Det foreslås i lovforslagets § 1, stk. 1, at kommunalbestyrelsen får mulighed for at træffe beslutning om oprettelse af kommunale internationale grundskoler. Efter lovforslaget oprettes kommunale internationale grundskoler som fritstående skoler uden for rammerne af folkeskolen.
Bestemmelserne i folkeskoleloven finder derfor ikke anvendelse for kommunale internationale grundskoler, medmindre det fremgår af loven. Det er fx fastsat i lovforslagets § 6, stk. 2, at i de tilfælde, hvor kommunalbestyrelsen ikke har fastsat slutmål og delmål for fagene m.v., gælder folkeskolens regler om formål, kompetencemål og færdigheds- og vidensmål for folkeskolens fag og emner (Fælles Mål).
Oprettelse af kommunale internationale grundskoler forudsætter, at kommunalbestyrelsen vurderer, at der er et tilstrækkeligt elevtal til at oprette et sådan skoletilbud, således at der kan tilvejebringes et undervisnings- og læringsmiljø, der både kan tilgodese elevernes faglige og sociale kompetencer.
Ved et tilstrækkeligt elevtal forstås normalt, at der kan oprettes en enkeltsporet skole med børnehaveklasse og 1.-9. klassetrin ved fuld indfasning. Der er dog intet til hinder for, at kommunalbestyrelsen kan beslutter, at skolen skal omfatte færre klassetrin end børnehaveklassen og 1.-9. klassetrin. Skolen bør dog altid omfatte mindst 3 sammenhængende klassetrin.
Det foreslås endvidere, at kommunalbestyrelsens beslutning om oprettelse af en kommunal international grundskole skal træffes på et møde.
Da kommunalbestyrelsens møder er offentlige, indebærer forslaget, at der sikres mulighed for, at oprettelsen af en kommunal international grundskole i kommunen kan blive et tema i den lokale debat.
I forbindelse med oprettelsen af en kommunal international grundskole skal kommunalbestyrelsen efter lovforslagets § 1, stk. 2, på et møde fastsætte mål og rammer for den enkelte skoles virksomhed, herunder bevillinger og økonomiske rammer, skolens omfang med hensyn til klassetrin, specialundervisning og anden specialpædagogisk bistand, undervisning i fritiden, antal skoledage samt rammer for klassedannelsen, elevernes undervisningstimetal, skoledagens længde m.v.
Hvis mål og rammer for den enkelte skoles virksomhed skal ændres, skal beslutningen herom ligeledes træffes af kommunalbestyrelsen på et møde.
Efter lovforslagets § 1, stk. 3, kan kommunalbestyrelsen på et møde træffe beslutning om at oprette en skolefritidsordning på den kommunale internationale grundskole. Beslutningen kan træffes i forbindelse med oprettelsen af den kommunale internationale grundskole eller på et senere tidspunkt.
Skolefritidsordningen er en del af den kommunale interna-tionale grundskoles virksomhed. Det er derfor skolelederen, der har det pædagogiske og administrative ansvar for skolefritidsordningen, jf. lovforslagets § 13, stk. 1. Skolebestyrelsen varetager tilsynet med ordningen, godkender budgettet m.v., jf. lovforslagets § 12, stk. 2, og bemærkningerne hertil.
Efter lovforslagets § 9, stk. 2, skal kommunalbestyrelsen opkræve betaling af forældre til børn, der er optaget i en skolefritidsordning. Der henvises til bemærkningerne til denne bestemmelse.
Det fremgår af lovforslagets § 2, at kommunalbestyrelsen har ansvaret for kommunale internationale grundskoler i kommunen. Derved tydeliggøres det, at kommunalbestyrelsen har ansvaret for styringen af den eller de kommunale internationale grundskole(r) i kommunen i overensstemmelse med bestemmelserne i den kommunale styrelseslovgivning.
Det fremgår af lovforslagets § 17, at kommunale internationale grundskoler indgår i kvalitetsrapporten for kommunens skolevæsen. Kommunalbestyrelsen har derfor også det endelige ansvar for kvaliteten af undervisningen på kommunale internationale grundskoler.
Lovforslagets § 2 skal ses i sammenhæng med bestemmelserne i lovforslagets § 12, stk. 2, om skolebestyrelsens kompetence og lovforslagets § 13, stk. 1, 3. pkt., om skolelederens selvstændige kompetence i forbindelse med alle konkrete beslutninger vedrørende skolens elever. Der henvises til bemærkningerne til disse bestemmelser.
Efter lovforslagets § 3, stk. 1, optager kommunale internationale grundskoler undervisningspligtige børn af udlændinge, der har midlertidigt ophold her i landet på grundlag af beskæftigelse, og hvis forældre ønsker dem optaget i skolen.
Ved midlertidigt ophold her i landet forstås som udgangspunkt ethvert ophold, som ikke forventes at være varigt. Der kan herved lægges vægt på, om den herboende udlænding har ret til tidsubegrænset ophold her i landet.
En udlænding, hvis ret til ophold er relateret til beskæftigelse, vil som udgangspunkt have opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 a. EU-borgere har i henhold til EU-opholdsbekendtgørelsen ret til ophold i Danmark som arbejdstagere eller selvstændigt erhvervsdrivende.
Det er en betingelse efter lovforslagets § 3, stk. 1, at opholdet både forventes at være midlertidigt, og at det er relateret til beskæftigelse.
Ved et barn af en udlænding forstås som udgangspunkt et barn, der er en del af den pågældendes husstand.
Lovforslagets § 3, stk. 1, omfatter også børn af grænsearbejdere, der har bopæl uden for Danmark, og som godtgør at have status her i landet som arbejdstagere i henhold til artikel 45 i Traktaten om Den Europæiske Unions Funktionsmåde. Udlændingen skal herudover være fyldt 18 år. Det samme gælder børn af personer, der har etableret selvstændig virksomhed her i landet i henhold til artikel 49 i Traktaten om Den Europæiske Unions Funktionsmåde.
Ud over statsborgere i EU-landene er statsborgere i EØS-landene (Island Liechtenstein og Norge) og Schweiz også omfattet af artikel 45 og artikel 49 i Traktaten om Den Europæiske Unions Funktionsmåde. Børn af grænsearbejdere m.v. fra disse lande er således også omfattet af lovforslagets § 3, stk. 1.
Det fremgår af lovforslagets § 3, stk. 2, at i de tilfælde, hvor det ikke er muligt at imødekomme alle ønsker om optagelse i skolen, skal optagelse ske efter objektive kriterier, fx sø-skende- og afstandskriterier, der er fastsat af kommunalbestyrelsen
Optagelse af elever er ikke begrænset til udenlandske børn, der enten bor eller opholder sig i kommunen.
