Bekendtgørelse af lov om Klagenævnet for Udbud § 13b

Efter påstand fra klageren straffes med bøde den ordregiver, der ikke er omfattet af § 13 a, og som har overtrådt:

Udbudslovens § 49, stk. 2, ved i udbudsmaterialet at have undladt at angive baggrunden for, at ordregiveren ikke har udbudt en samlet kontrakt eller rammeaftale i særskilte delkontrakter.
Regler udstedt i henhold til udbudslovens § 194, stk. 4, eller § 16 i lov om indhentning af tilbud i bygge- og anlægssektoren.

Stk. 2. Klagenævnet for Udbud indgiver politianmeldelse, når ordregiveren skal sanktioneres i medfør af stk. 1.

Forarbejder til Bekendtgørelse af lov om Klagenævnet for Udbud § 13b

Retsinformation

Den foreslåede bestemmelse er en sammenskrivning og præcisering af Klagenævnets kompetencer og reaktionsmuligheder, jf. klagenævnslovens § 6, stk. 1. Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med lovforslagets §§ 16 og 17 samt § 18, stk. 3, hvor Klagenævnet som noget nyt foreslås at få tillagt kompetence til at erklære en kontrakt for uden virkning og kan pålægge en ordregiver, der er en del af den offentlige forvaltning, og som ikke er etableret på privatretligt grundlag, en økonomisk sanktion efter forslagets § 19. Endvidere skal Klagenævnet efter § 18, stk. 2, udstede påbud til ordregiveren om ophør af kontrakten, når en kontrakt erklæres for uden virkning.

Da formålet med loven er at gøre håndhævelsen af udbudsreglerne mere effektiv, forudsættes det, at Klagenævnet så vidt muligt udsteder påbud, når der konstateres overtrædelser af udbudsreglerne. Det foreslås derfor præciseret, at Klagenævnet får hjemmel og i visse tilfælde pligt til at udstede påbud. Et påbud medfører, at ordregiveren har pligt til at handle i overensstemmelse med Klagenævnets afgørelse.

Klagenævnets kompetence efter denne bestemmelse er ikke afhængig af, om klageren påstår en eller flere af beføjelserne anvendt, idet Klagenævnet er underlagt officialprincippet og således kan behandle spørgsmål af egen drift. Klagenævnet anvender desuden de reaktioner, som Klagenævnet finder adækvate, uanset hvad klageren har nedlagt påstand om. Hvor Klagenævnet finder, at ordregivere skal foretage visse handlinger fx lovliggørelse af udbudsforretningen, udsteder Klagenævnet påbud herom.

Den, som et påbud er rettet mod, skal efterkomme det, uanset om sagen er indbragt for domstolene. Indbringelse af sagen for domstolene fritager således ikke for denne forpligtelse, men domstolene kan tillægge sagen opsættende virkning.

Nr. 1, indebærer, at Klagenævnet har kompetence til at suspendere ordregiverens udbudsprocedurer eller beslutninger i forbindelse med udbudsforretningen.

Nr. 2, er en videreførelse af gældende ret og giver Klagenævnet hjemmel til at annullere en ordregivers beslutninger eller udbudsforretninger. Annullation af ordregiverens beslutninger medfører ikke, at en indgået kontrakt er uden virkning. Dette skyldes, at Klagenævnets annullation af en ulovlig forvaltningsretlig beslutning om fx valg af tilbudsgiver ikke medfører, at den privatretlige aftale, dvs. kontrakten, er uden virkning. Annullationsbeføjelsen er således rettet mod en ordregivers ulovlige forvaltningsretlige beslutninger og ikke mod den indgåede kontrakt. Det kan være bestemte, konkrete beslutninger eller dispositioner, men det kan også omfatte udbudsprocessen som helhed. Kontrakten kan dog være underlagt forslagets §§ 16 og 17, hvilket medfører, at kontrakten i visse tilfælde skal erklæres for uden virkning.

Nr. 3, er en videreførelse af gældende ret og indebærer, at Klagenævnet kan påbyde, at en ordregiver skal lovliggøre sin udbudsprocedure eller beslutninger i forbindelse med en udbudsforretning.

Nr. 4, indebærer, at Klagenævnet kan pålægge en ordregiver, som er en del af den offentlige forvaltning, og som ikke er etableret på privatretligt grundlag, en økonomisk sanktion. Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med forslagets § 19, der indeholder hjemmel til pålæg af en økonomisk sanktion, når de fællesskabsretlige udbudsregler er overtrådt på en af de måder, der er angivet i forslagets §§ 16 og 17.