Bekendtgørelse af lov om kapitalmarkeder § 232

Efter gældende ret er det både virksomheder under tilsyn og andre personer og virksomheder, der omfattes af lov om værdipapirhandel m.v., der betaler afgift efter kapital 22 i lov om finansiel virksomhed, og derfor er den gældende bestemmelse ikke helt præcis.

Det følger af § 88, stk. 1 og 2, i lov om værdipapirhandel m.v., at afgørelser truffet af Finanstilsynet i henhold til lov om værdipapirhandel m.v. og forordninger udstedt i medfør af gennemsigtighedsdirektivet kan indbringes for Erhvervsankenævnet. Tilsvarende gælder for afgørelser truffet af Finanstilsynet i henhold til artikel 37-42 i CO2-auktioneringsforordningen, shortselling-forordningen og regler udstedt i medfør heraf, EMIR med de begrænsninger, der følger af forordningen, bortset fra artikel 14 og 15, regler udstedt i medfør af markedsmisbrugsforordningen og regler udstedt i medfør af CSDR samt forordninger og regler udstedt i medfør heraf. Bestemmelsen i stk. 1 omfatter ikke afgørelser efter § 88, stk. 3, i lov om værdipapirhandel m.v. og § 87. Bestemmelsen finder tillige anvendelse på afgørelser truffet af Erhvervsstyrelsen på Finanstilsynets vegne, jf. § 83, stk. 2, og § 83 b, stk. 2-4, samt på afgørelser truffet af Danmarks Nationalbank efter § 57 a, stk. 7. § 88, stk. 1, finder tillige anvendelse på afgørelser truffet af virksomheder, der udøver beføjelser på Finanstilsynets vegne.

Den foreslåede bestemmelse i § 232 fastlægger regler for adgang til klage over afgørelser truffet af Finanstilsynet samt afgørelser truffet af Erhvervsstyrelsen eller Danmarks Nationalbank på Finanstilsynets vegne og afgørelser truffet af virksomheder, der har fået delegeret kompetencer fra Finanstilsynet.

I overensstemmelse med hvad der generelt gælder inden for forvaltningsretten, er der adgang til administrativ rekurs (klage til anden forvaltningsmyndighed) for de afgørelser, der træffes i henhold til de nævnte regler. Den foreslåede bestemmelse fastlægger sammen med lovforslagets § 233 rammerne for adgangen til administrativ rekurs inden for den foreslåede lovs område. Den foreslåede bestemmelse vedrører klage til Erhvervsankenævnet, mens lovforslagets § 233 vedrører klage til andre myndigheder eller indbringelse for domstolene.

Bestemmelsen nyaffatter § 88, stk. 1 og 2, i lov om værdipapirhandel m.v.

Det foreslåede stk. 1 giver mulighed for, at personer, der er adressat for en afgørelse truffet af Finanstilsynet, kan indbringe afgørelsen for Erhvervsankenævnet.

I den gældende bestemmelse i § 88, stk. 1, 1. pkt., i lov om værdipapirhandel m.v. er foretaget en opremsning af, hvilke regelsæt en afgørelse skal være truffet efter for at være omfattet af klageadgangen i bestemmelsen. Denne opremsning foreslås erstattet af en henvisning til lovforslagets § 211 og § 213, stk. 1-3 og 5, der fastslår Finanstilsynets kompetence og dermed også, efter hvilke regler Finanstilsynet kan træffe afgørelser.

Det foreslåede stk. 2 udgør en undtagelse til hovedreglen i stk. 1 og vedrører fire typer af afgørelser, der ikke omfattes af indbringelsesmuligheden efter stk. 1.

Den første undtagelse vedrører pålæg om udlevering af oplysninger til Finanstilsynet i medfør af §§ 214-217, da det ikke skal være muligt at undslå sig et krav om udlevering af oplysninger til Finanstilsynet.

Den anden undtagelse vedrører afgørelser truffet efter lovforslagets § 221, stk. 6. I medfør af § 221, stk. 6, indbringes påbud om afsættelse af en direktør for en operatør af et reguleret marked og om bestyrelsesmedlemmers nedlæggelse af hvervet, direkte for domstolene.

Den tredje undtagelse vedrører afgørelser truffet efter § 233, stk. 1. I medfør af § 233, stk. 1, kan afgørelser i henhold til denne lov eller regler udstedt i medfør af loven truffet af en operatør af et reguleret marked, en CCP eller en CSD indbringes for Finanstilsynet. Den afgørelse, Finanstilsynet træffer i denne situation, omfattes ikke af stk. 1. Sådanne afgørelser omfattes i stedet af § 233, stk. 2. Den fjerde undtagelse vedrører EMIR.

