LBK nr 728 af 07/06/2007
Kulturministeriet
Bekendtgørelse af lov om Kulturministeriets kulturaftaler med kommuner m.v. og om regionernes opgaver på kulturområdet § 3a
Regionerne kan medvirke til at igangsætte kulturbegivenheder samt udvikle kulturelle tilbud, som kan videreføres af andre parter i en mere permanent drift.
Forarbejder til Bekendtgørelse af lov om Kulturministeriets kulturaftaler med kommuner m.v. og om regionernes opgaver på kulturområdet § 3a
RetsinformationBestemmelsen i § 3 indeholder regler om de regionale kulturaftalers indhold.
1. Den enkelte kulturaftale beskriver de overordnede målsætninger for de regionale kulturaftaler, de særlige mål, som den pågældende kulturregion vil søge opfyldt, samt de opgaver, kulturregionen skal varetage.
2. Kulturaftalerne beskriver endvidere, hvilke statslige forpligtelser kulturregionerne overtager, samt hvilke krav og betingelser der gælder for kulturregionerne, herunder de økonomiske vilkår, jævnfør de almindelige bemærkninger til lovforslaget.
3. Punktet søger at sikre en balance bevaret mellem de politiske prioriteringer, de kunstfaglige hensyn og den kunstneriske frihed. Derfor skal kulturregionen i lyset af det konkrete aftaleindhold gøre rede for, hvorledes det såkaldte armslængdeprincip søges efterlevet på regionalt niveau. Kulturministeriet skal godkende forslaget.
Begrebet armslængdeprincip dækker det princip, at en række konkrete beslutninger om statsligt tilskud til kunst og kultur træffes efter en særlig sagkyndig og ikke efter en politisk vurdering. Bedømmelseskriterier og -procedurer er som hovedregel politisk fastsat ved lov, i aftaler eller i retningslinier fra kulturministeren, mens den konkrete støttetildeling sker gennem uafhængige institutioner, såsom Statens Museumsnævn, Statens Musikråd og Teaterrådet. Det bliver således vurderingen af den faglige kvalitet, som er udslaggivende ved beslutningen om tildeling af tilskud.
Amter og kommuner skal ikke kopiere statens håndtering af armslængdeprincippet. Der må benyttes og udvikles forskellige modeller til håndtering af armslængdeprincippet, afhængig af om der er tale om støtte til kunsten eller støtte til det øvrige kulturliv.
Evalueringen af det regionale kulturforsøg anbefaler, at den lokale og regionale struktur skal være så enkel som mulig, og at der bør være en klar kobling mellem den måde, de statslige råd og nævn er organiseret på og organiseringen af de lokale og regionale
»armslængdeorganer«. »Armslængdeorganer« er fagligt funderede organer, som vurderer ansøgninger om tilskud på grundlag af faglig, kunstnerisk eller kulturel kvalitet. Evalueringen anbefaler, at »armslængdeorganerne« skal have indstillingsret ved fordeling af tilskud.
Mulighederne for lokal og regional håndtering af armslængdeprincippet er bl.a.:
·
Fagråd for enkeltområder: teater, musik, billedkunst, litteratur osv.
·
Fagråd, som dækker flere af disse områder
·
Faglige konsulenter med store frihedsgrader
·
Eksisterende institutionsledelser som »armslængdeorganer« ud over disses traditionelle faglige ansvar
·
Fagråd med og uden politisk deltagelse.
4. Evalueringen og rapporteringen er vigtige redskaber for at fremme den kulturpolitiske dialog og værdidebat mellem parterne, som kulturaftalen skal medvirke til at fastholde og udbygge. Den enkelte kulturaftales værdier og overordnede mål samt dens opgaver og delmål på de enkelte kulturområder skal danne fundamentet for evalueringen af regionens aktiviteter.
Kulturregionen skal den 1. marts i hver aftaleperiodes to sidste år gøre status over mål- og resultatopfyldelse med henblik på erfaringsudveksling samt skriftlig evaluering forud for indgåelse af en ny aftale. Evalueringen kan være intern og/eller ekstern. Det påhviler kulturregionen at sikre, at evalueringen har en sådan kvalitet, at den kan danne grundlag for forhandlinger om en eventuel ny aftale. Eventuelle udgifter til evaluering og erfaringsopsamling afholdes af regionen.
Kulturministeriet etablerer en administrativ følgegruppe, bestående af en repræsentant fra hver af de regionale administrationer, fra Kulturministeriets råd og nævn, fra Kommunernes Landsforening og Amtsrådsforeningen og fra Kulturministeriet. Gruppen mødes to gange årligt eller efter behov for at diskutere spørgsmål af fælles interesse, herunder evalueringsprocessen.
Kulturministeren vil to gange i løbet af aftaleperioden invitere politiske repræsentanter for aftaleregionerne til et møde med henblik på at drøfte erfaringerne med aftalerne, inden forhandling om nye aftaler påbegyndes.