LBK nr 652 af 10/06/2025
Erhvervsministeriet
Bekendtgørelse af lov om kapitalmarkeder § 136
Et fondsmæglerselskab, der benytter sig af algoritmisk handel, skal give meddelelse herom til Finanstilsynet og tilsynsmyndigheden for den markedsplads, hvor fondsmæglerselskabet som medlem benytter sig af algoritmisk handel.
Stk. 2. Finanstilsynet kan kræve, at fondsmæglerselskabet på anmodning eller regelmæssigt forelægger
-
en beskrivelse af fondsmæglerselskabets strategier for algoritmisk handel,
-
oplysninger om de handelsparametre eller -begrænsninger, der gælder for systemet,
-
de foranstaltninger, fondsmæglerselskabet har indført til efterlevelses- og risikokontrol, der sikrer, at betingelserne i § 135 er opfyldt, og
-
oplysninger om afprøvningen af fondsmæglerselskabets systemer.
Stk. 3. Finanstilsynet kan til enhver tid anmode fondsmæglerselskabet om yderligere oplysninger om fondsmæglerselskabets algoritmiske handel og de systemer, der anvendes til algoritmisk handel. Udlevering af oplysninger efter 1. pkt. kan ikke nægtes under henvisning til tavshedspligt.
Stk. 4. Fondsmæglerselskabet skal opbevare fortegnelser over de omhandlede krav i denne bestemmelse og sikre, at disse fortegnelser er så fyldestgørende, at Finanstilsynet på grundlag heraf kan kontrollere, at kravene i henhold til dette kapitel er overholdt.
Stk. 5. Et fondsmæglerselskab, der anvender en algoritmisk højfrekvenshandelsteknik, skal i en godkendt form opbevare nøjagtige lister med angivelse af tidssekvenser over alle placerede ordrer, annulleringer af ordrer, udførte ordrer og noteringer på markedspladser og skal på forlangende udlevere dem til Finanstilsynet.
Forarbejder til Bekendtgørelse af lov om kapitalmarkeder § 136
RetsinformationDen foreslåede bestemmelse i § 136 fastlægger en underretningspligt for fondsmæglerselskaber, der benytter sig af algoritmisk handel.
Bestemmelsen, der er ny, gennemfører artikel 17, stk. 2, i MiFID II.
Formålet med bestemmelsen er at sikre, at Finanstilsynet har adgang til alle relevante oplysninger fra fondsmæglerselskaber, der benytter sig af algoritmisk handel, så Finanstilsynet kan føre tilsyn med fondsmæglerselskabets anvendelse af algoritmer.
Det foreslås i stk. 1, at et fondsmæglerselskab, der benytter sig af algoritmisk handel, skal give meddelelse herom til Finanstilsynet og tilsynsmyndigheden for den markedsplads, hvor fondsmæglerselskabet som medlem benytter sig af algoritmisk handel.
Hvis et fondsmæglerselskab er medlem af markedspladser i flere forskellige EU/EØS-lande m.v., skal fondsmæglerselskabet sende meddelelse til tilsynsmyndighederne for de markedspladser, hvor der anvendes algoritmer.
Den foreslåede bestemmelse skal ses i sammenhæng med forslagets stk. 2 og 3, hvorefter det er Finanstilsynet, der har adgang til at kræve oplysninger af fondsmæglerselskabet om de systemer, som fondsmæglerselskabet anvender til algoritmisk handel, når fondsmæglerselskabet har hjemland i Danmark. Tilsynsmyndighederne for de enkelte markedspladser har jurisdiktion over handlinger foretaget på disse markedspladser, herunder ordrer afsendt af et dansk fondsmæglerselskab til eksempelvis en markedsplads i Tyskland. I det tilfælde vil efterforskning af eksempelvis markedsmanipulation blive foretaget af de tyske myndigheder. Disse myndigheder kan som led i deres efterforskning rette henvendelse til Finanstilsynet med henblik på at indhente de omfattede oplysninger i relation til den konkrete sag.
Det foreslås i stk. 2, at fondsmæglerselskaber, der anvender algoritmisk handel, på anmodning fra Finanstilsynet skal indsende de i nr. 1-4 anførte oplysninger. Bestemmelsen supplerer Finanstilsynets almindelige beføjelse som nævnt i lovforslagets § 214 om, at Finanstilsynet kan kræve alle oplysninger, dokumenter eller andre data i enhver form udleveret.
Finanstilsynet kan endvidere beslutte, at fondsmæglerselskabet regelmæssigt skal indsende de nævnte oplysninger til Finanstilsynet. Finanstilsynet kan anvende denne beføjelse i de tilfælde, hvor der er grundlag for et skærpet tilsyn med fondsmæglerselskabets anvendelse af algoritmer, eller det vurderes, at fondsmæglerselskabet ikke har betryggende og effektive procedurer, og der derfor er behov for en løbende og regelmæssig kontrol med fondsmæglerselskabets anvendelse af algoritmisk handel.
