Bekendtgørelse af lov om kapitalmarkeder § 210f

Ifølge § 58 o i lov om værdipapirhandel m.v. afgøres en række spørgsmål vedrørende et værdipapir, der er registreret på en konto, efter lovgivningen i det land, hvor kontoen føres. Ved lovgivningen i det land, hvor kontoen føres, forstås dette lands materielle lovgivning og ikke reglerne om lovvalg.

Den foreslåede bestemmelse i § 210 indeholder regler om tingsretligt lovvalg for værdipapirer, der er registreret på en konto.

Bestemmelsen viderefører med sproglige ændringer § 58 o i lov om værdipapirhandel m.v.

Bestemmelsen gennemfører artikel 9 i collateraldirektivet.

Det foreslås i stk. 1, at hvis et finansielt instrument er registreret på en konto hos en CSD eller et kontoførende institut, afgøres spørgsmålet vedrørende instrumentet, jf. stk. 2, efter lovgivningen i det land, hvor kontoen føres, bortset fra lovvalgsregler.

Det drejer sig om den retlige beskaffenhed af sikkerhed i finansielle instrumenter og de tingsretlige virkninger, der knytter sig hertil.

Mange aftaler om finansiel sikkerhedsstillelse vil have tilknytning til flere lande. For at minimere de retlige risici ved grænseoverskridende sikkerhedsstillelse er det nødvendigt at skabe forudsigelighed om, hvilket lands lovgivning der finder anvendelse på tingsretlige spørgsmål. I den internationale privatret antages det traditionelt i teorien, at tingsretlige spørgsmål afgøres efter beliggenhedslandets lovgivning (lex rei sitae). For finansielle instrumenter, som er registreret på en konto, er der et behov for præcisering af dette princip, da en konto ikke har nogen fysisk beliggenhed.

Artikel 9, stk. 2, i finalitydirektivet indeholder en lovvalgsregel, som er gennemført i § 174. Lovvalgsreglen i finalitydirektivet gælder udtrykkeligt kun for sikkerhedsstillelse som led i deltagelsen i værdipapirafviklingssystemer og betalingssystemer og dermed kun for en begrænset kreds.

Den lovvalgsregel som følger af artikel 9 i collateraldirektivet går videre end finalitydirektivet, idet den ikke er begrænset til en særlig kreds, men gælder for finansielle instrumenter registreret på en konto. Såvel collateraldirektivet som finalitydirektivet bygger på det såkaldte PRIMA-princip (Place of the Relevant Inter Mediary Approach), hvorefter det afgørende i lovvalgsmæssig henseende ikke er, hvor et givet omsætteligt værdipapir befinder sig, eller gennem hvilken CSD det oprindeligt er udstedt, men derimod den lovgivning, som den relevante konto er undergivet.

En sikkerhedsstiller kan opbevare sine finansielle instrumenter hos en mellemmand, der igen opbevarer sine finansielle instrumenter, herunder de som opbevares på vegne af sikkerhedsstiller, hos en anden mellemmand, eksempelvis en CSD. De samme finansielle instrumenter kan derfor være krediteret konti hos flere mellemmænd. Efter den foreslåede bestemmelse er det lovgivningen i landet, hvor den relevante konto føres, som er afgørende. Den relevante konto er den konto, som det tingsretlige spørgsmål vedrører.

Går sikkerhedsstiller konkurs efter at have givet sikkerhed i de finansielle instrumenter, som sikkerhedsstiller opbevarer på sin konto hos sin mellemmand, er det denne konto og ikke mellemmandens konto i CSD’en, som er den relevante konto, når det skal vurderes, om sikkerhedsstillelsen kan opretholdes over for konkursboet. Et pengeinstitut, der alene optræder som kontoførende institut vedrørende en konto i en CSD, er ikke en mellemmand i relation til den foreslåede bestemmelse. Har en ejer af omsættelige værdipapirer konto i en CSD, er det denne konto, som er den relevante konto, selvom kontoudskriften måtte fremstå som udstedt af det kontoførende institut.

