Bekendtgørelse af lov om Klagenævnet for Udbud § 20

Den foreslåede bestemmelse angiver de tilfælde, hvor en privat ordregiver kan pålægges en bøde. Efter bestemmelsen kan bøde anvendes som alternativ sanktion over for private ordregivere, dvs. ordregivere, der ikke er omfattet af forslagets § 19, stk. 1, herunder også de ordregivere som er omfattet af § 15.

Baggrunden for at indføre bøde og ikke en økonomisk sanktion for de private ordregivere er navnlig, at det følger af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 6, at ”... Enhver har ret til en retfærdig og offentlig rettergang inden en rimelig frist for en uafhængig og upartisk domstol, der er oprettet ved lov, når der skal træffes afgørelse enten i en strid om hans borgerlige rettigheder og forpligtelser eller angående en mod ham rettet anklage for en forbrydelse.” For at sikre at juridiske personer, der er etableret på privatretligt grundlag, og som ikke er en del af den offentlige forvaltning, får en retfærdig rettergang, bør Klagenævnet som administrativt organ ikke tillægges kompetencen til at pålægge disse ordregivere en økonomisk sanktion som alternativ sanktion. I disse situationer vil det derfor være nødvendigt at inddrage anklagemyndigheden i processen, når bøde påtænkes anvendt, jf. forslagets § 18, stk. 4. Dermed får de offentlige og private ordregivere samme mulighed for, at en mindre indgribende sanktion, dvs. bøde eller en økonomisk sanktion, kan anvendes frem for, at kontrakten erklæres for uden virkning bagudrettet.

Stk. 1 angiver, at bødeansvar kan pålægges i de tilfælde, hvor Klagenævnet vurderer, at der skal anvendes en alternativ sanktion, jf. forslagets § 18, stk. 3, men ikke har kompetence til at pålægge en økonomisk sanktion, fordi ordregiveren ikke er omfattet af § 19, stk. 1. Klagenævnet indgiver i stedet en politianmeldelse, når Klagenævnet ikke erklærer hele kontrakten for uden virkning, dvs. for samtlige leverancer, jf. forslagets § 18, stk. 4.

Anklagemyndigheden forventes at være Statsadvokaten for Særlig Økonomisk Kriminalitet.

Klagenævnet skal i politianmeldelsen vedlægge Klagenævnets afgørelse om, hvilke dele af kontrakten der er blevet erklæret for uden virkning, samt fra hvilket tidspunkt Klagenævnets påbud om, at ordregiveren skal bringe kontrakten til ophør, jf. forslagets § 18, stk. 2, finder anvendelse.

Anklagemyndigheden foretager en selvstændig vurdering af sagen og kan i et bødeforlæg tilkendegive over for ordregiveren, at sagen kan afgøres uden retssag ved vedtagelsen af et bødeforelæg efter reglerne herom i retsplejeloven. Ved anvendelse af bødeforlæg forudsættes størrelsen af bøden beregnet i overensstemmelse med bemærkningerne til lovforslagets § 19, stk. 2. Anklagemyndigheden forventes at orientere Klagenævnet om bødeforlæggets størrelse.

I de tilfælde, hvor ordregiveren ikke vedtager bødeforlægget, anlægger anklagemyndigheden sag ved domstolene.

Når anklagemyndigheden anlægger sagen ved domstolene, forventes anklagemyndigheden at underrette Konkurrencestyrelsen og Klagenævnet herom. Hvis det skønnes hensigtsmæssigt, kan Klagenævnet afvise at behandle en eventuel resterende del af klagen, herunder fx et af Klagenævnet udskilt spørgsmål om erstatning.

Det foreslås i stk. 2, at bødeansvar kan pålægges, selvom overtrædelsen hverken kan tilregnes ordregiveren som forsætlig eller uagtsom. Der gælder således ikke et krav om subjektiv skyld.

Årsagen til, at der indføres et objektivt ansvar, er, at pålæg af bødeansvar efter stk. 1, vil være en mindre indgribende og mere hensigtsmæssig sanktion, end at kontrakten erklæres for uden virkning. Det må derfor ikke være vanskeligere at bringe et bødeansvar i anvendelse end at erklære en kontrakt for uden virkning. Det forudsættes, at pålæg af et bødeansvar ligestilles med, at en kontrakt kan erklæres for uden virkning på samme måde som en økonomisk sanktion ligestilles med de offentligretlige sanktioner, jf. bemærkningerne til forslagets § 19.

Også bødeansvar, der pålægges ordregivere, der udnytter et geografisk område med henblik på efterforskning efter eller udvinding af olie, gas, kul eller andet fast brændsel, som alternativ til de traditionelle foranstaltninger, jf. § 15, stk. 2, nr. 1-3, kan pålægges, selvom overtrædelsen hverken kan tilregnes ordregiveren som forsætlig eller uagtsom. Der gælder således heller ikke her et krav om subjektiv skyld.