De beskyttelseskriterier, der omfattes af Ligebehandlingsnævnets kompetence opregnes i stk. 1. Efter bestemmelsen kan nævnet behandle klager over forskelsbehandling på grund af køn, race, hudfarve, religion eller tro, politisk anskuelse, seksuel orientering, alder, handicap eller national, social eller etnisk oprindelse. Beskyttelseskriterierne er nærmere defineret i de love og forarbejder hertil, som er omfattet af nævnets kompetence, jf. nærmere bestemmelsens stk. 3-5, der opregner, hvilket lovgrundlag nævnet er kompetent til at behandle sager om.

Ligebehandlingsnævnet er en del af den offentlige forvaltning og er dermed et forvaltningsorgan, som udover reglerne i lovforslaget omfattes af de almindelige forvaltningsretlige regler, herunder forvaltningsloven. Det indebærer blandt andet, at Ligebehandlingsnævnet har pligt til at begrunde sine afgørelser, ligesom Ligebehandlingsnævnet under sin sagsbehandling skal foretage partshøring. Ligebehandlingsnævnet bliver også underlagt det såkaldte officialprincip, hvilket indebærer, at Ligebehandlingsnævnet har pligt til at oplyse sagen i fornødent omfang, før det træffer afgørelse i en sag. Dette omfatter såvel sagens retlige som faktiske forhold. Endelig er nævnet også underlagt reglerne i lov om behandling af personoplysninger (persondataloven). Det betyder, at behandlingen af personoplysninger skal ske inden for rammerne af persondataloven og bekendtgørelse om sikkerhedsforanstaltninger til beskyttelse af personoplysninger, som behandles for den offentlige forvaltning (sikkerhedsbekendtgørelsen). Der henvises til forslagets kapitel 2, der indeholder de nærmere regler om nævnets og sekretariatets behandling af sagerne. Omkostninger ved Ligebehandlingsnævnets behandling af sagerne afholdes af Ligebehandlingsnævnets midler. Nævnsbehandlingen er således gratis for parterne. Hvis parterne selv har udgifter i forbindelse med sagen, fx til advokatsalær, vil det dog være nævnet uvedkommende. Ligebehandlingsnævnet kan således heller ikke pålægge en tabende part at godtgøre modpartens eventuelle omkostninger. Ligebehandlingsnævnet træffer endelig administrativ afgørelse i de sager, der rejses for Ligebehandlingsnævnet, jf. nærmere herom i § 9, stk. 1.

Det foreslås i stk. 2, at Ligebehandlingsnævnet kan behandle sager om forskelsbehandling på grund af køn efter følgende bestemmelser og love: §§ 2 og 2 b i lov om ligestilling af kvinder og mænd, efter lov om lige løn til mænd og kvinder, lov om ligebehandling af mænd og kvinder med hensyn til beskæftigelse m.v., lov om ligebehandling af mænd og kvinder inden for de erhvervstilknyttede sikringsordninger, lov om børnepasningsorlov og lov om ret til orlov og dagpenge ved barsel. Dette svarer til den kompetence, der i dag er tillagt Ligestillingsnævnet.

Det følger af stk. 3, at Ligebehandlingsnævnet kan behandle sager om forskelsbehandling på grund af race, hudfarve, religion eller tro, politisk anskuelse, seksuel orientering, alder, handicap eller national, social eller etnisk oprindelse efter lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v.

Endvidere foreslås det i stk. 4, at Ligebehandlingsnævnet kan behandle sager om forskelsbehandling på grund af race eller etnisk oprindelse efter lov om etnisk ligebehandling.