Det foreslås i lovforslagets § 3, stk. 3, at i de tilfælde, hvor der er ledig kapacitet på en kommunal international grundskole, kan der optages danske børn og andre udenlandske børn, der bor eller opholder sig her i landet, og hvis forældre ønsker dem optaget i skolen. Hvis det ikke er muligt at imødekomme alle ønsker om optagelse i skolen, skal optagelse ske efter objektive kriterier, fx søskende- og afstandskriterier, der er fastsat af kommunalbestyrelsen.
Lovforslagets § 3, stk. 3, skal ses i sammenhæng med lovforslagets § 1, stk. 2, hvoraf det fremgår, at kommunalbestyrelsen på et møde fastlægge mål og rammer for den enkelte skoles virksomhed, herunder elevtal for skolen.
Det foreslås i lovforslagets § 3, stk. 4, at folkeskolelovens § 38 om digital selvbetjening i forbindelse med ansøgning om indskrivning af børn i folkeskolen og optagelse af børn i skolefritidsordninger gælder tilsvarende for kommunale internationale grundskoler.
Det er fastsat i folkeskolelovens § 38, stk. 1, at ansøgning om indskrivning af børn i folkeskolen og om optagelse af børn i skolefritidsordning skal indgives til kommunalbestyrelsen ved anvendelse af den digitale ansøgningsløsning, som kommunen stiller til rådighed (digital selvbetjening). Ansøgninger, der ikke indgives med digital selvbetjening, afvises af kommunalbestyrelsen.
Efter folkeskolelovens § 38, stk. 2, kan kommunalbestyrelsen dog tilbyde, at ansøgning kan indgives på anden vis, hvis der foreligger særlige forhold, der gør, at borgeren ikke kan forventes at kunne anvende den digitale selvbetjeningsløsning. Kommunalbestyrelsen kan desuden helt ekstraordinært også undlade at afvise en ansøgning, der ikke er indgivet ved digital selvbetjening, jf. folkeskolelovens § 38, stk. 3.
Efter lovforslagets § 4, stk. 1, skal kommunale internationale grundskoler give undervisning inden for børnehaveklassen og 1.-9. klassetrin, der kan stå mål med, hvad der almindeligvis kræves i folkeskolen.
Det er kommunalbestyrelsen, der har det endelige ansvar for kvaliteten af undervisningen på kommunale internationale grundskoler og dermed også for, at undervisningen kan stå mål med, hvad der almindeligvis kræves i folkeskolen. Der henvises til bemærkninger til lovforslagets § 2.
Det foreslås i lovforslagets § 4, stk. 2, at der fastsættes nogle overordnede retningslinjer for formålet med kommunale internationale grundskoler.
Det er fastsat i lovforslagets § 4, stk. 2, 1. pkt., at kommunale internationale grundskoler i samarbejde med forældrene skal give eleverne kundskaber og færdigheder, der forbereder dem til videre uddannelse og giver dem lyst til at lære mere.
Endvidere fremgår det af lovforslagets § 4, stk. 2, 2. pkt., at skolerne efter deres formål og i hele deres virke skal forberede eleverne til at leve i et samfund som det danske med frihed og folkestyre samt udvikle og styrke elevernes kendskab til og respekt for grundlæggende friheds- og menneskerettigheder, herunder ligestilling mellem kønnene.
Den foreslåede bestemmelse i lovforslagets § 4, stk. 2, 2. pkt., svarer til, hvad der gælder for de frie grundskoler, herunder de internationale frie grundskoler og skoleafdelinger, jf. § 1, stk. 2, 2. pkt., i lov om friskoler og private grundskoler m.v.
Efter lovforslaget § 4, stk. 3, er undervisningssproget i en kommunal international grundskole enten engelsk, tysk eller fransk. Bestemmelsen regulerer udtømmende mulighederne for valg af undervisningssprog. I faget dansk er undervisningssproget altid dansk.
Det er kommunalbestyrelsen, der træffer beslutning om undervisningssproget på den pågældende kommunale internationale grundskole.
Det foreslås i lovforslagets § 5, stk. 1, at skoleåret begynder den 1. august og normalt omfatter 200 skoledage.
Endvidere foreslås i lovforslagets § 5, stk. 2, at elevernes sommerferie begynder den sidste lørdag i juni. Den forslåede bestemmelse svarer til, hvad der gælder for folkeskolen, jf. folkeskolelovens § 14 a, stk. 2.
Det er inden for disse rammer, at kommunalbestyrelsen kan fastsætte ferier og fridage for kommunale internationale grundskoler. Det er dog forudsat, at undervisningen normalt placeres på ugens 5 første hverdage, svarende til hvad der gælder for folkeskolen.
Lovforslagets § 6, stk. 1, indebærer, at kommunalbestyrelsen skal fastsætte slutmål for de fagområder, som folkeskolens fagkreds naturligt kan opdeles i, og for folkeskolens obligatoriske emner. Kommunalbestyrelsen skal desuden fastsættes mål for undervisningen i dansk, matematik, engelsk, geografi, biologi og fysik/kemi på bestemte tidspunkter i det samlede undervisningsforløb (delmål).
Det er hermed forudsat, at slutmålene og delmålene står mål med, hvad der almindeligvis kræves i folkeskolen. jf. lovforslagets § 4, stk. 1.
I lovforslagets § 6, stk. 2, er det fastsat, at folkeskolens regler om formål, kompetencemål og færdigheds- og vidensmål i de enkelte fag og emner (Fælles Mål) gælder i det omfang, kommunalbestyrelsen ikke har fastsat slutmål og delmål for undervisningen m.v. i henhold til § 6, stk. 1.
Det fremgår af lovforslagets § 6, stk. 3, at kommunalbestyrelsen skal udarbejde læseplaner for fagene og de obligatoriske emner.
Læseplanerne anvendes som et redskab i lærersamarbejdet om fag og tværfaglige forløb frem mod slutmålene for de enkelte fag med henblik på at understøtte den enkelte elevs udvikling og behov.
Den foreslåede bestemmelse i lovforslagets § 6, stk. 3, hindrer ikke, at kommunalbestyrelsen kan beslutte at anvende Undervisningsministeriets vejledende læseplaner for folkeskolens fag og emner samt børnehaveklassen.
Det foreslås i lovforslagets § 6, stk. 4, at undervisningen i de enkelte fag og emner skal fremme elevernes alsidige udvikling. Med elevernes alsidige udvikling forstås alle sider af elevernes personlighedsudvikling, dvs. den åndelige, intellektuelle, musiske, fysiske og sociale udvikling.
De foreslåede bestemmelser i lovforslagets § 6, stk. 1-4, svarer til, hvad der gælder for de frie skoler, herunder de frie internationale skoler, jf. § 1 a, stk. 1-4, i friskoleloven.
Lovforslagets § 7, stk. 1, indebærer, at kommunale internationale grundskoler skal give specialundervisning og anden specialpædagogisk bistand og tilbyde supplerende undervisning eller anden faglig støtte til elever, der har brug for støtte, som ikke alene kan understøttes ved brug af undervisningsdifferentiering og holddannelse m.v.
