LBK nr 652 af 10/06/2025
Erhvervsministeriet
Bekendtgørelse af lov om kapitalmarkeder § 66
Bestyrelsen for en operatør af et reguleret marked skal sikre, at dens medlemmer har tilstrækkelig kollektiv viden, faglig kompetence og erfaring til at kunne forstå operatørens aktiviteter og de hermed forbundne risici.
Stk. 2. Drives en operatør af et reguleret marked som en juridisk person uden en bestyrelse, finder stk. 1 tilsvarende anvendelse for det øverste ledelsesorgan.
Stk. 3. Stk. 1 gælder ikke for en operatør af et reguleret marked, der er en enkeltmandsvirksomhed.
Forarbejder til Bekendtgørelse af lov om kapitalmarkeder § 66
RetsinformationDen foreslåede bestemmelse fastlægger forpligtelsen for ledelsen i en operatør af et reguleret marked til at sikre, at dens medlemmer har tilstrækkelig kollektiv viden, faglige kompetence og erfaring til at kunne forstå operatørens aktiviteter og dermed forbundne risici.
Den foreslåede bestemmelse, der er ny, gennemfører artikel 45, stk. 1, 2. pkt., og artikel 45, stk. 2, litra b, i MiFID II.
Det foreslås i stk. 1, at bestyrelsen for en operatør af et reguleret marked skal sikre, at dens medlemmer har tilstrækkelig kollektiv viden, faglig kompetence og erfaring til at kunne forstå operatørens aktiviteter og de hermed forbundne risici.
Bestyrelsens hovedopgave er at fastlægge de overordnede og strategiske rammer for operatøren og dens aktiviteter. Formålet med den foreslåede bestemmelse er at sikre, at bestyrelsen løbende overvejer, om den samlet set har fornøden viden, faglige kompetencer og erfaring til at forstå og agere i forhold til de risici, som operatøren har påtaget sig, og de udfordringer, som operatøren står over for, således at bestyrelsen kan give et kvalificeret modspil til direktionens forslag til forretningsstrategi og handlinger.
Kravene til en operatør af et reguleret marked er bl.a. fastlagt i lovforslagets § 71. En operatør af et reguleret marked skal bl.a. kunne styre de risici, som både operatøren og det regulerede marked udsættes for, påvise alle væsentlige risici for markedets drift og indføre foranstaltninger til at mindske disse risici. En operatør af et reguleret marked skal endvidere sikre en sund forvaltning af den tekniske funktion af markedets systemer og sikre en effektiv og rettidig gennemførelse af de transaktioner, der gennemføres i markedets systemer.
Den foreslåede bestemmelse understreger bestyrelsens pligt til løbende at vurdere, om den samlede bestyrelse besidder den nødvendige viden og erfaring til at sikre en forsvarlig drift af operatøren og håndtering af dens risici. Den viden og erfaring, som bestyrelsen som minimum skal besidde, indebærer f.eks., at den skal være i stand til at udfordre direktionen på en konstruktiv måde, herunder stille relevante spørgsmål til direktionen og forholde sig kritisk til svarene. Det må forventes, at medlemmerne af bestyrelsen samlet set har den fornødne viden om de lovgivningsmæssige rammer for ledelsen af operatøren og driften af det regulerede marked.
Bestyrelsen skal løbende vurdere, om ændringer i operatøren eller det regulerede marked giver anledning til at supplere bestyrelsens samlede kompetencer, så bestyrelsen til enhver tid har de fornødne kompetencer til at sikre, at markedet drives på en betryggende og hensigtsmæssig måde.
Artikel 45, stk. 9, litra b, i MiFID II indeholder hjemmel til, at ESMA kan udstede retningslinjer med henblik på at præcisere, hvad der forstås ved den tilstrækkelige kollektive viden, faglige kompetence og erfaring, som ledelsesorganet skal være i besiddelse af.
Finanstilsynet kan i forbindelse med vurderingen af, om en bestyrelse i en operatør af et reguleret marked tilsammen har tilstrækkelig kollektiv viden, faglig kompetence og erfaring, inddrage disse retningslinjer fra ESMA i det omfang, sådanne retningslinjer foreligger, og i det omfang inddragelse af retningslinjerne er relevant.
Det foreslås i stk. 2, at drives en operatør af et reguleret marked som en juridisk person uden en bestyrelse, finder stk. 1 tilsvarende anvendelse for det øverste ledelsesorgan.
Forslaget medfører, at i de tilfælde hvor en operatør af et reguleret marked drives som en juridisk person uden en bestyrelse, er det øverste ledelsesorgan forpligtet til at sikre, at dets medlemmer samlet set har tilstrækkelig kollektiv viden, faglig kompetence og erfaring til at kunne forstå operatørens aktiviteter og de hermed forbundne risici, jf. det foreslåede stk. 1.
Med det øverste ledelsesorgan forstås den eller de personer, der er ansvarlig for operatørens overordnede ledelse. Hvor operatøren eksempelvis drives som en juridisk person, der alene har en direktion, men ingen bestyrelse, vil det være direktionen, der har ansvaret for operatørens overordnede ledelse.
Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til det foreslåede stk. 1.
Det foreslås i stk. 3, at bestemmelsen i stk. 1 ikke skal gælde for en operatør af et reguleret marked, der er en enkeltmandsvirksomhed.
Den foreslåede bestemmelse i stk. 1 forudsætter en kollektiv ledelse af en operatør af et reguleret marked, og bestemmelsen vil derfor ikke være relevant for en operatør af et reguleret marked, der er en enkeltmandsvirksomhed.
Overtrædelse af det foreslåede § 66, stk. 1 og 2, er strafbelagt, jf. lovforslagets § 247. Ansvarssubjektet i forhold til overtrædelse af bestemmelsen er bestyrelsen eller, for en operatør af et reguleret marked, der er en juridisk person uden en bestyrelse, det øverste ledelsesorgan i den pågældende operatør af et reguleret marked. Den strafbare handling består i ikke at sikre, at medlemmerne af bestyrelsen henholdsvis det øverste ledelsesorgan har tilstrækkelig kollektiv viden, faglig kompetence og erfaring til at kunne forstå operatørens aktiviteter og de hermed forbundne risici.
Det betyder, at bestyrelsen henholdsvis det øverste ledelsesorgan kan straffes med bøde, hvis den ikke løbende vurderer bestyrelsens henholdsvis det øverste ledelsesorgans samlede kompetencer som anført i bestemmelsen.
Formålet med bestemmelsen er at sikre, at bestyrelsen eller, for en operatør af et reguleret marked, der er en juridisk person uden en bestyrelse, det øverste ledelsesorgan har de fornødne kompetencer til at varetage sin opgave i operatøren, herunder kan udfordre direktionen konstruktivt ved bl.a. at stille relevante spørgsmål og forholde sig kritisk til svarene. Hvis bestyrelsens henholdsvis det øverste ledelsesorgans kompetencer er mangelfulde på områder, der er væsentlige for operatøren, kan dette føre til ledelsesmæssige svigt, hvilket på sigt kan medføre tab hos operatøren eller kunderne, hvilket er baggrunden for, at manglende overholdelse af bestemmelsen foreslås strafbelagt.