Idet der ved regelmæssig indsendelse af oplysningerne vil være tale om en administrativ byrde for fondsmæglerselskaberne, foreslås det, at oplysningerne skal indsendes på ad hoc-basis forstået som efter anmodning fra Finanstilsynet.
Idet der er tale om oplysninger, som fondsmæglerselskab
erne skal opbevare løbende, vil Finanstilsynet have mulighed for at fastsætte en kort tidsfrist for indsendelse af de krævede oplysninger.
I det tilfælde en tilsynsmyndighed for en markedsplads, hvor fondsmæglerselskabet anvender algoritmisk handel, anmoder Finanstilsynet om oplysninger omfattet af denne bestemmelse, skal Finanstilsynet uden unødig forsinkelse videresende de modtagne informationer til tilsynsmyndigheden. Fondsmæglerselskabet skal forelægge oplysningerne på en konsekvent måde og i en sammenlignelig form, hvilket medfører, at Finanstilsynet skal modtage oplysningerne på en måde, så de kan sammenlignes med fondsmæglerselskabets tidligere indsendte oplysninger, herunder med oplysninger indsendt i forbindelse med godkendelse som algoritmehandler.
Det foreslås i stk. 2, nr. 1, at Finanstilsynet kan kræve, at fondsmæglerselskabet på anmodning eller regelmæssigt forelægger en beskrivelse af fondsmæglerselskabets strategier for algoritmisk handel.
Ifølge betragtning 67 i præamblen til MiFID II skal alle ordrer, der genereres ved algoritmisk handel, mærkes med henblik på at give de kompetente myndigheder mulighed for rettidigt at træffe passende foranstaltninger mod fejlbehæftede eller uredelige algoritmiske strategier. Ved hjælp af mærkning bør de kompetente myndigheder kunne identificere og skelne ordrer, der kommer fra forskellige algoritmer, og effektivt rekonstruere og evaluere de strategier, som algoritmiske handlere anvender.
Mærkningen giver de kompetente myndigheder mulighed for at reagere effektivt mod algoritmiske handelsstrategier, der indebærer misbrug eller en risiko for, at markedet ikke fungerer ordentligt. Kravet om, at fondsmæglerselskabet skal indsende en beskrivelse af de anvendte strategier, giver endvidere Finanstilsynet mulighed for at vurdere strategien i relation til forbuddet imod markedsmanipulation, herunder om dele af strategien kan være i strid med dette forbud. Beskrivelsen af strategien bør som minimum indeholde de overordnede linjer for strategien, herunder hvilke papirer eller grupper af papirer algoritmen forventes anvendt for.
Det foreslås i stk. 2, nr. 2, at Finanstilsynet kan kræve, at fondsmæglerselskabet på anmodning eller regelmæssigt forelægger oplysninger om de handelsparametre eller -begrænsninger, der gælder for systemet.
Oplysningerne giver Finanstilsynet mulighed for at føre tilsyn med, at de nævnte handelsparametre eller -begrænsninger opfylder kravene fastsat i lovforslagets § 135, nr. 1, litra b. Denne beskrivelse bør som minimum indeholde en beskrivelse af de parametre, der fastsættes for de enkelte papirer.
Det foreslås i stk. 2, nr. 3, at Finanstilsynet kan kræve, at fondsmæglerselskabet på anmodning eller regelmæssigt forelægger de foranstaltninger, fondsmæglerselskabet har indført til efterlevelses- og risikokontrol, der sikrer, at betingelserne i § 135 er opfyldt.
Oplysningerne giver Finanstilsynet mulighed for føre tilsyn med, om fondsmæglerselskabet opfylder kravene til dets handelssystemer, herunder at fondsmæglerselskabet har indført fornødne foranstaltninger med henblik på at sikre, at dennes algoritmer ikke skaber eller bidrager til forstyrrelser på markedet, samt en vurdering af potentielle risici for algoritmens anvendelse og den potentielle påvirkning af markedet og andre kendte algoritmer.
Det foreslås i stk. 2, nr. 4, at Finanstilsynet kan kræve, at fondsmæglerselskabet på anmodning eller regelmæssigt forelægger oplysninger om afprøvningen af fondsmæglerselskabets systemer.
