Bekendtgørelse af lov om maritim fysisk planlægning

Bestemmelsen sammenfatter de overordnede mål for havplanlægningen i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/89/EU om rammerne for maritim fysisk planlægning og implementerer direktivets artikel 1. Herefter skal gennemførelse af en maritim fysisk planlægning (i det følgende benævnt havplanlægning) bidrage til en økonomisk vækst i de maritime erhverv og en udvikling af havarealerne samt udnyttelse af havressourcerne på et bæredygtigt grundlag under anvendelse af en økosystembaseret tilgang.

Den overordnede tilgang i havstrategidirektivet - der er gennemført i dansk ret ved bl.a. havstrategiloven - og direktivet om maritim fysisk planlægning, er således den samme. Det fremgår af direktiv 2014/89/EU, at havplanlægningen vil kunne bidrage til opfyldelse af havstrategiens miljømål og i sidste ende målet om god miljøtilstand i havene. Der henvises i øvrigt til lovforslagets almindelige bemærkninger om formålet med gennemførelse af en havplanlægning.

Havplanlægningen forudsættes at være helhedsorienteret. Det vil sige, at der i planlægningen skal foretages en afvejning af de forskellige - eventuelt modstridende - interesser på tværs af sektorer og interesser. Et væsentligt mål med planlægningen er således at fremme sameksistensen mellem forskellige relevante aktiviteter og anvendelser og bl.a. herved begrænse omfanget af konflikter på havet og skabe større investeringssikkerhed for de udvalgte sektorer.

Der skal i havplanlægningen tages hensyn til samspillet mellem hav og land, der bl.a. omfatter forholdet mellem de havbaserede anlæg og aktiviteter på den ene side og på den anden side den landbaserede infrastruktur (havne m.v.) og kommune- og lokalplanlægning.

Det foreslås i § 2, at lovens anvendelsesområde omfatter de danske havområder, dvs. Danmarks søterritorium og den eksklusive økonomiske zone, som defineret i henholdsvis lov nr. 200 af 7. april 1999 om afgrænsning af søterritoriet og lov 411 af 22. maj 1996 om eksklusive økonomiske zoner, herunder havoverflade, vandsølje, havbund og undergrund. Bestemmelsen implementerer artikel 2 og dele af artikel 3 i direktivet.

Søterritoriet består både af det indre og ydre territoriale farvand. Ved indre territorialt farvand forstås de vandområder, såsom havne, havneindløb, rede, bugter, fjorde, sunde og bælter, som er beliggende inden for de til enhver tid gældende basislinjer. Ved ydre territorialt farvand forstås de områder af havet, som indadtil er begrænset af de til enhver tid gældende basislinjer og udadtil er begrænset af linjer trukket således, at afstanden fra ethvert punkt på disse linjer til det nærmeste punkt på basislinjen indtil en afstand af 12 sømil (22.224 m).

Den eksklusive økonomiske zone er de havområder uden for og stødende op til søterritoriet i en afstand af indtil 200 sømil fra de til enhver tid gældende basislinjer (dvs. i det omfang dette er muligt). Den eksklusive økonomiske zone er visse steder begrænset af andre landes havområder.

Havområdet er i direktivet afgrænset som beskrevet i artikel 3, stk. 1, litra a, i havstrategidirektivet (direktiv 2008/56/EF) og artikel 2, nr. 7, i vandrammedirektivet (direktiv 2000/60/EF).

Efter artikel 3, stk. 1, litra a, i havstrategidirektivet er et havområde et vandområde, havbund og undergrund på havsiden af den basislinje, hvorfra bredden af de territoriale farvande måles, til den yderste grænse af det område, hvor en medlemsstat har og/eller udøver jurisdiktion.

Artikel 3, stk. 1, litra a, er implementeret ved lov nr. 522 af 26. maj 2010 om en havstrategi med senere ændringer, der efter § 2 omfatter danske havområder, herunder havbund og undergrund, på søterritoriet og i de eksklusive økonomiske zoner. Det følger dog af bestemmelsens stk. 2, at loven ikke finder anvendelse på havområder, der strækker sig ud til 1 sømil uden for basislinjen, i det omfang de er omfattet af lov om vandplanlægning og indsatser, der indgår i en vedtaget Natura 2000-plan efter miljømålsloven. Loven omfatter heller ikke aktiviteter, der alene tjener forsvarsformål eller den nationale sikkerhed.

Efter artikel 2, nr. 7, i vandrammedirektivet kystvand overfladevand på landsiden af en linje, hvor hvert punkt befinder sig i en afstand af én sømil til havsiden fra det nærmeste punkt på den basislinje, hvorfra bredden af territorialfarvande måles, og som, hvor det er relevant, strækker sig ud til overgangsvandets yderste grænse.

Artikel 2, nr. 7, i vandrammedirektivet er implementeret i § 2, nr. 7, i lov nr. 1606 af 23. december 2013 om vandplanlægning. Det fremgår af de almindelige bemærkninger til forslaget til denne lov, at vandrammedirektivets bestemmelser finder anvendelse på Danmarks samlede landareal, som udgøres af vandløbsoplande og de samlede kystvande, som rækker ud til 12 sømil fra basislinjen, hvorfra bredden af territorialfarvandet måles. Dog sker opgørelsen af indsatsbehovet kun ud fra 1 sømil fra basislinjen. Direktivet gælder ikke internationalt farvand.

Det geografiske område, som direktivet omfatter, svarer til de havområder, der dækkes af havstrategidirektivet henholdsvis vandrammedirektivet for så vidt angår kystvande. Det vil tilsammen sige et vandområde, der strækker sig fra kystlinjen og ud til den yderste grænse af den eksklusive økonomiske zone indtil 200 sømil fra basislinjen.

Lovforslagets geografiske anvendelsesområde er identisk med anvendelsesområdet i direktivet. Den geografiske afgrænsning er dog søgt sprogligt forenklet i lovforslaget.

Loven skal ikke gælde for Færøerne og Grønland, jf. forslagets § 26. De omkring Færøerne og Grønland liggende havområder er således ikke omfattede af loven. De danske havområder udgøres af 2 havregioner: Nordsøen, herunder Kattegat, og Østersøen, jf. lovforslagets § 3, nr. 2.

Efter bestemmelsens stk. 2 foreslås visse aktiviteter og arealer undtaget fra loven. Loven finder således ikke anvendelse på aktiviteter, der alene tjener forsvarsformål eller den nationale sikkerhed. En lignende bestemmelse findes i havstrategiloven. Undtagelsesbestemmelsen finder anvendelse uden hensyn til, i hvilke geografiske områder de pågældende militære aktiviteter finder sted, og til om der er foretaget en registrering af aktiviteterne i bestemte områder. Det forudsættes, at Forsvaret, for så vidt det er rimeligt og praktisk muligt, tager hensyn til, at aktiviteterne gennemføres på en måde, der er foreneligt med havplanen. Det må indgå i forbindelse med havplanlægningen, om andre anvendelsesmuligheder eller udnyttelse af havets ressourcer konkret, helt eller delvist kan sameksistere med de forsvarsmæssige eller nationale sikkerhedsmæssige hensyn, der skal varetages af Forsvaret.

Det foreslås i bestemmelsens stk. 2, at loven ikke gælder for arealer, der er omfattet af fysisk planlægning efter planloven, for så vidt angår de interesser, der kan planlægges for efter planloven. Den fysiske planlægning, der varetages af kommunerne i forbindelse med kommune- og lokalplanlægningen, omfatter med enkelte undtagelser ikke søterritoriet. Det samme gælder for så vidt angår udnyttelsen af de såkaldte landsplanbeføjelser i planlovens § 3 til f.eks. at fastsætte bindende regler for anvendelse af loven og for indholdet af planlægningen (landsplandirektiver).