Det foreslås i stk. 5, at Ligebehandlingsnævnet skal kunne behandle klager fra en lønmodtager om brud på bestemmelser i kollektive overenskomster om forbud mod forskelsbehandling på grund af køn, race, hudfarve, religion eller tro, politisk anskuelse, seksuel orientering, alder, handicap eller national, social eller etnisk oprindelse, hvis klageren godtgør, at den relevante faglige organisation ikke vil iværksætte fagretlig behandling af klagen. Dette svarer til bestemmelsen i arbejdsretslovens § 11, stk. 2, hvoraf det fremgår, at en lønmodtager kan anlægge sag ved de almindelige domstole om påståede løntilgodehavender m.v., såfremt den pågældende godtgør, at vedkommende faglige organisation ikke agter at iværksætte fagretlig behandling af kravet. Bestemmelsen svarer endvidere til ligestillingslovens § 19, stk. 2, om Ligestillingsnævnets kompetence og forskelsbehandlingslovens § 8 a, stk. 2, om Institut for Menneskerettigheders kompetence i sager om forskelsbehandling på grund af race eller etnisk oprindelse. Formålet med bestemmelsen er at sikre, at personer, der mener sig forskelsbehandlet på grund af køn, race, hudfarve, religion eller tro, politisk anskuelse, seksuel orientering, alder, handicap eller national, social eller etnisk oprindelse, kan få behandlet en sag ved Ligebehandlingsnævnet, når sagen ikke vil blive behandlet ad fagretlig vej. Ligebehandlingsnævnet har mulighed for at rette henvendelse til den faglige organisation, hvis der er tvivl om, hvorvidt organisationen selv fører sagen.

Ligebehandlingsnævnet er således efter lovforslaget ikke kompetent til at behandle sager om forskelsbehandling, der kan behandles i det fagretlige system, og fagforeningen rent faktisk ønsker at føre sagen fagretligt. Hvis en sag fx behandles i Afskedigelsesnævnet i medfør af Hovedaftalens § 4, stk. 3, vil der ikke være mulighed for at få sagen behandlet i Ligebehandlingsnævnet. Afskedigelsesnævnets afgørelser er endelige, hvorfor Ligebehandlingsnævnet heller ikke efterfølgende vil kunne behandle sagen. Ligebehandlingsnævnet vil på samme måde som domstolene skulle afvise at behandle sagen. Det samme vil formentlig være tilfældet, hvis sagen afvises fra behandling i Afskedigelsesnævnet på grund af overskridelse af de formelle fristregler i forbindelse med indgivelse af klage- og svarskrift. Det bemærkes, at det nuværende Ligestillingsnævn har yderst begrænset praksis på dette område, og at spørgsmålet om nævnets kompetence derfor må bero på en konkret vurdering i den enkelte sag.

Med hensyn til sager, der vedrører elevforhold, og som kan indbringes for Tvistighedsnævnet, henvises til bemærkningerne til § 4, stk. 1.

Afgrænsningen af Ligebehandlingsnævnets kompetence betyder, at klager over overtrædelse af andre regler i lovgivningen må afvises. Ligebehandlingsnævnet kan alene tage stilling til spørgsmål om anvendelse og fortolkning af den lovgivning m.v., som er omfattet af Ligebehandlingsnævnets kompetenceområde. For så vidt angår klager over afgørelser, som er truffet af den offentlige forvaltning, må Ligebehandlingsnævnet derfor tage stilling til, om klagen reelt vedrører forskelsbehandling, eller om klagen alene drejer sig om anvendelse og fortolkning af andre regler. Dette vil i almindelighed indebære, at klager af den nævnte karakter normalt kun kan behandles af Ligebehandlingsnævnet i det omfang, de (også) kan forstås som klager over myndighedsudøvelsen i forhold til klageren.

Det fastslås i § 2, at Ligebehandlingsnævnet kan tilkende godtgørelse og underkende afskedigelse i det omfang, det følger af de love m.v., der er omfattet af Ligebehandlingsnævnets kompetence i medfør af § 1, stk. 3-5, jf. fx ligestillingslovens § 3 c, ligebehandlingslovens §§ 14-16, forskelsbehandlingslovens § 7 og lov om etnisk ligebehandling § 9.

For så vidt angår nævnets behandling af sager om afskedigelse kan underkendelse kun finde sted, hvor en lønmodtager er afskediget på grund af graviditet eller barsel, eller fordi lønmodtageren har fremsat krav om lige løn eller lønvilkår. Underkendelse kan endvidere kun finde sted, hvis lønmodtageren direkte nedlægger påstand herom, og det efter en afvejning af parternes interesser ikke findes urimeligt, at ansættelsesforholdet opretholdes, jf. ligebehandlingslovens § 16, stk.1, og ligelønslovens § 3, stk. 3. I praksis forventes Ligebehandlingsnævnet kun sjældent at skulle tage stilling til spørgsmålet om underkendelse af afskedigelse, da arbejdsforholdet i mange tilfælde vil være ødelagt, således at parterne ikke er interesseret i, at ansættelsen fortsætter.