Kommunale internationale grundskoler skal desuden yde personlig assistance, der kan hjælpe elever til at overvinde praktiske vanskeligheder i forbindelse med skolegangen, og give undervisning til elever, der gennem længere tid på grund af sygdom eller af hensyn til deres sundhed eller velfærd ikke kan undervises på den kommunale internationale grundskole.
I lovforslagets § 7, stk. 2, er det fastsat, at folkeskolelovens bestemmelser om specialundervisning og anden specialpædagogisk bistand, supplerende undervisning eller anden faglig støtte, personlig assistance, der kan hjælpe eleven til at overvinde praktiske vanskeligheder i forbindelse med skolegangen, og sygeundervisning gælder tilsvarende for kommunale internationale grundskoler.
Lovforslagets § 7, stk. 1, og § 7, stk. 2, skal ses i sammenhæng. I lovforslagets § 7, stk. 1, fastsættes, at kommunale internationale grundskoler skal give specialundervisning m.v., og i lovforslagets § 7, stk. 2, fastsættes, hvilke bestemmelser i folkeskoleloven der finder anvendelse for den pågældende aktivitet.
Det foreslås i lovforslagets § 7, stk. 3, at kommunalbestyrelsen kan henvise elever til et undervisningstilbud i folkeskolen, hvis kommunalbestyrelsen finder, at elevens behov for specialundervisning og anden specialpædagogisk bistand falder uden for rammerne af den kommunale internationale grundskole.
Efter lovforslagets § 1, stk. 2, fastlægger kommunalbestyrelsen mål og rammer for enkelte skoles virksomhed, herunder skolens omfang med hensyn til specialundervisning og anden specialpædagogisk bistand.
I de tilfælde, hvor kommunalbestyrelsen fx har fastlagt, at den kommunale internationale grundskole kun giver specialundervisning og anden specialpædagogisk bistand til elever i den almindelige klasse, kan en henvisning til et undervisningstilbud i folkeskolen blive aktuelt, hvis elevens undervisningsmæssige behov kun kan tilgodeses i en specialklasse eller i en specialskole.
Lovforslagets § 7, stk. 4, indebærer, at kommunalbestyrelsen får mulighed for at henvise tosprogede elever til undervisning i deres modersmål, som skal etableres for folkeskolens elever.
Det fremgår af folkeskolelovens § 5, stk. 6, at modersmålsundervisning skal gives til elever fra medlemsstaterne i Den Europæiske Union, fra lande, der er omfattet af aftalen om Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde, samt fra Færøerne og Grønland.
Lovforslagets § 7, stk. 4, hindrer ikke, at kommunalbestyrelsen i videre omfang kan henvise elever fra andre stater til modersmålsundervisning i folkeskolen, hvis en sådan modersmålsundervisning er oprettet i henhold til folkeskolelovens § 3, stk. 6, om undervisning i fritiden.
Lovforslagets § 7, stk. 5, giver kommunalbestyrelsen mulighed for at tilbyde elever på 7.-9. klassetrin vejledning om valg af ungdomsuddannelse og erhverv.
Lovforslagets § 8, stk. 1, indebærer, at eleverne på en kommunal international grundskole ved afslutningen af 9. klassetrin skal aflægge folkeskolens 9. -klasseprøver, medmindre kommunalbestyrelsen har meddelt undervisningsministeren, at den pågældende skole ikke afholder prøverne for elevene.
Eleverne på en kommunal international grundskole vil ofte ikke have de nødvendige sproglige forudsætninger i dansk til at kunne aflægge folkeskolens 9. -klasseprøver.
Efter lovforslagets § 8, stk. 2, er der mulighed for, at ele-verne kan aflægge 9. -klasseprøver i faget dansk, selv om kommunalbestyrelsen har meddelt undervisningsministeren, at den kommunale internationale grundskole ikke afholder folkeskolens 9. -klasseprøver. Det er en betingelse, at skolen i øvrigt for eleverne afholder en fremmed stats eller andre udenlandske prøver, der svarer til folkeskolens 9. -klasseprøver.
Lovforslagets § 8, stk. 1 og 2, om 9. -klasseprøver svarer til, hvad der gælder for en fri grundskole eller en skoleafdeling med et andet undervisningssprog end dansk, jf. § 8 a, stk. 1, 2. pkt., og § 8 a, stk. 2, i friskoleloven.
I lovforslagets § 8, stk. 3, fastsættes det, at i de tilfælde, hvor en kommunal international grundskole afholder folkeskolens 9. -klasseprøver, gælder folkeskolens regler om 9. -klasseprøver tilsvarende.
De nærmere regler om folkeskolens 9. -klasseprøver er fastsat i bekendtgørelse nr. 1001 af 15. september 2014 om folkeskolens prøver.
Lovforslagets § 9, stk. 1, indebærer, at kommunalbestyrelsen skal afholde alle udgifter ved kommunale internationale grundskoler, herunder udgifterne til de nødvendige undervisningsmidler. Som følge heraf kan der ikke opkræves forældrebetaling for undervisningen i en kommunal international grundskole.
Efter lovforslagets § 9, stk. 2, skal der dog opkræves betaling af forældre til børn, der er optaget i en skolefritidsordning. Desuden fremgår det, at kommunalbestyrelsen skal yde søskendetilskud og fripladstilskud i henhold til reglerne, der er fastsat i medfør af dagtilbudsloven om kommunens tilskud til brug for dag-, fritids- og klubtilbud og forældrenes egenbetaling.
Bestemmelsen svarer til, hvad der gælder for folkeskolen, jf. § 50, stk. 2, i folkeskoleloven.
Lovforslagets § 9, stk. 3, indebærer, at folkeskolelovens § 50 a om digital selvbetjening i forbindelse med ansøgninger om helt eller delvist økonomisk fripladstilskud gælder tilsvarende for kommunale internationale grundskoler.
Det er fastsat i folkeskolelovens § 50 a, stk. 1, at ansøgning om helt eller delvist økonomisk fripladstilskud skal indgives til kommunalbestyrelsen ved anvendelse af den digitale løsning, som kommunen stiller til rådighed (digital selvbetjening). Ansøgninger, der ikke indgives ved digital selvbetjening, afvises af kommunalbestyrelsen.
Efter folkeskolelovens § 50 a, stk. 2, kan kommunalbestyrelsen dog tilbyde, at ansøgning kan indgives på anden vis, hvis der foreligger særlige forhold, der gør, at borgeren ikke kan forventes at kunne anvende den digitale selvbetjeningsløsning. Kommunalbestyrelsen kan desuden helt ekstraordinært også undlade at afvise en ansøgning, der ikke er indgivet ved digital selvbetjening, jf. folkeskolelovens § 50 a, stk. 3.