Efter planlovens § 11 a, stk. 1, nr. 19, skal kommuneplanen dog indeholde retningslinjer for anvendelsen af vandløb, søer, kystvande. Det har siden 1989 været et krav, at der skulle fastsættes regionplanretningslinjer for anvendelsen af vandløb, søer og kystvande. Indtil 2003 gjaldt der også et krav om fastsættelse af retningslinjer for vandkvaliteten, men denne planlægning for vandkvaliteten blev overført fra regionplanerne til vandplanlægningen i medfør af miljømålsloven (lov nr. 1150 af 17. december 2003 om miljømål m.v. for vandforekomster og internationale naturbeskyttelsesområder (miljømålsloven).

Kravet om regionplanretningslinjer for anvendelsen af søer, vandløb og kystvande blev med lov nr. 571 af 24. juni 2005 om ændring af lov om planlægning (Udmøntning af kommunalreformen) overført til kommuneplanlægningen. Retningslinjerne for anvendelsen af vandløb, søer og kystvande omfatter eksempelvis rekreativ anvendelse såsom badning, sejlads og fiskeri.

Efter planlovens § 12, stk. 1, skal kommunen ”virke for” kommuneplanens gennemførelse. En kommuneplan har derfor som udgangspunkt ingen direkte retsvirkninger for borgerne, virksomheder eller andre myndigheder – herunder statslige – men binder kommunalbestyrelsen til at arbejde for, at kommuneplanens bestemmelser omsættes til virkelighed.

Denne pligt til at virke for kommunalplanen betyder dog, at kommunalbestyrelsen med henvisning til kommuneplanen kan modsætte sig en borgers ønske om opførelse af bebyggelse eller ændret arealanvendelse, som strider mod kommuneplanen, jf. planlovens § 12, stk. 2 og 3. Disse bestemmelser har dog ikke relevans for søterritoriet, medmindre der måtte være tale om planlægning inden for en havns dækkende værker, jf. nedenfor.

Retningslinjer i en kommuneplan skal naturligvis respektere gældende lovgivning, og herunder respektere almindelige specialitetsbetragtninger. Retningslinjer om anvendelsen af kystvande, f.eks. om fiskeri eller sejlads, skal derfor fastsættes med respekt for – og må vige for – særlige regler herom, f.eks. bekendtgørelse nr. 23 af 6. januar 2012 om regulering af ikke-erhvervsmæssig sejlads på søterritoriet med vandscootere m.v., hvorefter vandscootersejlads er forbudt i visse områder på søterritoriet.

I forhold til retningslinjer for badning følger det af bekendtgørelse nr. 939 af 18. september 2012 om badevand og badeområder – der i øvrigt regulerer badevandskvaliteten – at der ved badevand bl.a. forstås havvand udlagt til badevand i en kommuneplan, og at badeområder bl.a. er områder udlagt til badeformål i kommuneplanen.

Det bemærkes, at der ikke efter planlovens § 11 b, stk. 1, er mulighed for, at kommunalbestyrelsen kan fastsætte rammer for indholdet af lokalplanlægning med hensyn til anvendelsen af kystvande, jf. dog nedenfor om planlægning inden for en havns dækkende værker. En lokalplan har i modsætning til kommuneplanen direkte retsvirkning for borgere og virksomheder.

Efter planlovens § 13, stk. 1, nr. 13, kan der i kommuneplanen fastsættes rammer for indholdet af lokalplaner med hensyn til anvendelsen af vandområder og udformning af anlæg på vandområder i et byomdannelsesområde inden for eller i tilknytning til en havns dækkende værker. Der vil kunne være tale om rammebestemmelser for udnyttelsen af eksempelvis fritidsaktiviteter eller større anlægsarbejder.

Efter planlovens § 15, stk. 1, nr. 23, kan kommunalbestyrelsen således fastsætte lokalplanbestemmelser for anvendelsen af vandområder i et byomdannelsesområde, jf. § 11 d, inden for eller i tilknytning til en havns dækkende værker. Efter planlovens § 15, stk. 1, nr. 24, gælder dette også for udformningen af anlæg i sådanne områder, herunder inddæmning og opfyldning, etablering af faste anlæg og anbringelse af faste eller forankrede indretninger eller genstande samt anbringelse af fartøjer, der agtes anvendt til andet end sejlads, uddybning eller gravning m.v. Opfyldning, anlæg mv. af de pågældende vandområder kræver tilladelse fra Kystdirektoratet.

Det antages derudover, at kommunerne kan lokalplanlægge for husbådsrelaterede forhold, som det fremgår af Vejledning om lokalplanlægning for husbåde til helårsbeboelse, vejledning nr. 9608 af 6. september 2005.

I den udstrækning kommunerne med hjemmel i planloven i kommune- og/eller lokalplaner har angivet, at sådanne arealer indgår i kommunens planlægning, vil arealerne efter lovforslaget ikke være omfattet af lov om havplanlægning, for så vidt angår de interesser, der kan planlægges for efter planloven. Begrebet ”kystfarvande” i lovens § 2, stk. 2, nr. 2, skal således forstås i overensstemmelse med planlovens bestemmelser. Det samme gælder ved udnyttelse af landsplanbeføjelserne i planlovens § 3.

En undtagelse af arealerne under disse betingelser følger af og er i overensstemmelse med direktivet (artikel 2, stk. 1).

Ved uoverensstemmelse mellem en allerede vedtaget kommunal planlægning og et forslag til havplanlægning for interesser, der ikke kan planlægges for efter planloven, forudsættes det, at forslag til havplanlægning udarbejdes i samarbejde med den eller de relevante kystkommuner.

Der henvises i den forbindelse til bemærkningerne til §§ 1 og 6 i forhold til havplanlægningens relation til de berørte kystkommuner, til bemærkningerne til § 10 om offentlighedens inddragelse og deltagelse i det forberedende arbejde med havplanen samt til bemærkningerne til § 25 i forhold til den statslige havplanlægnings forrang for kommunal planlægning.

Det fastslås i bestemmelsens stk. 3, at loven ikke berører de gældende havretlige regler, herunder FN’s havretskonvention af 1982. Havretskonventionen indeholder bl.a. bestemmelser om jurisdiktion og retten til fri sejlads, og disse bestemmelser er bindende og kan ikke fraviges gennem havplanlægningen.

Bestemmelsen definerer visse af de centrale begreber, som anvendes i loven og implementerer visse af definitionerne i artikel 3 i direktiv om maritim fysisk planlægning.

Begrebet ”havområde” i nr. 1 er, som det fremgår af bemærkningerne til § 2, defineret i overensstemmelse med lov om søterritoriet og lov om eksklusive økonomiske zoner. Det præciseres i bestemmelsen, at havområdet også omfatter havbund og undergrund. Havområdet omfatter herefter vandoverflade, vandsøjle, havbund og undergrund. Når en tekstnær implementering af direktivet ikke er anvendt i dette lovforslag, skyldes det, at direktivets afgrænsning af det omfattede geografiske område følger de - ikke let læselige - definitioner i vandrammedirektivet (Direktiv 2000/60/EF) og havstrategidirektivet (Direktiv 2008/56/EF). Den foreslåede afgrænsning i § 3 er således søgt sprogligt forenklet med henblik på, at det i loven afgrænsede geografiske område fremstår klarere og samtidig er i overensstemmelse med definitionen af havområde i direktivet. Det geografiske område omfatter herefter, søterritoriet fra kystlinjen og ud til grænsen for den eksklusive økonomiske zone, inklusiv havbund og undergrund.

Det præciseres i nr. 2, hvilke 2 havregioner Danmark er beliggende i.

Begrebet ”havplanlægning” i nr. 3 følger direktivets definition, hvorefter der er tale om en proces, hvor myndighederne analyserer og organiserer aktiviteter på havarealet.

