Bekendtgørelse af lov om kapitalmarkeder § 219

Det følger af den foreslåede bestemmelse i § 219, at Finanstilsynet endvidere kan kræve, at enhver fysisk eller juridisk person tager skridt til at reducere omfanget af sin position eller eksponering i et råvarederivat, og begrænse de muligheder, som en fysisk eller juridisk person har for at indgå en råvarederivataftale.

Bestemmelsen, der er ny, gennemfører artikel 69, stk. 2, litra o og p, i MiFID II.

Finanstilsynets beføjelse efter denne bestemmelse gælder alene for positioner i råvarederivater.

Ved positioner forstås en bindende forpligtelse til at købe eller sælge en given mængde af eksempelvis et finansielt instrument. Positioner kan tages i eksempelvis derivater, værdipapirer og pengemarkedsinstrumenter.

Ved eksponeringer forstås, at man er udsat for en kreditrisiko, valutarisiko, renterisiko m.v., hvor en fysisk eller juridisk person er udsat for en risiko for en stigning eller et fald i råvareprisen.

Ved et råvarederivat forstås råvarederivater som defineret i artikel 2, stk. 1, nr. 30, i MiFIR, jf. lovforslagets § 3, nr. 24, Det fremgår af artikel 2, stk.1, nr. 30, i MiFIR, at et råvarederivat er et finansielt instrument, der er defineret i artikel 4, stk. 1, nr. 44, litra c, i MiFID II, vedrørende en råvare eller et underliggende instrument som nævnt i afsnit C, nr. 10, i bilag I eller i nr. 5- 7 og 10 i afsnit C i bilag dertil.

Finanstilsynets hjemmel efter den forslåede bestemmelse kan dog ikke anvendes over for positioner eller eksponeringer eller anvendes til at afdække risiko, der er direkte knyttet til en ikke-finansiel virksomheds forretningsaktivitet. Det omfatter eksempelvis et bryggeris eksponering imod udviklingen i kornpriser eller en eksportvirksomheds position til afdækning af valutarisici.

Bestemmelsen finder anvendelse, når Finanstilsynet konstaterer en overtrædelse af de positionslofter, der er fastsat i medfør af lovforslagets §§ 128 og 129.