Lovforslagets § 9, stk. 4, giver kommunalbestyrelsen hjemmel til at tilbageholde den fremtidige uddannelseshjælp eller kontanthjælp i de tilfælde, hvor en person, der modtager uddannelseshjælp eller kontanthjælp, har undladt at betale for skolefritidsordningen.
Den foreslåede bestemmelse i lovforslagets § 9, stk. 4, svarer til, hvad der gælder for folkeskolen, jf. folkeskolelovens § 50, stk. 3.
Lovforslagets § 9, stk. 5, giver hjemmel til, at restancer vedrørende betaling for skolefritidsordningen kan inddrives ved modregning i børne- og ungeydelsen efter regler fastsat i lov om en børne- og ungeydelse.
Den foreslåede bestemmelse i lovforslagets § 9, stk. 5, svarer til, hvad der gælder for folkeskolen, jf. folkeskolelovens § 50, stk. 4.
Lovforslagets § 9, stk. 6, giver kommunalbestyrelsen hjemmel til at opkræve betaling af forældre til børn, som deltager i undervisning i fritiden på den kommunale internationale grundskole.
Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med lovforslagets § 1, stk. 2, hvorefter kommunalbestyrelsen fastlægger mål og rammer for den enkelte skoles virksomhed, herunder skolens undervisning i fritiden. Det er op til kommunalbestyrelsen at beslutte, hvorvidt og i bekræftende fald i hvilket omfang der skal tilbydes eleverne på en kommunal international grundskole undervisning i fritiden.
Hvis en kommunale internationale grundskole tilbyder eleverne undervisning i fritiden, skal kommunalbestyrelsen træffe beslutning om, hvorvidt der skal opkræves betaling for undervisningen og i bekræftende fald fastlægge størrelsen af betalingen.
Det fremgår af lovforslagets § 9, stk. 7, at folkeskolelovens § 50, stk. 5-9, om ekskursioner, lejrskoler og skolerejser gælder tilsvarende for kommunale internationale grundskoler.
Det er fastsat i folkeskolelovens § 50, stk. 5, at kommunalbestyrelsen dækker alle udgifter, hvis afholdelse er en forudsætning for gennemførelsen af ekskursioner og lejrskoler. Kommunalbestyrelsen afholder desuden alle udgifter til lærernes deltagelse i skolerejser, jf. folkeskolelovens § 50, stk. 6.
Efter folkeskolelovens § 50, stk. 7, kan kommunalbestyrelsen dog kræve, at den enkelte elevs forældre sørger for elevens forplejning under ekskursioner. Kommunalbestyrelsen kan også kræve betaling af forældrene til dækning af udgifterne til elevernes forplejning under lejrskoler og skolerejser. Betalingen fastsættes under hensyn til et anslået normalt sparet hjemmeforbrug.
Endvidere fremgår det af folkeskolelovens § 50, stk. 8, at klassens elever og forældre kan, eventuelt i samarbejde med skolen, ved fælles indsamling eller på anden måde i fællesskab tilvejebringe midler til dækning af udgifter, der ikke dækkes af kommunen.
Den enkelte elevs ret til deltagelse i ekskursioner, lejrskoler og skolerejser kan ikke betinges af erlæggelse af et beløb eller en anden ydelse, jf. folkeskolelovens § 50, stk. 9.
Det foreslås i lovforslagets § 10, at kommunalbestyrelsens afgørelser om søskendetilskud og fripladstilskud kan indbringes for Ankestyrelsen efter reglerne i kapitel 10 i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område. Desuden kan kommunalbestyrelsens afgørelser om afvisning af ansøgninger, der ikke er indgivet ved digital selvbetjening i henhold til lovforslagets § 9, stk. 3, indbringes for Ankestyrelsen.
Den forslåede bestemmelse i lovforslagets § 10 svarer til, hvad der gælder for folkeskolen, jf. folkeskolelovens § 51, stk. 6.
Efter lovforslagets § 11, stk. 1, kan kommunalbestyrelsen kræve betaling for undervisningsudgifterne m.v. for elever, der optages på en kommunal international grundskole i kommunen, og som har bopæl i en anden kommune.
Betalingen størrelse fastsættes efter aftale mellem kommunalbestyrelsen i skolekommunen og kommunalbestyrelsen i bopælskommunen.
Bestemmelsen har sammenhæng med lovforslagets § 3, stk. 1-3, hvorefter kommunalbestyrelsens optagelse af elever i kommunale internationale grundskoler ikke er begrænset til elever, der bor eller opholder sig i kommunen.
Hvis det ikke er muligt at imødekomme alle ansøgninger om optagelse i skolen, skal optagelse ske efter objektive kriterier, der er fastsat af kommunalbestyrelsen, jf. lovforslagets § 3, stk. 2, og § 3, stk. 3, 2. pkt. Kommunalbestyrelsen har derfor mulighed for at fastsætte et bestemt distrikt, hvorfra der kan optages elever, der kan være større eller mindre end kommunen.
Det er fastsat i lovforslagets § 11, stk. 2, at i de tilfælde, hvor der ikke indgås aftale om betaling for elevens undervisning m.v., kan kommunalbestyrelsen i skolekommunen kræve betaling fra bopælskommunen efter stk. 3-6.
Efter lovforslagets § 11, stk. 3, udgør bopælskommunens betaling for undervisningen af eleven bopælskommunens gennemsnitlige udgift pr. folkeskoleelev. Der kan herudover ikke kræves betaling for elevens undervisning. Betalingen til skolekommunen udgør således den udgift, som bopælskommunen ville have haft, hvis eleven i stedet var blevet undervist i en folkeskole i bopælskommunen. Der kan dog højst opkræves et beløb, der svarer til skolekommunens tilsvarende udgift.
Efter lovforslagets § 11, stk. 4, 1. pkt., udgør bopælskommunens betaling for skolefritidsordningen bopælskommunens gennemsnitlige nettoudgift pr. barn i skolefritidsordning. Betalingen til skolekommunen udgør således den udgift, som bopælskommunen ville have haft, hvis eleven i stedet var blevet optaget i en skolefritidsordning i bopælskommunen.
Da enkelte kommuner ikke har en skolefritidsordning, er det fastsat i lovforslagets § 11, stk. 4, 2. pkt., at bopælskommunens betaling i sådanne tilfælde udgør den gennemsnitlige budgetterede nettoudgift pr. plads i fritidshjem, klub m.v. for den aldersgruppe, som eleven tilhører.
Det er fastsat i lovforslagets § 11, stk. 5, at betalingsforpligtelsen indtræder, når eleven påbegynder undervisningen og ophører, når eleven afslutter undervisningen. Afslutter eleven undervisningen ved sommerferiens begyndelse, betales dog for resten af skoleåret.
Betalingsforpligtelsen for skolefritidsordningen, jf. lovforslagets § 11, stk. 6, indtræder, når eleven begynder i skolefritidsordningen og ophører, når eleven slutter i ordningen.
Lovforslagets § 12, stk. 1, indebærer, at kommunalbestyrelsen er forpligtet til at oprette en skolebestyrelse på kommunale internationale grundskoler.