Det foreslås i nr. 4, at der indsættes en definition på en ”havplan”. Havplanen kan ses som slutproduktet af havplanlægningsprocessen, det vil sige indholdet af planlægningen. Det foreslås som led i den danske implementering af direktivet, at havplanens indhold fastsættes i en bekendtgørelse, der udstedes af erhvervs- og vækstministeren (bekendtgørelse om havplanen). Havplanen får dermed retsvirkning som øvrige regler, der fastsættes af ministeren i medfør af lovgivningen. Havplanen er dog alene bindende for de statslige myndigheder, jf. §§ 14-16, og lægger samtidig rammerne for kommune- og lokalplaner, der har betydning for havplanlægningen, jf. lovforslagets § 25, om ændring af visse bestemmelser i planloven.

Det foreslås, at erhvervs- og vækstministeren får ansvaret for at gennemføre den statslige havplanlægning, såvel planproceduren som vedtagelsen af havplanen. Erhvervs- og vækstministeren vil ikke nødvendigvis selv skulle udføre alle opgaver, som er nødvendige for havplanlægningens gennemførelse. Erhvervs- og vækstministeren skal efter forslagets kapitel 6 sikre organisering og anvendelse af bedst tilgængelige data og udvekslingen af oplysninger, der er nødvendige for havplanlægningen. I praksis er opgaven med opbygning og drift af en marin geografisk data infrastruktur (MSDI) henlagt til Geodatastyrelsen efter aftale mellem Erhvervs- og Vækstministeriet og de øvrige statslige, maritime styrelser, der deltager i MSDI-samarbejdet. Se i øvrigt bemærkningerne til § 17.

Bestemmelsen er led i gennemførelse af artikel 4 i direktiv om maritim fysisk planlægning om pligten til at gennemføre maritim fysisk planlægning.

Direktivet forpligter i artikel 5 medlemsstaterne til gennem havplanlægningen at ”tilsigte at bidrage til” en bæredygtig udvikling af energisektoren til søs, af søtransporten og af fiskeri og akvakulturen samt til bevarelse, beskyttelse og forbedring af miljøet, herunder modstandsdygtighed over for konsekvenserne af klimaforandringerne. Det må fortolkes således, at det er disse sektorer og interesser, der efter direktivet skal planlægges for. Medlemsstaterne kan desuden forfølge andre formål efter direktivet, herunder bæredygtig råstofindvinding. Der indføres ikke med direktivet nye forpligtelser med hensyn til, hvordan sektorpolitikerne skal forfølges.

Det foreslås, at søtransport, energi, fiskeri og akvakultur og miljø samt råstofindvinding omfattes af havplanlægningen i Danmark. Direktivet nævner råstofindvinding som en sektor, som medlemslandene kan vælge at lade være omfattet af havplanlægningen. Når lovforslaget medtager råstofindvinding i planlægningen, går forslaget videre end det, der kræves efter direktivet. Baggrunden for at medtage råstofindvinding i lovforslaget som en sektor, der skal omfattes af havplanlægningen, er, at der aktuelt sker en form for planlægning for konkrete og velafgrænsede arealer - indvindingsområder og arealudlæg - og at det vurderes, at der er behov for planlægningsmæssigt at sikre samfundets fremtidige forsyning af råstoffer også fra havet.

De i bestemmelsen nævnte erhvervssektorer er generelt kendetegnet ved, at for disse sektorer udarbejdes sektorplaner med henblik på at kunne foretage relativt langsigtede og målrettede investeringer. Havplanlægningen for de i § 5 nævnte sektorer og interesser sigter derfor også generelt mod en mere langsigtet planlægning med en 20- eller 30-årig horisont, med henblik på at kunne imødekomme udviklingsbehovene hos de maritime erhverv og hensynet til miljøet.

Direktivet indeholder som nævnt endvidere en option, hvorefter der med havplanen kan forfølges andre mål, såsom fremme af bæredygtig turisme. En række fritidsforbund har samstemmende udtrykt ønske om, at rekreative aktiviteter omfattes af havplanen. Med bestemmelsens stk. 3 lægges på denne baggrund op til at medtage direktivets mulighed i loven, således at det i forbindelse med havplanprocessen frem mod 2021 ikke vil være udelukket i havplanregi også at planlægge for disse områder helt eller delvist. Det vurderes, at dette vil kunne begrænse eventuelle konflikter mellem samtlige de sektorer, som tilsigtes reguleret, og øvrige interesser i øvrigt.

Havplanlægningen forudsættes at tage udgangspunkt i de eksisterende sektorinteresser og miljøinteresser med henblik på at sikre, at den fremtidige udvikling sker på et bæredygtigt grundlag og herunder bidrager til realiseringen af målene i natur- og miljødirektiverne.

Havplanen vil regulere fysisk planlægning og som styringsinstrument især indeholde dels konkrete, behovsorienteret arealudlæg, dels generelle retningslinjer om, hvilke hensyn der kan og skal tages i forbindelse med planlægningen, herunder af hensyn til andre sektorer og interesser og samspillet mellem hav og land. Der vil således for de i § 5 nævnte sektorer og interesser, hvor der måtte være behov, kunne foretages arealudlæg, som afklarer og afvejer de modstridende interesser i området på et tidligt tidspunkt, og som i kraft heraf kan øge investeringssikkerhed for sektorerne. Der vil i forbindelse med havplanlægningen i nogle havområder skulle ske en afvejning af flere forskellige interesser, i den udstrækning sektorplanerne ikke umiddelbart er forenelige. De arealudlæg, der foretages i planlægningen, vil fremadrettet skulle indgå i grundlaget for de statslige myndigheders sektorplaner og enkeltafgørelser, herunder afgørelser om tilladelser til aktiviteter og anlæg på havet.

Det bemærkes i denne henseende, at det forudsættes, at lovligt eksisterende anlæg, aktiviteter og anvendelse kan fortsætte med at bestå. Det bemærkes endvidere, at der ikke med forslaget lægges op til, at havplanlægningen kommer til at indeholde direkte handlepligter for borgere og virksomheder. I stedet er det efter forslagets § 14, stk. 1, hensigten, at de statslige myndigheder, som er ansvarlige for sektorlovgivningen i relation til de danske havområder, vil få pligt til ikke at vedtage planer om eller meddele tilladelse m.v. til anlæg eller arealanvendelser, som er i strid med havplanen, eller som forgriber et forslag til havplan eller en ændring heraf. Der vurderes på denne baggrund ikke i almindelighed at ville rejse sig spørgsmål om ekspropriation efter grundlovens § 73. Det kan imidlertid ikke på forhånd helt udelukkes, at havplanen som sådan eller en sektormyndigheds fremtidige administration efter den foreslåede § 14, stk. 1, efter omstændighederne vil kunne påvirke enkelte borgere og virksomheder med en intensitet, som kan have karakter af et ekspropriativt indgreb i forhold til de berørte. Det må bero på en konkret vurdering, om der i det enkelte tilfælde foreligger ekspropriation. Er dette tilfældet, vil de pågældende have krav på erstatning i medfør af grundlovens § 73. Kravet på erstatning må i mangel af enighed rejses ved domstolene.

For de øvrige sektorer og interesser, som ikke er omfattet af planlægningen i § 5, stiller direktivet om maritim fysisk planlægning ikke udtrykkeligt krav om, at der fastsættes retningslinjer for disse. Der skal imidlertid tages hensyn til disse interesser, som blandt andet omfatter turisme og friluftliv (i det omfang disse områder ikke reguleres direkte, jf. det ovenanførte), klapning, marin kulturarv, havne, uddybnings- og oprensningsarbejder, flytning af sedimenter til klappladser og spulefelter m.fl., hvilket derfor også forudsættes at komme til udtryk i havplanlægningen, jf. herved lovforslagets 6 og bemærkningerne hertil.

