LBK nr 652 af 10/06/2025
Erhvervsministeriet
Bekendtgørelse af lov om kapitalmarkeder § 234
Finanstilsynet skal med angivelse af virksomhedens eller den fysiske persons navn offentliggøre følgende på Finanstilsynets hjemmeside, jf. dog §§ 237-239:
-
Reaktioner givet i henhold til denne lovs § 211, stk. 4, jf. § 345, stk. 12, nr. 4, i lov om finansiel virksomhed, eller af Finanstilsynet efter delegation fra Finanstilsynets bestyrelse.
-
Påtaler, påbud, vedtagne administrative bødeforelæg og tvangsbøder, der ikke er omfattet af nr. 1.
-
Beslutninger om at overgive sager om virksomheder til politimæssig efterforskning.
-
Domme eller bødevedtagelser i sager, der tidligere er overgivet til politimæssig efterforskning, hvor der er faldet helt eller delvis fældende dom eller vedtaget bøde.
Stk. 2. Finanstilsynet kan med angivelse af virksomhedens eller den fysiske persons navn offentliggøre reaktioner m.v., der ikke er omfattet af stk. 1, nr. 1 eller 2, samt forhåndstilkendegivelser, hvis det skønnes at være i offentlighedens interesse eller bidrager til oplysning om Finanstilsynets praksis.
Stk. 3. Finanstilsynet kan beslutte, at offentliggørelse efter stk. 1, nr. 2-4, og stk. 2 skal ske i form af et resumé.
Stk. 4. Offentliggørelse efter stk. 1-3, der vedrører en virksomhed, må ikke indeholde fortrolige oplysninger om kundeforhold eller oplysninger omfattet af § 30 i offentlighedsloven. Offentliggørelsen må ikke indeholde fortrolige oplysninger, der hidrører fra finansielle tilsynsmyndigheder i andre lande, medmindre de myndigheder, der har afgivet oplysningerne, har givet deres udtrykkelige tilladelse.
Forarbejder til Bekendtgørelse af lov om kapitalmarkeder § 234
RetsinformationEfter § 84 c, stk. 1-3, § 84 d, § 84 g, stk. 1-3, § 84 k, stk. 1-2, § 84 l, stk. 1-2, og § 84 m, stk. 1-2, i lov om værdipapirhandel m.v. skal Finanstilsynet i visse tilfælde offentliggøre reaktioner m.v. truffet af Finanstilsynet.
Den foreslåede bestemmelse i § 234 fastlægger regler for Finanstilsynets offentliggørelse af reaktioner, beslutninger, domme og bødevedtagelser vedrørende de regler, som Finanstilsynet påser overholdelse af i medfør af lovforslagets § 211, stk. 1-3, og § 213, stk. 1-3 og 5.
Bestemmelsen nyaffatter § 84 c, stk. 1-3, § 84 d, § 84 g, stk. 1-3, § 84 k, stk. 1-2, § 84 l, stk. 1-2, og § 84 m, stk. 1-2, i lov om værdipapirhandel m.v.
Finanstilsynets offentliggørelse i medfør af den foreslåede bestemmelses stk. 1, nr. 1 og 2, og stk. 2, skal angive virksomhedens navn i de reaktioner, der retter sig mod virksomheder, og navnet på den fysiske person i de reaktioner, der retter sig mod fysiske personer, jf. lovforslagets §§ 237-239. Hidtil har Finanstilsynet imidlertid alene offentliggjort med navns nævnelse for så vidt angår juridiske personer på nær offentliggørelse efter de gældende §§ 84 k, 84 l og 84 m.
Med forslaget skal Finanstilsynet nu tillige offentliggøre med navns nævnelse i de sager, der er nævnt i stk. 1, nr. 1 eller 2, eller stk. 2, for så vidt angår fysiske personer og også i sager, som ikke behandles af Finanstilsynets bestyrelse. I sager om beslutning om at overgive en sag til politimæssig efterforskning efter den foreslåede bestemmelses stk. 1, nr. 3, skal der alene ske offentliggørelse i de tilfælde, hvor der er tale om en anmeldelse af en virksomhed, hvilket svarer til de gældende regler. I disse sager vil der fortsat ikke skulle ske offentliggørelse af sager mod fysiske personer.
Bestemmelsen gennemfører artikel 25, stk. 2, i prospektdirektivet, artikel 29, stk. 1, i gennemsigtighedsdirektivet, artikel 71, stk. 1, i MiFID II, artikel 23, stk. 2, litra m, i markedsmisbrugsforordningen, artikel 62, stk. 1, i CSDR og artikel 12, stk. 2, i EMIR. Bestemmelsen supplerer endvidere artikel 34, stk. 1, i markedsmisbrugsforordningen.