I sager, hvor der ikke sker underkendelse af afskedigelsen, kan der i stedet tilkendes en godtgørelse, hvis størrelse afhænger af lønmodtagerens anciennitet og sagens omstændigheder i øvrigt, jf. ligebehandlingsloven § 16, stk. 2 og 3, og ligelønsloven § 3, stk. 3.

Ved afgørelsen af den enkelte sag er det bevisbyrdereglerne i det pågældende lovgrundlag, der skal finde anvendelse.

Opregningen af Ligebehandlingsnævnets retsmidler er udtømmende. Ligebehandlingsnævnet kan således ikke træffe afgørelse om erstatning. Ligebehandlingsnævnet har ikke mulighed for at annullere eller rette hverken generelle administrative retsforskrifter eller konkrete forvaltningsakter. En afgørelse fra Ligebehandlingsnævnet, hvorved det konstateres, at der er forekommet ulovlig forskelsbehandling i forbindelse med en forvaltningsafgørelse, vil dog typisk have den konsekvens, at den udstedende forvaltningsmyndighed har pligt til at genoptage sagen og træffe en anden afgørelse i overensstemmelse med almindelige forvaltningsretlige principper herom. Efter omstændighederne kan der også være pligt til at genoptage andre lignende sager end den, der er blevet forelagt Ligebehandlingsnævnet. Forvaltningsmyndigheden har dog også adgang til at indbringe et spørgsmål, som er afgjort af nævnet for domstolene, hvis forvaltningsmyndigheden måtte være uenig i nævnets afgørelse.

Bestemmelsen indeholder regler for Ligebehandlingsnævnets sammensætning og regler om udpegning af Ligebehandlingsnævnets medlemmer. Bestemmelsen svarer til ligestillingslovens § 18 og er en udvidelse heraf for at tage højde for nævnets bredere kompetence.

Det foreslås i stk. 1, at Ligebehandlingsnævnet skal bestå af en formand, 2 næstformænd og 9 øvrige medlemmer.

I stk. 2 foreslås det, at formanden og næstformændene udpeges af retspræsidenten. Hermed følges retsplejelovens § 47a om udpegning af dommere til offentlige og private nævn og råd. Både formanden og næstformændene skal være dommere, og det forudsættes, at de udpegede dommere har det fornødne kendskab til diskriminationslovgivningen, samt kendskab til arbejdsmarkedets forhold. Det er desuden en betingelse, at begge køn er repræsenteret i Ligebehandlingsnævnets formandskab.

Det foreslås i stk. 3, at Ligebehandlingsnævnets øvrige medlemmer udpeges af beskæftigelsesministeren efter indstilling fra henholdsvis ministeren for flygtninge, indvandrere og integration og ministeren for ligestilling med hver 3 medlemmer. Det følger af bestemmelsen, at de menige medlemmer skal udpeges blandt personer, der har særlig kendskab til enten kønsligestillingslovgivningen, til lovgivningen om ligebehandling uanset race eller etnisk oprindelse eller til lovgivningen om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet, samt kendskab til forholdene på arbejdsmarkedet. Det forudsættes, at medlemmerne er uafhængige af den indstillende og udpegende forvaltningsmyndighed. Det forudsættes endvidere, at de udpegede medlemmer sikrer, at Ligebehandlingsnævnet vil være i stand til at udføre sine funktioner både fagligt og tidsmæssigt forsvarligt. Det forudsættes endeligt, at sammensætningen af nævnet med hensyn til de enkelte nævnsmedlemmers kompetence skal være afbalanceret og afspejle Ligebehandlingsnævnets kompetence. Samtidig vil der ved udpegningen af medlemmer kunne tages hensyn til omfanget og karakteren af de sager, der rejses for Ligebehandlingsnævnet. Alle medlemmerne skal have bestået juridisk kandidateksamen. Det er ligeledes et krav, at der skal sikres en ligelig kønsfordeling blandt medlemmerne af Ligebehandlingsnævnet, jf. også princippet i ligestillingslovens § 8 om udpegning til offentlige udvalg, kommissioner o. lign.

Det foreslås i stk. 4, at Ligebehandlingsnævnets medlemmer udpeges for tre år ad gangen. Dog udpeges formanden første gang for 4 år, så der sikres en vis kontinuitet i Ligebehandlingsnævnet med forskudte udpegningsperioder, jf. § 14, stk. 2. Alle medlemmerne kan genudpeges.

