, der efter loven kan tildeles tilsagn om tilskud, herunder om de relevante kriterier for, om et projekt kan støttes, er inddraget i vurderingen (§ 7). Endvidere omfatter klageadgangen, hvorvidt en ansøger ligger inden for den kreds, som efter loven kan tildeles tilsagn om tilskud (§ 8). Herudover omfatter klageadgangen en henvisning til betingelsen om, at tilsagn om tilskud kun kan gives til projekter, der endnu ikke er igangsat (§ 9) og en henvisning til lovens regler om helt eller delvist bortfald af tildelte tilskud, herunder afgørelsen om helt eller delvist bortfald af et tildelt tilskud (§ 13, stk. 1 og 2). Endeligt omfatter klageadgangen afgørelser efter regler udstedt efter loven, hvilket f.eks. vil være nærmere regler om en ansøgnings form og indhold.
Det nærmere omfang af klageadgangen i forhold til regler udstedt i medfør af denne lov vil blive fastsat ved bekendtgørelse, jf. forslagets § 18, stk. 2. Som det fremgår af bemærkningerne til § 14, stk. 1 og 2, vil klageadgangen også omfatte et afslag på fritagelse for at anvende obligatorisk digital kommunikation ved ansøgning om et tilsagn om tilskud og henvendelse vedrørende ansøgningen.
Det fremgår endeligt af forslaget til stk. 2, at klage indbragt for Natur- og Miljøklagenævnet, vil blive behandlet efter § 5, stk. 1, nr. 2, i lovbekendtgørelse nr. 736 af 14. juni 2013 om Natur- og Miljøklagenævnet, dvs. af nævnet i den læge sammensætning.
Med det foreslåede stk. 3 afgrænses kredsen af klageberettigede til at være adressaten for en afgørelse som nævnt i stk. 2. Det er en begrænsning af klageadgangen i forhold til den almindeligt gældende regel om klageadgang ved væsentlig, individuel interesse i udfaldet af en afgørelse. Begrænsningen er begrundet i, at ansøgere om tilskud under det Miljøteknologiske Udviklings- og Demonstrationsprogram efter ordningens struktur skal organisere sig i en gruppe omkring et projekt, og vælge en hovedansøger for projektet. Det er en naturlig konsekvens heraf, at det er adressaten (hovedansøgeren) for et tilsagn eller afslag på tilskud, der på gruppens vegne har adgang til at påklage afgørelsen.
Det foreslås med stk. 4, at klage til Natur- og Miljøklagenævnet skal indgives skriftligt til den myndighed, der har truffet den afgørelse, der ønskes påklaget. Bestemmelsen indeholder herudover en regel om, at førsteinstansen snarest muligt, og som udgangspunkt ikke senere end tre uger efter klagefristens udløb, skal videresende klagen til Natur- og Miljøklagenævnet. Sagen skal oplyses af førsteinstansen, og skal således være ledsaget af den påklagede afgørelse og de dokumenter, der er indgået i sagens bedømmelse og skal herudover være ledsaget af en udtalelse fra førsteinstansen med bemærkninger til sagen og de anføre klagepunkter. Den foreslåede bestemmelse og det foreslåede stk. 5, er indsat i overensstemmelse med den ordning, der blev indført med lov nr. 580 af 18. juni 2012 om ændring af lov om Natur- og Miljøklagenævnet og forskellige andre love. Formålet er at sikre en effektiv behandling af klagesagen hos Natur- og Miljøklagenævnet.
Det foreslåede stk. 5 indebærer, at førsteinstansen, i de tilfælde hvor den videresender klagen til Natur- og Miljøklagenævnet, samtidig skal sende en kopi af sin udtalelse til adressaten for afgørelsen med en frist for at afgive bemærkninger til Natur- og Miljøklagenævnet på 3 uger fra modtagelsen. Da det under den foreslåede klageordning kun er adressaten, der kan påklage en afgørelse truffet af bestyrelsen, vil stk. 5 indebære, at adressaten skal høres på den i stk. 5 foreslåede måde. Der er således tale om en særlig partshøringsregel med angivelse af en frist for afgivelse af bemærkninger og med angivelse af, at bemærkningerne ikke skal afgives til den myndighed, der hører adressaten, men direkte til Natur- og Miljøklagenævnet som klageinstans. Herved effektiviseres klagesagsbehandlingen i Natur- og Miljøklagenævnet, idet nævnet ikke efter at have modtaget førsteinstansens udtalelse skal sende den i høring hos de involverede i klagesagen. Den foreslåede bestemmelse udelukker ikke, at Natur- og Miljøklagenævnet efter omstændighederne i konkrete sager kan forlænge fristen for at afgive bemærkninger, hvis særlige forhold begrunder dette, herunder f.eks. sagens kompleksitet.
