LBK nr 652 af 10/06/2025
Erhvervsministeriet
Bekendtgørelse af lov om kapitalmarkeder § 238
Offentliggørelse efter § 234 om sager vedrørende kapitel 5 og 7 skal udsættes eller ske i anonymiseret form, hvis
-
offentliggørelsen vil medføre uforholdsmæssig stor skade for virksomheden eller den fysiske person,
-
efterforskningsmæssige hensyn taler imod offentliggørelse,
-
offentliggørelse vil true den finansielle stabilitet eller
-
samfundsmæssige hensyn til offentliggørelse af en persons navn må vurderes ikke at være proportionale med hensynet til personen.
Forarbejder til Bekendtgørelse af lov om kapitalmarkeder § 238
RetsinformationIfølge § 84 l, stk. 3, i lov om værdipapirhandel m.v. skal offentliggørelse udskydes eller ske i anonymiseret form, hvis offentliggørelsen vil medføre uforholdsmæssig stor skade for virksomheden eller personen, hvis efterforskningsmæssige hensyn taler imod offentliggørelse, hvis offentliggørelse vil true den finansielle stabilitet, eller hvis samfundsmæssige hensyn til offentliggørelse af en persons navn må vurderes ikke at være proportionale med hensynet til personen.
Den foreslåede bestemmelse i § 238 fastlægger begrænsninger for Finanstilsynets offentliggørelse af sager vedrørende overtrædelse af lovforslagets kapitel 5 om oplysningspligter for udstedere med omsættelige værdipapirer optaget til handel på regulerede markeder og kapitel 7 om storaktionærmeddelelser, der gennemfører gennemsigtighedsdirektivet.
Bestemmelsen viderefører § 84 l, stk. 3, i lov om værdipapirhandel m.v. og gennemfører artikel 29, stk. 1, 2. afsnit, litra a-c, i gennemsigtighedsdirektivet.
Grunden til, at der er lavet en særskilt bestemmelse gældende for overtrædelser af kapitel 5 og 7, er, at der ikke i gennemsigtighedsdirektivet er samme undtagelsesmuligheder for offentliggørelse, som findes i eksempelvis markedsmisbrugsforordningen, CSDR og MiFID II, som er omfattet af lovforslagets § 239.
Det foreslås i nr. 1, at offentliggørelse efter lovforslagets § 234 om sager vedrørende bestemmelser i kapitel 5 og 7 skal udsættes eller ske i anonymiseret form, hvis offentliggørelsen vil medføre uforholdsmæssig stor skade for virksomheden eller den fysiske person.
Det forhold, at offentliggørelse af en virksomheds navn vil kunne medføre fald i kursen på en virksomheds aktier, tab af kunder, eller at offentliggørelse vil kunne bane vej for et erstatningskrav mod virksomheden eller den fysiske person, vil ikke i sig selv være nok til, at offentliggørelse skal ske i anonymiseret form. Undtagelsen finder kun anvendelse i de tilfælde, hvor virksomhedens fortsatte drift vil blive truet, eller meget væsentlige interesser krænkes.
Det foreslås i nr. 2, at offentliggørelse efter lovforslagets § 234 om sager vedrørende bestemmelser i kapitel 5 og 7 skal udsættes eller ske i anonymiseret form, hvis efterforskningsmæssige hensyn taler for imod offentliggørelse.
Ved tvivl vil spørgsmålet om offentliggørelse blive forelagt den relevante anklagemyndighed. Udsættes offentliggørelsen, vil udsættelsen vare, til der ikke længere er hensyn, der kan begrunde udsættelsen.
Det foreslås i nr. 3, at offentliggørelse efter lovforslagets § 234 om sager vedrørende bestemmelser i kapitel 5 og 7 skal udsættes eller ske i anonymiseret form, hvis offentliggørelse vil true den finansielle stabilitet.
Det foreslås i nr. 4, at offentliggørelse efter lovforslagets § 234 om sager vedrørende bestemmelser i kapitel 5 og 7 skal udsættes eller ske i anonymiseret form, hvis samfundsmæssige hensyn til offentliggørelse af en persons navn må vurderes ikke at være proportionale med hensynet til personen.
Dette kan eksempelvis være tilfældet, hvor en offentliggørelse med navns nævnelse må vurderes ikke at ville have en tilstrækkelig præventiv effekt i forhold til det indgreb, som offentliggørelsen vil være i vedkommendes personlige integritet.
Af Justitsministeriets betænkning nr. 1516 om offentlige myndigheders offentliggørelse af kontrolresultater, afgørelser m.v., side 13, fremgår, at der i forbindelse med offentliggørelse skal ske en konkret afvejning af hensynet til de fysiske og juridiske personer, som oplysningerne vedrører, over for de hensyn til samfundsmæssige interesser, der søges varetaget med den pågældende ordning. Jo mere følsomme oplysninger der er tale om, jo mere tungtvejende samfundsmæssige hensyn må der kræves. Vurderingen i relation til fysiske og juridiske personer er ikke ens. Der skal mere tungtvejende grunde til at offentliggøre oplysninger om fysiske personer end om juridiske personer.
Hvis der er tale om et tilfælde, hvor der efter bestemmelsen skal ske offentliggørelse i anonymiseret form, men offentliggørelse ikke kan ske i anonymiseret form, fordi der ikke kan ske en effektiv anonymisering, vil offentliggørelsen ikke skulle foretages. Det er for eksempel, hvis beskrivelsen af de konkrete forhold i sagen gør, at det vil være muligt entydigt at identificere den virksomhed eller fysiske person, afgørelsen er rettet mod, uanset at denne ikke er nævnt ved navn.