Den konkrete udformning af havplanlægningen vil som omtalt i de almindelige bemærkninger ske i et løbende samarbejde mellem erhvervs- og vækstministeren og øvrige maritime statslige myndigheder samt under inddragelse af den berørte offentlighed, herunder kommuner og regioner.

Med den foreslåede § 5 implementeres artikel 5 og dele af artikel 6 (om hensyn til miljømæssige, økonomiske og sociale samt sikkerhedsmæssige aspekter) i direktiv om maritim fysisk planlægning.

Lovforslagets § 6 indeholder bestemmelser, der sigter mod gennemførelse af artiklerne 4, 6 og 7 i direktivet.

Det bestemmes i § 6, nr. 1, at der i forbindelse med planlægningen skal tages hensyn til de særlige forhold i de enkelte havregioner, det vil sige Nordsøen (herunder Kattegat) og Østersøen. Udover anlæg og aktiviteter, der knytter sig til de sektorer, der skal planlægges for (søtransport, fiskeri og akvakultur, energianlæg og råstofindvinding) vil disse forhold også omfatte hensynet til havregionernes natur- og miljømæssige tilstand.

Der kan også være tale om retlige forhold, der skal respekteres i planlægningen. Det kan være områder, der er udpeget i medfør af habitatdirektivet og fuglebeskyttelsesdirektivet eller områder, der er pålagt andre former for restriktioner (militære øvelsesområder, nødområder mm.). Se i øvrigt de almindelige bemærkninger og omtalen af forholdet til anden lovgivning m.v. (pkt. 2.2.3).

Efter § 6, nr. 2, skal der endvidere tages hensyn til relevante eksisterende og fremtidige aktiviteter og anvendelser og deres indvirkning på miljøet og naturressourcerne. Det forudsættes som nævnt i lovforslagets almindelige bemærkninger, at havplanlægningen baserer sig på en analyse af muligheder for sameksistens og potentielle konfliktområder. Det skal herunder vurderes, om flere forskellige former for anvendelse, udnyttelsen af havets ressourcer og etableringen af anlæg eventuelt vil kunne realiseres i samme område, og om det kan ske samtidigt eller eventuelt tidsmæssigt forskudt. Herved sikres bl.a., at arealudlæg til bestemte formål, som først kan forventes realiseret efter nogle år, vil kunne udnyttes til andre formål i den mellemliggende periode. Det må således indgå i havplanlægningen, at det samlede maritime rum – havoverflade, vandsøjle, havbund og undergrund – rummer flere forskellige interesser bl.a. erhverv, friluftsliv, miljø- og natur, og at anvendelsesmulighederne eventuelt kan fordeles over tid.

Der indføres i § 6, nr. 3, et krav om, at havplanen skal tage hensyn til samspillet mellem land og hav, og at dette skal afspejles i havplanlægningen. Der indføres ikke med bestemmelsen et krav om en integreret kystzoneforvaltning, idet EU-Kommissionens forslag herom udgik under forhandlingerne af direktivet.

Anlæg på havet kan efter omstændighederne imidlertid have indvirkning på forholdene på land og vice versa. Eksempelvis vil føring af elkabler og forsyningsledninger på havet kræve faciliteter på land. Etablering af tekniske eller andre anlæg på havet tæt på kysten kan efter omstændighederne også have indvirkning på friluftsaktiviteter eller tilgængeligheden til havne. De må ligeledes indgå i overvejelserne, hvilken betydning en spredning - fremfor en samling af - aktiviteter og anlæg på havet kan få i de kystnære arealer.

I de tilfælde, hvor der måtte opstå interessemodsætninger mellem den kommunale planlægning og den statslige havplanlægning, og disse ikke kan løses ved forhandling, har den statslige havplanlægning forrang. Der henvises til bemærkningerne til dette lovforslags § 25 om ændring af planlovens §§ 11 og 13. Med ændringsforslaget foreslås det, at kommune- og lokalplaner ikke må vedtages, hvis de strider mod havplan eller forslag til havplan henholdsvis havplantillæg.

Bestemmelsen implementerer artikel 8, stk. 1, i direktivet.

I § 7 foreslås, at erhvervs- og vækstministeren skal fastlægge den fysiske og tidsmæssige fordeling af relevante eksisterende og fremtidige aktiviteter og anvendelser i havplanen. Den fysiske fordeling angår spørgsmålet om, hvor forskellige aktiviteter og anlæg, der omfattes af planen, placeres på havet. Der kan, som nævnt i blandt andet bemærkningerne til § 5, gøres brug af en arealudlægningsmodel, der angiver den primære anvendelsesmulighed, og eventuelt andre aktiviteter, der er forenelige hermed, enten samtidig eller eventuelt tidsmæssigt forskudt. I praksis vil det kunne betyde, at nogle tilladelser må gives med visse vilkår og eventuelt tidsbegrænset frem til det tidspunkt, hvor området skal anvendes til det primære formål, som det er udlagt til. Arealudlæg kan suppleres med generelle retningslinjer i havplanen af betydning for de sektorer og interesser, der skal planlægges for. Det forudsættes, at der i fornødent omfang gøres brug af kortbilag i havplanen til stedfæstelse og illustration af planen.

Med denne bestemmelse implementeres artikel 8, stk. 2, i direktivet.

Det foreslås i § 8, at der i planlægningen skal tages hensyn til samspillet med de øvrige interesser og sektorer, som knytter sig til havet, og som ikke er omfattet af planlægningen efter § 5. Efter direktivets artikel 8, stk. 2, omfatter samspillet mellem sektorer og interesser på havet følgende: Akvakulturområder, fiskepladser (formentlig også gydepladser), anlæg og infrastrukturer til efterforskning efter og indvinding af olie, gas og andre energiressourcer, af mineraler og aggregater samt til produktion af vedvarende energi, skibsruter og trafikstrømme, ”natur- og artsbeskyttelsesområder og beskyttede områder”, områder for indvinding af råstoffer, videnskabelig forskning, undersøiske kabel- og rørforbindelser, turisme og friluftsliv og undervandskulturarv.

Direktivets opremsning af sektorer og interesser må forstås som en eksemplificering og ikke nødvendigvis en udtømmende liste. Udover direktivets eksempler på interesser, som der må tages hensyn til i forbindelse med havplanlægningen, kan også nævnes dumpning af optaget havbundsmateriale (klapning), nødområder og havne.

Det forhold, at en række sektorer ikke er omfattet af direktivets krav om planlægning, udelukker ikke, at der kan ske en udvikling inden for disse sektorer og interesser, når denne sker inden for rammerne af havplanen. Det er imidlertid vurderet, at der ikke er behov for i forbindelse med den danske implementering at planlægge for andre interesser eller sektorer end de nævnte i artikel 5 i direktivet samt for råstofindvinding og eventuelt rekreative interesser (dvs. som en option, jf. bemærkningerne til § 5).

Det følger af definitionen af ”havplan”, jf. forslagets § 3, nr. 4, at havplanen – som et slutprodukt af havplanlægningsprocessen – udmøntes i regler fastsat af erhvervs- og vækstministeren, det vil sige i en bekendtgørelse om havplanen. Havplanen bliver dermed en del af gældende ret, der vil være bindende for de statslige myndigheder. De statslige myndigheder må således ikke vedtage planer (sektorplaner) eller meddele tilladelser m.v., der strider mod havplanen eller et offentliggjort forslag til havplan, jf. nærmere i bemærkningerne til lovforslagets §§ 14 og 15. Der må efter den samtidig foreslåede ændring af planlovens §§ 11 og 13, jf. § 25 i dette lovforslag, heller ikke vedtages kommune- eller lokalplaner, der er i strid med havplanen.