Med det foreslåede stk. 6 indføres pligt for klageren til at anvende digital selvbetjening ved klage til Natur- og Miljøklagenævnet via førsteinstansen. Det foreslås således, at klage til Natur- og Miljøklagenævnet, indgivet skriftligt i overensstemmelse med stk. 4, skal ske ved anvendelse af digital selvbetjening. Bestemmelsen skal dog ses i sammenhæng med § 18 b, stk. 2-4, i lov om Natur- og Miljøklagenævnet, indsat ved lov nr. 86 af 28. januar 2014 om ændring af lov om Natur- og Miljøklagenævnet og forskellige andre love, vedrørende anvendelse af obligatorisk digital selvbetjening ved indgivelse af klage til Natur- og Miljøklagenævnet, hvorefter Natur- og Miljøklagenævnet i visse tilfælde kan undtage fra kravet om indgivelse af klage ved anvendelse af den digitale selvbetjening. Det kan f.eks. ske i tilfælde af at klager ikke må kunne forventes at anvende digital selvbetjening. Som en konsekvens af forpligtigelsen til at anvende digital selvbetjening ved indgivelse af klage til nævnet, skal klager, der er indgivet uden anvendelse af digital selvbetjening, som hovedregel afvises. Nævnet kan dog undtagelsesvist dispensere fra denne hovedregel, jf. § 18 b, stk. 2-4, i lov om Natur- og Miljøklagenævnet, hvortil der henvises. Det skal bemærkes, at § 18 b i lov om Natur- og Miljøklagenævnet endnu ikke er trådt i kraft, se nærmere herom i de almindelige bemærkninger afsnit 2.6.2. og i bemærkningerne til den foreslåede § 22, stk. 2.
Den foreslåede bestemmelse i stk. 7 medfører, at myndigheden er forpligtet til at anvende digital selvbetjening ved videresendelse og efterfølgende kommunikation med Natur- og Miljøklagenævnet om klagesagen. Denne forpligtelse omfatter også de situationer, hvor en klage er indgivet uden anvendelse af digital selvbetjening, når Natur- og Miljøklagenævnet har truffet afgørelse om, at klage ikke afvises. Det betyder, at myndigheden skal indføre klagen i den digitale selvbetjeningsløsning.
Det foreslåede stk. 7, 2. pkt., vil, ligesom det er beskrevet ovenfor i forhold til stk. 6, først træde i kraft, når miljøministeren træffer bestemmelse herom. Se bemærkningerne til den foreslåede § 22, stk. 2.
Med stk. 8 foreslås visse af forpligtelserne for førsteinstansen i forbindelse med den digitale sagsbehandling ikke at finde anvendelse, hvis klagen er indgivet til førsteinstansen uden anvendelse af den digitale selvbetjening efter stk. 4. Det gælder således 3-ugers fristen for at videresende klagen til Natur- og Miljøklagenævnet i tilfælde af, at førsteinstansen vil fastholde afgørelsen samt forpligtelsen for førsteinstansen til at samle alle sagens dokumenter og til at vedlægge en udtalelse med bemærkninger til sagen. Herudover skal myndigheden ikke opfylde kravet efter det foreslåede stk. 5, hvorefter førsteinstansen, samtidig med oversendelse af klagen til Natur- og Miljøklagenævnet, sender en kopi af sin udtalelse til de i klagesagen involverede med en frist for at afgive bemærkninger til Natur- og Miljøklagenævnet på 3 uger fra modtagelsen.
Det foreslåede stk. 8, vil, ligesom det foreslåede stk. 6 og stk. 7, 2. pkt., først træde i kraft, når miljøministeren træffer bestemmelse herom. Se bemærkningerne til den foreslåede § 22, stk. 2.
Det foreslåede stk. 9 fastsætter en frist for klage over bestyrelsens afgørelser om tilskud efter loven og regler fastsat efter loven. Tilsvarende bestemmelser, der fastsætter en klagefrist på 4 uger, findes i en række hovedlove på miljøområdet.
Efter den foreslåede bestemmelse i stk. 1 vil der være en frist på 6 måneder efter, at en afgørelse er meddelt eller offentligt annonceret, for at anlægge en sag til prøvelse af afgørelsen ved domstolene. Søgsmålsfristen omfatter afgørelser efter loven eller regler udstedt i medfør af loven, truffet af MUDP’s bestyrelse, miljøministeren eller den myndighed, som minister har henlagt sin afgørelseskompetence til - forventeligt Miljøstyrelsen, og Natur- og Miljøklagenævnet. Søgsmålsfristen afbrydes ved sagsanlæg, dvs. ved at indgive stævning til retten.