Det følger af stk. 5, at der kan udpeges et antal suppleanter for Ligebehandlingsnævnets medlemmer i overensstemmelse med de udpegningsregler, der er fastsat i stk. 3. Udpegning af suppleanter sker efter behov.

Det foreslås i stk. 6, at beskæftigelsesministeren efter forhandling med ministeren for flygtninge, indvandrere og integration og ministeren for ligestilling fastsætter en forretningsorden for Ligebehandlingsnævnet. Forretningsordenen skal bl.a. indeholde de nærmere regler for Ligebehandlingsnævnets sagsbehandling, jf. dog også bestemmelserne i forslagets §§ 5-13.

Efter bestemmelsens stk. 1 kan Ligebehandlingsnævnet ikke behandle klager, der kan indbringes for en anden forvaltningsmyndighed, før denne har truffet afgørelse i sagen. Det indebærer fx, at en afgørelse om afskedigelse m.v., der er truffet af en selvstændig styrelse, ikke kan indbringes for Ligebehandlingsnævnet, før vedkommende departement har truffet afgørelse i sagen i det omfang, at der er klageadgang hertil. I tilfælde, hvor der kan klages over private institutioner m.v. til offentlige myndigheder, skal også denne klagemulighed være udnyttet, før der kan klages til Ligebehandlingsnævnet. Endelig indebærer bestemmelsen, at Ligebehandlingsnævnet ikke er kompetent til at behandle sager, der kan behandles i fx Tvistighedsnævnet, som er nedsat i henhold til lov. Efter erhvervsuddannelseslovens § 64 kan tvistigheder mellem en elev og en praktikvirksomhed indbringes for vedkommende faglige udvalg, og hvis forlig ikke opnås her for Tvistighedsnævnet.

Det følger af stk. 2, at Ligebehandlingsnævnet ikke kan behandle en sag, der allerede verserer ved domstolene.

Efter stk. 3 kan sagens parter ikke anlægge sag ved domstolene, så længe sagen verserer for Ligebehandlingsnævnet. Bestemmelsen har til formål at beskytte klageren mod at blive frataget den mere lempelige adgang til prøvelse af sagen, som nævnsordningen indebærer, ved at indklagede indbringer sagen for domstolene. Bestemmelsen er selvsagt ikke til hinder for, at klageren selv trækker sin klage tilbage og herefter anlægger sag ved domstolene, jf. i øvrigt § 11.

Det foreslås i stk. 1, at Ankestyrelsen stiller sekretariat til rådighed for nævnet.

Det følger af bestemmelsens stk. 2, at sekretariatet forbereder Ligebehandlingsnævnets behandling af klagerne over forskelsbehandling, samt at nævnet skal udøve sin virksomhed på skriftligt grundlag. Nævnet behandler således kun skriftlige klager indgivet af den, der mener sig forskelsbehandlet. Fagorganisationerne kan indgive klager på vegne af de personer, de repræsenterer.

Behandling på skriftligt grundlag indebærer bl.a., at Ligebehandlingsnævnet ikke vil kunne foranstalte bevisførelse i form af parts- og vidneforklaringer, jf. også stk. 4, om afvisning af sager, der ikke skønnes egnede til behandling ved nævnet.

Som led i sekretariatets arbejde med at oplyse sagen, kan sekretariatet efter bestemmelsens stk. 3, anmode parterne om at medvirke til sagens oplysning. Hvis en part ikke efterkommer en opfordring fra sekretariatet, fremsendes en rykkerskrivelse med en ny frist for afgivelse af de ønskede oplysninger. Det vil fremgå af rykkerskrivelsen, at hvis parten heller ikke reagerer på denne henvendelse, vil Ligebehandlingsnævnet kunne beslutte, at sagen vil blive afgjort på det foreliggende grundlag. Bestemmelsen skal sikre, at en part, der ikke ønsker at medvirke til sagens oplysning, ikke kan hindre, at sagen fremmes for Ligebehandlingsnævnet. Bestemmelsen er udtryk for, at manglende medvirken kan tillægges processuel skadevirkning.

