LBK nr 953 af 12/08/2024
Børne- og Undervisningsministeriet
Bekendtgørelse af lov om kommunal indsats for unge under 25 år § 5
Kommunalbestyrelsen udarbejder til brug for vejledningen i 7.-10. klasse en sammenhængende plan for skole- og vejledningsindsatsen relateret til elevernes valg af og overgang til ungdomsuddannelse eller beskæftigelse. Det skal fremgå af planen, jf. 1. pkt., hvordan skole- og vejledningsindsatsen sker i et samarbejde med eleven, forældremyndighedens indehaver og ungdomsuddannelsesinstitutionerne.
Stk. 2. Det skal fremgå af planen, jf. stk. 1, for så vidt angår 7.-9. klasse, hvordan skole- og vejledningsindsatsen bygger på den viden og de færdigheder, som eleverne har tilegnet sig i folkeskolens obligatoriske emne uddannelse og job, jf. § 7, stk. 1, nr. 3, og stk. 2, i lov om folkeskolen.
Stk. 3. Følgende skal fremgå af planen, jf. stk. 1, for så vidt angår 8. og 9. klasse:
-
Hvilke kollektive vejledningsaktiviteter kommunalbestyrelsen tilbyder, og hvornår disse vejledningsaktiviteter gennemføres.
-
Hvordan vejlednings- og undervisningsaktiviteter kædes sammen og integreres i undervisningens fag og emner.
-
Hvornår møderne efter § 12 d afholdes, hvilke skoler og institutioner der deltager, og hvilket indhold møderne har.
-
Hvordan og hvornår kommunalbestyrelsen identificerer elever med behov for en særligt målrettet skole- og vejledningsindsats, jf. § 6, stk. 1.
-
Hvordan den kommunale ungeindsats, jf. § 2 j, inddrages i dialogen mellem eleven, forældremyndighedens indehaver og skolen om den enkelte elevs behov for en særligt målrettet skole- og vejledningsindsats, jf. § 6, stk. 1.
-
På hvilken måde aftaler mellem eleven, forældremyndighedens indehaver og skolen om en særligt målrettet skole- og vejledningsindsats, jf. § 6, stk. 1, bliver skriftliggjort.
Stk. 4. Følgende skal fremgå af planen, jf. stk. 1, for så vidt angår 10. klasse:
-
Hvordan vejlednings- og undervisningsaktiviteter kædes sammen og integreres i undervisningens fag og emner.
-
Hvordan uddannelsesplanen skal anvendes i den løbende vejledning af eleven om fremtidige uddannelsesvalg.
-
Hvordan og hvornår kommunalbestyrelsen identificerer elever med behov for en særligt målrettet skole- og vejledningsindsats, jf. § 6, stk. 1.
-
Hvordan den kommunale ungeindsats inddrages i dialogen mellem eleven, forældremyndighedens indehaver og skolen om den enkelte elevs behov for en særligt målrettet skole- og vejledningsindsats, jf. § 6, stk. 1.
-
På hvilken måde aftaler mellem eleven, forældremyndighedens indehaver og skolen om en særligt målrettet skole- og vejledningsindsats, jf. § 6, stk. 1, bliver skriftliggjort.
Stk. 5. Børne- og undervisningsministeren fastsætter nærmere regler om de vejlednings- og undervisningsaktiviteter, der er nævnt i stk. 1-4, og om sammenkædning heraf og integration i undervisningens fag og emner.