Det foreslås i stk. 1, at Finanstilsynet skal offentliggøre en række afgørelser og beslutninger vedrørende regler, som Finanstilsynet påser overholdelse af efter § 211, stk. 1-3, og § 213, stk. 1-3 og 5, på Finanstilsynets hjemmeside. Offentliggørelsen skal ske med angivelse af virksomhedens eller den fysiske persons navn.
Som hidtil indebærer offentliggørelse efter stk. 1, nr. 1-4 ikke, at selve den underliggende sag med dertilhørende akter bliver offentlig tilgængelig. Sagen er stadig omfattet af Finanstilsynets tavshedspligt i henhold til lovforslagets § 224. En eventuel anmodning om aktindsigt, herunder aktindsigt i sagsakter og journalliste, vil derfor være omfattet af de almindelige regler herfor.
Det foreslås i stk. 1, nr. 1, at Finanstilsynet skal offentliggøre reaktioner givet i henhold til denne lovs § 211, stk. 4, jf. § 345, stk. 7, nr. 4, i lov om finansiel virksomhed, eller af Finanstilsynet efter delegation fra Finanstilsynets bestyrelse.
Reaktioner givet efter lovforslagets § 211, stk. 4, jf. § 345, stk. 7, nr. 4, i lov om finansiel virksomhed, omfatter tilfælde, hvor Finanstilsynets bestyrelse træffer beslutning om reaktioner i sager af principiel karakter og i sager, der har videregående betydelige følger.
Finanstilsynets bestyrelse kan ved instruks delegere sin kompetence efter § 345, stk. 7, nr. 4 og 6, i lov om finansiel virksomhed til Finanstilsynets direktion, jf. § 345, stk. 14, i lov om finansiel virksomhed. Det er alene i sager af principiel karakter og sager, der har videregående betydelige følger, dvs. sager omfattet af § 345, stk. 7, nr. 4, i lov om finansiel virksomhed, jf. lovforslagets § 211, stk. 4, hvor Finanstilsynet giver en reaktion efter delegation fra Finanstilsynets bestyrelse, at der skal ske offentliggørelse efter det foreslåede stk. 1, nr. 1. Offentliggørelse af beslutninger om at overgive sager omfattet af § 345, stk. 7, nr. 6, i lov om finansiel virksomhed, jf. lovforslagets § 211, stk. 4, til politimæssig efterforskning truffet af Finanstilsynet efter delegation fra Finanstilsynets bestyrelse sker i medfør af det foreslåede stk. 1, nr. 3.
Ved reaktioner forstås afgørelser i forvaltningsretlig forstand, herunder påtaler og påbud, men reaktioner dækker også over risikooplysninger m.v. Med bestemmelsen vil Finanstilsynets bestyrelse for eksempel være kompetent til at træffe afgørelser i forvaltningsretlig forstand, hvor der er en konkret part, men bestyrelsen vil også være kompetent til at træffe beslutning om reaktioner i principielle sager vedrørende lovfortolkning og lovanvendelse, herunder ændring af Finanstilsynets praksis, hvor der ikke nødvendigvis er en konkret virksomhed, som reaktionen retter sig mod.
Finanstilsynets offentliggørelse skal angive navnet på den virksomhed eller den fysiske person, som reaktionen retter sig mod.
I forbindelse med Finanstilsynets bestyrelses behandling af sager og afgivelse af reaktioner træffer bestyrelsen også beslutning om offentliggørelse. Den, som en reaktion retter sig mod, skal i forbindelse med partshøring efter forvaltningsloven tilsendes et udkast til reaktionen i den form, den påtænkes offentliggjort i medfør af offentliggørelsesreglerne. Den, som reaktionen retter sig mod, vil i forbindelse med høringen få mulighed for at kommentere på selve indstillingen i relation til spørgsmålet om offentliggørelse, samt – hvis det indstilles, at reaktionen offentliggøres – hvilke oplysninger denne eventuelt finder bør fjernes fra udkastet inden offentliggørelse. Dette følger af § 28, stk. 2, i den gældende bekendtgørelse nr. 1234 af 24. november 2014 om forretningsorden for bestyrelsen for Finanstilsynet.
I forbindelse med at Finanstilsynets bestyrelse træffer afgørelse i sagen, træffer bestyrelsen samtidig beslutning om, hvorvidt reaktionen skal offentliggøres, om offentliggørelse skal udsættes eller undtages, eller om der skal ske offentliggørelse i anonymiset form, jf. lovforslagets §§ 237-239. Bestyrelsens beslutning om offentliggørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed. Dette følger af § 34, stk. 1, i bekendtgørelse om forretningsorden for bestyrelsen for Finanstilsynet.
Det foreslås i stk. 1, nr. 2, at Finanstilsynet skal offentliggøre påtaler, påbud, vedtagne administrative bødeforelæg og tvangsbøder, der ikke er omfattet af nr. 1.