Det foreslås i lovforslagets § 12, stk. 2, at folkeskolelovens §§ 42-44 om skolebestyrelsens sammensætning og virksomhed m.v. og regler fastsat i henhold til disse bestemmelser gælder tilsvarende for kommunale internationale grundskoler.
I folkeskolelovens § 42 er der fastsat bestemmelser om skolebestyrelsens sammensætning. Efter bestemmelsen har kommunalbestyrelsen kompetence til at træffe beslutning om skolebestyrelsens sammensætning efter indhentet udtalelse fra de berørte skolebestyrelser. Kommunalbestyrelsen er ikke bundet af skolebestyrelsernes udtalelser.
Skolebestyrelsen skal altid bestå af et flertal af forældrerepræsentanter, mindst 2 repræsentanter for det undervisende personale og de øvrige medarbejdere og mindst 2 elevrepræsentanter. Formanden for skolebestyrelsen vælges blandt forældrerepræsentanterne i skolebestyrelsen, jf. folkeskolelovens § 42. stk. 6.
Ved nyoprettede skoler er det ikke muligt at høre skolebestyrelsen om skolebestyrelsens sammensætning. Kommunalbestyrelsen må derfor sammensætte en hensigtsmæssig skolebestyrelse uden høring.
Efter folkeskolelovens § 43, stk. 1, har kommunalbestyrelsen kompetence til at fastsætte regler om valg af forældrerepræsentanter til skolebestyrelsen. Kommunalbestyrelsen kan dermed tilrettelægge en valgprocedure efter lokale ønsker og behov.
Det fremgår af folkeskolelovens § 43, stk. 4, at kommunalbestyrelsen kan yde forældre- og elevrepræsentanter vederlag og erstatning for dokumenterede merudgifter i forbindelse med varetagelsen af medlemsskabet af skolebestyrelsen. De nærmere regler om vederlag til skolebestyrelsesmedlemmer fremgår af kapitel 5 og 6 i bekendtgørelse nr. 28 af 14. januar 2014 om valg af forældrerepræsentanter til skolebestyrelser i folkeskolen og om vederlag til forældre- og elevrepræsentanter i skolebestyrelser.
I folkeskolelovens § 44 er der fastsat bestemmelser om skolebestyrelsens virksomhed. Det fremgår blandt andet af folkeskolelovens § 44, at skolebestyrelsen udøver sin virksomhed inden for de mål og rammer, som kommunalbestyrelsen fastsætter, og fører tilsyn med alle dele af skolens virksomhed, dog undtagen personale- og elevsager. Skolebestyrelsen kan fra skolens leder indhente enhver oplysning om skolens virksomhed, som er nødvendig for at varetage tilsynet.
Skolebestyrelsen fastsætter principper for skolens virksomhed, herunder om undervisningens organisering, elevernes undervisningstimetal på hvert klassetrin, skoledagens længde, specialundervisning på skolen, elevernes placering i klasser, samarbejdet mellem skole og hjem og skolens og forældrenes ansvar i samarbejdet, underretning af hjemmene om elevernes udbytte af undervisningen, arbejdets fordeling mellem lærerne, fællesarrangementer for eleverne i skoletiden og skolefritidsordningens virksomhed.
Endvidere fremgår det af folkeskolelovens § 44, at skolebestyrelsen godkender skolens budget inden for de økonomiske rammer, der er fastlagt for skolen. Skolebestyrelsen godkender også skolens undervisningsmidler og fastsætter skolens ordensregler.
Lovforslagets § 13, stk. 1, 1. og 2. pkt., indebærer, at skolens leder entydigt har det administrative og pædagogiske ansvar for den kommunale internationale grundskole og er ansvarlig for skolens virksomhed inden for de mål og rammer og principper, som henholdsvis kommunalbestyrelsen og skolebestyrelsen har fastsat. Det er endvidere skolens leder, der leder og fordeler arbejdet mellem skolens ansatte og træffer alle konkrete beslutninger vedrørende skolens elever inden for skolens rammer.
Det foreslås i lovforslagets § 13, stk. 1, 3. pkt., at lederens konkrete beslutninger vedrørende skolens elever ikke kan behandles af kommunalbestyrelse. Det er en betingelse, at beslutningen falder inden for de mål og rammer og principper, som henholdsvis kommunalbestyrelsen og skolebestyrelsen har fastsat.
Der gælder en almindelig kommunalretlig grundsætning om, at kommunalbestyrelsen er begrænset i adgangen til at give tjenestebefalinger med hensyn til ansattes varetagelse af opgaver, der forudsætter særlig faglig sagkundskab. I forhold til en leder af en kommunal international grundskole indebærer det blandt andet, at skolelederen varetager en række pædagogiske opgaver i forhold til de enkelte elever, som vedkommende er den kompetente til at varetage. Med forslaget ønskes det tydeliggjort, at sådanne beslutninger henhører under skolelederens selvstændige kompetence, der ikke kan behandles af kommunalbestyrelsen. Herved er det ikke muligt for kommunalbestyrelsen at ændre sådanne beslutninger, hverken på eget initiativ eller i en prøvelsessituation eller i øvrigt at give konkrete tjenestebefalinger herom.
Lovforslagets § 13, stk. 1, 3. pkt., svarer til, hvad der gælder for skoleledere i folkeskolen, jf. folkeskolelovens § 45, stk. 2, 2. pkt.
Lovforslagets § 13, stk. 2, 1. og 2. pkt., indebærer, at skolelederen har pligt til at påse, at alle elever deltager i undervisningen. Bestemmelsen er ikke til hinder for, at skolelederen kan give en elev tilladelse til at holde fri fra skole uden for de almindelige ferier og fridage, hvis der foreligger særlige grunde hertil. Afgørelsen om ekstraordinære ferier og fridage træffes på grundlag af en konkret vurdering af elevens behov for at holde fri sammenholdt med hensynet til undervisningen af eleven.
I de tilfælde, hvor skolelederen vurderer, at en elev ikke opfylder undervisningspligten, er det fastsat i lovforslagets § 13, stk. 2, 3. pkt., at skolelederen skal indberette det til kommunalbestyrelsen i elevens bopælskommune.
Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med folkeskolelovens § 40, stk. 1, hvoraf det fremgår, at kommunalbestyrelsen har ansvaret for, at ethvert barn i kommunen indskrives i folkeskolen eller får en undervisning, der står mål med, hvad der almindeligvis kræves i folkeskolen.
Lovforslagets § 14 vedrører skolens adgang og pligt til at vurdere elevernes udbytte af undervisningen og underrette eleven og forældrene herom. Ved regelmæssig underretning forstås i denne forbindelse, at underretningen sædvanligvis skal ske mindst to gange om året.
