Command Palette

Search for a command to run...

Gældende

LBK nr 1108 af 01/07/2022

Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri

Bekendtgørelse af lov om kloning og genmodificering af dyr m.v. § 1

Kloning og genmodificering af hvirveldyr må kun ske med tilladelse fra Dyreforsøgstilsynet. Tilsvarende gælder for anvendelse af klonede og genmodificerede hvirveldyr til dyreforsøg.

Stk. 2. Tilladelse efter stk. 1 må kun meddeles til følgende formål:

  1. Grundforskning,

  2. anvendt forskning rettet mod at forbedre sundhed og miljø,

  3. fremstilling og avl af dyr, der producerer stoffer af væsentlig gavn for sundhed og miljø, eller

  4. undervisning og uddannelse på universiteter og højere læreanstalter eller ved anden undervisning på tilsvarende niveau og ved undervisning af personer, der skal beskæftige sig med kloning og genmodificering.

Stk. 3. Dyreforsøgstilsynet kan afslå at give tilladelse efter stk. 1, hvis kloningen, genmodificeringen eller anvendelsen af klonede eller genmodificerede hvirveldyr ikke skønnes at være til væsentlig gavn.

Stk. 4. Stk. 1-3 finder tilsvarende anvendelse på avl af klonede og genmodificerede forsøgsdyr.

Stk. 5. Loven omfatter ikke genmodificering på hvirveldyr, der udelukkende er genmodificerede i deres somatiske celler.