Det foreslås i stk. 4, at nævnets sekretariat kan afvise klager, der ikke skønnes egnet til behandling ved nævnet. Behandlingen på skriftligt grundlag, jf. stk. 2, indebærer bl.a., at Ligebehandlingsnævnet ikke vil kunne foranstalte bevisførelse i form af parts- og vidneforklaringer. Ligebehandlingsnævnet vil derfor skulle afvise klager, hvis behandling forudsætter en egentlig bevisførelse. Ligebehandlingsnævnet må også i øvrigt afvise sager, som skønnes mere egnede til behandling ved domstolene, eller som i øvrigt giver anledning til betænkelighed at behandle i Ligebehandlingsnævnet. Det følger af forvaltningsloven, at afvisning af en klagesag skal ledsages af en begrundelse. Sekretariatets afgørelser om afvisning kan indbringes for Ligebehandlingsnævnet.

Det følger af bestemmelsen, at der ved behandlingen af den enkelte sag skal medvirke en formand eller næstformand og to øvrige medlemmer. Udpegningen af de menige medlemmer sker afhængigt af den enkelte sags karakter. Formanden beslutter fordelingen af sager mellem formand og næstformænd, samt hvilke medlemmer der skal deltage i behandlingen af en sag. Det følger af bestemmelsen, at afgørelserne i Ligebehandlingsnævnet træffes ved stemmeflerhed. Da der kan blive tale om principielle sager, evt. sager der involverer flere beskyttelseskriterier, foreslås det, at formanden for Ligebehandlingsnævnet kan beslutte, at der skal deltage yderligere to medlemmer ved behandlingen af en konkret klage. Hvis et medlem, der er udvalgt til at deltage i behandlingen af en sag, er inhabil i forhold til den konkrete sag, beslutter formanden, hvem der træder ind i stedet.

Det foreslås i bestemmelsens stk. 1, at Ligebehandlingsnævnet har mulighed for at indhente sagkyndige erklæringer, hvor sagens karakter tilsiger dette. Det kunne fx være tilfældet i sager om arbejdsgiverens pligt til at tilpasse arbejdspladsen til en person med handicap, hvor der kan rejses tekniske spørgsmål i relation til de konkrete muligheder for tilpasning. Ligebehandlingsnævnet vil ligeledes kunne indhente sagkyndige erklæringer fra fx professorer, forskere, advokater, eller andre eksperter i sager, hvor Ligebehandlingsnævnet finder, at der er behov for at få yderligere viden om det pågældende diskriminationsområde.

Det foreslås i stk. 2, at Ligebehandlingsnævnet - inden der træffes afgørelse - skal indhente en udtalelse fra den pågældende overenskomsts parter, når nævnet behandler sager om brud på bestemmelser i overenskomster. Herved sikres, at Ligebehandlingsnævnet får kendskab til de forudsætninger, der ligger bag overenskomstens bestemmelser.

Det foreslås, at nævnet kan afvise at behandle en sag, hvis det må anses for åbenbart, at der ikke kan gives klageren medhold. En afgørelse om at afvise en sådan sag kan ikke indbringes for nævnet igen, men kan indbringes for de almindelige domstole. Der vil i Ligebehandlingsnævnets forretningsorden kunne fastsættes regler, hvorefter sekretariatet bemyndiges til at træffe afgørelse om afvisning af klager i henhold til § 8.

Efter stk. 1 træffer Ligebehandlingsnævnet administrativt endelige afgørelser i sager om forskelsbehandling på grund af køn, race, hudfarve, religion eller tro, alder, handicap eller national, social eller etnisk oprindelse, politisk anskuelse eller seksuel orientering. Når Ligebehandlingsnævnet har afgjort en sag, kan den derfor ikke efterfølgende prøves ved andet administrativt organ. Derimod vil sagen kunne prøves ved domstolene, jf. nærmere herom i § 12 samt i bemærkningerne hertil.

Det foreslås i stk. 2, at afgørelserne skal offentliggøres. Ligebehandlingsnævnet er, som nævnt i bemærkningerne til § 1, underlagt reglerne i forvaltningsloven og dermed også reglerne om tavshedspligt. Afgørelserne vil derfor blive anonymiseret inden offentliggørelse. Afgørelserne skal endvidere i henhold til forvaltningslovens § 22 være ledsaget af en begrundelse. Det vil blive fastsat i forretningsordenen, at afgørelserne skal indeholde oplysninger om stemmeafgivelsen, hvis afgørelsen ikke er truffet enstemmigt for derved at give sagens parter mulighed for at lade udfaldet af stemmeafgivelsen indgå i overvejelserne om, hvorvidt sagen skal indbringes for en domstol.