Den foreslåede bestemmelse skal også ses i sammenhæng med lovforslagets § 12, stk. 2, hvorefter folkeskolelovens §§ 42-44 om skolebestyrelser og regler fastsat i henhold til disse bestemmelser gælder tilsvarende for kommunale internationale grundskoler. Som følge heraf skal skolebestyrelsen fastsætte principper for underretningen af hjemmene om elevernes udbytte af undervisningen, jf. folkeskolelovens § 44, stk. 2, nr. 4.
Efter lovforslagets § 16 kan undervisningsministeren til varetagelse af lovgivnings- og vejledningsfunktioner m.v. forlange enhver om oplysninger om kommunale internationale grundskoler. Den foreslåede bestemmelse svarer til, hvad der gælder for folkeskolen, jf. folkeskolelovens § 56, stk. 1, 4 og 5.
Lovforslagets § 17 indebærer, at kommunale internationale grundskoler skal indgå i kvalitetsrapporten, som kommunalbestyrelsen hvert andet år skal udarbejde på folkeskoleområdet, jf. folkeskolelovens § 40 a.
Det fremgår af folkeskolelovens § 40 a, stk. 1, at kvalitetsrapporten skal beskrive skolevæsenets og de enkelte skolers niveau i forhold til nationale og lokalt fastsatte mål, kommunalbestyrelsens vurdering af niveauet og opfølgning herpå og kommunalbestyrelsens opfølgning på tidligere relevante kvalitetsrapporter. Kommunalbestyrelsen kan vælge at beskrive skolerne i grupper eller kun at fremhæve visse skoler i kvalitetsrapporten.
Er niveauet i skolevæsenet eller på en skole ikke tilfredsstillende, skal kommunalbestyrelsen som en del af kvalitetsrapporten udarbejde en handlingsplan med opfølgende initiativer med henblik på at forbedre niveauet i skolevæsenet eller på skolen, jf. folkeskolelovens § 40 a, stk. 2.
Kvalitetsrapporten skal drøftes på et møde i kommunalbestyrelsen, der tager stilling til rapporten, herunder opfølgning herpå. Forinden drøftelsen i kommunalbestyrelsen indhentes der en udtalelse fra skolebestyrelserne om kvalitetsrapporten, jf. folkeskolelovens § 40 a, stk. 3.
Kommunalbestyrelsen skal offentliggøre kvalitetsrapporter med eventuelle handlingsplaner og skolebestyrelsernes udtalelser herom på internettet, jf. folkeskolelovens § 40 a, stk. 4.
De nærmere regler om kvalitetsrapporter fremgår af bekendtgørelse nr. 698 af 23. juni 2014 om kvalitetsrapporter i folkeskolen.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 3.2.7. Kvalitetsrapporter.
Det fremgår af lovforslagets § 18, stk. 1, at undervisningsministeren føre tilsyn med kvalitetsudviklingen på kommunale internationale grundskoler.
I lovforslagets § 18, stk. 2, er det fastsat, at i tilfælde af vedvarende dårlig kvalitet på en kommunal international grundskole kan undervisningsministeren pålægge kommunalbestyrelsen at udarbejde en handlingsplan i henhold til folkeskolelovens § 40 a, stk. 2.
Ved vedvarende dårlig kvalitet på en kommunal international grundskole forstås, at det faglige niveau ud fra en helhedsvurdering i flere på hinanden følgende år ikke kan stå mål med, hvad der almindeligvis kræves i folkeskolen. I vurderingen af, om en skole udviser dårlig kvalitet, vil indgå flere forhold. Det vil være centralt, om elevernes præstationer lever op til de faglige mål, som er opstillet for undervisningen på de forskellige klassetrin.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 3.2.7. Kvalitetsrapporter.
Med tilføjelsen af », i en kommunal international grundskole« i folkeskolelovens § 33, stk. 2, 1. pkt., præciseres det, at undervisningspligten også kan opfyldes i en kommunal international grundskole. Den foreslåede ændring er af ordensmæssig karakter.
Efter forslaget gælder loven ikke for Færøerne og Grønland.
Bekendtgørelse af lov om kommunale internationale grundskole...
Gældende
LBK nr 1158 af 08/08/2022
Børne- og Undervisningsministeriet
Ændringer:
4
Bekendtgørelse af lov om kommunale internationale grundskoler
Herved bekendtgøres lov om kommunale internationale grundskoler, jf. lovbekendtgørelse nr. 599 af 20. maj 2019, med de ændringer, der følger af lov nr. 2155 af 27. november 2021, § 4 i lov nr. 881 af 21. juni 2022 og § 4 i lov nr. 882 af 21. juni 2022.
Kommunalbestyrelsen kan på et møde træffe beslutning om oprettelse af kommunale internationale grundskoler.
Stk. 2. Kommunalbestyrelsen fastlægger på et møde mål og rammer for den enkelte skoles virksomhed, herunder bevillinger og økonomiske rammer, skolens omfang med hensyn til klassetrin, elevtal, specialundervisning og anden specialpædagogisk bistand, undervisning i fritiden, antal skoledage og rammer for klassedannelsen, elevernes undervisningstimetal, skoledagens længde m.v.
Stk. 3. Kommunalbestyrelsen kan på et møde beslutte, at en kommunal international grundskole kan tilbyde skolens elever optagelse i en skolefritidsordning.
Kommunale internationale grundskoler optager undervisningspligtige børn af udlændinge, der har midlertidigt ophold her i landet på grundlag af beskæftigelse, og hvis forældre ønsker dem optaget i skolen.
Stk. 2. Er det ikke muligt at imødekomme alle ønsker om optagelse i skolen, sker optagelse efter objektive kriterier, der er fastsat af kommunalbestyrelsen.
Stk. 3. Er der ledig kapacitet på en kommunal international grundskole, kan der optages danske børn og andre udenlandske børn, der bor eller opholder sig her i landet, og hvis forældre ønsker dem optaget i skolen. Optagelsen sker efter objektive kriterier, der er fastsat af kommunalbestyrelsen.
Stk. 4. Folkeskolelovens § 38 om digital selvbetjening i forbindelse med ansøgning om indskrivning af børn i folkeskolen og optagelse af børn i skolefritidsordninger gælder tilsvarende for kommunale internationale grundskoler.
Kommunale internationale grundskoler giver undervisning inden for børnehaveklasse og 1.-9. klassetrin, som står mål med, hvad der almindeligvis kræves i folkeskolen.
Stk. 2. Kommunale internationale grundskoler skal i samarbejde med forældrene give eleverne kundskaber og færdigheder, der forbereder dem til videre uddannelse og giver dem lyst til at lære mere. Skolerne skal efter deres formål og i hele deres virke forberede eleverne til at leve i et samfund som det danske med frihed og folkestyre samt udvikle og styrke elevernes kendskab til og respekt for grundlæggende friheds- og menneskerettigheder, herunder ligestilling mellem kønnene.