Undtagelsen for afgørelser truffet efter artikel 14 og 15 i EMIR skyldes, at tilladelsesprocessen er detaljeret beskrevet i artikel 17 i EMIR. En CCP, der ønsker tilladelse, skal efter forordningen indlevere en ansøgning til den kompetente myndighed i sit hjemland. Ansøgningen skal indeholde alle de oplysninger, der er nødvendige for at konstatere, at ansøgeren opfylder forordningens bestemmelser, jf. artikel 17, stk. 2, i EMIR. Den kompetente myndighed skal senest 30 dage efter modtagelsen vurdere, om ansøgningen er fyldestgørende, og give ansøgeren og tilsynskollegiet meddelelse herom, jf. artikel 17, stk. 3, i EMIR. Den kompetente myndighed er forpligtet til tage tilsynskollegiets vurdering med i betragtning.

En negativ udtalelse fra et enigt tilsynskollegium med undtagelse af hjemlandsmyndighederne kan blokere en tilladelse, mens en negativ udtalelse fra et flertal på to tredjedele kan føre til bindende mægling under ESMA, jf. artikel 17, stk. 4, i EMIR. Den kompetente myndighed skal senest 6 måneder efter indlevering af en fyldestgørende ansøgning skriftligt meddele ansøgeren, om ansøgningen kan imødekommes eller ej, jf. artikel 17, stk. 7, i EMIR.

Henset til forordningens meget detaljerede beskrivelse af beslutningsprocessen for tilladelse til centrale modparter, der involverer tilsynskollegiet og bindende mægling ved ESMA, synes det ikke hensigtsmæssigt, at Erhvervsankenævnet kan omgøre afgørelser om tilladelse truffet efter lovforslagets § 211, stk. 1-3, i medfør af artikel 14 og 15 i EMIR, jf. artikel 17, som følge af en klage fra CCP’en. Klageadgang ville i øvrigt medføre, at afgørelser truffet efter enighed blandt kollegiet eller ved bindende mægling ved ESMA kunne påklages, hvis CCP’en ikke fuldt ud får medhold, hvilket særligt skønnes uhensigtsmæssigt.

Det foreslåede stk. 3 omfatter visse afgørelser truffet af Erhvervsstyrelsen og Danmarks Nationalbank. I sager om kontrol med reglerne for finansielle oplysninger i årsrapporter og delårsrapporter efter § 213, der vedrører virksomheder omfattet af årsregnskabsloven, træder Erhvervsstyrelsen i Finanstilsynets sted. Med stk. 3 sikres det, at de afgørelser, som Erhvervsstyrelsen træffer som led i sin kontrol med overholdelsen af finansielle oplysninger, efter de nævnte regler vil kunne ankes til Erhvervsankenævnet. Det drejer sig om afgørelser truffet i henhold til de bestemmelser i lov om finansiel virksomhed, lov om investeringsforeninger m.v., lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v., årsregnskabsloven og Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1606/2002 af 19. juli 2002 om anvendelse af internationale regnskabsstandarder, der er omfattet af Finanstilsynets kontrol.

Det foreslåede stk. 3 fastslår også, at afgørelser truffet af Nationalbanken efter lovforslagets § 180, stk. 3, i relation til registrerede betalingssystemer omfattes af klageadgangen til Erhvervsankenævnet.

I henhold til lovforslagets § 211, stk. 5, overvåger Danmarks Nationalbank betalingssystemer, som Nationalbanken finder har væsentlig betydning for afviklingen eller gennemførelsen af Nationalbankens pengepolitiske transaktioner. Nationalbankens overvågningsforpligtelse i relation til registrerede betalingssystemer er en centralbankopgave, der baserer sig på lov om Danmarks Nationalbank samt internationalt anerkendte standarder inden for området. Der er tale om en enekompetence for Nationalbanken, der i dette forslag alene foreslås tillagt en række beføjelser svarende til Finanstilsynets med henblik på at udøve denne overvågning.

De sager, der afgøres af Nationalbanken som led i dennes overvågning efter lovforslagets § 212, stk. 3, omfattes ikke af Finanstilsynets bestyrelses kompetence. Adgangen til klage til Erhvervsankenævnet er ikke i strid med Nationalbankens enekompetence, idet muligheden for indbringelse kun vedrører afgørelser i forbindelse med registrerede betalingssystemer svarende til de beføjelser, som Finanstilsynet er underlagt, og ikke Nationalbankens generelle overvågning.

Det foreslåede stk. 4 vedrører de tilfælde, hvor Finanstilsynet i medfør af lovforslagets § 222 har bestemt, at de beføjelser, der er tillagt Finanstilsynet, delegeres til en operatør af et reguleret marked. I de tilfælde, hvor der er sket en delegation, vil virksomhedernes afgørelser inden for det delegerede område blive truffet på Finanstilsynets vegne. Det foreslåede stk. 4 fastslår, at de klageregler, der gælder, når Finanstilsynet selv træffer afgørelse, ligeledes skal finde anvendelse på afgørelser, der træffes på Finanstilsynets vegne. Klage over afgørelser truffet af virksomheder, der på Finanstilsynets vegne udøver beføjelser, der er tillagt Finanstilsynet, skal derfor ske til Erhvervsankenævnet.