LBK nr 691 af 11/06/2024
Uddannelses- og Forskningsministeriet
Bekendtgørelse af lov om maritime uddannelser § 4
Uddannelserne foregår på uddannelsesinstitutioner og kurser, der godkendes af uddannelses- og forskningsministeren.
Stk. 2. Uddannelses- og forskningsministeren kan oprette og forestå drift af uddannelsesinstitutioner, skoler, øvelsesskibe, skoleskibe og kurser til gennemførelse af de uddannelser, der omfattes af denne lov.
Stk. 3. Godkendte maritime uddannelsesinstitutioner, der modtager tilskud i henhold til § 5 eller § 6, samarbejder med Søfartsstyrelsen om at udbyde kurser, som er obligatoriske efter lov om skibes besætning.
Stk. 4. Uddannelses- og forskningsministeren kan i særlige tilfælde påbyde en uddannelsesinstitution, der modtager tilskud i henhold til § 5 eller § 6, at udbyde kurser, der indgår i en godkendt maritim uddannelse.
Stk. 5. Uddannelses- og forskningsministeren kan tilbagekalde en i henhold til stk. 1 meddelt godkendelse, såfremt uddannelsesinstitutionen m.v. tilsidesætter regler fastsat efter §§ 12, 13, 14 og 19.