Stk. 3. Undervisningssproget i kommunale internationale grundskoler er efter kommunalbestyrelsens bestemmelse enten engelsk, tysk eller fransk. I faget dansk er undervisningssproget dansk.
Stk. 4. Undervisningen kan i begrænset omfang tilrettelægges som fjernundervisning, hvis det ud fra en pædagogisk vurdering er til gavn for den enkelte elev og tilgodeser klassens samlede behov. Deltagelse i fjernundervisning kan kun finde sted efter aftale med forældrene.
Skoleåret begynder den 1. august og omfatter normalt 200 skoledage.
Stk. 2. Elevernes sommerferie begynder den sidste lørdag i juni. Sommerferien varer indtil den af kommunalbestyrelsen bestemte første skoledag efter skoleårets begyndelse.
slutmål for de fagområder, som folkeskolens fagkreds naturligt kan opdeles i, og for folkeskolens obligatoriske emner og
delmål for undervisningen i dansk, matematik, engelsk, geografi, biologi og fysik/kemi på bestemte tidspunkter i det samlede undervisningsforløb.
Stk. 2. I det omfang kommunalbestyrelsen ikke har fastsat slutmål og delmål, jf. stk. 1, gælder folkeskolens regler om formål, kompetencemål, færdigheds- og vidensområder og opmærksomhedspunkter for folkeskolens fag og emner (Fælles Mål).
Stk. 3. Kommunalbestyrelsen udarbejder læseplaner for de fagområder og obligatoriske emner, der er nævnt i stk. 1, nr. 1. Læseplanerne skal beskrive udviklingen hen mod slutmålene og beskrive, på hvilke klassetrin der arbejdes med de forskellige fagområder og obligatoriske emner.
Stk. 4. Undervisningen i de enkelte fag og obligatoriske emner skal fremme elevernes alsidige udvikling.
give specialundervisning og anden specialpædagogisk bistand,
tilbyde supplerende undervisning eller anden faglig støtte til elever, der har brug for støtte, og som ikke kan understøttes alene ved brug af undervisningsdifferentiering og holddannelse m.v.,
yde personlig assistance, der kan hjælpe eleven til at overvinde praktiske vanskeligheder i forbindelse med skolegangen, og
give undervisning til elever, der gennem længere tid på grund af sygdom eller af hensyn til deres sundhed eller velfærd ikke kan undervises i skolen.
Stk. 2. Folkeskolelovens § 3, stk. 2, og § 12, stk. 2, om specialundervisning og anden specialpædagogisk bistand, folkeskolelovens § 3 a og § 5, stk. 5, om supplerende undervisning eller anden faglig støtte, folkeskolelovens § 3 a om personlig assistance, der kan hjælpe eleven til at overvinde praktiske vanskeligheder i forbindelse med skolegangen, og folkeskolelovens § 23, stk. 1, om sygeundervisning gælder tilsvarende for kommunale internationale grundskoler.
Stk. 3. Kommunalbestyrelsen kan henvise elever til folkeskolen, hvis kommunalbestyrelsen finder, at elevens behov for specialundervisning og anden specialpædagogisk bistand falder uden for de rammer, som kommunalbestyrelsen har fastsat i henhold til § 1, stk. 2. Henvisningen sker efter pædagogisk-psykologisk rådgivning og efter samråd med eleven og forældrene. Elevens synspunkter skal tillægges passende vægt under hensyntagen til elevens alder og modenhed.
Stk. 4. Kommunalbestyrelsen kan henvise tosprogede elever til den undervisning i deres modersmål, som skal etableres for folkeskolens elever, jf. folkeskolelovens § 5, stk. 6, 2. pkt., medmindre den kommunale internationale grundskole selv tilbyder denne undervisning.
Stk. 5. Kommunalbestyrelsen kan tilbyde elever på 7.-9. klassetrin vejledning om valg af ungdomsuddannelse og erhverv, jf. lov om kommunal indsats for unge under 25 år.
Eleverne i kommunale internationale grundskoler aflægger ved afslutningen af undervisningen på 8. og 9. klassetrin folkeskolens afgangseksamen, prøve på 8. klassetrin og 9∙-klasseprøver, medmindre kommunalbestyrelsen har meddelt børne- og undervisningsministeren, at den pågældende skole ikke afholder prøverne for eleverne.
Stk. 2. Har kommunalbestyrelsen meddelt børne- og undervisningsministeren, at den pågældende skole ikke afholder folkeskolens afgangseksamen, prøve på 8. klassetrin og 9∙-klasseprøver, jf. stk. 1, kan eleverne aflægge prøverne i faget dansk, hvis skolen i øvrigt for eleverne afholder en fremmed stats eller andre udenlandske prøver, der svarer til folkeskolens afgangseksamen, prøve på 8. klassetrin og 9∙-klasseprøver. Skolen skal meddele børne- og undervisningsministeren, hvilke elever der skal deltage i prøverne i faget dansk.
Stk. 3. Folkeskolelovens § 14, stk. 1-7, om folkeskolens afgangseksamen, prøve på 8. klassetrin og 9.-klasseprøver og regler fastsat i henhold hertil gælder tilsvarende for en kommunal international grundskole og dens elever.
Alle udgifter til kommunale internationale grundskoler påhviler kommunerne, jf. dog stk. 2, 6 og 7.
Stk. 2. Kommunalbestyrelsen opkræver betaling af forældre til børn, der er optaget i en skolefritidsordning, jf. § 1, stk. 3. Kommunalbestyrelsen yder søskendetilskud til familier med mere end ét barn i skolefritidsordninger, daginstitutioner m.v. og helt eller delvist fripladstilskud under hensyn til forældrenes økonomiske forhold, eller hvor sociale, pædagogiske eller behandlingsmæssige forhold gør sig gældende. Reglerne, der er fastsat i medfør af dagtilbudsloven om kommunens tilskud til brug for dag-, fritids- og klubtilbud og forældrenes egenbetaling, gælder tilsvarende ved ydelse af søskendetilskud og ved ydelse af helt eller delvist fripladstilskud.
Stk. 3. Folkeskolelovens § 50 a om digital selvbetjening i forbindelse med ansøgninger om helt eller delvist økonomisk fripladstilskud gælder tilsvarende for kommunale internationale grundskoler.
Stk. 4. Har en person, der modtager uddannelseshjælp eller kontanthjælp i henhold til §§ 23-25 i lov om aktiv socialpolitik, undladt at betale for skolefritidsordningen, jf. § 1, stk. 3, kan kommunalbestyrelsen tilbageholde den fremtidige månedlige betaling i den fremtidige uddannelseshjælp eller kontanthjælp.
Stk. 5. Restancer vedrørende betaling for skolefritidsordningen, jf. § 1, stk. 3, kan inddrives ved modregning i børne- og ungeydelsen efter regler fastsat i lov om en børne- og ungeydelse.
Stk. 6. Kommunalbestyrelsen kan kræve betaling af forældre til elever, som deltager i undervisning i fritiden.