Bestemmelsen sikrer, at alle påtaler, påbud, vedtagne administrative bødeforelæg og tvangsbøder bliver offentliggjort i overensstemmelse med de EU-retlige krav herom, uanset om Finanstilsynets bestyrelse har behandlet sagen. Endvidere sikrer bestemmelsen, at Finanstilsynets praksis kendes af offentligheden.
Med administrative bødeforelæg forstås Finanstilsynets tilkendegivelse om, at en sag kan afgøres uden retssag, hvis den, der har begået overtrædelsen, erklærer sig skyldig i overtrædelsen og erklærer sig rede til inden en nærmere angiven frist at betale en bøde som angivet i bødeforelægget. Vedtages bødeforelægget inden den i bødeforelægget angivne frist, bortfalder videre forfølgning. Anvendelse af administrative bødeforelæg på det finansielle område er nærmere reguleret i den gældende bekendtgørelse nr. 186 af 8. marts 2011 om anvendelse af administrative bødeforelæg på det finansielle område. Bekendtgørelsen foreslås ikke ændret i forbindelse med nærværende lovforslag.
Finanstilsynets offentliggørelse skal angive navnet på den virksomhed eller den fysiske person, som reaktionen retter sig mod.
Det foreslås i stk. 1, nr. 3, at Finanstilsynet skal offentliggøre beslutninger om at overgive sager om virksomheder til politimæssig efterforskning.
Finanstilsynets beslutning offentliggøres, uanset om politianmeldelsen vedrører en virksomhed under tilsyn eller en virksomhed, der ikke er under tilsyn.
Ved virksomhed forstås alle juridiske personer. Bestemmelsen medfører, at fysiske personer under tilsyn i medfør af loven, eksempelvis udbydere af dataindberetningstjenester, der driver virksomhed i personligt regi, ikke er omfattet af anvendelsesområdet. Det betyder, at politianmeldelse af disse ikke vil blive offentliggjort af Finanstilsynet.
En beslutning om at oversende en sag til politimæssig efterforskning er en processuel beslutning, som ikke kan påklages.
Finanstilsynets offentliggørelse skal angive navnet på den virksomhed, som sagen vedrører.
Der sker ikke offentliggørelse af beslutninger om at overgive sager til politimæssig efterforskning i de tilfælde, hvor sagen vedrører en fysisk person.
Beslutninger om at overgive sager til politimæssig efterforskning skal alene offentliggøres af Finanstilsynet. Den virksomhed, som sagen vedrører, er ikke forpligtet til at forestå offentliggørelse af denne beslutning efter reglerne i dette kapitel. Virksomheder, der er omfattet af reglerne om oplysningsforpligtelser i markedsmisbrugsforordningen, skal være opmærksomme på, om virksomheden i medfør af markedsmisbrugsforordningen skal offentliggøre oplysninger om politianmeldelsen.
I lovforslagets § 236 foreslås det, at Finanstilsynet i de tilfælde, hvor Finanstilsynet har offentliggjort en beslutning om at overgive en sag vedrørende en virksomhed til politimæssig efterforskning i medfør af det foreslåede stk. 1, nr. 3, og sagen er sluttet, uden at der er rejst tiltale, eller ved tiltalefrafald, skal offentliggøre oplysninger herom, hvis den pågældende virksomhed anmoder om det. Der henvises til lovforslagets § 236, stk. 1, og bemærkningerne hertil.
I de sager hvor en beslutning omfattet af lovforslagets § 234, stk. 1, nr. 3, forelægges for Finanstilsynets bestyrelse, skal sagen indeholde en indstilling vedrørende offentliggørelse, hvis Finanstilsynet eller Erhvervsstyrelsen vurderer, at bestyrelsessagen er omfattet af lovgivningens regler om offentliggørelse. Finanstilsynets bestyrelse træffer beslutning om, hvorvidt beslutningen skal offentliggøres, anonymiseres, udsættes eller undtages fra offentliggørelse, i forbindelse med at bestyrelsen træffer beslutningen i sagen. Bestyrelsens beslutning om offentliggørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed. Dette følger af § 34, stk. 1, i den gældende bekendtgørelse om forretningsorden for bestyrelsen for Finanstilsynet, og der henvises hertil.
Det foreslås i stk. 1, nr. 4, at Finanstilsynet skal offentliggøre domme eller bødevedtagelser i sager, der tidligere er overgivet til politimæssig efterforskning, hvor der er faldet helt eller delvis fældende dom eller vedtaget bøde.
Ved bødevedtagelser forstås bøder, som foreslås af anklagemyndigheden, og som vedtages som et bødeforelæg. Sager, hvori der vedtages et administrativt bødeforelæg, offentliggøres efter reglerne i det foreslåede stk. 1, nr. 2. Sidstnævnte er bøder, som foreslås af Finanstilsynet.