Efter bestemmelsen kan Ligebehandlingsnævnet beslutte at genoptage en sag, hvis særlige grunde taler for, at sagen genoptages. Det kan fx være, at der fremkommer nye oplysninger af betydning for sagen, og at disse oplysninger ikke har kunnet fremlægges forud for eller under behandlingen af sagen. Sagsbehandlingsfejl kan også medføre genoptagelse. Dette følger af de almindelige forvaltningsretlige regler.

En klager kan altid trække sin klage tilbage og derved stoppe nævnsbehandlingen, fx hvis klageren ønsker, at sagen skal behandles i andet forum. Dette kan - hvis klageren ønsker det - fx komme på tale, såfremt den faglige organisation tilkendegiver, at den, uanset en tidligere beslutning om ikke at ville føre sagen i det fagretlige system, nu er indforstået med at iværksætte fagretlig behandling.

Nævnsafgørelsen er administrativt endelig, jf. § 9, men sagen kan indbringes for domstolene, hvorved der sker en ny prøvelse af sagens faktiske og retlige forhold, uafhængigt af Ligebehandlingsnævnets afgørelse, og hvor der eventuelt vil kunne fremlægges nye oplysninger. Nævnets sekretariat skal efter bestemmelsens stk. 1 underrette parterne om muligheden for at indbringe sagen for domstolene.

Da Ligebehandlingsnævnets afgørelser ikke er eksigible og dermed ikke umiddelbart kan fuldbyrdes gennem fogedretten, foreslås det i stk. 2, at hvis en afgørelse fra Ligebehandlingsnævnet ikke efterleves, skal Ligebehandlingsnævnet indbringe sagen for domstolene, hvis klageren anmoder om det. Hensigten med bestemmelsen er at sikre en effektiv gennemførelse af Ligebehandlingsnævnets afgørelser. Klageren skal efter forslaget henvende sig til Ligebehandlingsnævnet og anmode om, at sagen indbringes for domstolene. Bestemmelsen svarer til ligestillingslovens § 22, stk. 2, og er dermed en videreførelse af denne bestemmelse. Ligebehandlingsnævnet kan ikke af egen drift indbringe en sag for domstolene.

Det foreslås, at Ligebehandlingsnævnet en gang årligt afgiver en beretning om sin virksomhed, hvilket skal medvirke til at synliggøre Ligebehandlingsnævnets afgørelser samt arten og omfanget af sager om forskelsbehandling på grund af køn, race, hudfarve, religion eller tro, politisk anskuelse, seksuel orientering, alder, handicap eller national, social eller etnisk oprindelse. Den årlige beretning skal omhandle Ligebehandlingsnævnets virksomhed generelt, hvorfor det ikke alene er afgørelser, der vil indgå i beretningen, men tillige Ligebehandlingsnævnets rådgivningsvirksomhed, afviste klager og lignende.

Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. januar 2009. Dette vil give de fornødne tidsmæssige rammer til den faktiske etablering af Ligebehandlingsnævnet.

Med henblik på at sikre den fornødne kontinuitet i Ligebehandlingsnævnets arbejde foreslås det i stk. 2, at formanden for Ligebehandlingsnævnet første gang udpeges for en periode af 4 år.

Da der på lovens ikrafttrædelsestidspunkt vil være tale om en del verserende sager for både Ligestillingsnævnet og Klagekomitéen for Etnisk Ligebehandling, foreslås det i stk. 3, at disse sager overføres til det nye Ligebehandlingsnævn, dog således at sagerne afgøres efter det retsgrundlag, der var tale om på det tidspunkt, da sagen blev rejst for henholdsvis Ligestillingsnævnet og Klagekomitéen. Det vil sige, at der i sager, der på ikrafttrædelsestidspunktet verserer for Klagekomitéen, alene vil kunne afgives en udtalelse om, hvorvidt forbuddet mod forskelsbehandling på grund af race eller etnisk oprindelse er overtrådt eller ej.

Til nr. 1

Det foreslås, at der indsættes en overskrift om klagebehandling i ligestillingslovens kapitel 2 samt en bestemmelse om, at klager over forskelsbehandling på grund af køn kan behandles af Ligebehandlingsnævnet efter reglerne i lov om Ligebehandlingsnævnet. Det skal i den forbindelse bemærkes, at muligheden for at få behandlet en sag i Ligebehandlingsnævnet ikke afskærer den, der mener sig forskelsbehandlet, fra i stedet at gå direkte til domstolene.