Stk. 7. Folkeskolelovens § 50, stk. 5-9, om ekskursioner, lejrskoler og skolerejser gælder tilsvarende for kommunale internationale grundskoler.
Kommunalbestyrelsens afgørelser om søskendetilskud og fripladstilskud, jf. § 9, stk. 2, 2. pkt., og afgørelser om afvisning af ansøgninger, der ikke er indgivet ved digital selvbetjening, jf. § 9, stk. 3, kan indbringes for Ankestyrelsen efter reglerne i kapitel 10 i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område.
Har en elev bopæl i en anden kommune end skolekommunen, aftaler kommunalbestyrelsen i skolekommunen og kommunalbestyrelsen i bopælskommunen betalingen for elevens undervisning m.v. i den kommunale internationale grundskole.
Stk. 2. Indgås der ikke aftale om bopælskommunens betaling til skolekommunen efter stk. 1, kan kommunalbestyrelsen i skolekommunen kræve betaling fra bopælskommunen for udgifterne ved elevens undervisning m.v. i henhold til stk. 3-5.
Stk. 3. Bopælskommunens betaling til skolekommunen for undervisningen af eleven udgør bopælskommunens gennemsnitlige udgift pr. folkeskoleelev, dog højst et beløb svarende til skolekommunens tilsvarende udgift.
Stk. 4. Bopælskommunens betaling til skolekommunen for skolefritidsordningen udgør bopælskommunens gennemsnitlige nettoudgift pr. barn i skolefritidsordning. Har bopælskommunen ikke skolefritidsordning, betaler bopælskommunen dennes gennemsnitlige budgetterede nettoudgift pr. plads i fritidshjem, klub m.v. for den aldersgruppe, som eleven tilhører.
Stk. 5. Betalingsforpligtelsen efter stk. 3 indtræder, når eleven påbegynder undervisningen, og ophører, når eleven afslutter undervisningen. Afslutter eleven undervisningen ved sommerferiens begyndelse, betales dog for resten af skoleåret.
Stk. 6. Betalingsforpligtelsen efter stk. 4 indtræder, når eleven begynder i skolefritidsordningen, og ophører, når eleven slutter i ordningen.
Ved hver kommunal international grundskole oprettes en skolebestyrelse.
Stk. 2. Folkeskolelovens §§ 42-44 om skolebestyrelser og regler fastsat i henhold til disse bestemmelser gælder tilsvarende for kommunale internationale grundskoler.
Skolens leder har den administrative og pædagogiske ledelse af skolen og er ansvarlig for skolens virksomhed over for kommunalbestyrelsen og skolebestyrelsen. Skolelederen leder og fordeler arbejdet mellem skolens ansatte og træffer alle konkrete beslutninger vedrørende skolens elever. Lederens konkrete beslutninger vedrørende skolens elever inden for de mål og rammer og principper, som henholdsvis kommunalbestyrelsen og skolebestyrelsen har fastsat, kan ikke behandles af kommunalbestyrelsen.
Stk. 2. Skolens leder påser, at alle elever, der er optaget i skolen, deltager i undervisningen, og kan forlange, at forældrene giver skolen skriftlig oplysning om grunden til en elevs udeblivelse fra undervisningen. Skyldes udeblivelsen sygdom af mere end 2 ugers varighed, kan skolens leder forlange lægeattest. Opfylder en elev ikke undervisningspligten, indberetter skolens leder det til kommunalbestyrelsen i elevens bopælskommune.
Eleverne og forældrene skal regelmæssigt underrettes om lærernes og eventuelt skolens leders syn på elevernes udbytte af skolegangen. Som led i undervisningen skal der løbende foretages evaluering af elevernes udbytte heraf, herunder af den enkelte elevs tilegnelse af kundskaber og færdigheder i fagene og i de obligatoriske emner.
Ved hver skole, som har 5. eller højere klassetrin, har eleverne ret til at danne et elevråd. Elevrådet udpeger repræsentanter for eleverne til udvalg m.v., som skolens leder har nedsat til at behandle spørgsmål af betydning for ele-verne i almindelighed. Dette gælder dog ikke udvalg m.v., hvor elevernes deltagelse vil stride mod anden lovgivning.
Børne- og undervisningsministeren kan til varetagelse af lovgivnings- og vejledningsfunktioner m.v. forlange enhver oplysning om kommunale internationale grundskoler, som ministeren skønner nødvendig for at udføre disse opgaver, meddelt af kommunalbestyrelsen.
Stk. 2. Børne- og undervisningsministeren kan bestemme, at oplysninger, jf. stk. 1, skal leveres i elektronisk form, og kan herunder fastsætte, i hvilket format leveringen skal ske.
Stk. 3. Børne- og undervisningsministeren kan fastsætte regler om elektronisk kommunikation mellem myndigheder, herunder skoler, og om anvendelse af digital signatur i forbindelse med levering af oplysninger efter stk. 1 og 2.
Kommunale internationale grundskoler indgår i kvalitetsrapporten for kommunens skolevæsen, jf. folkeskolelovens § 40 a. Folkeskolelovens § 40 a og regler fastsat i medfør heraf finder tilsvarende anvendelse for kommunale internationale grundskoler.
Børne- og undervisningsministeren fører tilsyn med kommunale internationale grundskolers kvalitetsudvikling.
Stk. 2. I tilfælde af vedvarende dårlig kvalitet på en kommunal international grundskole kan børne- og undervisningsministeren med henblik på at forbedre niveauet pålægge kommunalbestyrelsen at udarbejde en handlingsplan, jf. folkeskolelovens § 40 a, stk. 2, og eventuelt som et delelement heri at deltage i vejledning fra Børne- og Undervisningsministeriet. Ministeren fastsætter en frist for udarbejdelsen af handlingsplanen.
Har børne- og undervisningsministeren bemyndiget en styrelse under Børne- og Undervisningsministeriet til at udøve de beføjelser, der i denne lov er tillagt ministeren, kan ministeren fastsætte regler om fremgangsmåden ved og adgangen til at klage over afgørelser, der er truffet i henhold til bemyndigelsen, herunder om, at afgørelsen ikke kan indbringes for ministeren.
Lov nr. 2155 af 27. november 2021 (Ophævelse af revisionsbestemmelse)1) indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelse:
§ 2
Loven træder i kraft den 1. december 2021.
Lov nr. 881 af 21. juni 2022 (Forlængelse af frihedsgrader til håndtering af faglige udfordringer som følge af covid-19 i skoleåret 2022/23 og etablering af mulighed for fjernundervisning)2) indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelse:
§ 6
Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. august 2022.
Stk. 2. (Udelades)
Lov nr. 882 af 21. juni 2022 (Fremtidigt evaluerings- og bedømmelsessystem i folkeskolen m.v.)3) indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelse:
§ 6
Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. august 2022.
Stk. 2-4. (Udelades)
Børne- og Undervisningsministeriet, den 8. august 2022