Finanstilsynets offentliggørelse skal angive navnet på den, som dommen retter sig mod, eller som har vedtaget bøden.
Virksomheder under tilsyn skal også offentliggøre domme, bødevedtagelser eller resuméer heraf omfattet af det foreslåede stk. 1, nr. 4, jf. lovforslagets § 241.
Det foreslås i stk. 2, at Finanstilsynet med angivelse af virksomhedens eller den fysiske persons navn kan offentliggøre reaktioner, der ikke er omfattet af stk. 1, nr. 1 eller 2, samt forhåndstilkendegivelser, hvis det skønnes at være i offentlighedens interesse eller bidrager til oplysning om Finanstilsynets praksis.
Bestemmelsen vil eksempelvis omfatte reaktioner, der ikke har været forelagt Finanstilsynets bestyrelse, fordi de ikke er principielle eller ikke har videregående betydning, og som ikke er en påtale, et påbud m.v. som nævnt i stk. 1, nr. 2. Det kan eksempelvis omfatte en afgørelse om at fritage fra tilbudspligtsreglerne i lovforslagets kapitel 8.
Offentliggørelse kan kun ske, hvis det vurderes at være i offentlighedens interesse eller bidrager til oplysning om Finanstilsynets praksis. Det er Finanstilsynet, der skal vurdere, om kriterierne er opfyldt.
Ligesom det er tilfældet efter det foreslåede stk. 1, nr. 1 eller 2, vil udkast til offentliggørelse blive forelagt for den juridiske eller den fysiske person, som reaktionen eller forhåndstilkendegivelsen vedrører, og som herved får mulighed for at afgive bemærkninger til udkast til offentliggørelse.
Det foreslås i stk. 3, at Finanstilsynet kan beslutte, at offentliggørelse efter stk. 1, nr. 2-4, og stk. 2, skal ske i form af et resumé.
Ved resumé forstås en kort gengivelse af hovedpunkterne i reaktionen, dommen eller bødevedtagelsen.
Finanstilsynet kan ved vurderingen af, om der skal udarbejdes og offentliggøres et resumé, inddrage bl.a. påtalens, påbuddets, det vedtagne administrative bødeforelægs, tvangsbødens, beslutningens, dommens eller bødevedtagelsens længde og kompleksitet samt øvrige forhold, som taler for at offentliggøre et resumé frem for den fulde tekst.
Det foreslås i stk. 4, at offentliggørelsen efter stk. 1-3, der vedrører en juridisk person, ikke må indeholde fortrolige oplysninger om kundeforhold eller oplysninger omfattet af § 30 i offentlighedsloven. Offentliggørelsen må ikke indeholde fortrolige oplysninger, der hidrører fra finansielle tilsynsmyndigheder i andre lande, medmindre de myndigheder, der har afgivet oplysningerne, har givet deres udtrykkelige tilladelse.
For så vidt angår enkeltmandsvirksomheder eller interessentskaber, hvor fysiske personer er interessenter, kan oplysningen om virksomhedens navn være personhenførbar og dermed omfattet af § 30, nr. 1, i persondataloven. I disse tilfælde vil navnet på virksomheden ikke blive offentliggjort.
Offentliggørelsen vil blive anonymiseret, i det omfang det offentliggjorte materiale indeholder fortrolige oplysninger om kundeforhold eller oplysninger omfattet af § 30 i offentlighedsloven. Med den foreslåede offentliggørelsesbegrænsning varetages hensynet til Finanstilsynets samarbejde med finansielle tilsynsmyndigheder i andre lande, idet det sikres, at finansielle tilsynsmyndigheder i andre lande kan udlevere fortrolige oplysninger til Finanstilsynet uden at risikere, at der sker offentliggørelse heraf.
Ved fortrolige oplysninger om kundeforhold forstås bl.a. oplysninger, som er egnede til at identificere en virksomheds kunder, herunder kundens navn og adresse, oplysninger om virksomhedens kunders forhold samt øvrige oplysninger, der relaterer sig til virksomhedens kunder, og som efter deres karakter må anses for fortrolige.
Den gældende § 30 i offentlighedsloven omfatter oplysninger om enkeltpersoners private, herunder økonomiske, forhold og oplysninger om tekniske indretninger eller fremgangsmåder eller om drifts- eller forretningsforhold og lignende for så vidt det er af væsentlig økonomisk betydning for den person eller virksomhed, som oplysningerne angår.
Oplysninger om virksomhedens interne forhold af væsentlig betydning for virksomheden, eksempelvis ikke-offentligt tilgængelige oplysninger om virksomhedens opbygning og indretning, økonomiske forhold og situation, kundemasse og samarbejdspartnere, vil blive fjernet inden offentliggørelsen.