Ved lovgivningen i det land, hvor kontoen føres, forstås dette lands nationale lovgivning bortset fra lovvalgsregler. Det kan få betydning i tilfælde, hvor kontoen føres i et land uden for EU/EØS, som anvender andre lovvalgsprincipper end dem, der følger af collateraldirektivet.

Det afgørende er, i hvilket land kontoen reelt føres. Har den mellemmand, som fører kontoen på vegne af kontohaver, forretningssted i flere forskellige lande, kan det i visse tilfælde give anledning til problemer at fastslå, i hvilket land en konto føres. Der må i sådanne tilfælde ses på, om der i kontoaftalen er truffet bestemmelse om, hvor kontoen føres, og om angivelser på kontoudskrifter m.v. stemmer overens med vedtagelsen i kontoaftalen. Man søgte ved vedtagelsen af collateraldirektivet at undgå uoverensstemmelser mellem direktivet og den på dette tidspunkt endnu ikke færdiggjorte Haager-konvention om, hvilken lovgivning der finder anvendelse på visse rettigheder over finansielle instrumenter, som opbevares af en mellemmand. Bestemmelsen bør derfor fortolkes i lyset af konventionen.

Det foreslås i stk. 2 at opregne de spørgsmål, som afgøres efter den i stk. 1 nævnte lovgivning.

Det foreslås i stk. 2, nr. 1, at spørgsmål om den retlige beskaffenhed af sikkerhed i finansielle instrumenter og de tingsretlige virkninger, der knytter sig dertil, afgøres efter den i stk. 1 nævnte lovgivning.

Føres kontoen i Danmark, følger det, at hvis det i en aftale om finansiel sikkerhedsstillelse er bestemt, at finansielle instrumenter overdrages til eje til sikkerhedsmodtager, anses overdragelsen i relation til sikringsakt og realisation for en overdragelse til eje.

Det foreslås i stk. 2, nr. 2, at spørgsmål om krav til sikring af en aftale om finansiel sikkerhedsstillelse mod tredjemand og kravene til, hvilke foranstaltninger der er nødvendige for, at en sådan aftale kan gøres gældende over for tredjemand, afgøres efter den i stk. 1 nævnte lovgivning.

Det foreslås i stk. 2, nr. 3, at spørgsmål om, hvorvidt en persons adkomst til eller rettighed i en sikkerhed i finansielle instrumenter må vige for eller efterstilles en konkurrerende adkomst eller rettighed, herunder om der foreligger ekstinktiv erhvervelse, afgøres efter den i stk. 1 nævnte lovgivning.

Det foreslås i stk. 2, nr. 4, at spørgsmål om, hvilke foranstaltninger der er nødvendige for at realisere en sikkerhed i form af finansielle instrumenter, når der er opstået en fyldestgørelsesgrund afgøres efter den i stk. 1 nævnte lovgivning.

Selve spørgsmålet, om der foreligger en misligholdelse, som giver sikkerhedshaver ret til at realisere sikkerheden, afgøres fortsat efter den lovgivning, der regulerer det kontraktretlige forhold mellem sikkerhedsstiller og sikkerhedshaver. Bestemmelsen regulerer ikke, hvilken lovgivning der er afgørende for, om en sikkerhedshaver kan realisere sin sikkerhed efter indledningen af insolvensbehandling mod sikkerhedsstiller. Efter dansk ret kan en sikkerhed i omsættelige værdipapirer realiseres trods indledning af insolvensbehandling mod sikkerhedsstiller. Tages en deltager i et værdipapirafviklingssystem eller i et registreret betalingssystem under insolvensbehandling, fastlægges deltagerens rettigheder og forpligtelser i forbindelse med deltagelse i systemet efter den lovgivning, som systemet er underlagt.

Den foreslåede bestemmelse finder alene anvendelse på dematerialiserede finansielle instrumenter og bestemmer ikke, hvilken lovgivning der regulerer de tingsretlige aspekter af en sikkerhedsstillelse i form af kontanter. Den foreslåede bestemmelse bestemmer heller ikke, hvilken lovgivning der er afgørende for, om en slutafregningsaftale har virkning over for tredjemand.