Det foreslås i § 9, at erhvervs- og vækstministeren fastsætter regler i form af en bekendtgørelse om havplanen - og at dette sker i samråd med øvrige berørte ministre. De umiddelbart berørte ministerier og styrelser er: Energistyrelsen (energisektoren), Erhvervsstyrelsen (fysisk planlægning på land), NaturErhvervstyrelsen (fiskeri m.v.), Søfartsstyrelsen (søtransport), Forsvaret (militære aktiviteter m.v.), Kystdirektoratet (kystbeskyttelsesloven), Geodatastyrelsen (datahåndtering), Trafikstyrelsen (havne), Miljøstyrelsen (miljøgodkendelse af havbrug og tilladelse til offshore anlæg), Kulturstyrelsen (marin kulturarv) og Naturstyrelsen (bl.a. vandplanlægning, havstrategi, Natura 2000, generelt beskyttede områder og råstofindvinding, idet bemærkes, at Naturstyrelsens ressort i relation til vandplanlægning forventes overført til Styrelsen for vand- og naturforvaltning i løbet af 2016).

I praksis forventes der etableret et fast samarbejde (koordinationsgruppe eller lignende) mellem de berørte statslige myndigheder om havplanlægningen. Der henvises i øvrigt til lovforslagets almindelige bemærkninger.

Med hensyn til den forventede regulerings indhold henvises i øvrigt til bemærkningerne til forslagets § 5.

Bestemmelsen regulerer, ligesom de øvrige bestemmelser (§§ 10-12) i lovforslagets kapitel 4, spørgsmålet om offentlighedens inddragelse i havplanlægningen. Bestemmelserne i lovforslagets kapitel 4 har til formål at gennemføre artikel 9 i direktiv om maritim fysisk planlægning (om offentlighedens deltagelse).

Der er ved affattelsen af høringsbestemmelserne i lovforslaget taget udgangspunkt i de forudsætninger om offentlighedens inddragelse, som er kommet til udtryk i præamblen til direktivet. I præamblen (betragtning 21) henvises, som model for hvordan offentlighedsproceduren kan tilrettelægges, til artikel 2, stk. 2, i direktiv 2013/35/EF. Dette direktiv indeholder bestemmelser om implementering af Århuskonventionens artikel 7 – om offentlighedens inddragelse i planlægningen i forbindelse med en række andre EU-planlægningsdirektiver. Hverken direktiv 2013/35/EF eller Århuskonventionens artikel 7 indeholder høringsfrister. Høringsperioden skal dog være rimelig og stå i forhold til de ændringer, der skal gennemføres, således at der reelt er tid til, at den berørte offentlighed, myndigheder m.fl. har mulighed for at fremkomme med kommentarer til planforslaget.

Det foreslås i stk. 1, at høringsperioden i forbindelse med udarbejdelse af havplanen, herunder den første havplan, der skal foreligge senest 31. marts 2021, og efterfølgende revisioner og ajourføringer af havplanlægningen, fastsættes til 6 måneder. Der er herved taget højde for, at havplanen skal sendes i høring hos og koordineres med de lande, som Danmark deler havregioner med; Sverige, Norge, Tyskland, Polen, Nederlandene og Storbritannien.

Efter stk. 2 skal havplanen vedetages senest den 31. marts 2021. Dette svarer til kravet i artikel 15, stk. 3, i direktivet. Arbejdet med havplanlægningen i Danmark må forventes at strække sig over en årrække. Det er derfor ikke muligt på nuværende tidspunkt at sige noget om, hvorvidt havplanen eventuelt vil kunne sættes i kraft tidligere end 31. marts 2021.

Forslaget om en 10-årig planrevision i stk. 2 skal ses på baggrund af, at direktiv om maritim fysisk planlægning stiller krav om, at havplanlægningen revideres og ajourføres mindst hvert 10. år. Revisioner kan således ske oftere.

Det foreslås i bestemmelsens stk. 3, at høringsfristen i særlige tilfælde skal kunne fraviges af erhvervs- og vækstministeren. En forkortelse af høringsfristen kan blandt andet komme på tale, hvis ændringerne er af underordnet betydning i forhold til havplanen eller, hvis der er tale om rettelser af faktuelle fejl.

Det bemærkes, at havplanen og efterfølgende revisioner af planen skal miljøvurderes efter bestemmelserne i bekendtgørelse nr. 939 af 3. juli 2013 af lov om miljøvurdering af planer og programmer (miljøvurderingsloven), hvis havplanen forventes at få væsentlig indvirkning på miljøet. Dette må anses for givet i hvert fald for så vidt angår den første havplan, der vedtages senest i marts 2021, og denne plan skal således miljøvurderes.

Med stk. 4 lægges op til udtrykkeligt at medtage en bestemmelse om den - for beslutningstagerne helt nødvendige - offentlige inddragelse og deltagelse i det forberedende arbejde med havplanen. Den foreslåede bestemmelse fastlægger ikke en fast struktur for, hvordan inddragelse af offentligheden i den forberedende fase konkret bør tilrettelægges. Det afgørende vurderes i denne henseende at være, at det sker på balanceret vis, herunder at de involverede statslige myndigheder etablerer en inklusiv proces, hvor det sikres, at relevante synspunkter kommer frem på rette tidspunkt, men som samtidig er effektiv og operationelt håndterbar. En sådan proces kan f.eks. indebære, at de involverede statslige myndigheder

– gennemfører interessentdialog og videndeling i en offentlig idefase/fordebat,

– etablerer et særligt havplanforum eller knytter de berørte interessenter til den ministerielle koordinationsgruppe,

– afholder konferencer, seminarer og workshops i berørte dele af landet,

– iværksætter offentlige høringer på både statsligt og kommunalt/regionalt niveau, herunder relevant inddragelse af Folketinget, samt

– gennemfører dialog og samarbejde med udenlandske myndigheder og videninstitutioner.

Ovenstående eksempler er ikke udtømmende, ligesom de ikke nødvendigvis aller vil blive taget i anvendelse.

Det foreslås i stk. 1, at det skal være muligt i planperioden at foretage ændringer af havplanen (havplantillæg). Der kan eksempelvis være tale om et havplantillæg om arealudlæg til tekniske anlæg – der går ud over havplanens ”rummelighed” – eller en ny olie- eller gasforekomst, som det ikke har været muligt at forudse, da havplanen blev vedtaget. Det foreslås i stk. 2, at udkast til regler om sådanne og andre, mere begrænsede ændringer af havplanen skal i offentlig høring mindst 8 uger, før ændringerne kan sættes i kraft.

Regler om havplanlægning og ændring heraf skal ligesom den samlede havplan miljøvurderes efter bestemmelserne i lovbekendtgørelse nr. 939 af 3. juli 2013 af lov om miljøvurdering af planer og programmer (miljøvurderingsloven), hvis ændringerne af havplanen forventes at få væsentlig indvirkning på miljøet. Miljøvurderingsloven stiller krav om en 8 ugers høringsfrist, der ikke kan fraviges. Hvis regler om havplanlægningen kan få væsentlig indvirkning på miljøet i en anden stat, skal der også foretages nabostatshøring.

Det bestemmes i stk. 3, at mere omfattende ændringer af havplanen ikke kan gennemføres ved et tillæg til planen, men kun kan ske ved revision af planen efter proceduren i § 10, stk. 1. Det vil sige med en 6 måneders høring.

Det foreslås i stk. 4, at høringsfristen i forbindelse med plantillæg – i lighed med planrevisioner – i særlige tilfælde skal kunne fraviges, f.eks. hvis ændringen er af underordnet betydning i forhold til formålet med havplanlægningen, eller der er tale om rettelse af faktuelle fejl.