Tilsvarende bestemmelser, der fastsætter en søgsmålsfrist på 6 måneder, findes i en række love på miljøområdet. Formået med bestemmelserne og denne bestemmelse er at sikre, at retstilstanden ikke er uvis over længere tid.
Det foreslås med stk. 2, at retten ved søgsmål om forhold vedrørende miljøet, der er omfattet af denne lov, skal påse, at omkostningerne ved sagen ikke er uoverkommeligt høje for de berørte parter. Forpligtelsen påhviler samtlige retsinstanser.
Den foreslåede bestemmelse skal ses i sammenhæng med de gældende regler i retsplejeloven.
Udgangspunktet efter loven er, at den tabende part erstatter de udgifter, som den vindende part har afholdt, forudsat disse har været fornødne til sagens forsvarlige udførelse. Udgifter til bistand af advokat m.v. erstattes med et passende beløb, og de øvrige udgifter erstattes fuldt ud. I medfør af retsplejelovens § 312, stk. 2, kan retten dog af egen drift bestemme, at den tabende part ikke eller kun delvist skal erstatte modparten de påførte udgifter, hvis særlige grunde taler for det. Sådanne grunde vil kunne foreligge, såfremt omkostningerne i modsat fald vurderes at ville være uoverkommeligt høje for den pågældende, hvor der i henhold til lovgivningen eller internationale forpligtelser m.v. er et krav om, at de tilgængelige retsmidler ikke må være uoverkommeligt dyre. Samtidig skal forslaget ses i sammenhæng med reglerne i retsplejelovens kapitel 31 om bl.a. retshjælp og fri proces.
Bestemmelsen har til hensigt at sikre overholdelsen af kravet i Århus-konventionen om, at de tilgængelige retsmidler ikke må være uoverkommeligt dyre. Bestemmelsen skal derfor forstås i overensstemmelse med konventionen, herunder den praksis fra EU-domstolen, der knytter sig hertil. Forslaget gælder forhold vedrørende miljøet, der er omfattet af loven. Det bemærkes i den forbindelse, at EU er kontraherende part under Århus-konventionen, og at konventionen derfor også til dels er gennemført i EU-retten, jf. herved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/35/EF af 26. maj 2003 om mulighed for offentlig deltagelse i forbindelse med udarbejdelse af visse planer og programmer på miljøområdet og om ændring af Rådets direktiv 85/337/EØF (det tidligere VVM-direktiv) 96/61/EF for så vidt angår offentlig deltagelse og adgang til klage og domstolsprøvelse.
Den foreslåede bestemmelse i stk. 1 beskriver de forhold, der kan straffes efter loven. Efter forslaget vil det således være strafbart at give urigtige eller vildledende oplysninger eller fortie oplysninger af betydning i forbindelse med afgørelser, der træffes efter loven, eller i øvrigt give urigtige eller vildledende oplysninger eller fortie oplysninger, som tilskudsmodtager har pligt til at give efter forslagets § 15 (om tilskudsmodtagers oplysningspligt). Efter forslaget vil det tillige være strafbart at undlade at medvirke ved tilsynet ved at undlade at udlevere materiale m.v., nægte tilsynsmyndighederne adgang til lokaliteter eller nægte at bistå myndighederne ved tilsynet, f.eks. ved at undlade at besvare spørgsmål om materiales placering eller lignende. Det foreslås videre, at det skal være strafbart at anvende tilskud i strid med betingelser for tilskud.
Strafferammen er bøde, medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning. Bestemmelsens strafferamme svarer til, hvad der normalt fastsættes i støttelovgivning, f.eks. på Fødevareministeriets område.
Den foreslåede bestemmelse i stk. 2 hjemler, at der i regler, der fastsættes efter lovens §§ 10 og 17, stk. 5, kan fastsættes straf for overtrædelse af bestemmelser i reglerne eller af betingelser og vilkår, der meddeles efter reglerne. Det er hensigten at fastsætte regler om straf i form af bøde for overtrædelse af bestemmelser i reglerne om tilskudsmodtagers pligter til at aflægge regnskab og lade det revidere samt at aflevere de nødvendige oplysninger til brug for offentliggørelse af projektresultater.
Den foreslåede bestemmelse i stk. 3 vil indebære, at selskaber m.v. (juridiske personer) også kan pålægges strafansvar.
