LBK nr 1163 af 13/11/2024
Erhvervsministeriet
Bekendtgørelse af lov om investeringsforeninger m.v. § 68
En dansk UCITS må ikke optage lån.
Stk. 2. Finanstilsynet kan dog tillade, at en dansk UCITS på vegne af en afdeling
-
optager kortfristede lån på højst 10 pct. af en afdelings formue bortset fra lån med investeringsformål og
-
optager lån på højst 10 pct. af en afdelings formue til erhvervelse af fast ejendom, der er absolut påkrævet for udøvelse af den danske UCITS’ virksomhed.
Stk. 3. De i stk. 2, nr. 1 og 2, omhandlede lån må tilsammen højst udgøre 15 pct. af en afdelings formue.
Forarbejder til Bekendtgørelse af lov om investeringsforeninger m.v. § 68
RetsinformationDen foreslåede bestemmelse viderefører § 49 i den gældende lov om investeringsforeninger m.v., men omfatter ikke længere specialforeninger. Bestemmelsen i § 49 i den gældende lov om investeringsforeninger m.v. gennemførte artikel 83 i UCITS-direktivet.
Forbuddet i stk. 1 mod at optage lån, bortset fra de i stk. 2 nævnte tilfælde, skal ses på baggrund af, at danske UCITS skal opfylde formålsbestemmelserne i § 3, stk. 1. Ved lån forstås i denne bestemmelse udelukkende lån af penge. Værdipapirlån m.v. er således ikke omfattet af bestemmelsen.
Stk. 2 undtager fra forbuddet i stk. 1, idet en dansk UCITS på vegne af en afdeling og med Finanstilsynets tilladelse inden for visse grænser kan optage lån. Det er formuens størrelse i den enkelte afdeling ved låneoptagelsen, der er afgørende for beregningen af den fastsatte begrænsning. Da værdipapirfonde ikke er juridiske personer, er det værdipapirfondens investeringsforvaltningsselskab eller administrationsselskab, der på afdelingens vegne optager lånet, jf. § 8, stk. 4. Det er afdelingen, der hæfter for lånet, når danske UCITS optager lån for en afdeling.
For at en dansk UCITS på vegne af en afdeling kan optage lån, skal tre betingelser være opfyldt: For det første skal det fremgå af den danske UCITS’ vedtægter eller fondsbestemmelser, om og i bekræftende fald hvilken slags lån, jf. stk. 2, nr. 1 og 2, den danske UCITS kan optage på vegne af sine afdelinger. For det andet skal Finanstilsynet give tilladelse. For det tredje skal den danske UCITS i sit prospekt oplyse, at den forventer at udnytte muligheden for at optage lån.
Efter stk. 2, nr. 1 kan en dansk UCITS på vegne af en afdeling optage kortfristede lån på højst 10 pct. af afdelingens formue for at indløse medlemsandele, for at udnytte tegningsrettigheder eller til midlertidig finansiering af indgåede handler.
Finanstilsynet kan således give en dansk UCITS tilladelse til på vegne af en afdeling at optage kortfristede lån for at kunne indløse andele på en investors anmodning. Det er almindeligt, at de værdipapirer, som afdelingen skal afhænde for at indløse investors andele, bliver stillet til sikkerhed for lånet. Lån til indløsning af andele bør optages med forsigtighed, da der er risiko for, at det senere salg af afdelingens finansielle instrumenter ikke kan gennemføres til kurser, der svarer til indløsningskursen. Derfor skal danske UCITS efter Finanstilsynet praksis søge om tilladelse hver gang, de ønsker at optage lån til indløsning af investorers andele. For bl.a. at modvirke den nævnte kursrisiko, er adgangen til at optage lån begrænset til 10 pct. af afdelingens formue. Hidtil har investeringsforeningerne kun sjældent anvendt denne mulighed for at optage lån, idet der også er mulighed for at udsætte indløsning af andele, jf. § 74, stk. 2.
Endvidere giver nr. 1 som nævnt mulighed for at optage kortfristede lån for at udnytte tegningsrettigheder. En dansk UCITS vil også kunne stille sikkerhed for lån til udnyttelse af tegningsrettigheder i de erhvervede aktier. Denne mulighed for at optage lån anses for ubetænkelig, men er hidtil kun anvendt i meget begrænset omfang. Finanstilsynet er indstillet på at anlægge den praksis at meddele »stående« tilladelser til denne form for lån, det vil sige, at den danske UCITS ikke skal søge om tilladelse hver gang, den skal optage et lån.
Endelig giver nr. 1 mulighed for, at en dansk UCITS på vegne af en afdeling optager kortfristede lån til midlertidig finansiering af kortfristede handler. Baggrunden for bestemmelsen er f. eks. at give danske UCITS mulighed for at afvikle en afdelings køb af værdipapirer, selvom et samtidigt salg af værdipapirer ikke har kunnet gennemføres til tiden. Tidligere kunne det medføre ubevilgede overtræk, der er lån, som en investeringsforening ikke måtte »optage«, jf. forbuddet i stk. 1. Finanstilsynet har praksis for at give »stående« tilladelser til denne form for lån.
Fælles for de tre former for lån er som nævnt, at de skal være kortfristede og ikke må få karakter af en løbende kassekredit. Bestemmelsen giver derfor ikke mulighed for, at en afdeling kan investere for lånte midler, idet der reelt ville være tale om gearing, hvilket er ulovligt.
I stk. 2, nr. 2, foreslås det, at en dansk UCITS med Finanstilsynets tilladelse på vegne af en afdeling kan optage lån til erhvervelse af fast ejendom, der er absolut påkrævet til udøvelse af den danske UCITS’ virksomhed. Investeringsforeningerne har hidtil stort set ikke benyttet denne mulighed i den gældende lov om investeringsforeninger m.v.
Det, at den danske UCITS i givet fald optager et sådant lån på vegne af en afdeling, afspejler, at danske UCITS ikke selv har en kapital eller formue. Alle investorernes midler er samlet i de afdelinger, som de har købt andele i. Bestemmelsen forventes ikke at blive anvendt i praksis af danske UCITS, idet det næppe vil være »absolut påkrævet« at erhverve fast ejendom, blandt andet fordi de fleste danske UCITS bliver administreret af investeringsforvaltningsselskaber, der ikke er ejet af de danske UCITS, som de administrerer.
I stk. 3 foreslås det, at de i stk. 2 nævnte lån tilsammen højst må udgøre 15 pct. af en afdelings formue.