Efter bestemmelsen skal erhvervs- og vækstministeren underrette visse berørte myndigheder, EU-medlemslande m.fl. om de påtænkte ændringer af havplanen og deres muligheder for at fremkomme med indsigelser. Det bemærkes, at § 12 ikke er en parthøringsregel eller udtryk for en garantiforskrift. Erhvervs- og vækstministeren er således ikke afskåret fra at sætte bekendtgørelsen om havplanen i kraft, selvom der måtte være sket fejl med hensyn til underretningen af en eller flere af de nævnte parter eller myndigheder.

Om forholdet til nabostater henvises i øvrigt til bemærkningerne til §§ 18 -20.

Bestemmelsen giver hjemmel til, at al kommunikation i forbindelse med annoncering og offentlighedens inddragelse kan ske digitalt.

Direktivets artikel 9, stk. 2, stiller krav om, at den berørte offentlighed m.fl. har adgang til den endeligt vedtagne havplan. Bekendtgørelsen om havplanen vil blive offentliggjort i Lovtidende og offentligheden vil herigennem have adgang til havplanen. Det er i sagens natur ikke til hinder for, at havplanen også offentliggøres andre steder, bl.a. på Erhvervs- og Vækstministeriets hjemmeside.

Det foreslås i bestemmelsens stk. 1, at havplanen gøres bindende for de statslige myndigheders sektorplanlægning og enkeltsagsadministration i form af tilladelser m.v. Som nævnt under de almindelige bemærkningers pkt. 2.2 er den væsentligste ændring, der gennemføres med lovforslaget, af direkte betydning for anden lovgivning og administration således, at sektorplanlægningen og enkeltsagsadministrationen (tilladelser m.v.) samt den kommunale planlægning fremover ikke må vedtages henholdsvis meddeles i strid med havplanlægningen eller forslag til havplanlægning, der er offentliggjort af erhvervs- og vækstministeren.

Borgere og virksomheder er som tidligere nævnt ikke (direkte) bundet af havplanen. Da havplanen imidlertid lægger rammerne for sektormyndighedernes enkeltsagsadministration, kan havplanen indirekte få betydning for virksomheder og borgeres mulighed for at opnå tilladelse til aktiviteter og anlæg på havet.

Det foreslås samtidig i stk. 2, at de statslige, tilladelsesgivende myndigheder får en udtrykkelig hjemmel – og en ret og pligt – til at afslå ansøgninger om udnyttelse af havområder, der skaber risiko for en foregribelse af den endelige havplans indhold. Det betyder, at de udkast til regler om havplanen, som erhvervs- og vækstministeren offentliggør, tillægges foreløbige retsvirkninger. Formålet med reglen er at sikre, at inddragelsen af offentligheden, myndigheder i nabostater og andre i forbindelse med den offentlige høring af en ændret planlægning ikke gøres illusorisk.

I den ændring af planlovens §§ 11 og 13, som følger af dette lovforslags § 25, foreslås der indsat bestemmelser om, at nye kommuneplaner/kommuneplantillæg og lokalplaner ikke må stride mod havplanen eller forslag til havplan eller ændringer heraf, der er offentliggjort med henblik på offentlig høring. Det svarer til princippet i planlovens § 11, stk. 4, nr. 1 og 2, hvorefter kommuneplanen ikke må stride imod landsplandirektiver, jf. planlovens § 3, eller et offentliggjort forslag hertil.

Den foreløbige retsvirkning af udkast til regler om havplanlægning foreslås gjort tidsbegrænset, idet den foreløbige retsvirkning af et forslag bortfalder senest 2 år efter afslutningen af den offentlige høring.

Bestemmelser om foreløbige retsvirkninger kendes fra andre retsområder, bl.a. planlovens § 17 om foreløbige retsvirkninger af lokalplanforslag og naturbeskyttelseslovens § 37, stk. 2, om fredningsforslag.

Der er ikke i lovforslaget mulighed for at dispensere fra havplanen, jf. dog undtagelserne i §§ 15 og 16. For at sikre, at der kan gennemføres mindre væsentlige ændringer af projekter og aktiviteter mv., uden at dette kræver vedtagelse af et plantillæg, forudsættes det, at havplanen udformes med en vis ”rummelighed”.

Rummelighed er ikke et entydigt og præcist begreb, men skal opfattes som en rettesnor for, hvordan havplanen bør formuleres, således at den så vidt muligt tager højde for forskellige anvendelsesmuligheder, hvor dette er hensigtsmæssigt og foreneligt med planlægningen. Det betyder, at det skal fremgå af planen, om der er andre anvendelsesmuligheder end de, som havplanen angiver som sit primære formål, og under hvilke betingelser disse i givet fald kan udnyttes. Det kan eksempelvis ske ved, at havplanen bestemmer, at områdets arealudlæg til havmøller, beskyttede områder eller andet ikke er til hinder for, at der kan foregå andre nærmere beskrevne aktiviteter samtidig eller eventuelt tidsmæssigt forskudt. Det forudsættes, at det også angives, om ændring/udvidelse af eksisterende, større anlæg kan ske uden at det strider mod havplanen – og dermed kræver ændring af havplanlægningen – eksempelvis ved at angive, hvor udvidelser af havneanlæg kan ske indenfor nærmere afgrænsede zoner. Rummeligheden kan være beskrevet med større eller mindre præcision afhængigt af formålet med planlægningen i det pågældende område og de primære interesser, der søges varetaget. Rummeligheden i planlægningen kan bl.a. af disse grunde variere fra et område i landet til et andet.

Det er den ressortansvarlige statslige myndighed, der i forbindelse med en konkret tilladelse tager stilling til, om en tilladelse vil kunne rummes inden for havplanen. I forbindelse med tilladelsen vil relevante statslige myndigheder blive hørt, og i tilfælde af uenighed om, hvorvidt det ansøgte kan rummes inden for havplanen, forudsættes det, at myndighederne indgår i en dialog. Det er den pågældende ressortmyndighed, der træffer afgørelse om, hvorvidt der skal meddeles tilladelse eller ej, og som er ansvarlig for, at tilladelsen ikke strider mod havplanen. Erhvervs- og vækstministeren fører ikke tilsyn med de tilladelser til aktiviteter og anlæg på havet, som statslige myndigheder meddeler, og vil kun blive inddraget, hvis en konkret sag vedrører Erhvervs- og Vækstministeriets område eller berører havplanen. Der kan dog eventuelt klages over, at sektormyndighedens afgørelse strider mod havplanen, se nærmere lovforslagets § 22 og bemærkningerne til bestemmelsen.

Det foreslås i § 15, stk. 1, at det skal være muligt at give tilladelse eller vedtage en plan i strid med havplanlægningen, hvis det sker til opfyldelse af EU-retlige eller internationale forpligtelser, som ikke kan afvente en ændring af havplanlægningen.

Med bestemmelsens stk. 2 lægges op til, at en vedtagelse eller meddelelse efter stk. 1 sker efter forhandling med erhvervs- og vækstministeren med sigte på at sikre en ensartet anvendelse af undtagelsesmuligheden.

Bestemmelsen i stk. 1 sikrer, at havplanen ikke er til hinder for, at Søfartsstyrelsen kan træffe foranstaltninger m.v. efter søsikkerhedslovens §§ 6 og 8 i situationer, hvor det er nødvendigt og uopsætteligt af hensyn til sejladssikkerheden, forebyggelse af fare og forebyggelse af, at der lægges den frie sejlads hinderinger i vejen m.v. De pågældende foranstaltninger m.v. omfatter blandt andet påbud, forbud og etablering af afmærkning.

Bestemmelsen tænkes navnlig anvendt i situationer, som ikke har kunnet forudsiges ved udarbejdelse af havplanen, og som det derfor ikke har været muligt at tage højde for i havplanen.