Strafansvaret skal bidrage til at sikre, at tilskudsmodtagere er bevidste om vigtigheden af at opfylde deres forpligtelser efter denne lov, regler fastsat i medfør af loven og vilkår for tildeling af tilskud. Det skal således bidrage til at sikre, at tilskud tildeles og udbetales på det det rigtige grundlag, og at der ikke gives ulovlig statsstøtte.
Det foreslås med stk. 1, at loven bortset fra § 3, stk. 1-3 og § 19, stk. 6 og stk. 7, 2. pkt., samt stk. 8, træder i kraft den 15. februar 2015.
Det følger af den foreslåede bestemmelse i stk. 2, at ministeren fastsætter, hvornår de foreslåede bestemmelser i § 3, stk. 1-3, skal træde i kraft. Denne udskudte ikrafttrædelse er foreslået for at muliggøre et forløb, hvorefter indkaldelse af ansøgninger til tilskudsmidlerne i 2015 kan ske tidligt på året inden for den gældende ordning, jf. forslag til bestemmelserne i § 22, stk. 3 og 4.
Indkaldelse af ansøgninger primo 2015 vil være baseret på miljøministerens prioritering af miljømæssige udfordringer samt den gældende gruppefritagelsesforordning.
Opslaget om ansøgningsrunden vil blive udarbejdet i overensstemmelse med tilskudsprocenter m.v. i den gældende gruppefritagelsesforordning, som også den kommende bekendtgørelse vil være baseret på.
Det er hensigten, at ministeren drøfter ikrafttrædelse af de foreslåede bestemmelser i § 3, stk. 1-3, med bestyrelsen med henblik på, at bestyrelsen kan udarbejde forslag til strategi for perioden 2015-2018 og forslag til årlig handlingsplan fra 2016.
Reglerne om obligatorisk digital selvbetjening ved indgivelse af klage til Natur- og Miljøklagenævnet, som fastsat ved § 1 i lov nr. 86 af 28. januar 2014 om ændring af lov om Natur- og Miljøklagenævnet og forskellige andre love, er endnu ikke trådt i kraft. Ikrafttrædelse af § 19, stk. 6, og stk. 7, 2. pkt., samt stk. 8, foreslås derfor udskudt for at træde i kraft ved miljøministerens fastsættelse parallelt med ministerens fastsættelse af ikrafttræden af § 1, efter § 26, stk. 2, i lov nr. 86 af 28. januar 2014. Se også de almindelige bemærkninger afsnit 2.6.2.
Det foreslås med bestemmelsen i stk. 3, at bestyrelsen i 2015 inden for rammerne af finanslovens tilskudsbevilling og den gældende gruppefritagelsesforordning 651/2014 træffer beslutning om anvendelse af årets tilskudsbevilling alene på grundlag af ministerens prioriteringer af miljømæssige udfordringer for 2015 og Miljøstyrelsens indkaldelse af ansøgninger i foråret 2015. Hensigten er at muliggøre et forløb, hvorefter indkaldelse af ansøgninger til tilskudsmidlerne i 2015 kan ske tidligt på året inden for den gældende ordning. Det vil give ansøgerne god tid til at skrive deres ansøgninger samtidig med, at bestyrelsen kan træffe afgørelse om tilsagn om tilskud efter loven og regler fastsat efter loven allerede fra 2015.
Med bestemmelsen i stk. 4 foreslås, at bestyrelsen i 2015 kan træffe beslutninger om at iværksætte aktiviteter, som omfattet af § 12 alene på grundlag af miljøministerens prioriteringer af miljømæssige udfordringer. Bestemmelsen er indsat for at give bestyrelsen mulighed for at igangsætte de nævnte aktiviteter allerede i 2015, selvom handlingsplanen efter § 3 endnu ikke er udarbejdet.
Det foreslås med stk. 5 og 6, at reglerne i bekendtgørelse om tilskud til miljøeffektiv teknologi fortsat skal være gældende for tilsagn om tilskud bevilget på grundlag af ansøgninger indgivet inden udgangen af 2014. Det vil skabe sikkerhed for de ansøgere, der har fået bevilget tilskud inden bekendtgørelsens ophævelse, således at det tilskudsgrundlag og de tilskudsbetingelser, som ansøgere har accepteret ved projekternes start, ikke ændres. Det forventes, at indkaldelsen af ansøgninger i foråret 2015 vil ske med en ansøgningsfrist sidst på foråret eller først på sommeren, således at de tilskud, der tildeles i 2015, gives efter denne lov og regler fastsat i medfør heraf.