Fondsmæglerselskabet skal i henhold til ESMA's retningslinjer (ESMA/2012/122) følge klart beskrevne udviklings- og afprøvningsmetoder, herunder resultatsimuleringer, test på relevante eksisterende historiske data (back-testing) og test i et testmiljø for handelsplatforme. Testen af handelsalgoritmerne skal tilpasses den handelsstrategi, som algoritmen forventes anvendt til. Oplysningerne skal give Finanstilsynet mulighed for at føre tilsyn med, at fondsmæglerselskabet har truffet de fornødne foranstaltninger til at sikre, at dets algoritmer ikke skaber eller bidrager til forstyrrelser på markedet.
Det foreslås i stk. 3, at Finanstilsynet til enhver tid kan anmode fondsmæglerselskabet om yderligere oplysninger om fondsmæglerselskabets algoritmiske handel og de systemer, der anvendes til algoritmisk handel. Udlevering af oplysninger efter 1. pkt. kan ikke nægtes under henvisning til tavshedspligt.
Bestemmelsen supplerer herved det foreslåede stk. 2. Bestemmelsen kan forventes anvendt i de tilfælde, hvor oplysningerne efter stk. 2 ikke anses for tilstrækkelige, eller Finanstilsynet finder, at der er behov for en nærmere beskrivelse af baggrunden for og programmeringen af algoritmen. Yderligere oplysninger om algoritmisk handel og de systemer, der anvendes, kan endvidere omfatte krav om levering af oplysninger om den kodning, som ligger til grund for algoritmens funktion (kilde-koden).
Det foreslås i stk. 3, 2. pkt., at udlevering af oplysninger efter 1. pkt. ikke kan nægtes under henvisning til tavshedspligt. I forbindelse med at et fondsmæglerselskab har outsourcet eller indkøbt software, vil det være muligt for leverandøren at sende koden direkte til Finanstilsynet, hvorved fondsmæglerselskabets forpligtelse til indlevering af oplysninger vil være opfyldt. Leverandørens oplysningsforpligtelse følger af lovforslagets § 214, stk. 4.
Det foreslås i stk. 4, at fondsmæglerselskabet skal opbevare fortegnelser over de i denne bestemmelse omhandlede forhold og sikre, at disse fortegnelser er så fyldestgørende, at Finanstilsynet på grundlag heraf kan kontrollere, at kravene i henhold til dette kapitel er overholdt.
Fondsmæglerselskabet skal med fortegnelserne kunne demonstrere over for Finanstilsynet, at fondsmæglerselskabet opfylder kravene til anvendelse af algoritmisk handel.
Det foreslås i stk. 5, at et fondsmæglerselskab, der anvender en algoritmisk højfrekvenshandelsteknik, i en godkendt form skal opbevare nøjagtige lister med angivelse af tidssekvenser over alle placerede ordrer, annulleringer af ordrer, udførte ordrer og noteringer på markedspladser og på forlangende skal udlevere dem til Finanstilsynet.
Artikel 17, stk. 7, litra d, i MiFID II bemyndiger ESMA til at udarbejde reguleringsmæssige tekniske standarder med henblik på at præcisere længden af det tidsrum, i hvilket fondsmæglerselskaber skal opbevare disse lister. EU-Kommissionen forventes på baggrund heraf at vedtage delegerede retsakter, hvori det foreslås, at fondsmæglerselskaberne skal opbevare listerne i mindst 5 år. Listerne skal på anmodning gøres tilgængelige for Finanstilsynet. Kravet skal ses i forlængelse af den generelle forpligtelse for fondsmæglerselskaber til at føre fortegnelser efter artikel 25 i MiFIR. De delegerede retsakter forventes vedtaget som forordninger.
Overtrædelse af det foreslåede stk. 1, 4 og 5 er strafbelagt, jf. lovforslagets § 247. Ansvarssubjektet for overtrædelse af stk. 1 og 4 er det fondsmæglerselskab, der benytter sig af algoritmisk handel uden at opfylde sine forpligtelser efter stk. 1 og 4, jf. forslaget til § 255, stk. 3, og bemærkningerne hertil. Ansvarssubjektet for overtrædelse af stk. 5 er det fondsmæglerselskab, der benytter sig af en algoritmisk højfrekvenshandelsteknik uden at opfylde sine forpligtelser efter stk. 5, jf. forslaget til § 255, stk. 3, og bemærkningerne hertil. Den strafbare handling i det foreslåede stk. 1 består i manglende eller ukorrekt meddelelse om anvendelse af algoritmisk handel til Finanstilsynet. Den strafbare handling i det foreslåede stk. 4 består i manglende opbevaring af fortegnelse over forhold omfattet af stk. 2 og 3, eller fejl i de opbevarede fortegnelser af så grov karakter, at fortegnelserne ikke kan anvendes til at kontrollere, om selskabet har opfyldt kravene i kapitel 24. Den strafbare handling i det foreslåede stk. 5 består i manglende eller ukorrekt opbevaring af ordrelister eller nægtelse af udlevering af ordrelister til Finanstilsynet.