Det kan f.eks. være nødvendigt i nødsituationer, eksempelvis hvis et skib, der ikke er under kommando, driver ind i et arealudlagt område og bliver til vrag, eller hvis vindmøller ødelægges pga. kollision. Sådanne situationer kan f.eks. kræve foranstaltninger i form af afmærkning.

Der kan eksempelvis også opstå behov for foranstaltninger m.v. i forbindelse med etablering af vindmølleparker. I forbindelse med udpegning af områder for de kystnære vindmølleparker ved bl.a. Sæby har det tidligere været nødvendigt at justere de planlagte områder af hensyn til trafikken til og fra Sæby og Frederikshavn. Ligeledes er foretaget små justeringer af områderne ved Vesterhav Nord af hensyn til trafikken ved indsejlingen til Limfjorden. Sådanne situationer kan have betydning for havplanlægningen. Der vil ikke på forhånd kunne tages højde for alle sådanne - uforudsigelige - situationer, og de nødvendige foranstaltninger vil derfor kunne stride imod havplanlægningen.

Erhvervs- og vækstministeren skal efter det foreslåede stk. 2 oplyse øvrige berørte ministre om foranstaltninger m.v. efter søsikkerhedslovens §§ 6 og 8, hvis foranstaltningerne m.v. fraviger de gældende regler om havplanlægning eller udkast til regler om havplanlægning, der er offentliggjort af erhvervs- og vækstministeren, jf. den foreslåede § 14, stk. 1.

Efter bestemmelsen sikrer erhvervs- og vækstministeren organiseringen og anvendelsen af bedst tilgængelige data og udvekslingen af oplysninger, der er nødvendige for havplanlægningen. De nødvendige data kan også omfatte data, om andre end de i § 5 nævnte sektorer og interesser, hvis sådanne data vurderes nødvendige for planlægningen.

Efter direktivets artikel 10 skal medlemsstaterne i forbindelse med havplanlægningen organisere og gøre brug af bedst tilgængelige oplysninger, herunder bl.a. gøre brug af relevante instrumenter og værktøjer som omhandlet i INSPIRE-direktivet (Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2007/2/EF af 14. marts 2007 om opbygning af en infrastruktur for geografisk information i et Europæiske Fællesskab (Inspire)). INSPIRE-direktivet harmoniserer de standarder og specifikationer, som data, omfattet af temaerne i direktivets 3 bilag, skal opfylde. Datasæt, der er omfattet af INSPIRE-direktivet, kan derfor være mere intensivt reguleret, end der er behov for i forhold til havplanlægningen. Det vurderes, at det efter direktiv 2014/89/EU om maritim fysisk planlægning er op til de nationale havplanmyndigheder, om de ønsker at opfylde alle de krav, der stilles til data, der er omfattet af INSPIRE-direktivet.

Indsamling af data kan efter direktiv 2014/89/EU omfatte miljømæssige, sociale og økonomiske data og fysiske data vedrørende havområder.

Det forudsættes, at fysiske data, som er nødvendige for havplanlægningen, gøres almindeligt tilgængelige i forbindelse med etablering af en dansk marin geografisk datainfrastruktur (MSDI). Det er Geodatastyrelsen under Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet, der står for opbygning og drift af MSDI’en. MSDI’en er endnu under opbygning og forventes at kunne sættes i fuld drift fra 2017.

Modellen tager udgangspunkt i, at de statslige maritime myndigheder efter aftale stiller visse af deres data til rådighed for MSDI’en. Myndighederne, herunder Erhvervs- og Vækstministeriet, skal samtidig kunne trække data fra MSDI’en om fysiske og geografiske forhold, som måtte være relevante for havplanlægningen eller eventuelt andre formål. Det vil blive overvejet, om andre data - bl.a. miljødata, i forbindelse med havstrategien, vandplanlægning, Natura 2000-planlægning m.v. - også skal gøres tilgængelige via MSDI’en.

Indberetningen af data til MSDI’en blev påbegyndt i 2015. Data, som måtte være væsentlige til brug for havplanlægningen, og som går længere tilbage i tid, vil være tilgængelige i journalsystemer med elektroniske søgemuligheder. Datakvaliteten for tilladelser m.v. vil dog være dalende, jo ældre disse er, og det vil i nogle tilfælde ikke være muligt at tilvejebringe et fuldstændigt oplyst grundlag.

Med hensyn til tilgængeligheden af data bemærkes, at der for nogle af de data, der vil blive stillet til rådighed, i dag skal betales gebyr til de myndigheder, der producerer de pågældende data. Det gælder f.eks. for søkort, der produceres af Geodatastyrelsen. Lovforslaget vil ikke være til hinder for, at statslige myndigheder med hjemmel i den lovgivning, der hører under den pågældende myndighed, vil kunne kræve betaling for data, som trækkes via MSDI’en. Der er således heller ikke med dette lovforslag gjort op med muligheden for at indføre nye hjemler i lovgivningen til at opkræve gebyrer for data, der stilles til rådighed af de respektive statslige myndigheder i forbindelse med MSDI’en. Myndigheder, der opkræver betaling for udlevering af datasæt, skal overholde reglerne i lov om videreanvendelse af den offentlige sektors informationer (PSI-loven) eller lov om aktindsigt i miljøoplysninger ved fastsættelse af betaling eller vilkår for udlevering af datasættet.

Eventuel behandling af personoplysninger vil ske i overensstemmelse med persondatalovens regler.

Om finansieringen af MSDI’en henvises til lovforslagets almindelige bemærkninger, jf. kap. 3.1.

Bestemmelsen implementerer artikel 11 i direktivet, der bestemmer, at medlemsstaterne samarbejder med det formål at sikre, at de fysiske planer er sammenhængende og koordinerede i havregionen. Direktivet foreskriver, at samarbejdet skal foregå gennem eksisterende regionale samarbejdsstrukturer, såsom regionale havkonventioner, eksisterende netværk eller strukturer, eller anden metode, der lever op til kravene i stk. 1, eksempelvis inden for havområdestrategierne.

Danmark deltager i de internationale samarbejdsfora Helsinki-konventionen for Østersøregionen (HELCOM) og Oslo-Paris konventionen (OSPAR) for det nordøstlige Atlanterhav. Samarbejdet omfatter såvel EU-medlemslandene som lande, der står udenfor EU.

Behovet for samarbejde og koordinering med landene omkring Danmark må i øvrigt bero på de konkrete udfordringer, som opstår i forbindelse med havplanlægningen, og ske efter retningslinjer, som landene i havregionerne måtte blive enige om. De foreslåede bestemmelser i lovforslaget om høring af forslag til havplan af øvrige EU-medlemslande og tredjelande vil være et vigtigt – men ikke nødvendigvis tilstrækkeligt – element i samarbejdet med de lande, som Danmark deler havregion med.

Kravene i lov om miljøvurdering af planer og programmer, der også gælder for den statslige havplanlægning, indeholder i øvrigt bestemmelser om høring af nabostater.

Den foreslåede bestemmelse er ikke til hinder for, at der, hvor det findes hensigtsmæssigt, samarbejdes og udveksles erfaringer med andre lande end dem, som Danmark deler havregion med.

Bestemmelsen implementerer artikel 12 i direktivet. Medlemsstaterne skal efter artikel 12 ”bestræbe sig på, hvor dette er muligt”, at samarbejde med tredjelande om deres foranstaltninger vedrørende havplanlægning.

Danmark deler havregioner med to lande, der ikke er medlemmer af EU, og som derfor er at betragte som tredjelande: 1) Norge der deltager i Oslo-Paris konventionen (OSPAR) for det nordøstlige Atlanterhav (havregion Nordsøen, herunder Kattegat) og 2) Rusland, der deltager i havkonventionssamarbejdet Helsinki-konventionen (HELCOM) for Østersøregionen (havregion Østersøen). Danmark deltager som nævnt i begge havkonventionssamarbejder. Umiddelbart vil behovet for samarbejde og koordination være størst i forhold til Norge på grund af tilgrænsende havarealer og den relativt korte afstand mellem landene.