Til nr. 2

Som en konsekvens af, at Ligebehandlingsnævnet skal være kompetent til at træffe afgørelse i de sager, der i dag behandles i Ligestillingsnævnet, foreslås det, at Ligestillingsnævnet nedlægges, og at de relevante bestemmelser i ligestillingsloven derfor ophæves.

Til nr. 1

Det foreslås, at overskriften til kapitel 4 ændres til »Kompetence- og klageregler«, da lovforslaget medfører, at kompetencen til at behandle klager over forskelsbehandling på grund af race eller etnisk oprindelse og over repressalier henlægges til Ligebehandlingsnævnet. Der henvises til den ved lovforslagets § 16, nr. 2, foreslåede bestemmelse om klageadgang til Ligebehandlingsnævnet.

Til nr. 2

Institut for Menneskerettigheder er i medfør af § 10, stk. 2, i lov om etnisk ligebehandling tildelt kompetence til at behandle klager over overtrædelse af forbuddet mod forskelsbehandling på grund af race eller etnisk oprindelse og overtrædelse af forbuddet mod repressalier. Instituttet kan i den forbindelse give udtryk for sin opfattelse af, om der er sket en overtrædelse af forbuddet mod forskelsbehandling. I medfør af § 10, stk. 3, kan Instituttet henstille, at der meddeles fri proces til klagere, der opfylder betingelserne herfor. Instituttet afgør efter § 10, stk. 4, om en klage giver tilstrækkelig anledning til undersøgelse. Som en konsekvens af oprettelsen af det samlede klagenævn for ligebehandling, der forbedrer klageadgangen i sager om forskelsbehandling på grund af race eller etnisk oprindelse, foreslås det, at § 10, stk. 2-4, i lov om etnisk ligebehandling ophæves, således at Institut for Menneskerettigheder fremover ikke skal have kompetence til at behandle konkrete klager over forskelsbehandling, men at der i stedet indsættes en bestemmelse i lov om etnisk ligebehandling om, at klager over forskelsbehandling på grund af race eller etnisk oprindelse behandles af Ligebehandlingsnævnet efter reglerne i lov om Ligebehandlingsnævnet. Det skal i den forbindelse bemærkes, at muligheden for at få behandlet en sag i Ligebehandlingsnævnet ikke afskærer den, der mener sig forskelsbehandlet, fra i stedet at gå direkte til domstolene.

Institut for Menneskerettigheder skal fortsat varetage de opgaver, der følger af artikel 13 i EU direktiv 2000/43/EF om ligebehandling af alle uanset race eller etnisk oprindelse. Bestemmelsen pålægger medlemsstaterne at oprette uafhængige organer for fremme af ligebehandling af alle uden forskelsbehandling på grund af race eller etnisk oprindelse. Der foreslås derfor ingen ændringer i Instituttets kompetence for så vidt angår varetagelsen af disse opgaver, der er lovfæstet i lov om oprettelse af Dansk Center for Internationale Studier og Menneskerettigheder, jf. denne lovs § 2, stk. 2, nr. 4, samt gentaget i § 10, stk. 1, i lov om etnisk ligebehandling.

Efter den nuværende § 8 a i forskelsbehandlingsloven kan Institut for Menneskerettigheder behandle klager over overtrædelse af forbuddet mod forskelsbehandling på grund af race eller etnisk oprindelse i forskelsbehandlingsloven efter reglerne i kapitel 4 i lov om etnisk ligebehandling. Som konsekvens af oprettelsen af Ligebehandlingsnævnet ophæves § 10, stk. 2-4, i lov om etnisk ligebehandling. Det foreslås, at § 8 a ændres således, at det fremgår af forskelsbehandlingsloven, at klager over forskelsbehandling i strid med loven kan behandles af Ligebehandlingsnævnet efter reglerne i lov om Ligebehandlingsnævnet. Det skal i den forbindelse bemærkes, at muligheden for at få behandlet en sag i Ligebehandlingsnævnet ikke afskærer den, der mener sig forskelsbehandlet, fra i stedet at gå direkte til domstolene.

Det foreslås, at loven om Ligebehandlingsnævnet revideres i folketingsåret 2011/2012.

Det foreslås, at loven ikke gælder for Færøerne og Grønland. Der er i de eksisterende love om forbud mod forskelsbehandling ikke adgang til ved kongelig anordning at gennemføre disse love for Færøerne og Grønland med afvigelser i forhold til den danske lovgivning.