Samarbejdet vil blandt andet indebære høring af udkastet til den danske havplan med henblik på så vidt muligt at sikre en koordineret planlægning landene imellem. Behovet for koordinering må, ligesom det gælder i forholdet til EU-medlemslandene, i øvrigt bero på de konkrete udfordringer, som opstår i forbindelse med havplanlægningen og de aftaler om inddragelse af berørte nabolande, som måtte blive aftalt landene imellem.

Der forudsættes med § 20, at der kan indgås aftaler med andre stater om foranstaltninger til opfyldelse af lovens formål, f.eks. aftaler med nabolande om fælles anvendelse eller arealudlæg af et grænseoverskridende havområde. Der lægges med den foreslåede bestemmelse samtidig op til, at erhvervs- og vækstministeren kan fastsætte regler for at opfylde sådanne aftaler. Der er ikke aktuelt forhandlinger om sådanne aftaler, men bestemmelsen tager højde for, at Danmark eventuelt måtte indgå sådanne på et senere tidspunkt.

Bestemmelsen svarer til øvrige bestemmelser om delegation, som findes i flere andre love. Det er hensigten at delegere visse af ministerens beføjelser til Søfartsstyrelsen, herunder det forberedende arbejde i forbindelse med havplanlægningen. Havplanen godkendes af erhvervs- og vækstministeren i forbindelse med udstedelse af regler om havplanen (bekendtgørelse om havplanen) efter samråd med øvrige berørte ministre. Der lægges således i bestemmelsen op til, at delegationsmuligheden udtrykkeligt ikke omfatter delegation af erhvervs- og vækstministerens beføjelser i forhold til at vedtage havplanen (dvs. udstede den forudsatte bekendtgørelse) eller til at ændre havplanen (bekendtgørelsen).

Som anført i bemærkningerne til § 17 forudsættes opgaven med at organisere og samle fysiske og geografiske data til brug for havplanlægningen i en marin fysisk data infratrastruktur (MSDI) at blive varetaget af Geodatastyrelsen under Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet. Eftersom data fra MSDI’en er nødvendige for havplanlægningen, forudsættes det, at eventuelle væsentlige ændringer af MSDI eller vilkårene for myndighedernes brug af denne sker i samråd med erhvervs- og vækstministeren.

Det foreslås med stk. 1, at der skal kunne klages over spørgsmålet, om en statslig myndighed efter anden lovgivning har meddelt en tilladelse m.v. eller vedtaget en plan, der strider mod havplanlægningen, jf. lovforslagets § 14. Klagen skal behandles efter de klageregler, der gælder efter den lovgivning, som indeholder hjemlen til tilladelsen henholdsvis planen (sektorloven). Der betyder blandt andet, at det vil være forskellige klagemyndigheder, der skal tage stilling til, om eksempelvis en tilladelse til en aktivitet er i strid med havplanen.

Hvis klageren ikke opfylder kriterierne for at være klageberettiget efter sektorloven, følger det af den pågældende sektorlov, at en klage over, at afgørelsen strider mod havplanloven, skal afvises. Det samme gælder, hvis adgang til at klage over afgørelser efter sektorloven er afskåret. Det bemærkes dog hertil, at kredsen af klageberettigede efter diverse sektorlove som hovedregel omfatter interesseorganisationer m.v., som antages at have en væsentlig interesse i forslag, tilladelser og afgørelser, som flyder af de pågældende sektorlove. Konsekvensen af de foreslåede bestemmelser i forslagets § 6, hvorefter der ved gennemførelsen af havplanen skal tages hensyn til sektorer og interesser, som ikke foreslås direkte omfattet af havplanlægningen efter § 5, er, at interesseorganisationer m.v. på disse områder som udgangspunkt må formodes at være klageberettigede, såfremt de interesser, som de varetager, berøres væsentligt af forslag, tilladelser og afgørelser inden for de områder, som dækkes af havplanen.

Der kan dog på denne baggrund være forskel med hensyn til mulighederne for at kunne klage over de statslige myndigheders afgørelser om tilsidesættelse af havplanen. Forslaget skal imidlertid ses som et udtryk for, at det ikke med havplanloven er tilsigtet at indføre nye eller anderledes regler om klage, end de der allerede gælder på de respektive ministeriers lovområder.

Der lægges med stk. 2 samtidig op til, at det skal være muligt at klage over, at en tilladelse er givet i strid med havplanen, uanset den pågældende sektorlov kun giver adgang til at klage over tilsidesættelse af procedureregler.

Der henvises, for så vidt angår de gældende klageregler, til lovforslagets almindelige bemærkninger (pkt. 2.2).

Det forudsættes, at den myndighed, der har meddelt en tilladelse m.v. i strid med havplanen eller forslag til havplan, påser, at forholdet lovliggøres efter bestemmelserne i den lov, som indeholder hjemlen til den pågældende afgørelse.

Det foreslås, at der fastsættes en frist på 6 måneder, inden for hvilken afgørelser skal være indbragt for domstolene. Fristen foreslås som udgangspunkt at løbe fra det tidspunkt, hvor afgørelsen er meddelt. Med bestemmelsens 2. pkt. foreslås dog, at fristen ved offentlig bekendtgørelse løber fra bekendtgørelsestidspunktet. Herved sikres, at den, der har indrettet sig i tillid til en afgørelse, ikke skal kunne mødes med, at afgørelsen er ugyldig meget længe efter, at den pågældende myndighed har truffet afgørelsen. Der findes tilsvarende bestemmelser i en række andre love.

Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. juli 2016. Direktivet bestemmer i artikel 15, stk. 1, at direktivet skal være gennemført i national ret senest 18. september 2016.

Til nr. 1

Det foreslåede er en konsekvensændring som følge af forslaget til nr. 3, jf. neden for.

Til nr. 2

Det foreslåede er en konsekvensændring som følge af forslaget til nr. 3, jf. neden for.

Til nr. 3

I forlængelse af forslaget om, at havplanen gøres bindende for de statslige myndigheders sektorplanlægning, jf. dette forslags § 14, foreslås det (nr. 3), at planloven ændres således, at kommuneplanen heller ikke må stride mod havplanen eller forslag til ny havplan henholdsvis ændringer af havplanen i de tilfælde, hvor aktiviteter på havet har betydning på land.

Hvis der er offentliggjort et forslag til ny havplan eller forslag til ændringer af den eksisterende havplan, forudsætter kommuneplanens endelige vedtagelse, at der er opnået overensstemmelse med det nye forslag til havplan eller forslag til ændringer af havplanen. Denne regel svarer til, hvad der gælder, hvis der er uoverensstemmelse mellem en kommuneplan eller en af de øvrige omhandlede planer i planlovens § 11, stk. 4, som omfatter eksempelvis råstofplaner og vandplaner.

Til nr. 4

Det foreslåede er en konsekvensændring som følge af forslaget til nr. 6, jf. neden for.

Til nr. 5

Det foreslåede er en konsekvensændring som følge af forslaget til nr. 6, jf. neden for.

Til nr. 6

Det foreslås, at nye lokalplaner ikke må stride imod havplanen eller forslag til ny havplan eller forslag til ændringer af havplanen (nr. 6). For forslag til ny havplan eller forslag til ændringer af havplan gælder dette for forslagets offentliggørelse med henblik på offentlig høring.

I lighed med hvad der foreslås for kommuneplaner, bevarer lokalplaner, der er vedtaget før offentliggørelsen af forslag til havplan og havplantillæg, deres gyldighed, uanset lokalplanen strider mod havplanen.

Det foreslås, at loven ikke skal gælde for Færøerne og Grønland.